Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

Jo mere alvorlig vor stræben efter at åndeliggøre os selv bliver, desto mere uimodståeligt trænger det spørgsmål sig på i vor bevidsthed: "Hvad er virkelighed?" Det forlader ikke vor opmærksomheds synsfelt, før vi har fundet et svar, som tilfredsstiller både vor fornuft og vort hjerte. Vor barndoms gudsbegreb med det indhold, som vore lærere og vor fantasi gav det, tilgodeser ikke mere det vitale behov dybt i vort væsen, og nødvendigheden af at foretage en omvurdering af begrebet bliver mere og mere klar. Det forekommer naturligt, at vor søgen derved fører os frem til den opfattelse, at definitionen af vor barndoms gudsbegreb – Gud er allestedsnærværende, almægtig, alvidende, alvis – er fuldt tilfredsstillende som beskrivelse af virkelighedsgrundlaget, men vi må med mere gennemtrængende logik prøve at pejle dybden af disse absolutte kvalifikationer. Ud af vor analysering og efterforskning fødes efterhånden den konklusion, at fundamentet for hele tilværelsen må være et uendeligt væsen, ud fra hvilket al skabelse er opstået, og i hvilket alt udvikles som dele af et uendeligt udviklingsforløb. Alt afslører sig nemlig som bevidsthed, men bevidsthed er liv, og liv er udvikling.

Hvad er da virkeligheden – uendeligt som vort ophav eller evighedskernen i vort væsen? Omkring dette spørgsmål koncentrerer sig nu vor længsel efter klarhed, men det forekommer i begyndelsen umuligt ud fra den forvirrende mangfoldighed af detaljer af livsytringer hos os at finde det faste punkt, som forekommer nødvendigt for at vi kan nå frem til et urokkeligt svar på vort spørgsmål. Dog – vor forståelse af uundgåeligheden af et fast punkt – lader os skimte det første sejrsglimt i vor tankes kamp, og vi begynder målbevidst at gruppere foranderlige og uforanderlige elementer i vor natur. Derved fastslår vi som faktum, at kroppen, følelserne og tankerne er i uafbrudt bevægelse, er underkastede en uophørlig forandring, medens jeg'et derimod står som den uforanderlige iagttager af bevægelsen. Jeg'et, modsætningen til den tidsbundne og dermed forgængelige bevægelse, er således højt hævet over tiden og altså evigt.

Men dette er en intellektuel konklusion, som vi i længden ikke føler os tilfredse med, fordi der imellem denne og vor tro indsniger sig en gnavende tvivl. Jeg'ets evige natur må på en eller anden måde blive en, i det mindste for os selv, håndgribelig realitet, som end ikke efterlader skygge af tvivl. Logikken siger os, at eftersom kroppen, følelserne og tankerne er sekundære fænomener i vort liv, de er ikke-jeg'et, så følger deraf, at man skal kunne abstrahere fra dem og alligevel bevare selve livsfornemmelsen. Forsøger man nu – og hvis det lykkes for en at mobilisere den nødvendige koncentrationsevne, hvilket dog ikke er så let, som det er sagt – at adskille jeg'et fra ikke-jeg'et, så når man sluttelig frem til et punkt, hvor jeg'et afslører sig i al sin majestæt og i begyndelsen føles som en iskold sfære, hyllet i mørke. I løbet af et øjeblik slipper kulden imidlertid sit greb, mørket letter, og vor bevidsthed udfylder nu rummet, rent filosofisk set, på en helt ny måde, samtidig med at en intensiv og jublende evighedsoverbevisning fylder os.

Selv om denne oplevelse blot varer brøkdele af et sekund og kun indfinder sig én gang i løbet af vort jordeliv, giver den alligevel et uudsletteligt indtryk af evigheds bevidsthed i relation til vor måde at være på og medfører en stærkere følelse af broderskab – og en i idéverdenen forankret tænkning. Dette indebærer ikke, at vi fra at have været almindelige, enkle hverdagsmennesker pludselig bliver ufejlbarlige helgener, da hverken vore energier eller fysik endnu er i fuld harmoni med den ændrede bevidsthed, og fejltagelser og svagheder markerer således stadig vor vej, men vi har skuet tilværelsen i et nyt lys, som lig en venlig blinkende stjerne oplyser vor sti.

Vi lægger fortidens byrder fra os, hengiver os til drømme om fremtiden og koncentrerer os om nu'et – ét evigt liv nu. Vi føler med sikkerhed, at vi er et med det uendelige liv, uden modsætningsforhold til nogen – og at dette uendelige liv vil give os sin visdom, kraft og kærlighed i samme grad, som vi evner at bære dem. Vi begynder på vor individuelt særprægede måde, dog tøvende på grund af vore mange svagheder, at søge vor Evige Fader i alt og alle samt efter evne at elske Ham i alt og alle. Al jordisk stræben synker ned i det uvirkeliges strøm, hvad der dog ikke betyder, at vi forsømmer de pligter, som årsagsloven byder os at opfylde, men tværtimod løser vi dem med større alvor, idet vi forstår, at kun derigennem vil vi nå en fremtidig handlingsfrihed, frihed til at søge vor Evige Fader og tjene Ham uden jordiske pligter og bekymringer i disse ords almindelige betydning.

Fra KOSMOS nr. 2/1947