Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Angst er noget, de fleste kender. Angst kan forekomme i mange forskellige grader – lige fra en svag og næsten umærkelig nervøsitet – til det helt store kollaps eller sammenbrud. Der er nok ikke mange af os, som kan sige sig fri for på et eller andet tidspunkt at have oplevet i al fald den svage eller lette grad af nervøsitet. Det er praktisk taget umuligt i vort stressfyldte samfund. Ud over den rene dødsangst har angsten også andre aspekter, men dybest set er der en forbindelse mellem dem alle.

 

Vi befinder os i en periode med en enorm forceret udvikling. Den kolossale tekniske og materielle ekspansion, den vestlige verden har været vidne til i løbet af de sidste 3 – 4 hundrede år, har skabt en voldsom udvidelse af det menneskelige fysiske og materielle erfaringsområde; men det er ikke fulgt op af en tilsvarende åndelig udvikling. Menneskenes erfaringsdannelse på sociale, menneskelige og åndelige områder halter katastrofalt bag efter den tekniske og materielle acceleration. Derfor har vi ikke tilstrækkelig psykisk styrke og moralsk indsigt til at følge med i det teknisk set voldsomme tempo, som er kendetegnet for vor tid. Det kan ikke undgås, at vi modtager en mængde indtryk, som vi har svært ved at sætte på plads, og som vi derfor ikke kan se nogen mening med. Og det belaster det nervesystem, som samtidig er blevet finere og mere differentieret, men også mere sårbart, end tilfældet var hos naturmenneskene.

På sin vis kender mennesket altså noget til angstbegrebet: vi har følt det på vor egen krop. Men på en anden måde kan vi vist godt blive enige om, at vi står usikkert over for angsten: vi kender ikke dens natur og er derfor i alt for ringe grad i stand til at beskytte os imod den.

Frygten betragtes som en reaktion, der har et bestemt objekt til årsag. Man kan nære frygt for trafikken, chefen eller tordenvejret – altså noget konkret og afgrænset. Og faren er indlysende. Det er ikke tilfældet for angstens vedkommende. Her er faren betydelig sværere at få øje på, da den er skjult og mere subjektiv end ved frygten. Den er i højere grad et resultat af noget i mennesket end uden for, som tilfældet er ved frygten. Netop derfor er dens styrke også afhængig af det enkelte menneske, hans personlighed, hans forhold – eller snarere mangel på forhold – til Gud.

Frygt står i et rimeligt forhold til den fare, man er udsat for. Voldsomt tordenvejr kan give stærk frygt. Bliver tordenvejret svagere, afdæmpes frygten tilsvarende. Angsten derimod står i misforhold til faren, der endog – som hos neurotikeren eller det stærkt nervøse menneske – kan være indbildt.

Som nævnt har angsten i dens rene natur som regel ikke noget bestemt objekt, men for at beskytte os mod den, vil vi i mange tilfælde udpege et eller andet faremoment som årsag til vor angst. Angsten bliver rationaliseret – eller sagt på en anden måde: vi forsøger – måske ubevidst – at lave vor indre diffuse angst om til en afgrænset og derfor mere håndterbar frygt. Måske siger vi, at angsten skyldes verdenssituationen, den tiltagende terror eller andet uden for os selv, som måske slet ikke indebærer nogen aktuel trussel for os selv. Sandheden er en ganske anden, nemlig at der er tale om en indre ubestemmelig angsttilstand, som ikke kan sættes i relation til noget konkret fænomen, men som vi nærer en vis betænkelighed ved at erkende, fordi den skaber en fornemmelse af indre svaghed. Når vi således søger at finde ydre forklaringer på vor indre, ubestemmelige angst, kan der være tale om et selvbedrag, som ikke gavner nogen, men som tværtimod kun forhindrer os i at gøre noget alvorligt ved den angsttilstand, som kan virke lammende på al sund livsudfoldelse, og som kan føre alvorlige psykiske lidelser i sit kølvand.

Kosmologien, som vi kender den fra Martinus, kan utvivlsomt hjælpe os til at få mere hold på angstbegrebet og til at afdæmpe angsten blandt andet ved at legalisere den, så vi bliver klar over, at vi ikke behøver at skamme os over vor angst. For kosmisk set hører angsten hjemme i jordmenneskenes epoke, som et helt naturligt fænomen og har som alle andre lidelser i sidste instans sin udviklingsfremmende mission i menneskets skabelsesproces.

Fra de kosmiske analyser over grundenergiernes kombinationer ved vi, at levende individers bevidsthedsudfoldelser, mentale klimadannelser og fysiske manifestationer alle er resultater af forskellige kombinationer af seks forskellige energiarter: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Alle seks energiarter er repræsenteret i alt, hvad det levende væsen udfolder på godt og ondt, men kombinationerne skifter uafladeligt, svarende til at vore livsytringer ustandselig skifter karakter i kraft af hvilket, vi får en klar fornemmelse af livsoplevelse.

Når dyret sanser faremomentet sker der helt automatisk (i kraft af instinktenergien) en pludselig og hurtig ændring af hele dets adfærdsmønster. Energikombinationerne skifter i hurtig rækkefølge. Ved selve sanseprocessen er følelsesenergien kraftigt aktiveret, idet det er den energiart, som i første række sætter et levende væsen i stand til at "føle" eller sanse påvirkninger fra omgivelserne, hvilket som bekendt finder sted gennem det fysiske sansesæt.

Hukommelsen spiller også her en væsentlig rolle – omend ubevidst. I dyrets erindringskartotek er opmagasineret erindringsbilleder af tidligere faresituationer, som i kraft af instinktet automatisk bringer dyret til at ane fare – og på baggrund af mere eller mindre klar genkendelse fornemmer det, hvilken fare, det drejer sig om. Gennem utallige gentagelser i den hårde kamp for overlevelse er begreberne: fare og forsvar kædet sammen til en ubrydelig enhed, og det bevirker, at farefornemmelsen automatisk aktiverer tyngdeenergien eller den eksplosive energi, som netop er den aktiverende energi eller den energi, som er dominerende i alle former for kamp, forsvar og flugtaktiviteter.

Hvilken form for speciel aktivitet, der anvendes, er afhængig af, på hvilken måde dyret har specialiseret sig. Måske vil det som løven eller tigeren gå til modangreb med tænder og klør, eller måske vil det som gazellen eller zebraen gribe til flugt. I kraft af frygtreaktionerne – og herunder ikke mindst den kraftige mobilisering af den aktiverende tyngdeenergi – er der altså chancer for, at dyret overlever, og vi ser heraf, at denne reaktion er absolut hensigtsmæssig, idet den simpelt hen er betingelse for overlevelse på det tilværelsesplan, hvor kampen for den blotte eksistens er hård og brutal.

En tilsvarende hensigtsmæssighed kan man ikke pege på for angstens vedkommende – snarere tværtimod. Angsten kan simpelt hen virke totalt lammende på al sund og naturlig handlekraft – hvortil kommer, at angsten virker indsnævrende eller begrænsende på bevidstheden. (Ordet "angst" er afledt af det latinske ord "angustus", der betyder snæver). Mennesker i angst kan således være helt ude af stand til at opleve skønheden i naturen, venlighed fra venner og bekendte eller andre måder, hvorpå Gud giver sig til kende over for mennesket i nød. Ja, normaltbegavede mennesker kan i sådanne situationer fungere som svagtbegavede eller sinker.

"Nævnte væsen viser sig jo netop som udgørende et væsen, der har en side ved sin mentalitet, der ikke går i retning af at opfylde de "dyriske love", men derimod ligefrem er en voksende hindring for denne opfyldelse. Men når dette væsen således ikke helt kan opfylde de "dyriske" love, kan det heller ikke mere helt opleve den nydelse eller salighed, den livsro eller sorgløshed, der er baseret på disse loves overholdelse, men må leve i en stadig splittelse mellem det "dyriske" og det begyndende "menneskelige" i dets mentalitet. Eftervirkningerne af de felter, hvor det ikke overholder de "dyriske" love, vil stadig være kilde til uro og angst. Men denne permanente uro og angst er altså de første virkninger af "syndefaldet", de første virkninger af "dyrets" tilfredsstillelse af interesser og begær, der ikke vedkommer "dyreriget", de første virkninger af forsømmelser af overholdelsen af det "dyriske" bud: "Men af kundskabens træ på godt og ondt, af det skal du ikke æde; thi på hvilken dag, du æder af det, skal du dø døden".

Det er således helt i pagt med Martinus' angstteori, når wienerpsykiateren C.G. Jung siger: "Valgets emotion er angst".

Angsten er altså et resultat af, at det ægte dyrs mentale tilstand "forstyrres" af stadig flere menneskelige træk. Den "nøgenhed", som derved opstår, gælder os alle og må på det jordiske menneskes nuværende udviklingstrin betragtes som en grundlæggende eller basal angst. Ser vi det derfor som et svaghedstegn, da er vi alle svage, for så vidt som vi alle er på vandring ud af "dyreriget", men endnu ikke rigtige mennesker.

Gennem årmillioners kamp for tilværelsen er de indøvet som automatfunktion, og de lever stadig i bedste velgående, selv efter at de forlængst har mistet deres berettigelse, og indehaverne derfor er begyndt at bekæmpe dem. Men indgroede vaner lader sig ikke uden videre bortradere. Og ingen vaner er mere indgroede end disse "dyriske" impulser eller indre indskydelser til udfoldelse af kamp og destruktion. Det "civiliserede" menneske føler derfor angst, når impulserne melder sig. Da mennesket i ham/ hende ikke automatisk kan give efter for impulserne, opstår følelsen af angst, hvortil kommer angsten for, hvad der skulle ske, såfremt han ikke kan beherske den dødsensfarlige tyngdeenergi. Han er angst for sig selv – eller rettere sagt: Det menneskelige i ham er angst for det dyriske i samme person. Mennesket føler sig hjælpeløs over for sine egne instinktive drifter og deres undertiden eksplosive kraft. Og det vil det fortsat gøre, indtil det gennem lidelses- og smerteoplevelser har opbygget tilstrækkelige ressourcer af følelses- og intelligensenergi til at holde tyngdeenergien i ave. Når psykiateren Karen Horney fremhæver de aggressive og fjendtlige impulser som de væsentligste angstfremkaldende faktorer, falder det ganske godt i tråd med kosmologien.

Nu kan det selvsagt være svært at finde mening med livet i en verden, hvor de toneangivende kredse bekender sig til et tilfældighedens og meningsløshedens evangelium. Men har man efterhånden fundet ud af, at materialismen og det teknologiske ræs ikke i det lange løb udgør et tilfredsstillende livsgrundlag, vil man før eller senere blive bragt på sporet – for der er altid en vej ud af tomheden og mørket. Her melder blandt andet Martinus sig med et kosmologisk livssyn, som ikke mindst har adresse til mennesker, der netop befinder sig i et sådant vacuum, fordi de ikke længere har evne til at tro på de religiøse dogmer og læresætninger.

Litteratur:
Martinus: "Logik"
Victor Frankl: "Psykologi og eksistens"
Karen Horney: "Neurotikeren – kulturens stedbarn"
C.G. Jung: "Jeg'et og det ubevidste"