Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/8 side 160
Tage Buch
Argument eller analyse
 
BEVIDSTGØRELSE
Udviklingens foreløbige mål for det jordiske menneske er ifølge Martinus kosmiske analyser at blive "rigtigt menneske" eller som det er udtrykt i Bibelens skabelsesberetning: "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse", og adgangen til denne tilstand får vi ved den kosmiske bevidstheds oplevelse, og det vil derfor være naturligt for os at søge den mest direkte vej til dette mål.
For opnåelse af den kosmiske bevidsthed ved vi nu fra kosmologien, at der er bestemte betingelser, der skal opfyldes, og at hovedbetingelsen er den, at ens bevidsthedstilstand skal være alkærlighedens. Og hvad er så kærlighed eller alkærlighed? Ja, den kan ses på mange måder, som logik, som livets lovmæssighed og retfærdighed, som freden, som balancen mellem udviklet følelse og udviklet intelligens, at være i harmoni med verdensaltets grundtone eller i kontakt med selve sandheden. Og sandheden? Ja, den er virkelighedsoplevelsen af naturen – af livslovene. Der findes ingen anden sandhed end livets egen tale – Guds tale til gudesønnerne. Denne virkelighedsoplevelse kan ikke finde sted medmindre man har optrænet de evner, der skal til for at kunne analysere sin livsoplevelse eller situation. Og analysen – den intelligensmæssige bearbejdning af oplevelsen – er nødvendig for bevidstgørelsen, og det er denne bevidstgørelse i alle livets detaljer og nuancer, der efterhånden vil gøre os alvidende og dermed tillige alkærlige, idet den der forstår alt elsker alt og alle, og den medfører ligeledes almægtighed. For den alvidende kender livslovene og ved at anvende dette kendskab til sande livslove vil intet kunne mislykkes for ham og al hans skabelse blive fuldkommen. Han vil være til glæde og velsignelse for alt og alle og til skade for ingen. Han har således hele universets medvind, alle dets kræfter bag sin skabelse. Og det er altså den nævnte bevidstgørelse, der ved analysens hjælp sluttelig medfører kosmisk bevidsthed, eller rettere, vi bliver hver dag mere og mere kosmisk bevidste, får større viden, bliver "indviede" og oplever til sidst det stadium, Martinus kalder "den store fødsel", sammensmeltningen eller genforeningen med Guds bevidsthed.
MENNESKET OG VERDENSBILLEDET
Så langt er vi jo endnu ikke, men vi er midt i bevidstgørelsen, og dertil må man altså benytte analysen af hverdagens begivenheder. Vor udvikling forceres i disse år voldsomt af internationale og lokale omvæltninger og katastrofer og af vor egen daglige og ofte komplicerede og lidelsesfyldte tilværelse. Og fordi løsninger bliver nødvendige, tvinges vi til tænkning, til intellektuel vurdering af situationerne. Livet bringer os alle kendsgerningerne, og det er os selv, der må give disse kendsgerningen en intellektuel bearbejdning eller analyse. Det er gennem hverdagens problemer, oplevelser og erfaringer og disses analysering, at vi kommer til en realistisk livsoplevelse. Analyseringen af selve verdensbilledet, alle kosmiske grundanalyser af tilværelsens love og principper er jo allerede foretaget af Martinus i hans Tredie Testamente, og vor opgave er det derfor ved selvstændig sandhedssøgen at indpasse vor egen lokale tankeverden i dette allerede gennemanalyserede verdensbillede.
TRO OG ARGUMENTER
De fleste mennesker er i dag troende. De har ikke nogen realistisk livsopfattelse og bygger deres liv på religiøs, politisk eller materialistisk videnskabeligt livssyn. Martinus taler om "blinde politikere", men man kan være blindt troende på mange andre felter. Det ufærdige jordiske menneske lever altså på tro, på mere eller mindre ulogiske eller uvidenskabelige meninger, formodninger, antagelser, opfattelser eller holdninger, og til underbygning af eller forsvar for denne tro bruger det argumenter. Argumenterne er støttepiller, afstivning eller et forsøg på stabilisering af et livssyn, der ikke er baseret på kendsgerninger. Martinus berører problemet i sin bog "Logik", kap. 6: "For at en opfattelse kan være kvalificeret til bedømmelsen "intellektuel" eller "videnskabelig", må den hvile på et fundament af uomstødelige kendsgerninger. Enhver analyse i dens detaljer må være oplevet erfaring. Er den ikke det, kan den kun være "formodning". Men en formodning er altid underkastet den omstændighed, at den hvert øjeblik kan blive omstødt af opdukkende uforudsete fakta. Men en opfattelse, der hvert øjeblik kan blive omstødt af nyopdagede fakta har intet urokkeligt eller stabilt over sig.
Da intellektualitet er det samme som tankestabilisering, hvilket igen vil sige det samme som evnen til tankemæssigt at være i kontakt med kendsgerningerne eller de virkelige fakta, vil enhver opfattelse, der i næste øjeblik kan omstødes af andre fakta og dermed afsløres som uvirkelig eller usand, jo umuligt være "videnskabelig" eller virkelig "intellektuel". Kun den absolutte kendsgernings analyse er stabil, uomstødelig eller hundrede procents "intellektuel". Kun den alene kan retmæssigt høre ind under begrebet "videnskab" og være det "faste punkt" i enhver form for absolut logik." (citat slut).
KENDSGERNINGERS ANALYSE
I alle livets forhold må vi derfor vende os fra de af argumenter understøttede formodninger og bruge analysen i alle hverdagens anliggender. Kun gennem kendsgerningers analyse er vi på virkelig sikker grund. Og selv om vi er begyndere i disciplinen at analysere, har vi i hvert fald Martinus analysering af mangfoldige problemstillinger som et glimrende forbillede. Og hvis vi ikke kan afklare problemerne på anden vis, kan vi benytte pen og papir og notere alle relevante positive og negative aspekter i den foreliggende sag og helt upartisk, nøgternt og alsidigt belyse emnet, således at det – som ved fotografering – hverken bliver "overbelyst" eller "underbelyst", og at man altså undgår et "falsk" billede på grund af en "farvet" forhåndsindstilling, men ved den korrekte belysning får et "billede", der er identisk med virkeligheden. Når vi så er kommet frem til en konklusion kan den efterprøves ved "modsigelsens grundsætning" eller "falsificationsprincippet", en metode, som også Martinus anvender ved sin analysering, idet han – efter i logiske tankerækker at have analyseret et emne i alle dets afskygninger – vender problemet om og siger: "hvis det ikke forholder sig sådan så, "ville det være ulogisk", "så ville sansning være umulig", "så ville livet ikke eksistere" o.s.v. Man kunne også kalde "falsificationsprincippet" for en "verification med modsat fortegn", hvis vor konklusion herefter ikke kan væltes, vil vi være nået frem til en "kendsgernings analyse".
Argumenter benyttes som sagt ofte til at underbygge ens allerede forudfattede meninger og synspunkter, men argumentation giver ingen absolut sikkerhed for korrekt facit. Og en række argumenter er derfor ikke det samme som en analyse. Da vi ikke er uselviske vil vi ofte automatisk og i god tro anføre argumenter, der er i favør af disse meninger. Blot den omstændighed, at vi er seksuelt enpolede gør at vi helt ubevidst er partiske. Hvis man derfor skulle søge at sikre sig, at ens meninger og synspunkter var upåvirkede heraf, skulle man på samme måde som en kaptajn på et skib tager hensyn til vind og strøm eller som en skytte tager hensyn til vind og afdrift ved sin skydning – foretage tilsvarende korrektioner af argumentationen for ens meninger. Men selv sådanne "korrektioner" vil være af tvivlsom værdi, og derfor må vi forlade "meningerne", "troen" og "formodningerne" og vænne os til kun at bruge analysen og efterhånden dygtiggøre os i analysens disciplin eller kunst.
ANALYSE OG INTUITION
Vi kommer altså ikke uden om analysen af vore hverdagsoplevelser og enhver situation, hvor vi skal tage beslutninger, hvis vi da vil sikre os et rigtigt eller hensigtsmæssigt resultat. Troen og formodningerne er fortiden og analysen og intellektualiteten er fremtiden. Og kun analysen og den alene kan, når den udøves til fuldkommenhed, lede os frem til kosmisk bevidsthed. Analyseringen som automatfunktion er – som Martinus skriver i det følgende – intuition. I LB, VI, stk. 2194 står der: "intuitionen er således en evne, i kraft af hvilken et vist område af opsummeret forsknings- eller iagttagelsesmateriale i væsenets indre organiske struktur bliver udarbejdet til konkret viden i form af færdige facitter eller ideer. I givne situationer, når betingelsen herfor er til stede, bliver denne viden, ligeledes af intuitionsevnen, fra væsenets indre ført frem til dets vågne dagsbevidsthed. Intuitionsevnen udgør således i virkeligheden en automatisk analyseringsevne. Idet den er automatisk udgør den altså væsenets analyseringsevne i sit "C-videns" stadium, hvilket vil sige: det stadium, i hvilket alle evner bliver til automatfunktion. Derfor er intuitionsoplevelser altid færdige ideer eller facitter." (citat slut).
Enhver, der besidder den perfekte automatiske analyseringsevne, vil være på bølgelængde med universets grundtone og ligeledes være på bølgelængde med alle andre mennesker, der har lært sig den fuldkomne analyseringsevne og dermed have forståelse for og kærlighed til alt og alle. På samme måde som alle, der har lært sig at addere to og to og komme frem til facittet fire, vil være i overensstemmelse med alle andre, der korrekt kan lægge to og to sammen, således vil vi, efterhånden som vi dygtiggør os i kunsten af analysere, komme i overensstemmelse med alle andre, der kan denne kunst og til sidst med de store vise, menneskehedens sande førere,
DET VIRKELIGE LIV
Vi vil derfor efterhånden opnå en urokkelig ro i vort indre. Intet vil kunne få os til at forlade de åndelige kendsgerninger, vi er kommet frem til, de realiteter, som naturen eller livet selv daglig på vidunderlig måde afslører for os, og som vi måske hidtil har været blinde eller sløve overfor, eller ude af stand til at bevidstgøre os i. Men har vi først nået sandheden er vi urørlige, på trods af andres modstand, uvilje og sladder. At gå sin egen vej, at forlade flokken, er ikke gratis, men når ens vej lidt efter lidt bliver brolagt med kendsgerningers analyser kan man trygt fortsætte. Martinus skriver i "Logik", kap. 5 bl.a.: "Almenheden går i flok. Flokkens mening er lov. Den er den "autoriserede" moral og retfærdighed, ganske uafhængig af, hvilket udviklingstrin den så end måtte udtrykke, ganske uafhængigt af, hvor ulogisk den så end måtte være. At gå imod denne mening kræver stort mod, klogskab og åndsnærværelse.
Vejen til den virkelige sandhed, retfærdighed og viden går således gennem den offentlige menings skærsild, dens korsfæstelse, dens laden hånt om alt, hvad der ikke er sagt af den eller den for tiden offentligt anerkendte autoritet, dens ringeagt eller forhåndsafvisning af alt, hvad der ikke har et akademisk stemplet ophav. Dens ironi, mistænksomhed, bagtalelse og latterliggørelse er de realiteter, enhver sandhedssøger, enhver virkelighedsforsker må overvinde, må gøre sig immun overfor, før han kan begynde at erkende den virkelige logik, begynde at opleve det virkelige liv.
Vejen til den virkelige sandhed, vejen til forståelse af livets virkelige mening er således på forhånd af samfundet selv gjort umådelig svær. Store hindringer tårner sig op for den søgende. Illusionens tåge hviler over alt og alle på de primitive tilværelsesplaner." (citat slut).
I den tidligere og nuværende primitive jordmenneskelige tankesfære har der til alle tider været mennesker, der ikke lod sig kue eller knægte af flokkens mening. Der var mennesker, der for deres overbevisnings skyld lod sig kaste for vilde dyr, tortere eller brænde på bålet, og som havde deres styrke og indre ro, fordi de baserede deres liv på en stærk, sand, instinktiv tro, som bragte dem i kontakt med de allerhøjeste åndelige kræfter. Og verdensgenløseren Jesus, – hvis kosmiske bevidsthed som nævnt inkluderede en automatisk analyseringsevne – og hvis livsopgave det blev at forkynde selve sandheden uden hensyn til omkostningerne, bevarede sin ophøjede indre sjælelige ro – selv under sin korsfæstelse på grund af sin direkte forbindelse til sandhedens og kærlighedens kilde, hans "Fader i Himmelen". Og det moderne menneske, som vil blive medskaber af den nye verdenskultur – ændringen fra primitivitetens og lavintellektualitetens epoke til højintellektualitetens epoke – og som i dag har en højst ustabil og degenererende trosevne, må nu møjsommeligt begynde at opbygge den samme afklarethed og ro gennem den bevidstgørelse, som bliver til ved "livets egen tale" opfattet gennem en trænet, voksende analyseringsevne.