Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For opnåelse af den kosmiske bevidsthed ved vi nu fra kosmologien, at der er bestemte betingelser, der skal opfyldes, og at hovedbetingelsen er den, at ens bevidsthedstilstand skal være alkærlighedens. Og hvad er så kærlighed eller alkærlighed? Ja, den kan ses på mange måder, som logik, som livets lovmæssighed og retfærdighed, som freden, som balancen mellem udviklet følelse og udviklet intelligens, at være i harmoni med verdensaltets grundtone eller i kontakt med selve sandheden. Og sandheden? Ja, den er virkelighedsoplevelsen af naturen – af livslovene. Der findes ingen anden sandhed end livets egen tale – Guds tale til gudesønnerne. Denne virkelighedsoplevelse kan ikke finde sted medmindre man har optrænet de evner, der skal til for at kunne analysere sin livsoplevelse eller situation. Og analysen – den intelligensmæssige bearbejdning af oplevelsen – er nødvendig for bevidstgørelsen, og det er denne bevidstgørelse i alle livets detaljer og nuancer, der efterhånden vil gøre os alvidende og dermed tillige alkærlige, idet den der forstår alt elsker alt og alle, og den medfører ligeledes almægtighed. For den alvidende kender livslovene og ved at anvende dette kendskab til sande livslove vil intet kunne mislykkes for ham og al hans skabelse blive fuldkommen. Han vil være til glæde og velsignelse for alt og alle og til skade for ingen. Han har således hele universets medvind, alle dets kræfter bag sin skabelse. Og det er altså den nævnte bevidstgørelse, der ved analysens hjælp sluttelig medfører kosmisk bevidsthed, eller rettere, vi bliver hver dag mere og mere kosmisk bevidste, får større viden, bliver "indviede" og oplever til sidst det stadium, Martinus kalder "den store fødsel", sammensmeltningen eller genforeningen med Guds bevidsthed.

Da intellektualitet er det samme som tankestabilisering, hvilket igen vil sige det samme som evnen til tankemæssigt at være i kontakt med kendsgerningerne eller de virkelige fakta, vil enhver opfattelse, der i næste øjeblik kan omstødes af andre fakta og dermed afsløres som uvirkelig eller usand, jo umuligt være "videnskabelig" eller virkelig "intellektuel". Kun den absolutte kendsgernings analyse er stabil, uomstødelig eller hundrede procents "intellektuel". Kun den alene kan retmæssigt høre ind under begrebet "videnskab" og være det "faste punkt" i enhver form for absolut logik." (citat slut).

Argumenter benyttes som sagt ofte til at underbygge ens allerede forudfattede meninger og synspunkter, men argumentation giver ingen absolut sikkerhed for korrekt facit. Og en række argumenter er derfor ikke det samme som en analyse. Da vi ikke er uselviske vil vi ofte automatisk og i god tro anføre argumenter, der er i favør af disse meninger. Blot den omstændighed, at vi er seksuelt enpolede gør at vi helt ubevidst er partiske. Hvis man derfor skulle søge at sikre sig, at ens meninger og synspunkter var upåvirkede heraf, skulle man på samme måde som en kaptajn på et skib tager hensyn til vind og strøm eller som en skytte tager hensyn til vind og afdrift ved sin skydning – foretage tilsvarende korrektioner af argumentationen for ens meninger. Men selv sådanne "korrektioner" vil være af tvivlsom værdi, og derfor må vi forlade "meningerne", "troen" og "formodningerne" og vænne os til kun at bruge analysen og efterhånden dygtiggøre os i analysens disciplin eller kunst.

Enhver, der besidder den perfekte automatiske analyseringsevne, vil være på bølgelængde med universets grundtone og ligeledes være på bølgelængde med alle andre mennesker, der har lært sig den fuldkomne analyseringsevne og dermed have forståelse for og kærlighed til alt og alle. På samme måde som alle, der har lært sig at addere to og to og komme frem til facittet fire, vil være i overensstemmelse med alle andre, der korrekt kan lægge to og to sammen, således vil vi, efterhånden som vi dygtiggør os i kunsten af analysere, komme i overensstemmelse med alle andre, der kan denne kunst og til sidst med de store vise, menneskehedens sande førere,

Vejen til den virkelige sandhed, retfærdighed og viden går således gennem den offentlige menings skærsild, dens korsfæstelse, dens laden hånt om alt, hvad der ikke er sagt af den eller den for tiden offentligt anerkendte autoritet, dens ringeagt eller forhåndsafvisning af alt, hvad der ikke har et akademisk stemplet ophav. Dens ironi, mistænksomhed, bagtalelse og latterliggørelse er de realiteter, enhver sandhedssøger, enhver virkelighedsforsker må overvinde, må gøre sig immun overfor, før han kan begynde at erkende den virkelige logik, begynde at opleve det virkelige liv.

Vejen til den virkelige sandhed, vejen til forståelse af livets virkelige mening er således på forhånd af samfundet selv gjort umådelig svær. Store hindringer tårner sig op for den søgende. Illusionens tåge hviler over alt og alle på de primitive tilværelsesplaner." (citat slut).

I den tidligere og nuværende primitive jordmenneskelige tankesfære har der til alle tider været mennesker, der ikke lod sig kue eller knægte af flokkens mening. Der var mennesker, der for deres overbevisnings skyld lod sig kaste for vilde dyr, tortere eller brænde på bålet, og som havde deres styrke og indre ro, fordi de baserede deres liv på en stærk, sand, instinktiv tro, som bragte dem i kontakt med de allerhøjeste åndelige kræfter. Og verdensgenløseren Jesus, – hvis kosmiske bevidsthed som nævnt inkluderede en automatisk analyseringsevne – og hvis livsopgave det blev at forkynde selve sandheden uden hensyn til omkostningerne, bevarede sin ophøjede indre sjælelige ro – selv under sin korsfæstelse på grund af sin direkte forbindelse til sandhedens og kærlighedens kilde, hans "Fader i Himmelen". Og det moderne menneske, som vil blive medskaber af den nye verdenskultur – ændringen fra primitivitetens og lavintellektualitetens epoke til højintellektualitetens epoke – og som i dag har en højst ustabil og degenererende trosevne, må nu møjsommeligt begynde at opbygge den samme afklarethed og ro gennem den bevidstgørelse, som bliver til ved "livets egen tale" opfattet gennem en trænet, voksende analyseringsevne.