Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1937/1 side 7
Erik Gerner Larsson:
Af Dagliglivets Problemer. II.
Et for det udviklede Menneske vanskeligt Problem er dets Forhold til de Mennesker, som det ikke harmonerer med, kort sagt de Mennesker, det helst ønsker at undgaa.
Dette Problem, der er saa uendeligt let at løse, hvor det drejer sig om Mennesker man først møder, efter at Livet har belært en om, at ikke alle, der tilsyneladende møder en med Smil og Venlighed, med "Forstaaelse" etc., behøver at nære virkelige venskabelige Følelser for en, men udmærket bag den demonstrerede Kærlighed kan være i Besiddelse af Motiver, der er alt andet end uselviske, er knapt saa let at løse, hvor det drejer sig om Mennesker, man har mødt, før denne Livets direkte Tale fik en gjort opmærksom paa, at der her var et Felt, man skulde tage sig i Agt for.
Medens det "kolde" Menneske kan faa sig selv til ret brutalt at afbryde en Forbindelse, det ikke længere bryder sig om at opretholde, er det følelsesudviklede Menneske i Almindelighed afskaaret fra at benytte sig af den Udvej, af den simple Grund, at det ikke kan nænne det. Man vil meget nødigt saare et Menneske, man tidligere virkeligt har sat Pris paa, paa den anden Side kan man ikke længere udholde at komme sammen med Vedkommende, man føler det som et Dobbeltspil og længes i stadig højere Grad efter den Frihed, man havde, før dette nu saa snærende Venskabsbaand blev knyttet.
"Et Venskab, der ikke længere er noget Venskab, opløser sig selv", vil man maaske indvende. Ja, der hvor Venskabet hos begge Parter afløses af et Uvenskab, der opløses det hele meget let, det er sandt, men hvor det drejer sig om en stærk aandelig Forskydning fremefter i den enes Sind, medens den anden fortsat bliver staaende, og fortsat opfatter Modparten som "den samme", fødes Konflikten. Det er en Kendsgerning, at vi alle i mere eller mindre Grad har knyttet os til Mennesker, hvis Sjæleliv ikke længere har nogen Inspirationsværdi for os. I Kraft af at disse Mennesker er forstenet i en eller anden Opfattelse, som nok er i Stand til at lyksaliggøre dem, men er uden Betydning for en selv, opstaar der en Ligegyldighedstilstand i Vekselvirkningen med dem, som faar en til at længes bort, længes efter at faa Forholdet likvideret.
Naturligvis findes der Omraader, hvor denne aandelige Ligegyldighedstilstand er indtraadt, men hvor man er afskaaret fra en Likvidation, af den simple Grund, at andre følelsesmæssige Tilknytningspunkter stadigt eksisterer. For Eks. i Børnenes Forhold til Forældrene. Meget ofte viser Livet os Forældre, der indtager aandelige Standpunkter, Børnene forlængst er vokset fra, hvorfor Forbindelsen her er totalt afbrudt, dersom Forældrene nægter at lære af Børnene. Livets stærkeste Baand er her bristet, men kun de færreste Børn vil af den Grund likvidere Forholdet totalt. De fleste vil føle sig bundet af "Blodets Baand", et Udtryk, der dækker den store Guldkopiverden, der i Barnets Sind normalt er knyttet til Forældrene, til Familien.
Saa er der Omraader, hvor Livet midlertidigt tvinger Mennesker til, trods indtraadt aandelig Ligegyldighedstilstand, at forblive sammen. Jeg tænker her paa Ægteskaber, hvor det eneste Bindeled er enten Børn, eller den sikre Viden om, at de økonomiske Omstændigheder ikke tillader Skilsmisse. Nogle af Livets mest tragiske Omraader.
Men de her skildrede Eksempler dækker kun Specialomraader. Udenfor disse eksisterer alle de Forhold, som Livet selv har gjort forældede, og som intet, udover ens egen Følsomhed, forhindrer i at blive opløst. Man vil gerne, men er i Tvivl om de Veje, man retmæssig kan gaa, d. v. s. de Veje, som er i Samklang med Tilværelsens højeste Love.
Disse Love viser os, at der, hvor et Venskab mellem to Mennesker ikke udløser den aandelige Inspiration, der betinger Glæden ved Tilværelsen, Lysten til at skabe, til at være god og kærlig, til at smile og være munter, til at være tillidsfuld og nære fuld Fortrolighed, der er selve Grundlaget for Venskabet bristet, og man selv berettiget til at trække sig tilbage. Men hvordan? Ikke ved et, af en selv iscenesat Opgør etc., men derimod ved en stilfærdig Trækken sig tilbage, ved en over et længere Omraade fuldbyrdet Frigørelsesproces gør man Adskillelsen lettest for Modparten. Og forstaar Modparten saa ikke de bag dette stilfærdige Tilbagetog eksisterende Tanker og Ønsker, og det vil de fleste kultiverede Mennesker gøre, men fremtvinger en direkte Forklaring, nuvel, saa har man ikke andet at gøre, end saa kærligt som man er i Stand til, mundtligt at gøre rede for sine Motiver.
Man har oplevet en Skuffelse, men Skuffelsen har sin egen dybe Hensigt: at belære os om, at alle alt for subjektivt fødte Venskaber, kun har en kort Levetid, og at den sikre Vej til at miste sin aandelige Frihed gaar igennem en stærk Trang til at være "Venner" med alle og enhver, medens den sikreste Vej til at bevare sin Sjælefred er ikke at knytte sig med stærke Venskabsbaand til andre end de, der i aandelig Henseende er saa langt foran en selv, at ikke Livet, men kun Døden, midlertidigt kan afbryde den direkte, bevidste kærlige og livgivende Vekselvirkning.