Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Overalt hvor mennesker med speciel interesse for Martinus kosmologi mødes i disse år, afsløres ved spørgetimer et betydeligt behov for at få belyst, hvilke negative virkninger de enkelte metoder, der i dag står til rådighed til forebyggelse af svangerskab, må antages at have – kosmisk set.

Dette åbenbare behov er blevet den direkte årsag til her at forsøge at gennemgå de for tiden mest anvendte former for svangerskabsforebyggelse med blikket rettet imod, hvilke uhensigtsmæssige virkninger de enkelte metoder må antages at have, både på kortere og på længere sigt, set i lyset af Martinus kosmologi.

Det vil dog være naturligt først at se på, hvad Martinus i det hele taget mener om bevidst at forsøge at undgå befrugtning og graviditet, hvilket jo vil sige at lægge hindringer i vejen for, at et diskarneret væsen kan komme til at inkarnere, der hvor vejen blokeres. Martinus skriver en del om disse ting i 4. bind af Livets Bog, og her vil man kunne se, at ikke alle grunde til at undgå graviditet betragtes som lige acceptable – set i en større sammenhæng.

Et par citater kan belyse dette: (Stk. 1480) "Som vi her har set, afstedkommer "befrugtningsforebyggelse" ikke nogen særlig ydre fysisk gene eller ulykke. Tværtimod, den må netop i visse givne situationer erkendes som en velsignelse. Ved hjælp af den kan det fremskredent udviklede og derved ægteskabeligt degenererende jordmenneske råde bod på følgerne af sin uegnethed til forældreskab" (Stk. 1481): "Da individet på et vist udviklingsstadium hen imod den store fødsel befinder sig i en tiltagende uegnethed som fader og moder for et barn og den heraf følgende antipati mod forældreskab, men ikke desto mindre endnu er befrugtningsdygtig og gennemsyret af et stærkt tiltagende seksuelt begær, kan det jo kun være en velsignelse, at et sådant væsen kan få dette begær tilfredsstillet, uden at det har til følge, at vedkommende væsen, såfremt det er en mand, bliver "fader", og såfremt det er en kvinde, bliver "moder".

Men Martinus skriver videre i stk. 1482, at: "det vil være imod naturens love, hvis væsener, der ikke af kropslige hensyn er uegnede til at føde eller mentalt set er uegnede som opdragere eller formyndere for børn og som heller ikke på anden måde har nogen større moralmission, begår "befrugtningsforebyggelse". Hvis væsener, der er lykkeligt gifte og økonomisk godt stillede og kropsligt og mentalt er velegnede til at føde børn og have hjem, men af en eller anden egoistisk materiel grund, såsom den ulejlighed eller gene, der er forbundet hermed eller ligefrem af unaturlige sparsommeligheds hensyn forhindrer befrugtning eller svangerskab, vil dette naturligvis også være ukærligt overfor næsten, hvilket her i dette tilfælde vil sige: det diskarnerede væsen, der, hvis befrugtningen og svangerskabet fik lov at finde sted, ville blive deres barn. I sådanne situationer vil "befrugtningsforebyggelse" være overtrædelse af livets grundlov. "Befrugtningsforebyggelse" er altså ikke noget, der kan bruges af alle forældre og i ethvert seksuelt samleje. Den er skabt af næstekærlighedsloven, og skal derfor udelukkende anvendes i dens tjeneste." (citat slut)

Disse citater vil kunne vejlede den enkelte med hensyn til berettigelsen af at anvende svangerskabsforebyggelse. Men det må samtidig understreges, at de metoder, Martinus kan anbefale, kun er, hvad der i stk. 1479 betegnes som "den mere genefri "befrugtningsforebyggelse"". Og når dette begreb ikke defineres nærmere af Martinus, må det være fordi, vi må formodes selv at kunne finde frem til, hvad der i denne forbindelse kan betegnes som "mere genefri", ved hjælp af de analyser, der iøvrigt er stillet til vor rådighed. Og her vil især forståelse af analyserne af vort ansvar for vor egen mikroverden, af reinkarnationsprincippet og af talentkerneprincippet være nødvendig. Det gælder om at se på, i hvilket omfang den enkelte metode kan betragtes som værende i harmoni med næstekærlighedsloven.

Metoderne med anvendelse af kondom og pessar kan man nok med nogen ret lade gå ind under denne betegnelse, idet de vel ikke kan siges i nogen afgørende grad at hindre de involverede mikroindividers naturlige livsoplevelse. Dog afkortes spermatozoernes levetid en del ved anvendelse af kondom, ligesom det heller ikke vil give dem, der anvender denne metode, en fuldstændig naturlig oplevelse. Det vil være kendt af alle, at metoden går på at hindre sædcellerne i at nå frem til ægcellen.

Da de spørgsmål, der gang på gang fremsættes, imidlertid oftest drejer sig om andre metoder, såsom "spiral", p-piller og sterilisation, skal disse ofres særlig opmærksomhed her.

"Spiralen" er den ældste af disse metoder, idet den blev anvendt så tidligt som i 1920'erne af en japansk og en tysk forsker. Den mødte dog i første omgang så megen modstand, at den først kom rigtig i anvendelse efter 2. verdenskrig. Der er tale om et fremmedlegeme, som placeres inden i kvindens livmoder. Der findes i dag mange forskellige modeller alle fremstillet af plastik. En af de først fremstillede modeller havde form som en spiral – deraf navnet. Grunden til, at et sådant fremmedlegeme anbragt i livmoderhulheden kan forhindre graviditet med op til 98% sikkerhed, menes at være, at dets tilstedeværelse hindrer det befrugtede æg i at kunne sætte sig fast på livmoderslimhinden. Af umiddelbare såkaldte bivirkninger optræder hos de fleste kvinder kraftigere, mere smertefulde og forlængede menstruationer, og der forekommer desuden en øget infektionsrisiko. Disse gener synes mange kvinder at kunne acceptere, fordi angsten for en uønsket graviditet forekommer at være en endnu større gene – og fordi kvinderne ikke er vant til at tænke på cellerne i deres organisme som levende væsener, der har omsorg og hensyn behov.

Kosmisk set må spiralen nemlig antages at volde betydelig lidelse for de mikroindivider, som med deres fysiske organismer danner livmoderslimhinden, og som har deres naturlige livsoplevelse der. Til gengæld bliver de millioner af mikrovæsener, der indeholdes i en enkelt sædudtømmelse ikke generet af spiralen. Dette sidste forhold bevirker, at befrugtning, som normalt foregår ude i æggelederen, kan foregå uhindret, og den befrugtede ægcelle "vandre" ind mod livmoderen for der at få fodfæste til at begynde at vokse. Her kan den befrugtede ægcelle imidlertid ikke få plads at vokse på, idet der bevidst er lagt hindringer i vejen.

Det kan uden større fantasi sammenlignes med "at lokke nogen i en fælde", når man måned efter måned (i forbindelse med ægløsningen) i realiteten "inviterer" et diskarneret, inkarnations modent væsen til at inkarnere hos sig blot for "at stænge døren", hvis nogen skulle modtage invitationen! Og kvinden, der anvender spiral, har ingen mulighed for at vide, hvor ofte hun gør sig skyldig i dette. Den befrugtede ægcelle kan ikke fortsætte sin vækst, men må gå til grunde som en meget tidlig abort. I virkeligheden er denne metode ikke befrugtningsforebyggende overhovedet – men den kaldes jo også i moderne sprogbrug svangerskabsforebyggende!

I de senere år har man – for at opnå større sikkerhed – fremstillet spiraler omviklet med en tynd kobbertråd. De kobberioner, der frigøres fra kobbertråden, skal ødelægge sædcellerne, og man har her et nyt aspekt. Man skaber et dræbende miljø for spermatozoerne med nedsat risiko for befrugtning.

I 1977 mente man, at ca. 15 millioner kvinder verden over anvendte spiral som svangerskabsforebyggelse. Udfra ovenstående betragtninger må metodens forhold til næstekærlighedsloven dog betragtes som værende problematisk.
 

De første forsøg med den såkaldte p-pille (Pincus-pillen, opkaldt efter en amerikansk forsker) blev foretaget i 1956. I 1960 blev denne form for svangerskabsforebyggelse frigivet i USA, og i Danmark blev den frigivet i 1966 i forbindelse med store betænkeligheder fra sundhedsmyndighedernes side. Der er tale om, at kvinden, som vælger at anvende denne metode, hver dag skal indtage en pille indeholdende kvindelige kønshormoner. Der er efterhånden fremstillet et ret uoverskueligt antal forskellige p-piller, og hormonindholdet i de enkelte typer varierer en del. De indtagne hormoner virker – via et center i hjernen – således på æggestokkene, at modning og frigørelse af ægceller forhindres, hvorved det er klart, at ingen befrugtning vil kunne forekomme. Indvirkningen på hele kvindens organisme er overordentlig kompliceret, hvilket mange kvinder oplever i form af ubehag af forskellig art fra hovedpine og vægtøgning til mere diffust fysisk og psykisk ubehag. Disse ting kan man læse om i enhver lægebog.

Og i Martinus kosmologi kan man læse om, hvorledes alle vore fysiologiske funktioner eksisterer som automatfunktioner, der opretholdes på basis af talentkerner – en "påstand" det ikke er ganske let at modbevise. Når man konsekvent over en længere årrække undertrykker en automatfunktion (som her den periodiske ægløsning fra ovarierne), må det derfor antages at kunne påvirke den talentkerne, der styrer den specielle funktion, i retning af degeneration således, at når kvinden igen på et eller andet tidspunkt ønsker normal funktion af den tidligere undertrykte fysiologiske mekanisme, kan hun ikke forvente, at denne "automatfunktion" ikke er blevet skadet gennem den indgriben i talentkernen, som undertrykkelsen kan antages at bevirke. Man ser ganske mange eksempler, der kunne tyde på, at det rent faktisk fungerer på den måde. Når helt unge piger i 16-17 års alderen (eller endnu tidligere) begynder at indtage disse piller for at undgå graviditet, mens de endnu går i skole, og de så på et senere tidspunkt i livet igen holder op med at tage pillerne med henblik på nu at få et barn, ser man nemlig ikke sjældent, at der er store problemer med at få genetableret en normal ægløsning, regelmæssige menstruationer og en følelse af "at fungere" rent fysiologisk. Og har man været på nærmere hold af disse alvorlige funktionsforstyrrelser, vil man også have set, hvor belastende de er for kvinderne, som derefter eventuelt behandles med nye hormoner i håb om at få gang i den tidligere bevidst undertrykte funktion.

Forestiller man sig, at en kvinde fortsætter med denne form for svangerskabsforebyggelse til langt frem mod klimakteriet (overgangsalderen), har hun ingen mulighed for i indeværende inkarnation at genoptræne den eventuelt gennem undertrykkelsen skadede funktion af sine æggestokke, idet der jo er tale om funktioner, der må betragtes som "hvilende funktioner" efter overgangsalderen. Her vil man kunne forestille sig, at den skade, der kan være påført talentkernen gennem undertrykkelsen, først vil vise sig ved puberteten i næste inkarnation således, at den unge pige ikke vil begynde at fungere normalt, hvilket muligvis vil gøre hende meget ulykkelig.

Ovariefunktion er imidlertid andet end ægløsning, idet en meget væsentlig hormonproduktion er knyttet til æggestokkene. En del af denne hormonproduktion menes at foregå uhindret trods p-pilleindtagelsen, mens en anden del er direkte forbundet med ægløsningsmekanismen og derfor forhindres sammen med denne. Der er her tale om hormoner, som under normale forhold har en overordentlig omfattende indvirkning på cellerne i livmoderslimhinden. Og når lægevidenskaben så klart kan beskrive de forandringer, der kan iagttages i netop dette område i forbindelse med indtagelse af p-piller, kan man umiddelbart ud fra kosmologien sige, at det må medføre store forstyrrelser for de mikrovæsener, der har deres naturlige livsoplevelse der.

Og da hele den unaturlige hormonindtagelse desuden må siges at gribe forstyrrende ind så mange andre steder i kvindens organisme, at der reelt kan tales om "miljøforstyrrelser" for mikroindividerne generelt, må der også kunne blive tale om, at kvinden, i forbindelse med sin organismes almindelige cellefornyelse, efterhånden vil tiltrække diskarnerede mikrovæsener på et lavere udviklingstrin. Mikrovæsener som kun kan føle sig tiltrukket af det "forstyrrede miljø" og de livsoplevelsesmuligheder der her tilbydes dem, fordi de står på et lavere udviklingstrin end de mikrovæsener, der belivede kvindens mikroverden, før hun begyndte sin unaturlige hormonindtagelse.

Der kunne siges en del mere om disse ting, men her skal blot nævnes, at den såkaldte mini-p-pille også er en hormonpille, men af en "svagere" art. Den er fremstillet med den hensigt kun at skulle påvirke den slim, der normalt lukker livmoderhalskanalen, på en sådan måde, at den bliver uigennemtrængelig for sædcellerne. En del undersøgelser har imidlertid vist, at også denne pille af og til undertrykker ægløsningsmekanismen.

Et ukendt antal millioner af kvinder verden over anvender en sådan medikamentel svangerskabsforebyggelse, som nok ikke ud fra Martinus kosmologi kan siges at være "genefri".

Der skal kun siges få ord om de stikpiller, cremer og skumpræparater, der er fremstillet til anvendelse lokalt i skeden hos kvinden før et samleje. Fælles for dem er, at deres kemiske sammensætning er af en sådan beskaffenhed, at de virker direkte dræbende på sædcellerne, hvilket ikke er nogen rar tanke, idet det næppe er en oplevelse af den art, disse millioner af mikroindivider er indstillede på i den situation, hvor de møder den. Desuden oplever mange kvinder også, at disse præparater fremkalder irritation og svie svarende til slimhinden i skeden, hvilket kun kan opfattes således, at man også i dette område påfører mikroindividerne en form for lidelse.

Sluttelig skal siges lidt om sterilisation af henholdsvis mænd og kvinder. I 1973 blev der her i Danmark vedtaget en lov, der giver alle ikke umyndiggjorte personer med bopæl i landet ret til at lade sig sterilisere efter det fyldte 25. år. Denne lov har umådelig mange mennesker af begge køn ønsket at gøre brug af siden da.

Der er tale om kirurgiske indgreb, som for mænds vedkommende er af et så beskedent omfang, at det foretages ambulant. Det foregår ved, at man underbinder og overskærer begge sædlederne på et bestemt sted og på denne måde forhindrer, at spermatozoerne kan bevæge sig derfra, hvor de dannes, og videre til sædblærerne for på et tidspunkt at blive udtømt sammen med den vædske, der dannes der.

Skal man vurdere denne metode i relation til næstekærlighedsloven, bliver der dels at se på, at man underkaster sig et kirurgisk indgreb (som altid vil påføre et større eller mindre antal mikrovæsener lidelse og død), som ikke kan siges at være absolut nødvendigt, dels at se på de forhold, man herefter byder de sædceller, som jo fortsat dannes efter indgrebet. Disse mikrovæsener bliver nu tvunget til en noget mere begrænset livsoplevelse og vil afgå ved en "stille død" på det sted, hvor de inkarnerede, og den fysiske del af dem vil blive resorberet i det omliggende væv.

Sterilisation af kvinder foregår også ved hjælp af et kirurgisk indgreb, som i dag har et langt mere beskedent omfang, end hvad der var tilfældet for blot få år siden. Man gennembrænder æggelederne på begge sider, der hvor disse indmunder i livmoderen og hindrer således, at ægcelle og sædcelle kan mødes. Hvorvidt den ene ægcelle, der frigøres hver måned, vil opleve sin situation meget anderledes ved at gå til grunde i den aflukkede æggeleder end ved at skulle gå ubefrugtet til grunde lidt længere fremme i livmoderen, kan det vel være svært at mene noget om. Der gribes i hvert fald ikke her ind i hormonbalancen, ægløsningen undertrykkes ikke og der sker ingen påvirkning af livmoder slimhindens mikrovæsener. Men der foretages altså et kirurgisk indgreb.
 

Tilbage står endnu et ubesvaret spørgsmål om, hvorvidt anvendelse af befrugtningsforebyggende midler eller metoder kan antages at berøre det enkelte menneskes seksuelle polforvandling. Martinus skriver ikke i forbindelse med befrugtningsforebyggelse om, at dette skulle kunne forekomme. Men gennem polanalyserne kommer det derimod klart frem, at "seksuelle udskejelser" kan gribe forstyrrende ind i en ellers harmonisk polforvandling. Til brug i denne her sammenhæng kan man ud af dette aflede, at hvis en såkaldt "sikker metode" til svangerskabsforebyggelse måtte føre en og anden ud i en så overdreven seksuel aktivitet, at der er tale om "udskejelse", da vil det formentlig også kunne påvirke den pågældendes poludvikling i uheldig retning.

Det fremgik af et af citaterne, at befrugtningsforebyggelse er skabt af næstekærlighedsloven, og at den derfor udelukkende bør anvendes i dennes tjeneste. Enhver vil imidlertid ud af denne gennemgang kunne se, at vi med hensyn til en del af de nyere og mest populære metoder til forebyggelse af uønsket graviditet i meget høj grad har inddraget "det dræbende princip" i vort "kærlighedssamvær" – en kendsgerning man ikke fortsat kan blive ved med at overse. Udviklingen af metoder til antikonception er havnet i en afsporing, som vi formentlig endnu ikke har set enden på. Der er her, som på mange andre områder, tale om intelligensdominerede frembringelser skabt i total uvidenhed om de kosmiske love.
 

Med hensyn til brug af disse ting gælder det for den enkelte at vælge det mindst onde. Martinus har aldrig med sin oplysning til os ønsket at opsætte forbud, men har alene ønsket at medvirke til at give os en større indsigt, som skal hjælpe os til ikke at træffe alle vore valg i blinde. Men vælge skal vi selv! Og jo større kendskab vi får til de livslove, vi er underlagte, jo større bliver det ansvar der pålægges os. Jo større vor erkendelseshorisont bliver, jo mindre vil vi være i stand til at dække os under, at "vi ikke ved, hvad vi gør" – et forhold som kan være medvirkende til, at livet ikke umiddelbart synes at blive lettere at leve, efter man har stiftet bekendtskab med Martinus kosmologi. På længere sigt vil dog de fleste opleve en meget stor tryghed ved ikke længere at skulle vandre i blinde.

De mennesker, som i dag er interesserede i Martinus kosmologi og som ikke føler trang til eller behov for at føde børn og for at være forældre, må antages at være så langt fremme i polforvandlingsprocessen, at de med fordel vil kunne begynde at optræne en lidt anden form for intimt seksuelt samvær end den traditionelle, vi alle har optrænet gennem vor passage af dyreriget. Martinus anbefaler, at man begynder at optræne nye vaner også på det seksuelle område for derigennem at få gamle vaner på området til at degenerere. Martinus beskriver, hvorledes den seksuelle følsomhed hos jordmennesket vil udvikles til at omfatte hele kroppen og ikke blot kønsorganerne, og anbefaler som noget sundt og naturligt at begynde at optræne en form for seksuelt samvær, hvor man gennem gensidige kærtegn hjælper hinanden til seksuel udløsning på en måde, så mandens sæd ikke udtømmes i kvindens skede. Da vi jo ikke i al evighed skal fortsætte med at formere os på samme måde som dyrene, skal vi heller ikke i al evighed vedblive blot at udfolde den form for seksualisme, der primært har været i formeringens tjeneste.

Det bliver altså for de mennesker, Martinus kalder "de fremskredne jordmennesker", i langt højere grad et spørgsmål om at begynde at optræne nye vaner på det seksuelle område, end det bliver et spørgsmål om at "opfinde" og anvende mere og mere raffinerede metoder til forebyggelse af graviditet i forbindelse med den almindeligt forekommende form for seksuelt samvær mellem de to køn.