Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Få af vort lands love har fanget offentlighedens interesse i samme omfang som den lov om fri abort, der blev vedtaget her i Danmark for snart fem år siden. Mange har følt trang til at tilkendegive en mening om denne lov, – lige fra skolebørn i de ældste klasser til de allerældste medborgere i vort samfund. Det har ikke skortet på følelsesladede indlæg i debatten omkring den, en debat som stadig synes at kunne blusse kraftigt op i perioder, skønt loven ikke længere er helt ny. Loven går i korthed ud på, at enhver gravid kvinde, som måtte ønske det, og som har bopæl her i landet, har ret til at få sin graviditet afbrudt inden udgangen af 12. svangerskabsuge. For unge under 18 år kræves desuden tilladelse fra den, som har forældremyndigheden over den unge pige. – Mange har betragtet loven som et stort fremskridt – andre ser den som udtryk for rendyrket "hedenskab". En del har specielt reageret på, at denne lov ikke beskytter den svageste part, som vel nok må siges at være det ufødte væsen.

Ud fra Martinus kosmologi bliver det muligt at anlægge et mere nuanceret syn på denne lov, et syn som, samtidig med at det er "anderledes", tillige er så bredt, at det vil kunne vise sig at give ret på en vis måde både til dem, der betragter loven som et fremskridt og til dem, der betragter loven som udtryk for "hedenskab".

Foruden de velkendte fysiske love, vi er underlagte her i vor fysiske tilværelse, beherskes vi ifølge Martinus af en række ikke-fysiske love, som er evige og universelle. Love som livet gradvist giver os et ganske godt kendskab til – akkurat som det giver os kendskab til de fysiske love – og som man nu desuden har mulighed for at skaffe sig et teoretisk overblik over gennem studiet af Martinus kosmologi, ligesom man længe har kunnet skaffe sig et teoretisk overblik over de beskrevne fysiske love. Mange af de ikke-fysiske love er ganske vist endnu ikke alment kendte – eller anerkendte – men derfor virker de jo alligevel (ligesom de fysiske love også var virksomme før de blev klarlagte, beskrevne og alment kendte) og kan i vidt omfang studeres og udforskes af den "vågne" eller opmærksomme.

Udover disse fysiske og ikke-fysiske love omfattes vi alle som borgere i et samfund af dette samfunds egne love eller retsbestemmelser. Hvis man ser på forskellige landes love (retsbestemmelser) og vurderer dem i forhold til de af Martinus analyserede og klarlagte kosmiske love, vil man kunne iagttage en vis mangel på harmoni mellem mange af de lokale og mere tidsbestemte love og de universelle og evige love. Og man vil endvidere kunne iagttage, at denne mangel på harmoni ikke er lige udtalt overalt, men varierer fra land til land. Det, der får den til at variere, er de forskellige udviklingstrin, de enkelte landes menneskesamfund repræsenterer.

De styrende og universelle love er guddommelige. De enkelte landes egne love er menneskeskabte og vil derfor altid have en speciel relation til udviklingstrinnet hos det folk, de omfatter. Hvis et land har en lovgivning, der i mange måder er næstekærlig og beskyttende overfor de svageste, vil det være udtryk for et ret højt moralsk niveau hos den overvejende del af dette lands befolkning. Hvis der gennem et andet lands lovgivning afspejler sig en mere manglende forståelse for, hvad næstekærlighed egentlig er, må det ses som udtryk for, at hovedparten af dette lands befolkning står et andet sted i udviklingen end det før nævnte. Eksempelvis kan nævnes, at der er mange lande, hvis lovgivning omfatter dødsstraf for visse forbrydelser. Dette afspejler, at man generelt i de pågældende lande ikke er i stand til at anskue et individ, der begår visse forbrydelser, som et i disse henseender svagt menneske, der har hjælp behov på en eller anden måde, men at man i stedet mener, det bedste man kan gøre er at tage livet af den pågældende for at hindre gentagelser.

Når der imidlertid i de lande, hvor borgerne frit kan udtale sig, kan opstå så store diskussioner om visse love – som f.eks. love om dødsstraf eller om fri abort, – skyldes det, at der indenfor ethvert lands grænser forekommer en betydelig spredning med hensyn til enkeltindividernes udviklingstrin, og at der derfor helt naturligt også må forekomme forskellig stillingtagen til love, der kan synes yderliggående i den ene eller den anden retning.

Hvis vi skal foretage en vurdering af vor egen stærkt omdiskuterede lov om fri abort i forhold til næstekærlighedsloven, må vi nok erkende, at der er tale om en betydelig grad af disharmoni. Men vi må samtidig erkende – hvor nødigt vi end vil – at loven er i harmoni med vort udviklingstrin som folk netop nu. Ellers havde vi den ikke. Hvis vi var nået frem til et højere trin i udviklingen med en højere indsigt i, hvordan alle ting fungerer, ville vi aldrig have en sådan lov. Men da vi ifølge Martinus "udviklingslære" endnu er ufærdige væsener, som er under udvikling, kan ingen bebrejde os, at vi laver ufærdige love i en grad, der svarer til vort ufærdige udviklingstrin. At forvente sig andet ville være ulogisk. Vi har mange andre "ufærdige" love end vor abortlov. Denne er blot taget som et eksempel, fordi den har påkaldt sig så stor interesse i hele befolkningen.

Ved kunstig fremkaldelse af abort sker der kosmisk set dette, at der gribes direkte ind i enkeltvæseners udvikling. Et væsen, der er godt igang med at etablere en ny inkarnation, oplever pludselig, at dette forhindres voldeligt. Jeg'et og de åndelige legemer, som belivede det lille foster, må trække sig ud af dette ved abortprocessen, som helt ødelægger den nye fysiske krop, væsenet var ved at opbygge. Umiddelbart før undfangelsen var dette væsen inkarnationsmodent og havde opbygget et meget stærkt energifelt omkring sig netop for at "kunne få startet". Når det nu, på grund af en indgriben udefra, tvinges til igen at trække sig tilbage til den åndelige verden, det netop var ved at forlade, bevirker inkarnationsmodenheden, at det ret snart igen vil forsøge "en ny start". Men da det ifølge Martinus tager ret lang tid at opbygge et så stærkt energifelt, at det kan sikre en ordentlig start, vil det som oftest komme til at betyde, at væsenet ved næste "start" vil være svagere rustet – en svaghed der kan komme til at præge hele næste inkarnation. Men lige så lidt som man kan tage livet af et andet menneske ved at "slå det ihjel" – eller af sig selv ved at begå selvmord – lige så lidt kan man altså tage livet af et væsen, der har planlagt at fødes inden længe. Man kan lægge hindringer i vejen for dette, hvis det ligger i væsenets skæbnemønster at opleve en sådan afbrydelse. Men ifølge Martinus er livet evigt. Det er de fysiske organismer, livet her på jorden skal opleves igennem, der er så skrøbelige, at de til enhver tid kan ødelægges. Og et væsen, der får sin inkarnations start afbrudt gennem den proces, vi kalder abort, vil da også snart igen forsøge at blive født et andet sted, hvor det kan passe med dets udviklings- og skæbnemønster. Et helt kompleks af evige love, der griber ind i hinanden, supplerer og assisterer hinanden, sørger for, at vort jeg's livsoplevelse kan fortsætte i det uendelige.

Begrebet "udviklingstrin" er nævnt så ofte i det foregående og er tillagt en så fundamental betydning, at det vil være naturligt at se nærmere på, hvad der i Martinus kosmologi gemmer sig bag dette begreb, f.eks. når det bruges om os, som lever her og nu.

Af de seks forekommende grundenergier – instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse – spiller især følelsen og intelligensen (tillige med tyngdeenergien) en afgørende rolle for den bevidsthed, vi giver udtryk for gennem vore tanker, ord og handlinger. Måden, de to energier forholder sig til hinanden på, er afgørende for, hvad vi ønsker og tænker, hvad vi siger, og hvad vi gør, og afslører derigennem vort udviklingstrin. De to energier kan kombineres på forskellig måde, hvilket vil give sig forskellige udslag. Desuden kan følelsesenergien forekomme i forskellig "kvalitet" fra rent primitiv følelse (hos dyrene findes den kun sådan) til en høj grad af humaniseret følelse. Intelligensen benævner Martinus som en rent neutral kraft, hvorfor det altid vil få afgørende betydning for et menneskes hele adfærd, om det anvender sin intelligens i kombination med primitiv følelse eller i kombination med en mere humaniseret følelse. I det første tilfælde (intelligens + primitiv følelse) vil man kunne se udslag af ret så rendyrket egoisme (pænt indpakket, hvis intelligensen er veludviklet – mere utilsløret hvis intelligensen er svagere) mens man i tilfælde af kombination mellem en god intelligens og en veludviklet følelse vil kunne se udtryk for ret høj grad af næstekærlig handlemåde. Mellemstadierne mellem disse yderpunkter – og variationerne – er mange. Og det højeste udviklingstrin, vi ifølge Martinus kan nå til gennem vor udvikling her på jorden – og som afslører sig gennem en fuldt udviklet næstekærlighedsevne – baserer sig således på den totale harmoni mellem en veludviklet intelligens og en højt udviklet følelse. Martinus analyserer og forklarer, hvorledes den komplette balance i vor bevidsthed mellem disse to energier foruden næstekærlighedsevnen vil føre med sig, at der opnåes en uindskrænket adgang til at sanse ved hjælp af intuitionsenergien, en energi der har en langt højere vibrationshastighed og gennemtrængningskraft end følelsen og intelligensen, og ved hjælp af hvilken vi vil kunne sanse udenfor tid og rum, fordi vort sanseappart – netop gennem udviklingen og harmoniseringen af intelligensen og følelsen – er blevet udvidet med helt andre sanser end de rent fysiske, vi betjener os af nu. Vi vil gennem denne nye sanseevne indenfor intuitionsenergiens område bl.a. kunne opleve vor egen udødelighed og hele livsmysteriets løsning.

På vejen frem mod denne fuldkomne tilstand vil vi dog, så længe vi endnu besidder en mentalitet, hvor der er dårlig balance mellem intelligens og følelse, og hvor kærlighedsevnen derfor endnu ikke er tilstrækkeligt udviklet, være afskåret fra den viden, som kun intuitionsenergien og den nye sanseevne kan give os adgang til. Men efterhånden som der gennem vor livsoplevelse her på jorden, og de erfaringer vi kan gøre gennem vore jordiske liv, foregår en udvikling af intelligensen og af den følelse, som samtidig vil ændre kvalitet fra det primitive til det mere humane, og der tillige i vor bevidsthed tilvejebringes mere og mere harmoni mellem de to energiformer, så de kan afbalancere hinanden, vil der kunne opleves "glimtvis" adgang til intuitionsenergiens områder og i forhold hertil opnåes en højere viden. Og den højere viden vil igen medføre, at der begåes færre fejltagelser.

Men adgangen til denne viden vil altså først kulminere for den enkelte, når der er etableret en fuldkommen harmoni mellem intelligensen og den udviklede følelse og gennem denne harmoni skabt en bevidsthedstilstand, som Martinus kalder "kosmisk bevidsthed". Martinus er ikke den første, som anvender udtrykket "kosmisk bevidsthed" (se Kosmos nr. 1/1975), men er den første, som i detaljer analyserer og klarlægger, hvilke kræfter og energikonstellationer denne høje bevidsthedstilstand beherskes af, og som samtidig viser, hvorledes en sådan bevidsthedstilstand fremkommer som et naturligt "produkt" af et langt udviklingsforløb fra en primitiv til en højere tilstand. Foruden gennem stor visdom manifesterer den kosmiske bevidsthed sig i det ydre gennem en fuldstændig overvindelse af alle egoistiske tilbøjeligheder og gennem en altoverskyggende næstekærlighedsevne (som den Kristus gav udtryk for, da han på korset bad: "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør"). Martinus gør det klart for os gennem sine analyser, at hver enkelt af os før eller senere vil opnå kosmisk bevidsthed, hvilket for den enkelte vil betyde et definitivt farvel til "dyreriget", som vi kun "fastholdes" til i kraft af vore endnu ikke overvundne egoistiske tanker og handlinger og vor endnu mangelfuldt udviklede næstekærlighedsevne. Opnåelsen af den kosmiske bevidsthed kommer således ifølge Martinus til at markere overgangen mellem "dyreriget" og "det rigtige menneskerige". (I tilgift bliver det gennem de samme analyser klart for enhver, hvorfor det ikke er muligt at opnå kosmisk bevidsthed alene gennem et eller andet meditationssystem – men kun gennem overvindelse af den egoisme, som, så længe den eksisterer i vor bevidsthed, vil vedblive at fastholde os til "dyreriget".)

Vi har imidlertid endnu ikke nået dette høje udviklingstrin – og ingen kan bebrejde os dette. Vi er endnu ikke i stand til at skue bagom alle ting. Hvis vi kunne opleve vor egen udødelighed, få overblik over bl.a. reinkarnations-princippet og nå frem til en erkendelse af, at uden dette princip er ingen udvikling mulig overhovedet, ville vi handle anderledes i næsten alle forhold. Og vi ville i hvert fald ikke have en lov om fri abort! Ingen lovgiver med kosmisk indsigt ville foreslå en sådan lov, da selve dette at fremkalde abort – i alle andre tilfælde end hvor moderens liv er truet på grund af graviditeten – kosmisk set er en meningsløs handling, der blot blokerer vore egne inkarnationsmuligheder. – Og ingen kvinde, der levede i et samfund, hvor kendskabet til reinkarnationsprincippet var ved at være almindeligt, ville blive stimuleret til at tage skridt til at få en graviditet afbrudt. Hun ville tværtimod – omend hun måske selv måtte være uinteresseret i sin graviditet – af andre blive støttet og stimuleret til at gennemføre denne ud fra den betragtning, at det er en formen og væsentlig opgave at være med til at befordre reinkarnationsprincippet, sålænge dette endnu er nødvendigt for os i vor udvikling. I dag er der snarere tale om, at der i mange tilfælde lægges et vist pres på den gravide kvinde fra hendes nærmeste omgivelsers side – ud fra disses ofte mere eller mindre egoistiske motiver – et pres der ofte tager form af "gode råd" med hensyn til at gøre brug af loven om fri abort. – Og engang i fremtiden vil lægevidenskaben undre sig over, at den engang i fuld alvor forsøgte at udrydde visse sygdomme gennem abort, som blev tilbudt den gravide kvinde, hvis man gennem komplicerede undersøgelser af fostervandsprøver havde kunnet afsløre, at det ventede barn ville blive født med det eller det handicap – og undre sig over, at man ligeså seriøst foretog beregninger, der kunne vise, at det rent samfundsøkonomisk var "en god forretning" at investere i medicinsk udstyr og forskning, som kunne forhindre, at samfundet blev belastet med børn med de fysiske og/ eller mentale handicap, man nu engang var nået frem til at kunne afsløre allerede i fostertilstanden. – Man skal dog ikke af den grund ganske fratage den nuværende lægestand næstekærlige motiver med hensyn til ovennævnte forhold, idet man jo helt klart mener at kunne fritage forældrene for den tunge byrde, det kan være at få et handicappet barn – og ligeledes mener at "fritage" det ufødte barn fra dets tunge skæbne ved evt. at hindre det i at blive født! At dette så ud fra Martinus kosmologi må betragtes som en betydelig misforståelse – der med tiden vil opklare sig selv – er en anden sag. – Og det bør heller ikke glemmes, at lovens vedtagelse og lægestandens generelt manglende vægring ved at foretage abortindgreb i henhold til loven i fællesskab har bevirket, at enhver form for "illegal abort" er totalt afskaffet her i landet. Et meget stort antal illegale aborter er stadig en svøbe i mange lande. Og hvor det lykkes at bortskaffe denne svøbe, har man tillige fjernet et ocean af angst, lidelse og sygdom for umådelig mange i forvejen hårdt prøvede kvinder.

Men bortset fra dette må vi alligevel erkende, at den udviklingsmæssige ufærdighed gør sig gældende på tværs gennem hele vort samfund, fra lovgiverne over videnskaben til samfundets enkeltindivider – omend på forskellig vis og med ret så forskellige udslag, alt efter om der er tale om, at "ufærdigheden" skyldes overvægt af intelligens i forhold til følelsen, eller der er tale om en overdimensioneret følelse i forhold til intelligensudviklingen. Hvis de mennesker, som i dag betragter loven som et stort fremskridt, ville være i stand til at kombinere deres intelligens med en højere kvalitet af følelse, ville de se anderledes på denne lov. Og hvis de mennesker, som har bidraget til abortdebatten med de mest følelsesladede angreb på loven, ville kunne tilføre deres veludviklede følelse en højere grad af intelligensenergi, ville deres meningstilkendegivelse blive mere afdæmpet i en stilfærdig erkendelse af, at ufærdige folk og ufærdige love passer til hinanden.

Vi skal imidlertid passere mange ufærdige stadier på vor vej mod fuldkommenheden. Og uanset hvor grotesk vor frie abortlov kan forekomme, vil den dog – sammen med vore andre fejltagelser – være med til at bringe os videre i udviklingen både som enkeltindivider og som folk. Vi vil gennem denne lov komme til at gøre en del smertelige erfaringer. Og ifølge Martinus er det netop gennem fejltagelserne og de hermed forbundne smertelige erfaringer, følelsen udvikles (og til en vis grad også intelligensen) og samtidig forædles fra primitiv følelse til det Martinus kalder "intellektualiseret følelse". Og da der desuden her i vort land er tilvejebragt gode betingelser for en intelligensudvikling, muligheder for at træne logisk tænkning, gennem et højt udbygget skole- og uddannelsessystem, er der virkelig ud fra Martinus kosmologi stort håb for os alle. Både for dem, der som tidligere nævnt har en for ringe udviklet følelse i forhold til den intelligens, de gør brug af, og derfor bruger denne intelligens mere eller mindre egoistisk – og for dem der har en veludviklet følelse, der ofte administreres forkert, fordi den ikke er tilstrækkelig afbalanceret med intelligens. Der er begrundet håb om, at flere og flere af os i de kommende inkarnationer i vor bevidsthed vil kunne tilvejebringe en stadig større og større harmoni mellem intelligensen og følelsen og således blive bedre og bedre i stand til "at kende forskel på godt og ondt". Og når vi har spist så længe af "kundskabens træ", at vi har lært at kende forskel på godt og ondt, vil vi være i stand til at bringe vort eget lands love i harmoni med de kosmiske love. Og på vejen frem mod dette trin vil vore love til stadighed blive reviderede og tilpassede vort ændrede udviklingstrin. De ufuldkomne love vil forsvinde i takt med vor voksende evne til at erkende deres ufuldkommenhed. Det er den skæbne som bl.a. vor nuværende frie abortlov har for sig. Men sålænge vi har den, og ønsker at gøre brug af den, er den i høj grad med til at bringe os videre i udviklingen – et synspunkt som ikke rigtig har været fremme i den ellers så livlige debat om loven.

Og vi er her nået tilbage til artiklens udgangspunkt: at dette syn i virkeligheden er så bredt, at det giver ret på en måde både til dem, der betragter loven som et fremskridt, og til dem, der betragter loven som udtryk for "hedenskab". De første får ret, fordi det er forsvarligt at sætte lighedstegn mellem "fremskridt" og "et skridt på vejen frem". De sidste får ret, fordi der virkelig er tale om en "hedensk" lov – en lov der er udtryk for "det dræbende princip". Begrebet "hedenskab" defineres netop af Martinus som "udfoldelsen af "det dræbende princip"".