Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvis man skal regne ud fra de tal, der med jævne mellemrum fremkommer i pressen, bliver der her på vor del af kloden flere og flere alkoholikere år for år. Med den aktualitet dette problem således har, kan det være interessant i lyset af Martinus' kosmologi at se lidt nærmere på, hvad det egentlig er, der foregår i den menneskelige organisme i forbindelse med en gradvis tilvænning til et giftstof som alkohol.

Den sygdom, der kaldes alkoholisme, forekommer i den vestlige verden i alle sociale lag. Problemet har været genstand for megen interesse og er gennem videnskabelige undersøgelser søgt belyst fra mange forskellige sider. Psykologiske og sociologiske undersøgelser kan fortælle noget om, hvilke mennesker der især kommer ud i alkoholproblemer, hvilke grunde der kan være til, at de kommer det, og hvilke omfattende sociale problemer det medfører både for den enkelte og for samfundet. Og medicinske undersøgelser kan fortælle om, hvilke alvorlige skader der efterhånden sker i organismen som følge af et regelmæssigt og langvarigt alkoholforbrug. Ved også at anskue alkoholproblemerne ud fra Martinus kosmologi bliver det imidlertid muligt at se disse i et nyt perspektiv – et perspektiv som på ingen måde kræver forkastelse af de resultater, den traditionelle forskning er nået frem til angående alkoholens konkrete skadevirkning, men som supplerer disse på en måde, så der dannes et mere fuldstændigt billede.

Hvad – f.eks. – med trangen til alkohol når et menneske først er begyndt "at drikke"? Hvordan opretholdes denne trang? Hvorfor kan man ikke bare holde op igen fra den ene dag til den næste – hvilket mange alkoholikere virkelig ønsker at kunne, når de har erkendt den ulykkelige situation, drikkeriet har ført dem ud i.

Og hvad med de skader der beviseligt sker i organismen? Hvorfor bliver disse skader mere og mere omfattende, jo længere drikkeriet har varet? – så omfattende, at normal organfunktion på et tidspunkt ikke længere kan opretholdes.

Inden vi går videre i forsøget på at finde en besvarelse af disse spørgsmål, ud fra den kosmiske viden Martinus stiller til vor rådighed, er det nødvendigt at standse op og ganske kort se på et par af de fundamentale love og principper, som Martinus i sin kosmologi klarlægger for os.

Her er en forståelse af samspillet mellem makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos vigtig. Martinus beskriver, hvorledes ethvert levende væsen omkring sig må have et univers – en verden at befinde sig i, at opleve livet i – og at ethvert levende væsen desuden med sin egen organisme må tjene som univers for andre, mindre, levende væsener. Således vil alle levende væsener befinde sig inden i andre levende væsener. Al livsoplevelse er betinget af dette forhold. Ethvert væsen har udgangspunkt i sit eget "mellemkosmos". Dets makrokosmos udgøres af væsener i overliggende udviklingsspiraler. Dets mikrokosmos af væsener i underliggende udviklingsspiraler – for hvilke væsener det selv bliver et makrokosmos, samtidig med at det udgør et mikrokosmisk væsen for sit eget makrokosmos.

De enkelte væseners livsoplevelse er i meget høj grad afhængig af, hvor harmonisk samarbejdet eller samspillet mellem disse kosmos er. Det er derfor lige så vigtigt at stå på en god fod med sit makrovæsen og med sine mikrovæsener, som det er at stå på en god fod med sine medmennesker i mellemkosmos. Og dem, man ønsker at stå på en god fod med, behandler man naturligvis ordentligt. Martinus nævner i sine bøger, at betydningen af at betragte mikroindividerne i sin egen organisme som en slags medvæsener – som levende væsener overfor hvilke man har et ansvar – endnu er næsten ukendt for det jordiske menneske, og at uvidenheden på dette område er årsag til mange alvorlige sygdomme. Det er klart positivt, at mange mennesker er nået frem til at vise respekt for og hensyn til andre mennesker, men Martinus understreger, at før mennesket når frem til også at behandle mikroindividerne i dets egen organisme med respekt, hensyn og næstekærlighed, bliver det ikke fri for de mange sygdomme, som stadig plager det.

Man må desuden, for at kunne anskue de skader der sker i en alkoholikers krop fra en ny vinkel, erindre sig, at reinkarnationsloven ifølge Martinus i princippet virker ens for væsenerne i alle udviklingsspiraler, uanset den fysiske størrelse væsenerne har – set med vore øjne. Det vil bl.a. sige, at inkluderet i de mange komplicerede mekanismer, reinkarnations-princippet omfatter, vil altid være det forhold, at ethvert væsen, der fra en åndelig verden drages mod en ny inkarnation i fysisk materie, vil drages mod sådanne områder i den fysiske verden, som det er på bølgelængde med – områder og forhold, hvor det vil kunne opleve de ting og gøre netop de erfaringer, der bedst vil kunne stimulere dets udvikling og således bevirke, at den inkarnation, som etableres, vil kunne bringe væsenet det skridt videre mod fuldkommenheden, som er inkarnationens egentlige formål.

Et diskarneret væsen vil altså i almindelighed kun kunne få fysisk fodfæste til en ny inkarnation i et område, det er på bølgelængde med, idet de energier, samme væsen anvender ved igangsættelsen af inkarnationsprocessen, og de energier, der udfolder sig i et givet fysisk område, vil frastøde hinanden, hvis der intet resonansområde findes mellem dem.

Hvis vi på baggrund af disse nødtørftige forklaringer af et par væsentlige love og principper, som alt liv ifølge Martinus er omfattet af, ser på vor egen fysiske organisme som et makrokosmos for utallige mikrovæsener (vore organer, organernes celler, cellernes molekyler ect.), må vi gøre os klart, at den føde vi indtager, den luft vi indånder, det vi drikker, og de tanker vi tænker, i alt væsentligt er bestemmende for det miljø, mikroindividerne i vor organisme kommer til at opleve deres nuværende liv (inkarnation) i. At kvaliteten af de nævnte faktorer vil være afgørende for kvaliteten af miljøet, kan sikkert ingen blive uenige om. Men det er vigtigt at huske på, at disse små væsener (vi må lære at tænke på dem som medvæsener) "valgte" at inkarnere netop i vor organisme, fordi de følte sig tiltrukket af den, følte sig på bølgelængde med netop de forhold og de livsoplevelsesmuligheder, den gennem sit miljø kunne tilbyde dem. Hvis vi ændrer dette miljø væsentligt – pludseligt eller gradvist – gennem én eller flere af de nævnte miljøbestemmende faktorer, er disse betingelser ikke længere tilstede, og der vil opstå en disharmoni mellem mikrovæsenerne og det miljø makrovæsenet skaber for dem. Hvis miljøændringen foregår i "forringende" retning, er ret kraftig og forekommer pludselig – som hvis en sund og rask dreng skal forsøge at ryge sin første store cigar, eller hvis man uforvarende kommer til at spise fordærvet eller inficeret mad – vil vore mikroindivider opleve denne pludselige ændring i miljøet som noget meget ubehageligt. Den chok-agtige virkning vil medføre en samlet reaktion fra store områder i den ramte organismes mikroverden (de umiddelbart hårdest ramte områder), hvilket igen kan opleves af makrovæsenet på forskellig måde – som pludselig utilpashed, kvalme, opkastning, hjertebanken, hovedpine, hoste eller lignende. Alle har vi oplevet dette i en eller anden situation. Blot er vi ikke vant til at tænke på disse symptomer som "nødråb" fra vore mikroindivider – hvilket Martinus imidlertid gerne vil lære os.

De her nævnte former for pludselig, voldsom ændring i mikroindividernes miljø kaldes i daglig tale for akut forgiftning i modsætning til de mere kronisk prægede forgiftningstilstande, som her kan defineres som en gradvis fremkaldt og uafbrudt vedligeholdt forringelse af mikroindividernes miljø, og på hvilken tilstand alkoholisme er et udmærket eksempel.

Når alkoholikeren begynder at "træne sig op" til at drikke, begynder han eller hun samtidig regelmæssigt at tilføre sin organisme et giftstof. De "nødråb", mikroindividerne i den anledning vil give fra sig, vil enten blive overhørt eller "dulmet" med mere alkohol, og den stadige vedligeholdelse af alkoholforgiftningen vil i første omgang bevirke, at mange mikroindividers "liv" afkortes væsentligt. Alkoholikeren kommer på denne måde til at blive skyld i temmelig mange af sine egne mikroindividers for tidlige og unaturlige død. Nye væsener vil dog – befordret af reinkarnationsloven og af organismens almindelige cellefornyelse – indtage deres pladser, men her tager den første egentlige nedbrydelse af alkoholikerens fysiske organisme sin begyndelse, idet de mikrovæsener, der vil føle sig tilskyndet til at inkarnere i det nye, alkoholforgiftede miljø, vil være sådanne, som vil være på bølgelængde med denne "miljøforurening". Det vil være mikrovæsener på et lavere udviklingstrin end de, der afløses. Og for hver "grad" alkoholikeren øger forgiftningen i sin krop, vil udviklingstrinet, for de mikrovæsener der kan føle sig tiltrukket til en livsoplevelse i det stærkt "forurenede" miljø, også være en "grad" lavere. Disse forhold, der ifølge Martinus hviler på evige og uforanderlige love, vil bevirke, at den svært belastede alkoholiker til sidst opretholder (eller forsøger at opretholde) sin organisme ved hjælp af så primitive og lavt udviklede mikroindivider, at disse rent faktisk ikke kan klare de opgaver i alkoholikerens organisme, som de skulle kunne klare for at holde denne organisme funktionsdygtig.

Men hvis nu alkoholikeren, inden det kommer så vidt, har fået lyst til at holde op "at drikke". Hvad vil der da ske? Ja, hvis alkoholikeren skulle vise sig i stand til at standse den kontinuerlige alkoholtilførsel ved at holde op med at drikke, vil dette bevirke en mærkbar miljøændring i modsat retning til gene for de mikroindivider, som nu findes inkarneret i organismen, fordi deres udvikling krævede oplevelser og erfaringer, som bedst kunne gøres netop i en alkoholikers organisme. Der vil igen komme et "nødråb" fra organismens mikroverden som en reaktion på det ændrede miljø, der pludselig ikke længere tilfredsstiller mikroindividerne. Martinus forklarer, hvorledes mikroindividernes samlede reaktion i en sådan situation vil "udgøre en slags bevidsthedskraft", der igen vil opleves af makrovæsenet (af alkoholikeren) som en trang til alkohol. Selv om alkoholikerens hele bevidsthed på dette tidspunkt måtte være rettet mod dette at komme ud af alkoholmisbruget, kan kravet fra de primitive, alkoholhungrende mikroindivider være så stærkt, at det gang på gang "tvinger" alkoholikeren til at falde tilbage til ny alkoholindtagelse til stor skuffelse for den pågældende, som mister mere og mere af sin selvtillid for hver gang dette gentager sig, og som jo samtidig er helt uvidende om de forhold, der bevirker, at han ikke er "herre i sit eget hus".

Men hvis det virkelig lykkes for alkoholikeren – evt. ved hjælp og støtte fra andre mennesker – at overvinde kravet fra organismens mikroindivider og igen begynde at leve alkoholfrit, og hvis skaderne i hans organisme ikke allerede er blevet så omfattende, at organismen er ved at gå helt til grunde, vil han lidt efter lidt igen blive i stand til at tiltrække mikrovæsener på højere udviklingstrin i takt med de inkarnationsmuligheder, der skabes for disse væsener gennem cellereproduktionen i organismens forskellige væv – og styret af reinkarnationsloven og loven for tiltrækning og frastødning som evige principper.

Det bør dog for fuldstændighedens skyld nævnes her, at de forandringer, der opstår i alkoholikerens hjerne og øvrige nervesystem, ikke skyldes inkarnation af stadig mere primitive mikrovæsener. Den omstændighed, at nervecellerne ophører med at dele sig allerede tidligt i fostertilstanden, bevirker, at der i disse væv – der er opbyggede af nerveceller – ikke forekommer nogen cellefornyelse, der kan danne basis for inkarnation af nye mikrovæsener, ligesom der altså heller ikke her eksisterer nogen mulighed for at ødelagte celler (mikroindividernes fysiske organismer) kan erstattes. Den medicinske forskning afslører dog både betydelig celleødelæggelse i hjernen og mangfoldige forstyrrelser i det øvrige nervesystem som resultat af kronisk alkoholisme. Disse fænomener beskriver Martinus – i omfattende og meget interessante analyser – som "forstyrrelser i det mellemkosmiske elektriske system" forårsaget af unaturlig gifttilførsel, der tillige har "en særlig indvirkning på den mellemkosmiske elektricitet", der befordrer alle organismens funktioner (en indvirkning af forstyrrende karakter). Ifølge Martinus medfører kronisk alkoholisme således både defekter i organismens "elektriske anlæg" og forstyrrelser i "strømforsyningen". Og måske er den dag ikke så fjern, hvor det vil forekomme helt naturligt at drage paralleller mellem disse begreber fra åndsvidenskaben og medicinske fagudtryk som: hjerneatrofi, refleksforandringer, sensibilitetsforstyrrelser, lammelser m.fl. – udtryk som ofte forekommer i forbindelse med undersøgelser af kroniske alkoholister.

Alle de her nævnte skader omfatter imidlertid "kun" den fysiske organisme, alkoholikeren betjener sig af i indeværende inkarnation – hvilket dog kan være slemt nok i sig selv. Men da Martinus kosmiske perspektiv ikke indskrænker sig til blot at omfatte et enkelt liv fra fødsel til død, får vi også indgående forklaringer på, hvorledes alkoholisme kan blive årsag til mangelfuld organismeopbygning i efterfølgende inkarnationer.

Vi får alle brug for at skulle opbygge en ny fysisk organisme til brug for vort næste "liv". Martinus analyserer, hvorledes al organismeopbygning finder sted som automatfunktion på basis af talentkerner. Talentkerner er kraftcentre, som udgør koncentrater af egenskaber, og som med deres tilknytning til "overbevidstheden" er sikrede mod at skulle gå til grunde sammen med den fysiske krop ved dennes "død", idet "overbevidstheden" sammen med vort "jeg" er evige realiteter.

Kort forklaret vil talentet for tiltrækning af normalt udviklede mikrovæsener til opbygning af en ny fysisk organisme kunne ødelægges (mere eller mindre) gennem den afhængighed af alkohol, som gennem lang tid har bevirket tiltrækning af stadig mere primitive mikrovæsener. Og når så et væsen, som måske har "drukket sig ihjel" i forrige inkarnation, gennem en ny fostertilstand skal til at opbygge og udvikle en ny organisme, vil det ikke være i stand til at tiltrække så veludviklede og normale mikrovæsener til opbygning af sine organer – herunder også til dannelse af hjerne og nervesystem – at der kan skabes en normal funktion af disse organer. Og Martinus analyserer indgående, hvorledes mange tilfælde af såkaldt "åndssvaghed" tillige med andre, fysiske handicap har sin forklaring i tidligere inkarnationers fejlagtige levevis af en så grov og gennemgribende art, at det har sat sig spor i det talentkerneområde, der som nævnt overlever den fysiske krop og uden hvis aktive medvirken, det ikke er muligt at opbygge den ny organisme.

Hvor mange inkarnationer et sådant væsen kan komme til at gennemleve i defekte organismer, vil bl.a. afhænge af, hvor meget der er ødelagt eller nedbrudt i talentkernerne. Evnen til igen at opbygge en velfungerende organisme, fysisk og mentalt, må genvindes gradvis gennem opbygning af de defekte talentkerner. Men ifølge Martinus går det aldrig mere "tilbage" for noget levende væsen, end det netop er nødvendigt for den pågældendes erfaringsdannelse. Og set i det lys er selv det sværeste tilfælde med til at bringe sit "offer" videre i udviklingen, idet netop erfaringsdannelsen er af overordnet betydning i ethvert udviklingsforløb.

Foruden disse vidtrækkende og meget alvorlige konsekvenser af den tankeløse og ukærlige behandling af mikroindividerne er der stadig tilbage at se på, hvilke skæbnemæssige konsekvenser den vedvarende og massive forurening af det indre miljø kan afstedkomme for den ubetænksomme. Der har her især været talt om den forurening som skyldes alkoholindtagelse som isoleret fænomen. Men det er indlysende, at forringes det indre miljø gennem flere forskellige faktorer samtidig – f.eks. tillige gennem tilfældig og fejlagtig ernæring, gennem megen tobaksrøg og gennem negative, triste og bitre tanker – vil forholdene for mikroindividerne blive tilsvarende kummerlige. Men da "skæbneloven" – loven for årsag og virkning – altid sørger for, at vi kommer til at høste, som vi sår, forklarer Martinus, at vi her må forvente at komme til at opleve de sygdomme, som de mishandlede eller misrøgtede mikroindivider før eller senere vil fremkalde i vor nuværende organisme, ligesom vi ikke bør undre os over, om vi kommer til at opleve en "ydre miljøforurening", der svarer til den, vi udsætter vore egne små mikroindivider for.

Konklusionen af dette må blive, at hvis man ønsker en optimal funktion af sin fysiske organisme – af det redskab gennem hvilket man oplever livet og manifesterer sig overfor omverdenen – da må man bevidst forsøge at skabe optimale livsbetingelser for mikroindividerne i denne organisme. Kvaliteten af vor livsoplevelse og kvaliteten af vor skabeevne står og falder med dette forhold. Og det kan her være stimulerende at tænke på, at højt udviklede og meget forfinede mikrovæsener vil være parate til at stille sig til vor organismes rådighed – i et gensidigt livsoplevelsesforhold – hvis vi blot er i stand til at skabe de sublime livsbetingelser, de kræver for at inkarnere i vor krop.

Det vil dog for mange mennesker kræve en bevidsthedsændring at begynde at arbejde seriøst og målbevidst på disse forhold. Martinus analyser kan hjælpe os til en "bevidstgørelse" på området – men arbejdet må den enkelte selv gøre. Gennem de kosmiske analyser, Martinus fremlægger for os, får vi forklaret, hvorledes tingene fungerer i og omkring os – hvad der sker med os, når vi foretager os det ene og det andet. Vi får – til brug i vort daglige liv – en vejledning i detaljer, som ikke tidligere har været frigivet til den samlede jordmenneskehed, og som vi har måttet vente på, siden Jesus sagde til sine disciple: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu". (Joh. 16. 12). Og den gave, disse analyser er, vil blive til stedse større og større hjælp, efterhånden som flere og flere vokser frem til at kunne gøre brug af den vejledning de rummer, idet det her må nævnes, at Martinus selv understreger, at uden en ret betydelig portion selvoplevede erfaringer – opsamlet gennem mange inkarnationer – er det endnu ikke muligt for den enkelte virkelig at erkende eller komme på bølgelængde med sandheden i analyserne. Der må være en vis grad af resonans mellem individets eget erfaringsgrundlag, og det analyserne siger, før disse kan blive til virkelig hjælp som en teoretisk vejledning, ud fra hvilken der kan arbejdes og foretages personlige forsøg.

Men indtil man når så vidt, at ingen af uvidenhed kommer ud i alkoholproblemer, er der imidlertid mange positive ting at iagttage omkring alle de uselviske bestræbelser, der fra mange sider udfoldes for at hjælpe alkoholramte. Martinus giver udtryk for, at mange af de mennesker, der i dag af idealistiske grunde går ind i et arbejde for alkoholister, vil være sådanne, som i tidligere inkarnationer har oplevet på egen krop, hvor ulykkelig en situation det kan være, og i hvor høj grad man derfor har hjælp behov. Hvis man kan komme på bølgelængde med denne tanke, kan man her se et eksempel på, hvorledes netop erfaringerne fra disse barske oplevelser kan føre frem til et højere niveau, til en højere forståelse og til en virkelig kærlig handlemåde.