Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vor Tids epokegørende Opdagelser paa Fysikens og Kemiens Omraader bevirker, at den moderne Naturvidenskab i stigende Grad maa vende sig bort fra sin tidligere, overvejende materialistisk prægede Verdensopfattelse. Man behøver blot at tænke paa Forskningsresultaterne indenfor de radioaktive Elementers, den traadløse Telegrafs og Radiobølgernes Vidunderverden, og man vil forstaa, at der efterhaanden fremtvinges et metafysisk Livssyn, der langt mere end før maa faa Øje paa Aanden bag Naturen. For den, der til Stadighed kan iagttage de store Virkninger af smaa Stofmængder og af de Kræfters Spil, der er knyttet til et næsten forsvindende materielt Substrat, maa det blive indlysende, at Naturens og navnlig de levende Organismers Hemmeligheder ikke lader sig afsløre ved, at man anlægger blot en mekanistisk eller grovt materialistisk Betragtningsmaade.

Den nye Erkendelse kan karakteriseres gennem Læresætningen: "Stof er Kraft". I Virkeligheden slumrer der i de allermindste Stofmængder vældige Kræfter, og det bliver Opgaven for Fremtidens Teknik at frigøre disse Kræfter og at stille dem i Menneskehedens Tjeneste; for den ny Tidsalder, der da vil bryde frem, aabner der sig paa denne Maade Muligheder af et Omfang, der allerede nu kan faa os til at svimle. Vi ved, at det tilsyneladende ubevægelige, saakaldte "døde" Stof, hvoraf f. Eks. en Sten eller et Stykke Metal bestaar, i Virkeligheden er et genialt ordnet Kompleks af ufattelig smaa Dele, der bevæger sig med en kolossal, tildels endog med Lynets, Hastighed, og som er positivt eller negativt elektriske (Protroner og Elektroner); de bevæger sig uafladelig i Kredsløb, omkring hinanden, efter bestemte Love, og deres indbyrdes Afstande er relativt ligesaa store som de, der bestaar mellem Sol og Planeter i de Solsystemer, som vi kender. Man kan udtrykke dette saaledes, at al Materie er sammensat af "Atom-Solsystemer", der ikke berører hverandre, og hvis "Planeter" har deres lovbestemte Baner i Forhold til store centrale "Stjerner". De elektriske Smaalegemers roterende Bevægelse er i flere Henseender af den allerstørste Betydning. Saaledes har de moderne Atomforskere henledet Opmærksomheden paa, at hverken Dug, Taage, Regn eller Sne kan komme istand uden disse allermindste elektrisk ladede Kondensationskærners Virken; hvis disse "Kærner" ikke var i Funktion, vilde der selv i en med Vanddamp overmættet Luft ikke kunne finde nogen Draabedannelse Sted.

Af de ubegribelig smaa elektriske Enheders hemmelighedsfulde Spil og Samvirken afhænger alt, hvad vi erkender som Stof, og alt, hvad der har Liv i fysisk Henseende. Dette gælder ikke mindst for Menneskets legemlige Organisme. Menneskets fysiske Legeme er i Virkeligheden sammenvævet med den det omgivende Natur: alle de Stoffer, hvoraf vort Legemes vidunderlige Tempel er opbygget, er ogsaa Bestanddele af Jordkloden. Mennesket kan ikke bevare sin Sundhed, medmindre der bestaar et rytmisk, harmonisk Forhold mellem dets Legeme, den Natur, der omgiver det, og hvoraf det selv er en Del, og de kosmiske Straalekræfter, der spiller en ligesaa stor Rolle for Jordens som for Menneskets Fysik. Er der kommet Disharmoni i vort Legemes Forhold til Jordnaturen og til Kosmos, – og en saadan vil altid opstaa, naar vi handler mod "Loven for Tilværelsen", – gælder det om atter at faa Kontakten istand. Her vil de saakaldte naturlige Helbredelsesmetoder meget ofte vise sig at være af stor og gavnlig Virkning. Den materialistisk orienterede Lægevidenskab har ofte været tilbøjelig til at anvende for grovtstoflige Medikamenter; gennem disse kan ganske vist den Syge undertiden opnaa Smertelindring – ad Bedøvelsens Vej –, men næppe effektiv Helbredelse. Paa den anden Side vil det ikke kunne nægtes, at de Helbredelsesresultater, der kan opnaas gennem Lægemidler i meget fin Fortynding – efter det homøopatiske eller, endnu bedre, efter det nyere, af Grev Cesare Mattei grundlagte saakaldte elektro-kompleks-homøopatiske System ofte er forbavsende gode. Dette hænger formentlig sammen med, at Homøopatien fortrinsvis – og Elektro-Kompleks-Homøopatien endog saagodtsom udelukkende – anvender rent vegetabilske Lægemidler. Der gaas nemlig ud fra som en fysiologisk Kendsgerning, at mineralske Stoffer (saaledes som de nu i massevis sammensættes af talrige Medikamentfabriker) vanskelig kan assimileres i det menneskelige Legeme, hvor de virker som Fremmedlegemer og afstedkommer en skadelig Irritation. Efter de moderne Homøopaters Lære, der muligvis er den rigtige, kan Medikamenter af mineralsk Oprindelse, først, efter at de gennem en bestemt Proces er blevet præparerede hertil, assimileres i Menneskelegemet uden at skade dette; de maa have gennemgaaet en meget fin Omdannelsesproces; navnlig vil det være af Betydning, at de først er blevet optaget af et Plantevæsen og paa denne Maade saa at sige er blevet bundet til det organiske, for saa senere at kunne indtages af det menneskelige Legeme. Planten er paa Evolutionens Stige Bindeledet mellem Mineralets lavere og Dyrets og Jordmenneskets højere Trin. I Planten udvikler den mineralske – "døde" – Materie sig til organisk, levende Stof. Denne Sandhed bør ogsaa finde sin Anvendelse, naar det gælder Lægemidler. Det er vel næppe noget "Tilfælde", naar syge Dyr, følgende en dem iboende Drift, søger til Planterne for ved disses Hjælp at blive karske. Ogsaa Naturfolkene holder, som man ved, de lægende Urter i høj Ære og anvender dem i rigt Maal og til stor Gavn for deres Helbredstilstand.

For helt at kunne forstaa Planternes Betydning i lægevidenskabelig Henseende maa man være opmærksom paa, at Plantens Legeme ikke blot er en Slags Sammenhobning af organiske Celler, men – som en af de mest fremragende moderne tyske Elektro-Kompleks-Homøopater, Dr. Theodor Krauss, træffende udtrykker det, – et "Oplagringsorgan" eller, om man saa vil, en "Akkumulator" for et stort Antal kosmiske og telluriske (Jord-)Kræfter som f. Eks. Lys, Varme, Magnetisme, Elektricitet, kort sagt for de forskellige Bestanddele af hin almindelige store "Livskraft", som den kendte Naturforsker Karl Ludwig von Reichenbach i sin Tid kaldte "Od", d. v. s. den opbyggende, skabende Kraft, som bor i alle organiske og i mange uorganiske Væsener, – en mægtig Kraft, som tidligere ofte har været Genstand for materialistisk indstillede Lægers Ironi og Spot, men som nu i stadig videre Kredse "respekteres", ja, delvis endog prises under Navnet "Bioelektricitet" eller "Livsstraalekraft". En Sandhed er det ialtfald, at et stort Antal saare betydningsfulde, svingende og straalende, Kræfter af kosmisk Oprindelse bliver stoflige Bestanddele af Plantens Organisme, der fastholder og oplagrer dem, delvis omarbejder dem og saaledes danner helt nye Kraftkombinationer. De i Plantens Værksted omskabte eller omdannede kosmiske Straalekræfter benyttes af den moderne Homøopati – i Reglen i forfinet og fortyndet Form – efter stadig mere fuldkomne Metoder og med voksende Held som Helbredelsesmidler for syge Mennesker og Dyr.