Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For den der i sit Studium af de høje kosmiske Problemer er naaet saa vidt, at han har begrebet noget af det egentlige, nemlig Forstaaelsen af, at kun det man evner at omsætte af sin Viden i sit daglige Liv, udtrykker det man helt har forstaaet, har oplevet, – er "Løbet" alligevel ikke fuldendt, og "Maalet" endnu ikke naaet. Med denne Erkendelse aabner Tilværelsen pludselig en Afgrund foran en, og kun igennem en hel Del Kvaler og Misforstaaelser naar den Studerende sædvanligvis frem til at kunne praktisere den Væremaade, der i overvejende Grad afføder Glæde og Lykke overalt, hvor han færdes. For en mere overfladisk Betragtning kunde foranstaaende maaske se en Smule taaget ud, men med Ordet "Afgrund" hentyder jeg til, at den rette Væremaade overfor ens Omgivelser – ens Nærmeste – ikke er naaet derved, at man ophører med at spise Kød, ryge Tobak eller drikke Spiritus, eller ved at man pludselig bliver veg, hvor man før var aggressiv. Sig selv uafvidende kan man netop ved Omlægningen af sin Væremaade komme til at bringe denne fuldt saa meget i Strid med Tilværelseslovene som før, og i sin Bestræbelse for at blive et bedre Menneske, blive afholdt og elsket, kan man uden at tænke paa det, bevæge sig af Baner, der uvægerlig fører til Skuffelser, til Smerte og Lidelse.

I Erkendelsen af, at det altid er bedre at forebygge end at helbrede, skal jeg i det efterfølgende søge at paapege nogle af de Tilstande der, trods ens egen absolutte Vilje til at gøre det rigtige, kan føre til Skuffelser og Misforstaaelser. Jeg har ret ofte været Vidne til den Antagelse, at naar man selv har erkendt det for nedværdigende at ernære sig af animalske Produkter, ja saa har man Pligt til hurtigst muligt at sørge for, at den Slags ikke finder Sted indenfor ens nærmeste Omgivelser, fra Hustru og Børn helt ned til Hunden. Medens det naturligvis er prisværdigt, at man søger at hjælpe de bevidst tænkende Mennesker frem til en smukkere og renere Levevis end den, de før praktiserede, har det intet med Fornuft at gøre, naar man søger at tvinge en Hund eller et andet kødædende Dyr til at ernære sig af anden Føde end den, det fra Naturens d. v. s. den højeste Logiks Side er bestemt til at indtage. Har man knyttet et Dyr til sig, og ved Venlighed imod det, erhvervet sig dets Kærlighed og Hengivenhed, maa man ogsaa, selvom det falder en ubehageligt, sørge for, at det faar den for sin Sundhed nødvendige, rigtige Føde. Men ogsaa i Forholdet til dem, man før sin nye Erkendelse har knyttet til sig, har man Pligt til at gaa frem med meget stor Varsomhed. Paa samme Maade som man vilde føle sig elendigt tilpas, dersom andre greb ind i ens egen Tilværelse, og begyndte at diktere een en Væremaade, man slet ikke føler sig glad ved, endsige beslægtet med, paa samme Maade kan Kravet om, at ens Nærmeste ikke mere maa faa Kød at spise, komme til at volde en Smerte, man ikke ser, fordi dem, der staar en nær, maaske holder saa meget af en, at de ikke nænner at vise en, at det gør dem ondt at undvære det, man i sin Idealisme nærmest har forbudt dem at indtage. Resultatet heraf bliver, at disse Stakler i vaagen Tilstand som i Drømme, plages af Kødhallucinationer og derfor – aandeligt set – meget langtfra er lykkelige. Man har moralsk Ret til, hvor det kan lade sig gøre, selv at blive fritaget for at spise Kød, men man har ingen Ret til at forlange af andre, at de skal indtage samme Standpunkt, og man overtræder Loven for Tolerance, hvor man mere eller mindre camoufleret faar trumfet sin Vilje igennem. Medens man med Hensyn til Hunden har den Udvej at kunne frigøre sig for den, – ikke ved at lade den dræbe, – men ved at skænke den bort til en, man ved vil være god ved den, saa stiller Sagen sig med Hensyn til ens Nærmeste sig saa alvorligt, at man i sin aandelige Nidkærhed her løber en forfærdende Risiko for netop at komme til at gøre det, man ikke under nogen som helst Form har tilsigtet, nemlig at være ukærlig. Meningen med en højere aandelig Erkendelse er jo ikke den, at man i Kraft af sin nyerhvervede aandelige Viden skulde være med til at gøre Verden endnu mere umulig at leve i, end den er i Forvejen. Mange "aandelige" Mennesker skaber, bevidst eller ubevidst, ved deres forandrede Væremaade en Atmosfære af stivsindet Umedgørlighed omkring sig, der, i Stedet for at lade dem komme til Syne som varmende og livgivende Sole, nærmest faar dem til at virke som Kuldecentrer. Er det en Betingelse for ens Nærmeste, at de faar Juletræ med rigtige Lys, har man ingen Ret til at skabe dem en "tom" Jul, ved at nægte dem den Glæde, og fordi andre fryder sig over afskaarne Blomster, en god Cigar og et godt Glas Vin, har man hverken Ret eller Pligt til at sætte et surt, "bedrevidende" Ansigt op, der hverken forskønner en selv eller skaber Glæde for andre. Menneskene er ikke saa gode som de burde være, nej, men man gør dem ikke bedre ved i misforstaaet Kærlighedstrang ideligt at bebrejde dem deres forkerte Handlinger og "paavise" ved lange Forklaringer, at de har meget bedre af at lade være med at begaa disse Handlinger. Et venligt Smil og et elskværdigt Afslag, naar man selv bliver budt en af de her skildrede Realiteter, stemmer langt mere til Eftertanke.

Men ogsaa indenfor andre Omraader end de ovenfor skildrede, løber man en Risiko for ufrivilligt at overtræde de Love, man netop tilsigter at overholde. Adskillige har f. Eks. i deres Bevidsthed en noget for udpræget Trang til at markere Forskellen mellem sig selv og de, der endnu ikke kender noget til Martinus kosmiske Analyser eller Aandsvidenskab i det hele taget. Denne Tilstand bærer imidlertid Skuffelsen saa udpræget i sig selv, at jeg ikke her behøver at komme ind paa den, men kan nøjes med at henvise til min Artikel "Elev og Lærer" i Kosmos Nr. 11 forrige Aargang. Men et Omraade hvor adskillige, mod bedre Vidende, bærer sig ukærligt ad, finder vi, hvor f. Eks. en Ægtemand i Kraft af sin store Interesse for aandelige Problemer søger at paavirke sin Hustru, der ikke i sig selv føler Spor af Trang til at studere disse Ting, alt for stærkt. At man gerne ser sit eget Hjem udtrykke den fuldkomne aandelige Harmoni, er der intet at sige til, men skal det ske paa Bekostning af en, for den ene Parts Vedkommende forceret Udvikling, er man inde paa noget, som bærer Lidelsen i sit Skød, – man skaber ikke ved Tvang eller Prygl aandelige Talenter. Paa den anden Side har man naturligvis heller ikke Pligt til at lade sin egen aandelige Udvikling stagnere, fordi ens respektive Ægtefælle har set sig jaloux paa det aandsvidenskabelige Arbejde. Mildhed og Opofrelse er godt, men det maa have en Grænse. Der er Tilfælde, hvor det af føje og give efter kan røbe Svaghed i ens egen Karakter, og det maa bekæmpes. Hermed mener jeg naturligvis ikke, at man skal opføre Dramaer, man maa med, skal jeg sige: bestemt Mildhed, kunne tilrettelægge sit Liv saaledes, at hver maa ofre lidt af sine Krav, for at den ægteskabelige Lykke kan bevares samtidigt med, at den for den spirituelle Bevidsthed saa nødvendige Vekselvirkning med aandsbeslægtede kan opretholdes.

For de fleste opstaar der, saasnart det aandsvidenskabelige Studium har grebet deres Sind, et Problem, nemlig den Spaltning dette Studium foraarsager af ens tidligere Vennekres. Ogsaa her begaas der Handlinger, der udsat for Fornuftens skarpe Søgelys, bliver ukærlige. Fordi man ikke længere har fælles Interesser, behøver man ikke omgaaende at skilles med Kølighed fra hinanden. Naar denne Kølighed, for ikke at sige Kulde, alligevel saa ofte forekommer, maa Fejlen hyppigst søges hos den aandeligt Studerende. Hvorfor? Jo, fordi han i misforstaaet Nidkærhed begynder at ville omvende alle sine Venner, og bliver stødt dersom han ikke finder den Genklang, han havde haabet paa. Jeg maa her – til Overvejelse for flere – indskyde den lille Bemærkning, at ens Venner, i Modsætning til ens Mand eller Kone, kan forlade en og ikke er nødt til at høre paa en, – husk altid paa det! I ovenstaaende vil den skarpsindige Læser have fundet Løsningen paa, hvorfor et af Okkultismens første Bud netop lyder: Lær først at tie! Den voldsomme Trang til at tale om disse Problemer, som de fleste i Begyndelsen falder for, gavner hverken en selv eller det Arbejde, hvis lydhøre Tjener man ønsker at være. Maalet for enhver Samtale, det være sig med Ægtefælle eller Ven, maa altid være et bevaret Venskab! Aandelig Viden forpligter og mange Kløfter mellem Menneskene kunde have været undgaaet, om Tavshedens Bud havde været bedre forstaaet, end Tilfældet er.

Hos adskillige afføder Kendskabet til de store aandelige Problemer en meget stærk Trang til at komme sammen med aandsbeslægtede. Denne Trang er ogsaa udmærket, naar blot ikke det inderste Motiv, hvad ofte er Tilfældet, mere er Trangen til lidt Selskabelighed. Paa dette Omraade høster hver enkelt sine egne Skuffelser, og Forebyggelse er vist derfor her næsten overflødig. Men alligevel, selvom De nu i dette Øjeblik føler, at det jeg her skriver, gælder om alle andre end netop Dem, saa skænk det trods alt lidt Opmærksomhed. Aandelig Vækst og Selskabelighed staar nærmest til hinanden som Ild og Vand. Kender De ikke den sære Fornemmelse, man har, naar man, efter en Aften at have haft sit Hjem fuldt af Gæster, har fulgt den sidste til Døren og gaar ind til sig selv, – og giver sig til at tænke? Det kan have gaaet godt, men hvor ofte sker det ikke, at man efter et saadant Selskab slet ikke er glad, stimuleret? Og hvorfor? Fordi det er uhyre svært at sætte netop de Mennesker sammen, der samlet skaber den fortrolige Atmosfære, der betinger et Selskabs Succes. Gæsterne har maaske følt sig udmærket tilpas, følt sig "hjemme", men paa Bekostning af hvad? Paa Bekostning af Deres egen ustandselige Aarvaagenhed, der uafladeligt har forhindret Dem i at komme til at sludre fortroligt med netop de Gæster, som De selv er mest aandsbeslægtet med. Og her er vi ved Kernen. Jo flere Mennesker man er sammen med, desto mindre Kærlighed er man i Stand til at afse til hver Enkelt. Den Kærlighed man skænker et Menneske betinger dette Menneskes Fortrolighed og Tillid til en selv. Da Menneskene kun møder hinandens virkelige Selv, naar den dybeste Fortrolighed og Tillid er til Stede, vil det i Almindelighed sige, at man ikke ved Sammenkomster, hvor der er mange til Stede, møder ret meget af det virkelige Menneske, men derimod adskilligt mere af det formelle. Og formelle Samtaler inspirerer sjældent, trætter tiere. Efterhaanden som de store kosmiske Analyser opfylder Bevidstheden, vokser ogsaa Trangen til Ensomhed. Med Ensomhed skal ikke altid forstaas at være alene. Nej, Livets Oplevelse bestaar i en Vekselvirkning mellem to Former for Energi, – men medens man før befandt sig storartet blandt en Masse Mennesker, vil Bevidstheden ganske langsomt hige imod at være sammen med faa, men af en høj aandelig Kvalitet, det virkelige Venskab begynder at blive Fundamentet for ens Livsopfattelse, – Tomheden ved store Sammenkomster er blevet for iøjnefaldende. Med denne Oplevelse af Ensomheden begynder den rigtige Væremaade at blive naturlig for Aandsforskeren. De skarpe Kanter er her filet af, han har lært, at den tilstræbelsesværdige aandelige Storhed mindre bestaar i at gøre sig bemærket, end i at gøre sig ubemærket. Hans Øjne afspejler en indre aandelig Viden, der gør, at han vinder sine Omgivelsers Fortrolighed og Tillid, – han forstaar, og at forstaa er altid at bære over med, altid at tilgive.