Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Heller ikke den fysiske videnskab er i stand til at dokumentere eller påvise sandheden bag nævnte store hovedfacit. Og så længe den ikke kan det, er den også ufuldkommen og må i tilsvarende grad hvile på den overtro, at alt - ikke - er såre godt. Så længe både naive og intelligente mennesker fornægter livets hovedfacit eller fundamentet for al livslykke, er det ikke så mærkeligt, at de samme væsener må leve i en tilsvarende mangelfuld livslykke. Når disse mennesker ikke kan se, at alt er såre godt, bliver de meget let skuffede, deprimerede, rasende eller hævngerrige på grund af alt det, de synes er såre dårligt. De har nemlig den opfattelse, at noget for at være godt også skal være behageligt, at det skal være ganske efter deres hoved. Er det ikke det, så er det dårligt. Og da menneskene er højst forskellige og rummer vidt forskellige erfaringer i deres bevidsthed, vil den ene let synes, at det er godt, som den anden synes er dårligt, og det kan de oven i købet komme op at slås om, hvilket måske vil medføre, at den, der før syntes, at alt var dårligt, vinder over sin modstander og nu synes, at alt er godt, medens modstanderen, der før syntes, det var godt, nu synes, at alt er dårligt. Og de vil højst sandsynligt kunne bytte livssyn adskillige gange uden at ane, at ingen af dem endnu ved noget om, hvad der er godt, men kun, hvad der er behageligt for dem selv, og hvad der er ubehageligt for dem.

Dette vil altså i virkeligheden sige, at i samme grad man ikke kan se, at livet er fuldkomment, eller at alt er såre godt, i samme grad er man offer for pessimisme, der er det samme som modsætningen til livslykke og sjælefred. Man vil være offer for sort livssyn, bekymringer, skuffelse, sorg, had og livslede i samme grad som man ikke forstår det bibelske facit: "Alt er såre godt".

Målet for det levende væsens sansning og oplevelse er altså dette, at komme til at se, at alt er såre godt - også det eventuelle ubehagelige, som rammer ham eller hende. Uden oplevelsen af dette livssyn kan krig, ulykker, lidelse og smerte aldrig nogen sinde ophøre. Uden dette syn vil ingen varig fred eller fuldkommen verdenskultur kunne skabes, ligesom intet jordisk menneske nogen sinde vil kunne opnå nogen fuldkommen lykke eller glæde ved at være til, hvis ikke vedkommende har dette livssyn som sit åndelige fundament. Det er naturligvis ikke et livssyn, der skal dikteres nogen, det er ikke noget, mennesker skal dresseres til at tro, det er noget, de skal udvikles til at forstå og på basis af indsigt og forståelse leve med i. Så lever de med i Guds eller Forsynets store plan med de levende væsener, som ikke består i, at disse skal ende i "helvede" eller "fortabelse", og heller ikke i, at de vedblivende skal bebyrde hinanden med lidelser, sorger, bebrejdelser, ærgrelser, skuffelser, vrede og had, men virkelig blive i stand til at skabe "fred på jorden og blandt mennesker et velbehag", som der står i juleevangeliet. Det skal ikke ske ved mirakler eller diktatur, men gennem det enkelte menneskes oplevelse og manifestation af livslovene på bølgelængde med universets grundtone, som er kærlighed.

Hvordan kan vi da se på hele den nuværende verdenssituation i lyset af livets store grundfacit: "Alt er såre godt"? Er det godt med verdenskrige og koncentrationslejre? Er det godt med sygdomme, forbrydelser, ulykker, depression og egoisme? Ja, det er lige så godt og naturligt, som det er godt og naturligt, at et æble gennemgår sit sure stadium før det søde og modne. Ingen vil vel bebrejde et lille barn, at det opfører sig barnagtigt, eller et dyr, at det opfører sig dyrisk. Nej, men voksne mennesker, vil man indvende, de må da opføre sig som mennesker! Ingen kan opføre sig som noget, de endnu ikke er. Og jordens mennesker er endnu ikke rigtige mennesker, som de engang skal blive, derfor kan de heller ikke opføre sig som mennesker.

Fra en nebuloseagtig tilstand har jorden gennem millioner af år udviklet sig til at blive en mineralsk klode med plante- og dyreliv. Af dyrelivet har de jordiske mennesker udviklet sig, det er alt sammen såre godt. Og det er også såre godt, at der af den jordiske menneskehed skal blive et rigtigt menneskerige, hvor fred og kærlighed er den naturlige tilstand mellem de levende væsener. Men hvordan skal de lære det? Ved at opleve virkningerne af de tankekombinationer og handlinger der er ukærlige og krigeriske. På basis af det kosmiske kredsløbsprincip og loven for årsag og virkning lever de jordiske mennesker inkarnation efter inkarnation og høster, hvad de har sået, og en væsentlig del af denne høst, både den behagelige og den ubehagelige, oplever man gennem forholdet til sin næste. Alle andre levende væsener tilsammen repræsenterer over for os Guds vilje, som vi ikke kan trodse eller modarbejde i længden uden at komme til kort. Men er det da ikke diktatur? Nej, det er den vej, ad hvilken vi kan lære noget om os selv. Og netop lære det, der lidt efter lidt får os til at prøve at lave os selv om i stedet for at ville lave de andre om. Hvert eneste jordisk menneske står i dag på toppunktet af sin udvikling og kan ikke på nogen måde være anderledes end det er i dette øjeblik, hverken forbryderen eller helgenen. Men ingen af dem er, som de vil være i morgen eller om et år eller tusind år. Deres livsoplevelse og erfaringer vil forvandle dem, og efterhånden som et menneske udvikles, tager vedkommende selv mere og mere bevidst del i denne sin forvandling. At ville bestemme over vor næste, hvordan han skal reagere og opføre sig, at ville diktere ham sin vilje, sin væremåde og livsopfattelse, er en af de største hindringer for jordmennesket i at nå frem til at opleve livslykken, som ikke er baseret på, hvad der sker, men på hvordan man selv reagerer over for det, der sker.

 

(Foredrag af Martinus afholdt i Instituttets foredragssal søndag den 21. september 1947. Det er bearbejdet af Mogens Møller, og bearbejdelsen er godkendt af Martinus).