Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De mennesker, som formår at finde ind til deres væsens kærne, til deres højere jeg, til den guddommelige kraftkilde i deres eget indre, vil dèr opnå den livets fred, harmoni og sindets ligevægt, som giver den nødvendige modstandsstyrke overfor jordlivets sværeste lidelser, smerter og prøvelser. Dette facit fremkommer gennem den i kraft af det lavere jegs møde med det højere opnåede evne til at overvinde den så ofte skæbnesvangre dobbelthed i jordmenneskets væsen. Denne dobbelthed er oftere påpeget af flere af menneskehedens store tænkere, der har givet følgende træffende "signalement" af jordmennesket: en guddommelig funke i en bolig af ler, – en kostbar diamant i en uholdbar indfatning, – Dobbeltheden er hovedårsagen til, at så mange mennesker er rastløse og uafladeligt plagede af indre uro. Utallige mennesker føler sig dybt ulykkelige, fordi de ikke har kunnet finde noget fast ståsted i jordlivet. Det er deres dobbeltnatur, som på en måde tvinger dem til – som den norske filosof, dr. Richard Eriksen engang så rammende udtrykte det – at svinge uophørligt frem og tilbage mellem det jordiske og det overjordiske, det forbigående og det evige, det forgængelige og det uforgængelige. Det lavere begær drager dem mod jorden, de vingede sandheds- og hellighedsidealer mod himmelen, og mennesket kan ikke finde frem til ro gennem en sand, objektiv kontemplativ beskuelse af tilværelsen.

Overvinde uroen og rastløsheden og finde frem til åndelig kraft og ligevægt kan jordmennesket blot, dersom det evner at bringe den lavere natur i harmoni med den højere – at bygge bro mellem dem begge. Logisk tænkelig, teoretisk mulig er én af to veje: enten må den højere natur underlægges den lavere, eller også må den lavere beherskes af den højere. Den førstnævnte vej anvises ofte af det i materialismen hildede lavere jeg. Men ad denne vej kan, selvom den rent teoretisk lader sig konstruere, i virkeligheden ingen fred, hvile, harmoni opnås. Dr. Richard Eriksen har så ganske indlysende ret, når han i flammende sandhedskærlighed kommer med følgende udbrud: "Evighedens æter kan ikke forvandles til støv; thi det evige er ikke dannet af en forbigående livsform, det uendelige ikke af det endelige, ligesålidt som "himmelen" er dannet af jorden." Derfor er man, hvis ro og ligevægt skal nås, nødt til at slå ind på den anden af de nævnte to veje: det lavere må lægges ind under det højere, materien under ånden. Dette er den praktisk talt eneste mulige løsning af den menneskelige dobbeltnaturs problem. Denne vej er ofte tornefuld og svær at vandre. Men vandres den til ende, fører den usvigeligt til det attråede mål: fred, harmoni, lykke istedetfor uro, disharmoni, mismod, ja, fortvivlelse. En forudsætning er imidlertid, at den lavere naturs underlæggelse under den højere ikke må misforstås derhen, at opgaven skulle bestå i, at den højere natur får lov til at tilintetgøre, sønderknuse den lavere. Meningen er ingenlunde, at den højere natur, det højere jeg, skal være enevældigt og øve en slags diktatur over det lavere væsen. Dette skal ikke udryddes, ødelægges, men grunden meget mere lægges til et samarbejde mellem det højere og det lavere. Målet er ikke, at tanken helt skal løsgøres fra det "forgængelige". Jordmennesket skal ikke hengive sig til askese eller selvpineri, der blot ville skærpe modsætningen mellem højt og lavt. Det jordiske må vistnok underordnes, men ikke udslettes. Træffende har dr. Eriksen kaldt det jordiske et spejl, hvori det evige kan se sig selv og derved blive sig sin egen uendelige indre rigdom bevidst. Alle endelige former, alle forbigående fænomener åbenbarer en eller anden af de utallige muligheder, som bor i det evige. Man kan lære evige sandheder af forbigående ting. Det gælder at forstå og udnytte det jordiskes sande væsen. Da kan man finde det faste i det flydende, den uforanderlige ånd i de sanselige omvekslinger, det hvilende i bevægelsen, evigheden i tiden. Alt dette er de skønne og sande frugter af et samarbejde mellem det højere og det lavere jeg, mellem menneskevæsenets evige individualitet, der har taget bolig inderst inde i det jordiske jeg, og den jordiske personlighed.

Ganske særligt i stormfulde tider som dem menneskeheden nu må gennemleve, er det jordmenneskets store opgave at styrke forbindelsen mellem det højere og det lavere jeg. Ved hjælp af en sådan fast genoprettet forbindelse mellem det højere og det lavere får jordmennesket ud fra den højere del af sit væsen, sin inderste – evige – kærne, forklaringen på jordlivets ofte så smertefulde omvekslinger og forvandlinger. Således får det også den rette forståelse af de gennem jordlivets mange slag og "nederlag" skæbnemæssigt givne evige udviklingsmuligheder. Disse vokser gennem jordelivets prøvelser, der betyder en lutringsproces. Guldet skilles ud fra slaggerne.

Samarbejdet mellem det højere og det lavere jeg kaster et tidligere ofte uanet lys over jordlivets mangehånde gåder. Nøglen findes til deres løsning. Samtidigt får jordmennesket kraft til gennem sit af dets højere væsen oplyste lavere jeg at møde det uvejr, som raser, med oprejst pande og at komme igennem lidelserne og striden – således, at ikke blot dets evige væsenskærne ingen skade tager, men at dens vækst fremmes, og at der af jordlivet høstes frugter med evighedsværdi. Bevidstheden herom giver jordmennesket – foruden voksende åndelige kræfter – midt i tilværelsens larm og gny den fred, som overgår al forstand. Det forstår, hvorfra tårerne kom. Men nu har det lært at smile gennem tårer.