Kosmos 1947/8 side 3
MARTINUS:
Aandsvidenskabens Nødvendighed
KOMMUNISME OG DEMOKRATI
(Sluttet)
Hvad "Videnskab" er
Virkelig Aandsvidenskab forekommer altsaa endnu ikke som Noget, der fundamentalt kan studeres paa Staternes Universiteter og Læreanstalter. Men dette forhindrer ikke Aandsvidenskaben i at være "Videnskab". Virkelig "Videnskab" er en Beretning om realistiske Kendsgerninger eller Erfaringer. Og det kan ikke bestrides, at saadanne kan blive til uden Universiteters eller Professorers Autorisation. En Kendsgerning er "Videnskab", ligegyldigt om det er en Lægmand eller Professor, der har oplevet den. Aandsvidenskaben er en Række Erfaringer eller Kendsgerninger, der ikke er oplevet af den materialistiske Videnskab og umuligt vil kunne opleves af denne. Førstnævnte Videnskab kan derfor heller ikke regne med den materialistiske Videnskabs Acception. Men dette forhindrer jo ikke Aandsvidenskaben i at være Kendsgerninger og dermed Videnskab.
Menneskeheden befinder sig i et Styrt imod Diktaturet
Filosofiske Systemer eller Synspunkter har ikke kunnet give Menneskene den fornødne sjælelige Indsigt, der kunde forhindre det vældige Styrt hen imod Totalitærisme eller Diktatur, som alle Stater af i Dag befinder sig i, ligegyldigt hvad de saa end kalder dette Styrt eller denne deres fysiske og sjælelige Skæbne i Øjeblikket, ligegyldigt om de kalder denne deres Tilstand for "Demokrati" eller "Kommunisme".
Begge disse to Opfattelser begyndte i sin Tid som udmærkede teoretiske Idealsystemer, men fik ikke ret lang Levetid grundet paa en usynlig Magt, som Menneskene endnu ikke er blevet klar over. Denne Magt tvinger uundgaaeligt alle politiske Systemer af i Dag, baade i Vesten og i Østen, baade i Syden og i Norden, mere og mere ind under Diktatur. Diktaturet berøver Menneskeheden Friheden. Denne Berøvelse skaber Had og Begær efter Udfrielse af Aaget, skaber Oprørstendenser imod Systemet. Dette tvinger igen Diktaturet eller Magthaverne til Opretholdelse af et voksende hemmeligt og aabent Politi, en større og større Livvagt, der maa foretage saa mange Arrestationer, at de ordinære Fængsler ikke slaar til. Man maa derfor benytte sig af de saakaldte "Koncentrationslejre", hvilket vil sige Barakbyer med Pigtraadsspærringer, Vagttaarne, bevæbnede Vagtposter, Tortur- og Gaskamre og andre sadistiske Paafund indtil en saadan Grad, at "her lades alt Haab ude" for de ulykkelige, der i deres retmæssige Frihedskrav er havnet her. Ja, disse Koncentrationslejre er forlængst afslørede som rene mentale og legemlige Kræftsvulster i Jordmenneskehedens fysiske Struktur, udløsende alle de forfærdeligste, sadistiske Tendenser hos de Individer, der er disse Helvedesterræners Bødler og Slavefogeder.
Det er taabeligt at tro, at ikke alle Lande eller Stater af i Dag er i vældigt Skred hen imod dette sadistiske Helvede, der maa ende med Udslettelse af al Kultur paa Jordens Overflade, hvis ikke Menneskene bringer deres "Demokrati" og "Kommunisme" af i Dag bort fra den himmelraabende falske Kurs, som de i deres intellektuelle Blindhed i de seneste Aartier har begyndt at sværge til.
Hvad sand "Demokrati" og sand "Kommunisme" ikke kan være, og hvad de er
"Demokrati" og "Kommunisme" kan ikke være en Stats hensynsløse Forfølgelse og Slavelænkning af Individet og den heraf følgende Udvikling af en tyranniserende, hæslig Magtbrynde hos en eller anden selvbestaltet herskende lille Klike og dens Haandlangere. "Demokrati" og "Kommunisme" kan ikke være en Stats Opretholdelse ved Hjælp af alle mulige moderne Gangstermetoder med en ubarmhjertig og hensynsløs Skatteplyndring, en pludselig laden haant om al Ejendomsret, skabende et saadant Væld af Restriktioner, at Individet ikke mere kan købe en Strømpe, en Skjorte eller lignende uden med Diktaturets Tilladelse. Det kan heller ikke være "Demokrati" eller "Kommunisme" at opretholde en politisk eller statslig Struktur, der er et tyngende, nedbrydende Aag paa ethvert personligt Initiativ og Talent i Form af en hensynsløs, baandlæggende Berøvelse af dets Frugter. "Demokrati" og "Kommunisme" kan ikke være en statslig Struktur, der er et Tyranni, overfor hvilket Individet absolut ingen Beskyttelse har. Ligeledes kan "Demokrati" og "Kommunisme" heller ikke være en Struktur, der tvinger alle til at være Angivere eller "Stikkere" for overhovedet at kunne sikre sit eget Skind. Hvordan skal en varig Fred kunne blive til Virkelighed indenfor et System, der forekommer som en kulminerende Udklækningsanstalt for alle de laveste, dyriske Naturer i Mennesket? –
Det er ikke saa mærkeligt, at Menneskenes politiske Struktur i Dag hverken er sand "Demokrati" eller "Kommunisme". Disse to politiske Begreber kan nemlig udelukkende kun udgøre een og samme Ting, nemlig en altomspændende "varig Verdensfred". Hvad der ikke er virkelig "Fred" kan umuligt være "Demokrati" eller "Kommunisme". Sand "Demokrati" og "Kommunisme" kan udelukkende kun være en statslig Struktur, et politisk System, der garanterer Individet dets fulde personlige Frihed og alle Frugter af dets Talenter eller nyttige Frembringelser. Det er et System, der beskytter Individet imod ethvert Tyranni og Misbrug fra andre Væseners Side. Det er et System, hvis fornemste Opgave er at finde ud af hvilke Talenter, der skjuler sig i enhver Borger, der kommer til Verden, for derigennem at kunne garantere samme Borger den højeste Udvikling eller Uddannelse af de samme Talenter, vidende, at kun paa denne Maade bliver Individet til den højeste Gavn og Glæde for sig selv og Staten. Det er saaledes et System, der er baseret paa menneskelige Evner og Talenter i Stedet for paa Penge og Guld. Det er et System, der er baseret paa den Viden, at Staten bestaar af Individer, og jo højere disse Individers Talenter og Evner kan bringes op, desto større Fuldkommenhed i Aand og Kultur og til desto større Velsignelse for Borgerne vil samme Stats Fremtræden blive.
Hvorledes "Demokrati" og "Kommunisme" er blevet det modsatte af, hvad de var tiltænkt
Virkelig "Demokrati" eller "Kommunisme" er saaledes lige akkurat en Modsætning til de bestaaende politiske Systemer af i Dag Verden over, I Dag er hver Stats Regering blevet en Magtgruppe med en mere eller mindre aabenlys eller camoufleret, diktatorisk Myndighed og Udfoldelse, medens de øvrige Borgere i tilsvarende Grad er mere eller mindre aabenlyst eller camoufleret, slavelænket af nævnte Magtgruppe. Overfor denne Magtgruppe er Individet ganske ubeskyttet i samme Grad, som den har diktatorisk Myndighed. At saadanne politiske Systemer ikke er "Fred", men "Krig" er selvfølgeligt. Dette, at der indenfor de saakaldte "demokratiske" Lande forekommer Stemmeret eller Valgfrihed, har ikke været i Stand til at kunne sikre en Regeringsform, der kunde fjerne de diktatoriske Restriktioner, Paabud, Indgreb i Ejendomsret og Formueforhold, som i alle Lande er blevet gældende. Ligeledes har det vist sig, at Fagforeningsbevægelser, Arbejdsgiverbevægelser, Strejker og Lockouter heller ikke har kunnet skabe Fred inden for Samfundene. Lønforhøjelse og Prisstigning er jo blevet til en Skrue uden Ende, der ikke paa nogen som helst Maade garanterer Trygheden hos deres Ophav. Alt indenfor de "demokratiske" Stater er alt andet end "Demokrati", ligesaavel som alt indenfor de "kommunistiske" Stater er alt andet end virkelig "Kommunisme". Er der ikke i de "kommunistiske" Lande de samme Klasseforskelle som i de "demokratiske" Stater? – Forekommer der ikke her en Overklasse og en Underklasse, en Adel og et Proletariat, der kan maale sig med den Klasseforskel, der eksisterede under de store Enevældskonger? – Hverken "Demokrati" eller "Kommunisme" er mere det ophøjede Ideal, de var tiltænkt at skulle udgøre ved deres Start eller Oprindelse. Derfor er de herskende politiske Strukturer af i Dag fra en idealistisk Begyndelse efterhaanden som før nævnt havnet i et Styrt imod Afgrunden, et Styrt imod Krig og Lemlæstelse, et Styrt imod et totalt Ophør af virkelig kulturel Manifestation eller Skabelse, et Styrt imod den "Dommedag", der allerede har begyndt at sænke de mest effektive Diktaturstater i Grus og givet deres ihærdige Diktatorer en nedværdigende Død eller Udslettelse i Form af Mord og Selvmord og deres Haandlangere Døden paa Krigsforbryderskafottet.
Hvorledes Diktaturet overvinder baade Religion og den materialistiske Videnskab
Men nu maa man ikke tro, at den samme Skæbne ikke vil ramme andre totalitære Systemer og deres Ophav, hvis ikke der indtræder en Ændring i deres Indstilling til Fordel for sand "Demokrati" eller sand "Kommunisme". Men rent bortset herfra kan det ikke bestrides, at der er Fart i Udviklingen. Diktaturprincippets kvælende Blækspruttearme med sine Sugeskaale omslynger alle Stater og Individer i dette Øjeblik, uden at man i Virkeligheden vil gøre sig denne Sandhed klar. Thi disse Sugeskaale placerer sig som uskyldige, uundgaaelige Nødforanstaltninger, saasom: "Valutapukler", Varemangel, Prisforhøjelser, Lønkampe, Strejker, Lockouter og Arbejdsløshed. Disse dødbringende Sugeskaale tvinger saa igen Regeringerne, ligegyldig om disse er "demokratiske" eller "kommunistiske", til diktatoriske Foranstaltninger med Hensyn til Adgangen til Bolig, Varme, Lys og Klæder, til Befordring, Udrejsetilladelse, til Salg og Køb af Varer. Hertil kommer saa det vældige Forbrug af Statens Penge til diktatoriske militære Opbud, en helst altbeherskende Hær og Flaade med tilhørende kostbart Flyvevæsen. Sukkende og stønnende under dette diktatoriske Aag, som Almenheden har faaet foregøglet som sand "Demokrati" eller sand "Kommunisme", afføder dette en forstærket Opblussen af "Nationalismen" eller Dyrkelsen af sin egen Stat paa Bekostning af Hensynet til andre Stater. Og med den svækkede Tillid eller vildfarne Indstilling til det virkelige "Demokrati" er Banen mere eller mindre fri til Diktaturets totale Fremmarch. Censur for Tale, Tanke og Aand begynder at lukke af for de sidste Rester af personlig Frihed. Diktaturet bliver komplet. Og hele denne Udvikling af Diktatur er ikke mindst blomstrende indenfor de kristne Stater og praktiseres i høj Grad af Væsener, der er døbte i Faderens, Sønnens og den hellige Aands Navn. Det er rigtigt, at denne Udviklingsproces ikke har været ønsket og i Virkeligheden heller ikke i Dag er ønsket af Folkene der, hvor de ikke ligefrem af opflammende Propaganda i Diktaturets Favør bliver suggereret. Den er noget, der finder Sted trods Menneskenes Bestræbelser efter at have villet skabe "Demokrati" eller "Kommunisme". Den er noget, religiøse saavel som politiske Kræfter endnu ikke har kunnet raade Bod paa ligesaa lidt som den materielle Videnskab.
Ingen som helst Nationalregering kan raade Bod paa Miseren
En Regering i et enkelt Land kan let bevise sin Uskyldighed og Hjælpeløshed i Diktaturets fremadskridende Udvikling. Den kan jo ikke gøre ved, at de eller de af de andre Stater ikke vil lukke op for deres overflødige Beholdning af eventuelle Brændstoffer, Olie, Kornstoffer eller andre livsvigtige Produkter uden paa de eller de haarde eller uoverkommelige Betingelser. Nævnte Regering har derfor ikke anden Udvej end netop at diktere sit eget Lands Borgere til at indskrænke deres Forbrug af Livsfornødenheder til de sparsomme Kvanta, der er Adgang til igennem Landets egen beskedne Valuta og Selvforsyning. At denne Indskrænkning kun kan ske ved Diktatur, Rationering, Varekontrol etc. er selvfølgeligt. At der herved skabes vældige Indhug i Borgernes personlige Frihed og Ejendomsret i Form af Restriktioner, der er skrigende imod den "demokratiske" Politik og Borgerbeskyttelse, der ellers indenfor en vis Tidsepoke har været gældende, er selvfølgeligt. Det var i denne Tidsepoke, at de nu gældende kolossale videnskabelige, tekniske og kemiske Fremskridt blev gjort, som nu maa stagnere grundet paa den voldsomme Nationaliseringspolitik og overdrevne Fædrelandsdyrkelse bag gigantiske Isolationsmure af voksende militært Opbud, som Nationalstaterne hver især indkapsler sig selv i. At denne Isolation eller Indkapsling af Nationalstaterne maa blive en Forkalkning eller Tilstopning af det internationale Samkvem mellem Staterne, der efterhaanden var blevet en Livsbetingelse, turde vel her være synlig som en urokkelig Kendsgerning. At denne Forkalkning ikke kan fjernes ved en endnu mere effektiv Isolationspolitik eller Indkapsling af Nationalstaten i Form af en endnu større Fædrelandsdyrkelse og voldeligt militært Opbud kan jo kun være ligesaa selvfølgeligt. At det samlede internationale jordmenneskelige Samfundslegeme vil reagere voldsomt imod denne dødbringende Forkalkning i sit Indre er kun, hvad der er blevet til urokkelig Kendsgerning igennem den Verdenskrig, der begyndte i 1914 og som først kan standses den Dag, der opstaar et internationalt, demokratisk Lov- og Retsvæsen, udstyret med Magt til at nedbryde alle nationalmilitære Isolationer og dødbringende Fædrelandsforgudelser. Indtil da vil Nationaliseringerne kun kunne give deres Befolkninger Frihedsberøvelse, Restriktioner eller livsledebefordrende Indgreb paa alle tænkelige Felter.
Det store Flertals Vildfarelse
At Masserne i deres Uforstand og Skuffelse vil reagere revolutionært imod dette Styrt imod Afgrunden, imod den Frihedsberøvelse og lavere Levestandard, som deres Regeringer, grundet paa livsbetingende Nødvendighed maa opretholde, er naturligt. Den store Hob tror, at det blot drejer sig om Fagorganisation og Lønforhøjelse og tilslutter sig politiske Partier, der i særlig Grad har Forfølgelse af private Initiativer eller Foretagender til Fordel for Statsovertagelser af alle Produktioner og forstaar slet ikke, at denne Udskiftning ikke er Løsningen, selv om den engang i Fremtiden, naar Menneskeheden paa en hel anden Maade er modnet dertil, vil finde Sted. Den forstaar heller ikke, at alle Vanskelighederne vil være de samme under en hvilken som helst Nationalregering, der saa end maatte sidde inde med Magten. Diktaturet vil stadigt i større eller mindre Grad være fremtrædende. Det Styrt hen imod Kultursammenbrud og Frihedsberøvelse, som Menneskene indenfor de "demokratiske" Lande af i Dag er ude for, og Borgerne i de totalitære Stater allerede vaander sig i, og som har lagt saa mange af Europas Kulturcentrer i Ruin og sendt Millioner af Mennesker til Tortur, Invaliditet, Slaveri og Gaskamre, kan ikke standses hverken ved Strejker eller Lockouter, Krige, Traktater eller Overenskomster af nogen som helst Art. Heller ikke Prisstigninger eller Lønforhøjelser tæller noget som helst i dette store Spil. Miseren bunder, som vi før berørte, slet ikke i Virkninger, som disse Foranstaltninger kan være nogen som helst Modgift imod. Tværtimod, disse Foranstaltninger kan kun gøre Ondet endnu værre.
Hvad menneskene i første Omgang maa gøre
At Menneskenes store materielle Kunnen, deres Beherskelse af Naturens eller Elementernes Kræfter, deres høje materialistiske Videnskab ikke har kunnet forhindre dette deres Fald imod Afgrunden, imod al personlig Frihedsberøvelse, mod Trældom og Slavelænkning, imod Armod, Sult og Sygdom, imod Haabløshed og Livslede, er i Dag en fundamental Kendsgerning for en hvilken som helst Forsker, der virkelig kan tænke, høre og se.
Men hvad skal Menneskene da stille op imod denne uhyggelige Kendsgerning, inden det bliver for sent? – Den første Betingelse er naturligvis, at de i Stedet for at jage efter at sætte Løn- og Prisstigningsskruen i glødende Sving eller Hvirvel, maa standse op, læse, lytte og tænke. Hele deres Oplevelse af Mørket, deres Krigsaag, Trældom og Frihedsberøvelse skaber jo Følelser eller Fornemmelser af Livet, der viser, at Menneskene i sig selv er noget ganske andet end Sten, Vand og Luft, og at der saaledes er mere til imellem Himmel og Jord end netop Materien. Men hvorfor saa tro, at man kan leve uden at have Kendskab til dette "Noget", der ikke er Sten, Vand eller Luft, det "Noget", der ikke er Kødet, Blodet eller Sanserne, men derimod udgør det "Noget", der oplever Mørket eller Miseren igennem Sanserne? – Naar denne Misere eller Menneskehedens mentale Krise er en Kendsgerning, er det ogsaa en Kendsgerning, at der er "Noget", der oplever denne Krise, "Noget", der græder, er syg og ulykkelig over sin mørke Skæbne. Kan Stenen, Vandet eller Luften græde over sin Skæbne? – Kan disse Foreteelser overhovedet have Skæbne? – Vandrer de ikke i et lovbundet Kredsløb? – Maa Stenen ikke smelte, Vandet fordampe og Luften fortætte sig ved særlige Temperaturforandringer? – Materien kan hverken le eller græde over sin Tilstand. Tror man ikke, det er paa Tide, at man begynder at lære at forstaa, at Evnen til at føle Lidelse og Lykke i sig selv er en Afsløring af "Noget", der staar over Materien, og overfor hvilket Materien blot eksisterer som et Materiale for Livsoplevelse? – Og tror man ikke, at dette "Noget" lige saavel kan bruge Materien til Materiale for Skabelsen af Livslykke, som det kan bruge den som Materiale for Skabelsen af Ulykke og Livslede? –
Menneskehedens Frelse er ikke et Vare- eller Pengeproblem, men et Psyke-Problem
Er det ikke skrigende forkert at opretholde et Statsstyre, indenfor hvilket intellektuelle Mennesker, der i mange Henseender allerede er Genier, skal jages rundt som en Flok umælende Dyr, som en Flok Faar eller Gæs, af en altbeherskende Slavepisker eller en Gruppe af Slavepiskere, der igennem deres mentale Struktur og Væremaade afslører sig som intellektuelle eller aandelige Undermaalere? – Væsener, der offentlig i Ord eller Handling aabenbarer, at de "hellere vil leve een Dag som Løve end hundrede Dage som Lam", har urokkeligt afsløret sig selv som mentale Undermaalere eller Sinker paa et Plan, hvor man skaber Humanitet, Kultur, Fred og Lykke. Er det ikke en Kendsgerning, at et saadant Væsen hører hjemme hos de vilde Skalpe- eller Hovedjægere? –
At den intellektuelle Menneskehed er sunket ned til i visse Tilfælde at lade saadanne Skalpe- og Hovedjægere, enten som enlige Diktatorer eller som diktatoriske Magtgrupper, skalte og valte med dens Liv, Sjæl og Aand, maatte uvægerligt føre til en kulturødelæggende Dødsepoke som den, samme Menneskehed i Dag i store Omraader vaander sig i, sukker og stønner under. Tror man ikke, det er paa Tide, at man begynder at forstaa Nødvendigheden af at lære Tanke- og Sjælelivet at kende, lærer at kende de levende Væseners mentale Struktur, lærer at indse, hvordan man skal tænke, hvordan man skal føre Villie eller lærer at forstaa, hvad Forholdet imellem os selv og andre levende Væsener betyder? – Skal Dødssfæren blive endnu mere drastisk eller skrigende? – Har vi ikke set, hvorledes det er gaaet de første fremtrædende skalpe- og hovedjægerdikterede Lande? – Skal de ellers saa fornuftige og i "Demokrati" fremskredne Lande nu gaa samme Vej, lade sig indkapsle i en Ring af hemmeligt Politi, Censur og Frihedsberøvelse, Koncentrationslejre, Gaskamre og Slavearbejde til Fordel for en vanvittig eller sadistisk Skalpe- og Hovedjægermentalitet? – Ja, sukker og stønner de nævnte Lande ikke allerede under Diktaturets første forberedende Arbejde, dets første frihedskvælende Dunster? – Hvad er Restriktioner, Valuta- og Varekontrol, Toldmure og Pasvisum etc.? – De er de Aarsager, der under Nødvendighedens og Uskyldighedens Kaabe eller Maske overalt nu tvinger Diktaturet frem i Folkebevidstheden, ganske uafhængigt af hvilken Regering, de saa end maatte sidde inde med. Det er de samme Restriktioner, der befordrer den Overtro, at den "demokratiske" Regeringsform er spillet fallit, og at kun Diktaturet maa være at foretrække. Man mener saaledes, at kun en "stærk Mand" kan raade Bod paa Miseren, bringe Nationen paa Fode og give personlig Frihed og Velfærd til alle. Og saa hylder man den "stærke Mand". Og saa begynder – ikke Menneskenes Frigørelse – men en vældig Jagt paa Skalper og Hoveder, en Jagt paa alle og enhver, der vover at have en anden Mening eller Tanke end Diktatorens. At Vejen nu uafvigeligt gaar imod Koncentrationslejre, Tortur, Slaveri, Invaliditet, Død og Undergang for Staten, Folket og Diktatoren er kun, hvad der allerede er blevet en Kendsgerning for Verden igennem alle de totalitære Stater, der i Dag kun er Ruinhobe og mentalt Kaos. Og er det ikke netop tillige en Kendsgerning, at de Stater, der i Dag er længst fremme i det totalitære System, har endnu større og mere dybtgaaende personlig frihedsberøvende Omraader end de Lande eller Stater, der endnu til en vis Grad ledes af ubeskadigede eller uforfalskede "demokratiske" Principper, selv om disse Principper ganske vist ogsaa er i Skred eller Forfald. Dette vil altsaa igen sige, at der i Virkeligheden ikke eksisterer noget som helst Nationalregeringssystem, der kan redde Verden. Verdens Frelse er ikke et Spørgsmaal om national Magtforøgelse. Den er ikke et Vare- eller Pengeproblem, men et Psyke-Problem.
Alverdens Stater forenet i een Stat og een Regering er Verdens Frelse
Der maa saaledes et helt nyt System til. Dette nye System er det, der er Kernen i de største Vises Bevidsthed, og som var det oprindelige Maal for den kristne Verdensreligion, nemlig: Menneskehedens Fremtræden som "een Hjord og een Hyrde". Dette vil igen sige det samme som, at Alverdens Mennesker, Folk og Racer uafhængigt af Nationalitet maa forenes i "een Stat med een Regering". Uden denne Indstilling hos alle Nationers og Staters Mennesker vil der umuligt kunne skabes en Verdensfred. Tiden er kommet, da Menneskenes materialistiske Viden og Kunnen, deres Industrialiseringsevne og Befordringsmidler, ja, hele deres Beherskelse af Materien, der nu er af internationalt Format, ikke mere kan faa Luft indenfor den enkelte Nation eller Stat. Den kan kun leve og aande igennem "Internationalisme". "Nationalisme" vil saaledes være en absolut ufejlbarlig Kvælningsdød for et hvilket som helst Folks Videns og Kunnens internationale Format. Men da Nationalstaterne hver især ikke desto mindre sætter vældige, spærrende Grænseforanstaltninger, Militær- og Flaadebaser, altødelæggende Krigsopbud omkring sit Domæne, maatte Udviklingen uundgaaeligt føre til Sprængning af saadanne i "nationalistiske" Forsteninger isolerede "Nationalstater". Og det er denne "Nationalstaterne"s Sprængning, der i særlig Grad tog sin Begyndelse i Form af Verdenskrigen 1914. Og denne Sprængning vil ikke ophøre, før der ikke mere findes isolerede "Nationalstater". Verdenskrigen af 1914 er saaledes ikke ophørt. Den eksisterer stadigt og vil fremdeles fortsætte sin drastiske, bloddryppende Dommedagsfærd hen over Jorden, indtil en virkelig paa et hundrede Procents "demokratisk" Magtprincip baseret Verdensregering er dannet. At der indenfor denne Verdensregering eller dette internationale Lov- og Retsvæsen, som den udgør, ikke eksisterer "Vetoret" eller Udmeldelsesmulighed for nogen som helst Nationalstat er en Selvfølge. Dette betyder naturligvis ikke, at de Folkenes nationale Særpræg og Traditioner, der ikke skader eller er en Hæmning for andre Staters Velfærd, skal udslettes, tværtimod. Verdensregeringen er den absolut eneste Form, under hvilken disse Særpræg og Traditioner saavel som de enkelte Borgeres personlige Frihed og Velfærd kan beskyttes og bevares. Det nuværende Verdensanarki mellem Staterne er Menneskehedens sande Dødsfjende og faar altsaa hele sin fulde Næring og Trivsel igennem den "Nationalisme" eller Fædrelandsforgudelse og den heraf følgende krigsmæssige Isoleringspolitik, som alle Nationalstater af i Dag betragter som et livsbetingende Ideal. At de derved begaar Mord eller Tilintetgørelse af deres Indfødsret til det internationale Verdensrige, som de i Kraft af deres materielle Videns og Kunnens Vækst ud over "nationale" Grænser og deres heraf udviklede internationale Format er Borger i, ligger endnu udenfor den store Almenheds Horisont. Den forstaar saaledes ikke, at "Nationalisme" er kollektiv "Egoisme", medens "Internationalisme" er kollektiv "Uselviskhed". Internationalisme udgør det sande kristne Princip. Og kun igennem dette kollektive, uselviske Princip i Form af en Verdensregering eller et internationalt demokratisk Lov- og Retsvæsen vil alle Jordens Slægter kunne velsignes.
Aandsvidenskaben og Verdensfreden
"Internationalisme" er saaledes Menneskehedens absolut eneste Vej til Udfrielse af Mørket, til Kultur, til Frihed, til Fred og Lykke. Og da Aandsvidenskaben udelukkende er en Videnskab om Menneskenes Internationalisme, deres indbyrdes kosmiske Broderskab, en Beretning om Fremtidsstaten eller Verdensrigets Struktur, kort og godt er en Oplysning om alt det ved det levende Væsens Skæbne, som hverken den materielle Videnskab eller den kirkelige Religion har kunnet give Menneskene, er det her synligt, at Menneskehedens sande Fremtidslykke udelukkende kun kan baseres paa Aandsvidenskab. Dette vil igen sige en Videnskab, der afslører Livets Mysterium og dets Love, ikke som Trosdogmer, men derimod som sammenhængende logiske Tankerækker, der for Intelligensen gør alt Broderskab imellem Nationer, Racer og Individer synligt som en livsbetingende Selvfølgelighed. Menneskets Tilegnelse af denne Indsigt i Livets eller det levende Væsens kosmiske Analyse er det eneste, der kan fuldende den Kultur eller Hjertets Dannelse, der faar Mennesket til at fremtræde i "Guds Billede efter hans Lignelse". Og med et verdensomspændende Samfundslegeme af saadanne Væsener eller Celler, er Julebudskabets Forjættelse sket Fyldest. Den varige Fred lyser ud over Jordens Kontinenter og Have.
Tilbage til artikelregister
Forrige