Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1945/10 side 165
<<  17:17
Erik Gerner Larsson:
Aandsvidenskabelig Undervisning for Børn
(Fortsat.)
Medens vor Anvendelse af Følelsesenergien, noget vi senere skal vende tilbage til, kun vokser igennem de Smerter, vi oplever, er Intelligensenergien ligesom mere "teknisk", idet den kan trænes ved flittig Læsning eller Løsning af Opgaver etc. Som jeg allerede antydede under Beskrivelsen af Følelsesenergien, spiller Anvendelsen af Intelligensenergien en stor Rolle for Erhvervelsen af et harmonisk aandeligt Liv eller Sind. Lad os, før vi gaar over til at beskrive Tilværelsens femte kosmiske Grundkraft, lige erindre os, at Intelligensenergien ligger til Grund for vor Evne til at analysere eller definere.
I Tilværelsens femte kosmiske Grundkraft eller Energi: Intuitionsenergien er vi stillet overfor den stærkest vibrerende og mest gennemtrængende kosmiske Kraft, der findes. Ukendt for de fleste Mennesker, fordi deres Sanseindstilling endnu er saa grov og lidet aandelig, er det kun de færreste, der ved, hvad en Intuition virkelig er. Men naar jeg nu fortæller jer, at det er Intuitionsenergien, der ligger Grund for enhver aandelig Oplevelse af Format, enhver Inspiration, der udløser sig i Skabelse af genial Kunst, vil I sikkert forstaa, at det, at kunne anvende denne Energi eller Kraft under sin bevidste Vilje, er ensbetydende med Oplevelsen af den højeste eller skønneste Form for Liv. Endnu er denne Energi latent, hvilket vil sige delvis sovende i de fleste Menneskers Sind. Men alle kender dens Eksistens igennem Oplevelsen af det, man med en pudsig Betegnelse har givet Navnet "de lyse Øjeblikke", hvilket vil sige de Stunder, hvor man med eet pludselig oplever at forstaa Ting, man længe har gaaet og ønsket, man kunde forstaa. Intuitionen har Lynets Natur, idet de Oplevelser, den afføder, kommer over en "som et Lyn". Naar vi i de næste Timer skal til at se paa, hvorledes denne Energi kommer til Syne i det jordiske Menneskes Tankeliv, skal jeg give jer flere Eksempler paa dens Tilsynekomst, her vil jeg blot endnu engang understrege for jer, at Intuitionsenergien er Tilværelsens højeste og fornemste Grundenergi, og at det Menneske, der evner fuldt bevidst at beherske den, har Adgang til Syner, intet almindeligt jordisk Menneskes Øje endnu har skuet. Mennesker, der kan anvende denne Energi eller Kraft i fuld Udstrækning, kalder man "kosmisk bevidste", og det er paa disse Menneskers Skuldre, de højeste og ædleste aandelige Opgaver bliver lagt. Intuitionsenergien kan ikke, som Intelligensenergien, trænes teknisk. Den kan kun udløses i Tilknytning til et kærligt og forstaaende Sindelag. Derfor finder vi Gang paa Gang Sporene efter denne Energi hos Kunstnerne, som jo netop er Mennesker med stor Kærlighed i Hjertet, – hvis de da er virkelige Kunstnere!
Medens de her nævnte fem kosmiske Grundkræfter eller "Kemikalier" alle ligger til Grund for vort Liv i en Yderverden, enten saa denne er af fysisk eller psykisk Natur, findes der endnu en kosmisk Grundkraft, vi betjener os af i det daglige Liv, nemlig Hukommelsesenergien. Hukommelsesenergien ligger til Grund for alt det, vi under eet kalder vort indre Liv. Takket være denne Energi evner vi at registrere og opbevare alle vore baade bevidste og ubevidste Sanseindtryk. Denne Energi ligger til Grund for selve det "Kartotek", i hvilket vi opbevarer samtlige vore Anelsesbilleder, Eksplosionsbilleder, Følelsesbilleder, Intelligensbilleder og Intuitionsbilleder. Uden Hukommelsesevnen vilde vi ikke kunne opleve Livet, fordi Forstaaelsen af vore Oplevelser uafladeligt er betingede af Erindringen om foregaaende Oplevelser. Et Menneske, der paa Grund af Slag eller anden Ulykke midlertidigt "mister", d. v. s. faar beskadiget den Del af sin fysiske Hjerne, hvor den aandelige Hukommelse har sit Sæde, mister samtidigt sin Identitet. Det ved ikke, hvem det er, hvorfra det kommer o. s. v., det sænkes kort sagt helt ned paa Dyrets uindividuelle Niveau. Hukommelsesenergien er saaledes en uhyre vigtig Kraft, uden hvis Eksistens enhver Form for Livsoplevelse i Virkeligheden er umulig.
Med Gennemgangen af de her nævnte seks kosmiske Grundkræfter eller Energier, har jeg nu gjort jer fortrolige med de kosmiske Kemikalier, ethvert levende Væsen bygger sin Bevidsthed op af. Det er vigtigt for jer at vide, at disse Kræfter aldrig eksisterer selvstændige, men altid forekommer i Blanding sammen med de øvrige. Men i enhver Tankeblanding vil der altid være en af disse Kræfter eller Energier, der er den førende, medens de andre saa forekommer i større eller mindre "Doser". Omend det ligger lidt udenfor denne lille Bogs Rammer, vil jeg sige jer, at I aldrig nogen Sinde i Livet vil møde een eneste Mening fremsat, uden at den er blandet af disse Kræfter. Alt i baade den fysiske og de aandelige Verdener er bygget op af dem, – de er det levende Væsens evige Tjenere.
Medens det hovedsageligt bliver om jeres egen Anvendelse af disse Kræfter, de kommende Afsnit skal handle, kan jeg dog ikke slutte dette Afsnit uden at fortælle jer, at der findes endnu en kosmisk Grundkraft eller Energi, som I skal kende, nemlig Moderenergien. Denne Kraft har Martinus givet dette Navn, fordi alle de andre Kræfter ligesom hviler i den og omfattes af den. Moderenergien er Hovedfaktoren i det, Martinus kalder X.2., og som I har lært at kende under Navn af Skabeevnen. Om Moderenergiens Funktioner skal I høre, naar vi kommer til Begrebet Talentskabelse, idet denne ikke vilde kunne finde Sted, om ikke Moderenergien fandtes. Men derom senere. Foreløbig koncentrerer vi os om de her nævnte seks kosmiske Grundenergier og jeres egen Anvendelse af dem, – et baade spændende og interessant Studium.
(Fortsættes.)
 

Kommentar: Teksten er igen en gentagelse af tidligere bragt tekst. Artikelserien fortsattes ikke, selvom det blev antydet.