Ældre Kosmos og Kontaktbreve

9. Time.

I ved jo allesammen, at I kan sidde i Skolestuen og tænke paa alt andet end det I skal. Jeg skal her fortælle jer en lille virkelig Oplevelse om en Dreng, som helt "glemte", hvor han var. Medens Læreren sad paa sit Kateder og forklarede Klassen noget, han syntes, den skulde vide, lød der pludselig nede fra en af Bænkene et højt og klart "Hyp – Hyp!" Helt forskrækket standsede Læreren sin Talestrøm og kiggede ned paa en lille Dreng, der sad og havde det mageløst dejligt med sig selv. "Men Henning", sagde Læreren, "hvad gaar der dog af dig?" Ildrød i Hovedet af Forlegenhed svarede Henning, som sandt var for ham: "Ih, jeg kørte saadan en dejlig Tur med Fars Heste!" – – saadan kan det gaa, naar man glemmer den fysiske Verden og flytter hele Oplevelsesevnen over paa den aandelige. Det kender I allesammen, men I maa blot aldrig glemme, at hvor dejligt det end er at sidde og "drømme", saa skal I være forsigtige med at gøre det for meget. For den, som drømmer sin Tid væk, bliver aldrig helt dygtig til at klare sig i den fysiske Verden. Vi kommer alle til sin Tid til en Verden, som er langt lettere at leve i end den, vi nu er, men da vi skal være her, klarer den sig bedst, som hurtigst forstaar at indstille sig paa den. Den Dreng eller Pige, som sætter sig for at blive dygtig til al løse de Opgaver, som denne Verden byder os, vil aldrig komme til at ligge andre til Byrde, – det skal I tænke paa, naar Fantasien drager med sine dejlige, men altsaa lidt farlige "Drømmebilleder". Paa den anden Side skal I dog ogsaa vide, at Livet byder paa andet og mere end "Penge", "Position" og alt det, derfor skal I, i jeres Kamp for at blive dygtige i denne Verden, være forsigtige med helt at miste den Evne til at fantasere og "drømme", som I nu har. Glem aldrig her den Regel, der siger: Hverken for meget eller for lidt, altid den gyldne Middelvej. Mennesker uden Fantasi er lige saa kedelige som de, der har alt for megen Fantasi!!!

Men altsaa: fra nu af kalder vi de Redskaber, ved Hjælp al hvilke vi oplever, vort indre aandelige Liv, for "Legemer". Og for helt at faa Rede paa disse "Legemer"s indbyrdes Forhold, vil vi nu gaa over til at beskæftige os med dette vigtige Problem.
 

10. Time.

For at I helt skal kunne forstaa Indretningen af det, som I har lært at kende under Navn af "Bevidsthed", er der et Problem, som jeg, saa godt jeg formaar, skal prøve at belyse for jer først, og det er. Forskellen mellem det, jeg i sidste Time betegnede som jeres "Redskaber" eller "Legemer", og saa det, I udtrykker med Ordet "Jeg". Ganske vist hører de Analyser, der knytter sig til "Jeget", til nogle af de sværeste, der findes, men da det ligesom ikke er muligt at komme videre, uden at I faar et lille Indblik i disse Analyser, vil jeg prøve paa, om jeg alligevel ikke skulde kunne give jer et Indblik i dem.

Som I sikkert allerede nu er klar over, er det umuligt at skabe noget, uden at have noget "Stof" at skabe af. Jeres Krop for Eksempel bestaar jo af mange Slags Stof, og saadan er det med alt, hvad I vil iagttage. Alt i baade den ydre og den indre Verden er bygget op af Stof.

Men hvad er Stof egentlig? Tilsyneladende bestaar det af saa meget, men kigger vi nærmere paa det, ser vi, at det ligesom opløser sig for vores Øjne. Stof bestaar af Partikler, og disse Partikler kan vi igen opløse i mindre Bestanddele, indtil vi naar noget, som Videnskaben kalder "Atomer", "Elektroner" o.s.v. Ganske vist er disse Smaapartikler, af hvilke ethvert Slags Stof bestaar, usynlige for vore Øjne, men vi kan dog komme paa Sporet af dem igennem noget, Videnskaben kalder for "Teoretisk Fysik", hvilket blot vil sige en Sansemetode, hvor de fysiske Redskaber saasom Mikroskop og Elektronmikroskop nu er blevet afløst af Intelligensens og Intuitionens endnu skarpere Syn – altsaa af "aandelige Redskaber" eller Videnskabsmandens egen "Forstand".

For disse fine Aandsredskaber, som vi om lidt skal vende tilbage til, viser alt Stof sig som usynlige "Straaler" eller "Bølger". Intet af det, I ser med jeres rent fysiske Øjne, er saaledes det, som det ser ud til at være, idet det for Eksempel jo kan se ud til at være enten fast, flydende, luftformigt eller straaleformigt.

Gaar vi nu videre, vil I se, at vi ogsaa i det daglige Liv betjener os af straaleformig Materie, nemlig Elektricitet. Ingen har "set" Elektriciteten, men saa at sige alle bruger den. Imidlertid vil I lægge Mærke til, at man i det daglige anvender et andet Udtryk end Ordet "Elektricitet", man kalder det "Kraft". Med Ordet "Kraft" er vi ved at være inde paa Livet af det, jeg gerne vil fortælle jer om, idet vi i dette Udtryk har et Ord, som vi ogsaa kan anvende i Forbindelse med de aandelige Problemer, som vi her beskæftiger os med, thi ogsaa vore aandelige Tilstande er "Kraft". En stærk Intelligens for Eksempel er jo en stærk Kraft, hvormed I "bombarderer" de Opgaver, Læreren i Skolen giver jer. Har I nok af denne Kraft, vil I se, at I evner at løse de Opgaver, Læreren giver, har I ikke nok, nuvel, saa maa I give op.

Men en yderligere Undersøgelse af det, vi kalder "Kraft", viser os, at vi her er stillet overfor noget, der aldrig er i "Stilstand", men som tværtimod hele Tiden er i Bevægelse. Vi ser derfor, at denne Kraft, netop fordi den aldrig er i Stilstand, maa beherskes, maa ledes. I ved fra Naturen, hvorledes det, vi kalder "Lyn", er enorme Elektricitetsmasser, som ikke er under menneskelig Kontrol, hvorfor de kan gøre uhyre Skade, men I ved ogsaa, at den samme Elektricitet, om den var under Kontrol, kunde have udført det utrolige. Og som det er med Elektriciteten, er det ogsaa med Ilden. Under Kontrol er den en glimrende "Tjener", uden Kontrol en forfærdende "Herre". Og hvordan er det med samme "Ild" i jeres Sind, er det ikke ogsaa der saadan, at hvor den er bundet, altsaa under Kontrol af jer selv, er den ikke ogsaa der storartet? Der kalder vi den for "Inspiration". "Hjertelighed", "Kærlighed" o.s.v., men er den uden Kontrol, maa vi straks give den helt andre Navne, saasom "Hidsighed", "Hævn", "Had", "Ondskabsfuldhed" o.s.v. Som I altsaa kan se, er vort Forhold til alle de Kræfter, Livet bestaar af, ejendommeligt derved, at har vi disse Kræfter under Kontrol, er de vidunderlige "Tjenere", men behersker de os, er de tilsvarende frygtelige "Herrer".

Før vi imidlertid begynder at beskæftige os med en Undersøgelse af disse Kræfter, maa vi nu gøre os klart, at det vi kalder "Kraft" eller "Energi", maaske et mere moderne Udtryk, i Virkeligheden er det samme som det, vi forstaar ved "Bevægelse". Det, vi kalder "Livet", er i Virkeligheden Virkningen af vor Anvendelse af alle disse Kraftformer eller Bevægelsesarter. Hvis nu en af jer er særlig skarpsindig, vil han forlængst have opdaget, at jeg hele Tiden har adskilt Jeget fra disse Kræfter. Jeg taler hele Tiden om "vor Anvendelse" af dem o.s.v. Det vil med andre Ord sige, at jeg skarpt skelner mellem det i jer, som I udtrykker ved jeres eget "Jeg", og som I oplever som en Slags Centrumsfornemmelse i jer selv, og saa dette Jegs Anvendelse af de Kræfter, Livet bestaar af.

Naar jeg gør det, beror det naturligvis paa noget ganske bestemt, som jeg nu skal søge at indvi jer i. Jeg indrømmer aabent overfor jer, at vi i det efterfølgende er stillet overfor maaske det allerstørste Problem, Livet byder os, men da I forlængst ved, at jeg ikke anser jer for at være "Børn" i almindelig Forstand, men tværtimod anerkender jer som "smaa Voksne", vil jeg nu søge at give jer et Indblik i det allervigtigste ved jer selv.

I ved, at I, hver eneste Gang I taler om jer selv, bruger Udtrykket "Jeg". I siger "Jeg sagde", "Jeg tænkte", "Jeg gik", "Jeg hørte" o.s.v., o.s.v. Paa den ene Side ser vi her, at det, I giver Udtryk for, er noget, som det I jer, I betegner med Udtrykket "Jeg" oplever, medens I paa den anden Side ogsaa giver Udtryk for, at I har et Redskab til at opleve det med. Ingen kan gaa uden at have Ben at gaa paa. Ingen kan se uden at have Øjne at se med o.s.v. I er altsaa klar over, at naar I ønsker at se noget, maa I bruge Øjnene. Men hvad er Øjnene egentlig? Naar alt kommer til alt, er Øjnene ikke andet end en Samling Stof, kombineret paa en saadan Maade, at det er anvendeligt som Synsinstrument. Øjnene i sig selv ser intet, absolut intet. At det forholder sig saaledes, kan vi se ved at betragte det, vi kalder et "Lig". Ogsaa det har Øjne, men ser intet, har Øren, men hører intet. Hvorfor ikke? Fordi det "Jeg", der før anvendte dette Legeme, nu er "koblet fra"! At denne Frakobling i dette Tilfælde er total, hvilket vil sige, at Jeget aldrig vender tilbage til dette Legeme, er ikke ensbetydende med, at I ikke i mindre Format kan gøre det samme. Naar I sidder og "tænker paa noget", ser I jo intet med jeres fysiske Øjne, vel? Da bruger I jeres aandelige Øjne, som det ihvert Fald er dejligt at have, naar man ikke kan holde ud at sidde og glo dumt lige ud i Luften. Men ogsaa under det, I kalder "Søvnen", kobler I fra og det ikke alene Øjnene, men omtrent samtlige Sanser.

Men for at vende tilbage til Jeget, ser I nu, at der aabner sig en Kløft mellem det og Stoffet eller Energien. I ser her, at Jeget ikke kan være Stof eller Energi, for hvis det var det, vilde Stof jo kunde opleve Stof. Saa vilde Øjet virkelig kunde se, og Øret høre, medens I nu ved, at det er jer, der ser, jer, der hører. Men naar Jeget ikke er Stof, hvad er det da saa? Saa kan det jo faktisk ikke være noget som helst, for noget, der ikke er Stof, Kraft eller Energi, kan jo ikke sanses, vel? Paa den anden Side kan det heller ikke være Stof, for saa kunde Bevægelse opleve Bevægelse, og det ved vi, at den ikke kan. Jamen hvad er det da saa?

Vi er her stillet overfor maaske det største Spørgsmaal, der eksisterer, og hvis i hvert Tilfælde jeg ikke havde mødt Martinus, maatte jeg forlængst have givet op, ja jeg vilde ikke engang kunde have forklaret jer det, jeg indtil nu har skrevet for jer. Martinus siger omtrent som saa: "Det er sandt, at Jeget ikke kan være Stof, fordi Stof ikke kan opleve Stof. Bevægelse kan ikke opleve Bevægelse. Paa den anden Side er det en Kendsgerning, at den, der benægter Jegets Eksistens, benægter sin egen Eksistens og i Virkeligheden paastaar, at det er hans Mund, der taler, hans Øjne, der ser og hans Ben, der gaar, hvilket, ethvert tænkende Menneske ved, ikke passer. Altsaa maa Jeget eksistere. Da det ikke kan være Stof eller Energi, kan det hverken have Størrelse, Form eller Farve, fordi alle disse Ting er noget, der vedrører Stoffet. Men naar det hverken har Størrelse, Form eller Farve, ejheller er Energi eller Kraft, maa det være lig X. i sin Natur. Usynligt, allestedsnærværende eksisterer det. Det er selve Skabelsens Ophav. Evigt, ubegrænset har det altid været til og vil altid være til. Hævet over Formernes Verden og i sig selv Ophav til enhver Form, kan vi kun give det Tegnet X., som Udtryk for, at vi erkender, at det eksisterer"!

Jeg sagde, før, at vi her er stillet overfor et af Livets allerstørste Spørgsmaal, ja maaske det største, og at forlange, at I straks skulde forstaa dette Spørgsmaal og dets Svar, vilde være en Urimelighed. Men eet kan jeg forlange af jer, og det er, at I omhyggeligt tænker dette Problem igennem og med hele jeres Forstand forsøger at imødegaa det Svar, Martinus her har givet. For I skal i denne Forbindelse vide, at paa samme Maade, som man ikke i en Yderverden kan faa Tingene foræret, men maa arbejde for at komme til al besidde dem, paa samme Maade forholder del sig ogsaa med det, vi kalder "Sandheden". Sandheden om Livet faar man ikke foræret, den maa man arbejde sig frem til at besidde.