Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Menneskets første Barndom fortoner sig saa langt tilbage i Tiden, at vi endnu kun kan gisne om, hvordan den har formet sig. Formodentlig har flere Mennesketyper omtrent samtidig udviklet sig af det Dyrerige, som hidindtil var eneraadende. Hvor Menneskehedens Vugge har staaet, ved man altsaa ikke med Sikkerhed. Derimod ved man, at to Mennesketyper, hvoraf den ene var stærkt abelignende, paa et givet Tidspunkt har mødt hinanden. Den abelignende var Neanderthalmanden – Navnet har han faaet efter en Dal i Nærheden af Rhinen, hvor man har fundet Skeletdele efter ham – og den mere menneskelignende var Cro-Magnonmanden, hvis Oprindelsessted sandsynligvis er Asien. Af disse to Typer har Cro-Magnonmanden sandsynligvis udryddet Neanderthaleren, der aandeligt set har været den underlegne. Hvorledes dette nu end forholder sig, saa er det ikke det vigtigste. Nej, langt vigtigere for jer er det at komme paa Sporet af Aarsagen til Menneskets Opstaaen. Thi omend I nu i de store Træk har kunnet følge Formernes Tilblivelse, er I jo alle klar over, at der bag Formen eksisterer et levende Væsen, med Ønsker, Drømme og Vilje. I jeres almindelige Skole har I jo et Fag, I kalder "Historie", og i det har I nu rig Lejlighed til at følge Menneskets Tilværelse i den ydre Verden; her vil vi nu prøve paa at lære Mennesket at kende fra en anden Side, nemlig den indre. Vi vil igennem en Iagttagelse af vor egen indre Verden prøve at komme paa Sporet af, hvad vi egentlig er. Og her er Livet saa vidunderligt indrettet, at hele den Verden, vi under eet kalder vor "Fortid", har efterladt saa dybe Spor i os, at vi nu, takket være de Analyser, Martinus har givet os, ligesom er i Stand til at genskabe eller genopleve alle de mange Tilstande, vi har passeret, fra vi engang som et abelignende Væsen svang os rundt i Fortidens mægtige Jungle og saa til i Dag, hvor vi fremtræder som det, I i Skolen har lært at kende som et "civiliseret" Menneske.

Men før vi begynder paa denne Undersøgelse af vor egen indre Verden, er der een Ting, vi alle maa være enige om, og det er, at den Viden, I nu kommer i Besiddelse af, aldrig maa bruges til at gøre Fortræd med. I skal vide, at kun den, der med et kærligt Sind nærmer sig Sandheden, faar Lov til at møde den. Og da denne Viden kun gives jer med det ene Ønske, at den skal være jer til Nytte i det Liv, I gaar i Møde, saa har vi den Tro om jer, at I ogsaa vil vide at modtage den med Kærlighed og Forstaaelse.

 

8. Time.

Gennem de foregaaende Timer har I nu faaet et Indblik i hvorledes Jordens Skabelse har formet sig. Vi har fulgt dens Tilblivelse Trin for Trin, set Planterige og Dyrerige fødes og har været Vidne til, hvorledes det første Menneske rejser sig fra Dyrerigets Rækker, det Menneske som man med Stolthed har kaldt "Homo sapiens", hvilket betyder "Det vidende Menneske". Men efterhaanden som I vokser til, vil I ikke kunne undgaa at opdage, at det jordiske Menneskes Viden endnu er meget mangelfuld. Thi Mennesker, som endnu kan sværge til Krig og Magt i Stedet for Kærlighed og Ret, er ikke meget vidende i dette Ords dybeste Betydning. Vi ønsker at sige disse Ting til jer, fordi vi med vor Undervisning stræber frem imod at give jer netop den Viden, der kan tage Krigens Byrde fra jeres eget Liv og gøre jer til Mennesker, for hvem dette at være god og kærlig er den selvfølgeligste Ting af Verden.

Som I nu ved, nedstammer det jordiske Menneske fra det, vi i daglig Tale kalder "Dyreriget". Men hvad er et Dyr egentlig? Et Dyr er et Væsen, der endnu lever i en aandeligt "sovende" Tilstand. Det er "sovende" paa den Maade, at det ikke som det jordiske Menneske er i Stand til at tænke over det, det oplever. Vi siger, at det oplever Livet "instinktivt", hvilket kun vil sige, at den højeste Tankefunktion er den, som I kender, naar I "aner" et eller andet. Denne Evne til at ane har sine Rødder helt nede i Plantens Sjæl. Maaske er det første Gang I hører, at Planten har en Sjæl, men det har den, og det kan I ovenikøbet selv efterforske. I kender allesammen, kunstige Blomster. Hvis I nu sætter en kunstig Blomst og en rigtig Blomst i et Værelse, langt borte fra Lyset, saa vil I se, at medens den kunstige forbliver i samme Stilling, saa vil den levende langsomt dreje sig imod Lyset. Det, at den af sig selv kan dreje sig imod Lyset, fortæller os, at den i sig har netop den Kraft, som vi selv har. Planten har Vilje, og det er ved Hjælp af denne Vilje, at den drejer sig imod Lyset, om hvilket den aner, at det er bedre end Mørket. Selv om Plantens Liv eller Bevidsthed er endnu mere sovende end Dyrets, saa skal I vide, at den er der. Det vil nemlig lære jer at forstaa, at man aldrig skal omgaas Planter eller Blomster med Ligegyldighed.