Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som Læserne vil erindre, meddelte vi i "Kosmos" for November, at Inger Gaarde havde overtaget Undervisningen af det første Børnehold indenfor Martinus Arbejde. Da vi er af den Mening, at det vil være af Interesse for adskillige Forældre at stifte Bekendtskab med Grundlaget for denne Undervisning, bringer vi i det efterfølgende de første "Timer" samt et lille Supplement i Form af Spørgsmaal paa Grundlag af det opgivne Stof. Spørgsmaalene udarbejdes af Inger Gaarde. Selve Undervisningen ledsages i udstrakt Grad af Lysbilleder og Film.
 

1. Time.

Noget af det allerførste I lærte, da I kom i Skole, var Beretningen om, hvorledes Jorden blev til. I husker sikkert alle, at "i Begyndelsen var Jorden øde, tom og mørk", men saa sagde Gud: "Der blive Lys!" og der blev Lys, hvorefter han i de efterfølgende seks Dage skabte den Verden, I ser omkring jer.

Man kan ikke sige, at denne Beretning ikke er sand, for det vil I engang forstaa, at den er. Derimod er I nu blevet saa store, at I sikkert kan forstaa, at man ikke skal tage denne Beretning bogstavelig. Fortællingen er det, man kalder "symbolsk", hvilket vil sige, at Ordene dækker over andet og mere end det, de direkte udtrykker.

For Eksempel lagde I Mærke til, at Gud brugte Ordene: "Der blive Lys!", og nu er det, at I skal lære, at man har mere end een Slags Lys. Man har Lys til at lyse op med, tænk bare paa Solen, det er jo det største Lys, vi har. Men ellers har man jo ogsaa elektrisk Lys, Stearinlys o. s. v. Det var den ene Slags Lys, der findes, og det bruger man i den "udvendige" Verden. Men saa har man ogsaa en anden Slags Lys, som lyser op inde i en selv, det kalder man "Forstandens Lys", og det er det, I bruger, hver Gang der er noget, I særlig gerne vil forstaa. I har sikkert alle hørt en eller anden sige: "Ah, nu gik der et Lys op for mig!", eller ogsaa: "Aah, nu gik der en Praas op for mig!" Det Lys eller den "Praas", der her er Tale om, er altsaa det indvendige Lys, og det er det, I er kommet her for rigtig at lære at kende.

Men for at lære en Ting rigtig at kende, er det nødvendigt, at man spørger, og derfor vil vi gerne sige til jer med det samme, at I aldrig skal være bange for at spørge. I skal ikke være bange for, at nogen tror, I er "dumme", for det ved vi nemlig, I ikke er. Men vi ved noget, som I engang vil blive meget glade for, at vi kunne lære jer, og det er det, vi nu skal begynde paa.

De Ting, I nu faar at høre, er ikke noget, I bare skal tro, fordi vi siger det. Nej, det er noget, som de klogeste Mennesker med deres Forstands Lys selv har set, og som I derfor ogsaa kan komme til at se. Og for at begynde med noget, I alle har stor Gavn af at kende, vil vi nu begynde med at se lidt paa den Verden, vi selv lever i. Vi vil prøve at se baade paa Jorden, Solen, Maanen og alle Stjernerne for at se, om vi ad den Vej kan finde ud af, hvordan Gud egentlig bærer sig ad med at skabe. Maaske tror I, at Jorden er den eneste Klode eller Planet, der findes, men saadan er det slet ikke. Tværtimod. Hele det, I er vant til at kalde "Himlen", er fyldt med straalende Sole, omkring hvilken utallige Planeter, levende og døde (Maanen), svæver.
 

2. Time.

Dengang Jorden som en Ildkugle blev slynget ud fra Solen, skete der noget, som det har stor Betydning for jer at vide Besked med. Der skete nemlig det, at to vældige Kræfter her mødte hinanden. Disse to Kræfter var Ilden og Kulden. Naar disse to Kræfter møder hinanden, kan der kun ske to Ting, enten at den ene faar Overherredømmet over den anden, eller ogsaa, at de er lige stærke, saa der opstaar en Ligevægt eller Balance. For Jordens Vedkommende skete der det, at Kulden fik Overherredømmet. Langsomt afløstes dens Lys af et tiltagende Mørke, en Skorpe begyndte at danne sig, hvor et glødende Ildhav før kastede sit Lys ud i det mørke Univers. Men denne Kamp mellem Ild og Kulde gik ikke stille af. Enorme Taageskyer af Dampe lagde sig som et Slør omkring Jorden. Dette Taageslør dannede noget, som I idag alle kender under Navnet af Atmosfære.

Men den Atmosfære, der opstod, dengang Ilden fra Jordens Indre mødte Kulden ude fra Verdensrummet, var ikke som den, I idag indaander. Den var fyldt med Svovl og Gas og giftige Luftarter. Efterhaanden fik Kulden mere og mere Magt, og saa begyndte det at regne. Dampene blev afkølede, og en vældig Regn styrtede uafbrudt ned paa den Skorpe, der havde dannet sig paa den nu afkølede Jordkugle. Selvom denne Regn, der efterhaanden dannede de vældige Have paa Jordens Overflade, ogsaa bidrog til en yderligere Afkøling af Jorden, saa var Varmen indefra Jorden dog stadig saa, stor, at en Mængde af dette Vand blev saa varmt, at det dampede. Hvis I med jeres nuværende Øjne kunde se Jorden, som den dengang saa ud, saa vilde I ikke se en Jord med Hav, Land og blaa Himmel. I vilde derimod se en Jord, hvor vældige Vandmasser piskedes afsted af frygtelige Storme, samtidig med at en kvælende hed, dampmættet Luft fuldstændig skjulte Solens klare Lys.

Men Afkølingen af Jorden fortsatte stødt og roligt. Millioner og atter Millioner af Aar svandt hen, og en skønne Dag begyndte et helt nyt Liv at røre paa sig. Overalt, baade i Havet og paa Jorden, begyndte Planteriget at komme tilsyne. Bittesmaa Livskim var paa Lysets Straaler blevet bragt hertil, og overalt begyndte de nu at udvikle sig. I maa prøve at tænke jer Jorden som et vældigt Drivhus, i hvilket der hele Tiden baade er meget varmt og fugtigt. Saadan var Jorden nemlig, dengang Planteriget blev født. Selv er I jo kun vant til i Planterne at se noget, der enten er kønt og dejligt at lugte til, eller ogsaa noget, Mor bruger til Madlavningen. Men Planterne betyder mere end det, og det skal I nu høre. Vi lærte før, at alle de Dampe, der opfyldte Rummet over Jorden som Skyer, var Atmosfære. Men den Atmosfære, der dengang omgav Jorden, var anderledes end den, der findes idag. Den var fyldt med en Luftart, der kaldes Kulsyre, og denne Luftart er meget farlig for Mennesker og Dyr, ja, direkte dræbende. Mennesker og Dyr skal have Ilt for at kunne leve, og denne Luftart fandtes der ikke saa meget af dengang. Altsaa maatte Gud skabe noget, igennem hvilket Luften kunde blive af en saadan Beskaffenhed, at ogsaa andre Væsener end blot Planterne kunde leve paa Jorden. Og her er det, at I skal vide, at han i selve Planterne havde det Instrument, der kunde omdanne Luften til ogsaa at kunne bruges af Mennesker og Dyr. Fra Skolen ved I, at Planterne "aander". De indaander Kulsyre og udaander Ilt – altsaa lige det vi skal bruge for at trække Vejret. Da Luften baade var varm, fugtig og fyldt med Kulsyre, kan I nok forstaa, at Planterne havde det storartet. Da Solen ikke kunde trænge igennem de tunge Skyer, var det en anden Slags Planter, end dem, I nu kender, der dengang fyldte Jorden. Det var Skyggeplanter, vældige Bregneskove og den Slags, fyldte Jorden og omdannede ved deres Aandedræt Luften saaledes, at Dyreriget en skønne Dag kunde blive født, men da det er en helt anden Historie, vil vi gemme den til næste Gang.