Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens det Begreb, vi kalder "Tiden", af den purunge praktisk talt kun mærkes som den Faktor, der stiller sig hindrende i Vejen for en hastig Opfyldelse af brændende Ønsker og Begær, ændrer Billedet af dette fundamentale Begreb sig totalt den Dag, Perspektivprincippet, som selvoplevet Kendsgerning, bliver en Del af ens Bevidsthed. For den Unge er Tiden blot Moder til Utaalmodigheden. Fra hans Verden er det noget, der skal overvindes, noget der "skal gaa", indtil det Punkt, hvor dét er naaet, som var Maalet for alle hans Drømme. Hvad derefter videre følger, gør han sig ingen Forestillinger om af den simple Grund, at Maalet i sig selv har alle hans Tanker.

Som allerede nævnt bliver Forholdet et ganske andet, den Dag man har lært Tilværelsens Perspektivprincip at kende. At komme paa Sporet af Illusionens Gaade, at være fortrolig med dens positive og negative Side, er i Virkeligheden det samme som langsomt at paabegynde det Herredømme over Tidsbegrebet, uden hvilket alt virkeligt Liv er en Umulighed. Thi hvad er Mennesket uden dette Kendskab andet end en Slave af sine egne Forestillingers umaadelige Begrænsethed. Viser en Dissektion af det Menneskes Mentalitet, som helt har gjort sig identisk med en eller anden Forestilling, os ikke med al ønskelig Tydelighed, at dette Menneske i Virkeligheden midlertidigt kun udgør en Stofdel af denne Forestillings Materialisation? Oplever vi ikke i den Tid, vi kalder vor, at se hvorledes et Utal af mentale Forestillinger i den Grad anvender det "levende" Menneske som "Stofmasse" paa Bekostning af det, vi kalder dets "Individualitet"? Overalt møder vi Tanker i Uniform, en Tilstand, som netop kun kan finde Sted i en Verden, hvor det enkelte Menneske lever uden fundamentalt Kendskab til Perspektivprincippet eller den Kendsgerning, at ingen af disse udskregede "evige" Forestillinger har det mindste med virkelig Evighed at gøre.

Da ingen imidlertid kan lære Tilværelsens Tyngdeenergi at kende uden at have oplevet dens Konsekvenser, betyder ovenstaaende Analyse saaledes ingen Kritik af de Mennesker, som midlertidigt bliver dens Ofre, tværtimod, selve Forudsætningen for Erobringen af Tilværelsens virkelige "faste Punkter" er jo det selvoplevede Erfaringsmateriale. Og her er det da ogsaa, at man dagligt bliver Vidne til, at den ene efter den anden opdager, at selvom den uniformerede Tanke i sin rent fysiske Fremtræden repræsenterer en vis Styrke, saa er dens Inspirationsværdi uhyre begrænset. Gang paa Gang hører man den Enkelte udtrykke, efter at den Krise er overstaaet, der er Forudsætningen for enhver mental Frigørelse, at nu føler Vedkommende det igen, som om han "lever", hvilket i denne Forbindelse kun udtrykker Glæden ved Opdagelsen af egen Individualitet. Individuelle, eller saakaldt "intellektuelle", Mennesker maa aldrig regne med Sympati fra de uniformerede Tankers Ophav!

Men at have frigjort sig fra en eller anden uniformeret Tankes dominerende Indflydelse er dog ikke det samme som at være "født Tænker". Mange Mennesker oplever i Virkeligheden ofte blot at frigøre sig for en af disse stærke Tankekombinationer for i næste Øjeblik at blive Offer for en ny. Floktendensen har dybe Rødder i det jordiske Menneskes Sind. Dyrets Angst for Ensomheden er stor, og meget ofte oplever man at se, at den, der den ene Dag jubler over sin genvundne Frihed, allerede den næste Dag er paa fuld Fart ind i et nyt mentalt Fangenskab. En Undersøgelse af det almindelige jordiske Menneskes Mentalitet viser os imidlertid, at dette Forhold er ganske naturligt, saalænge det overvældende Flertal lever paa det, Martinus betegner "udefineret Følelse", en Oplevelsestilstand af direkte uintellektuel Natur. Men da den uintellektuelle Tilstand er selve Forudsætningen for den intellektuelle, vil enhver Bebrejdelse her være overflødig. Blot betyder det overmaade meget at være fortrolig med disse Tilstande naar ens Tanker begynder at kredse om Tidsbegrebets Forhold til det, vi i daglig Tale kalder "Alder", thi her viser den uniformerede Tankes frygtelige Virkning sig klarest.

En af den realistiske Udødeligheds sikre Kendetegn hos Mennesket er dets Uvilje imod at blive gammel. Trods alle dets mere eller mindre besynderlige Forestillinger om Livet, eksisterer der i Dybden af ethvert Menneskes Bevidsthed en endog meget stærk Anelse om, at der egentlig er noget unaturligt i dette at blive gammel, en Uvillie imod dette, at gaa sin egen Opløsning i Møde. Dybest set er det jo denne Uvilje, der er Moder til alle de mest skønne og ophøjede Tanker i Verden; en Tilværelse af evig Ungdom vilde jo ikke give Anledning til Refleksioner over Død og Opløsning. Mange er de Midler, der er forsøgt for at give Mennesket en evig Ungdom, Midler som alle bekræfter den Livslængsel, der bor i enhver. At samtlige disse Midler maa komme tilkort overfor Livslovenes Majestæt er givet. Hvad der er Stof, er undergivet Forvandling, Opløsning. Fejlen er ikke her Stoffets, men Menneskets. Netop fordi Menneskets Indreverden endnu er ukendt, har det i Almindelighed ikke fundet hint Middel til evig Ungdom, som venter den fremtidige Slægt.

Hvorledes er da det Middel, som ved et Trylleslag ophæver Alderens Tyngde og gengiver Sindet dets ungdommelige Spændstighed? Det er ikke nyt! Det har været i Verden fra den første Vise fremstod og forkyndte Mennesket det berømte: Kend dig selv! Ingen kan nemlig staa frem og sige, at han kender sig selv, uden samtidig at maatte dokumentere Perspektivprincippets absolutte Eksistens. At kende sig selv vil være ensbetydende med en urokkelig Viden om, at alle mentale Kombinationer er skabte Foreteelser med en Begyndelse og en Afslutning. Det vil være det samme som at være fortrolig med Illusionens Mysterium, eller med den Viden i Lyset af hvilken det levende Væsen selv er Ophav til Meningen med sit eget Liv. Thi saalænge man ikke er i Besiddelse af denne Viden, maa man finde sig i at være det "Stof", ved Hjælp af hvilken andre fuldbyrder deres Skæbner. Da er man prædestineret til at blive den uniformerede Tanke. Men med fuldt Herredømme over de kosmiske Energier, af hvilken enhver Forestilling bestaar, bygger man under Jegets absolutte Overherredømme selv sin Skæbne, uanset hvad denne eller hin end mener derom. Thi medens det almindelige Menneskes Liv jo netop er et Produkt af andres Meninger isprængt en forsvindende Del original Tænkning, saa er det jo de store aandelige Føreres Særkende, at deres Liv hviler paa det indre aandelige Mysterium, vi kalder Genialitet – eller kulminerende Selvtænkning.

Men ikke alene er kulminerende Selvtænkning Geniets Naadegave, nej, det har endnu mere fremfor den almindelige dødelige, nemlig den evige Ungdom i sin Sjæl, overfor hvilken ethvert Tidsbegreb maa kapitulere. Disse Mennesker støber ikke Betonblokke over deres eget Livs indre Kildevæld. Medens Lyset i det mentalt uniformerede Menneskes Øje enten helt er døet ud eller blot udgør en fanatisk Reproduktion af den Ild, som lever i det Menneskes Øje, der fødte den Tanke, af hvilken dette Menneske nu blot er en forsvindende Enhed, saa lyner og gnistrer Sjælens evige og uudslukkelige Ild i Geniets Blik. Som en kosmisk Sædcelle befrugter Geniet sine Omgivelser, og er derved et levende Bevis paa hin Guddoms Eksistens, der ved Geniets Skabekraft bærer hvert eneste Menneske frem imod sin egen Livsform: den evigt, originalt skabende.

I Lyset af en højere Viden ophæves Illusionen om Alder som identisk med Livets Ophør. Det eneste, som virkeligt gør et Menneske gammel, er de mentale Forestillinger, som lukker det eget sjælelige Lys ude. Paa samme Maade som man vænner sig til at gaa udenom de faste Skabe, man finder i enhver Lejlighed, vænner man sig til at gaa udenom de Mennesker, hvis Mentalitet blot udgør en Ophobning af størknede Meninger om det Liv, der omgiver os i en evigt varieret Mangfoldighed. Det er ikke med Urette, at man har gjort det kulminerende Liv identisk med det straalende Lys, man møder i det unge Væsens Øjne; thi Ungdommen bærer jo endnu i sit Væsen Spor af hine guddommelige Verdener, den kom fra, før sin fysiske Fødsel. Men Livets Hovedopgave her paa det fysiske Plan er jo netop at undervise den Enkelte i Tankeblandingens kostelige Mysterium, og derfor er det, at vi saa ofte oplever Lysets Bortdøen i det voksne Menneskes Øjne. Uden Viden om Illusionens Mysterium, kun ledet af sit eget fremstormende Begær, knytter Mennesket sig til Forestillingen om Magt som Vejen til Paradis – og forstener. Hvilket guddommeligt Kærtegn imod os, at der iblandt os vil leve hine moralske Genier, hvis Øjnes evige Straaleglans vil minde os om vor evige Bestemmelse, og hvis Viden vil være vor Vejledning, naar vore Illusioner bryder sammen.