Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Der tales i vore dage så meget om økonomiske kriser – indenfor de enkelte lande og for den samlede befolkning på jorden. Kriser der er igang, kriser som er ved at blive overvundet, nye kriser der er under opsejling. Og der tales om de rige lande og de fattige lande, om i-lande og u-lande. Der tales og tales..., på verdenskongresser, i landenes parlamenter, indenfor de idealistiske organisationer og mand og mand imellem.

Alene det faktum at disse spørgsmål drøftes, er et godt tegn, et tegn på at "der sker noget" indenfor menneskets udviklingsområde. For hundrede år siden, eller for bare halvtreds år siden, var der ikke mange i de "rige" lande, som bekymrede sig om de "fattige" landes skæbne. Da gjaldt det blot om at udsuge dem så meget som muligt.

Så selv om man måske synes at der tales alt for meget og gøres alt for lidt, så er der dog noget positivt i, at det ser ud til mere og mere at gå op for menneskeheden, at vi alle har ansvar for hinanden. De rige landes samvittighed er langsomt ved at vågne, lidt efter lidt begynder vi at indse, at alle jordens rigdomme er vor fælles ejendom – en gave givet til os alle – og at ingen har ret til på andres bekostning at tilrane sig et overmål deraf.

Med kosmologien i "baghovedet" forstår man udviklingens gang, ser hvordan karmaloven ubønhørligt lader tidligere tiders kolonisatorer høste deres kærlighedsløse udsæd. Al indre uro i disse lande – demonstrationer, stor arbejdsløshed, strejker, racefanatisme, nød og elendighed etc. – er jo intet andet end udløsningen af den kosmiske lov "som du sår skal du høste".

Men Martinus kosmologi byder også på et rigt illustreret materiale, når det drejer sig om udviklingen fra "lokal" til "global" tænkning. Familieøkonomi blev til landsbyøkonomi, landsbyøkonomi til nationaløkonomi og nationaløkonomi er nu, med stadig accelererende fart, på vej til at blive verdensøkonomi. Vi oplever fødselsveerne til den kommende verdensstat vi drømmer om.

Er det mon strømmen af informationerne i massemedierne – pressen, radio og TV – der gør, at de økonomiske spørgsmål nu er på alles læber? Den økonomiske situation ude i verden afspejler sig som aldrig før i det enkelte menneskes tænkning. I hjemmet og på arbejdspladsen, i vor daglige gøren og laden, overalt tales der om økonomi, om penge, penge, penge. Men desværre er der meget lidt tale om hvordan vi – du og jeg – bedst kan hjælpe vor nødstedte næste i u-landene. Her bevæger vi os stadig på et snævert lokalplan, hvor vort eget lille jeg står i centrum.

Ganske vist har mange mennesker og mange familier, selv i vort rige Skandinavien, økonomiske vanskeligheder, vanskeligheder som fylder vor hverdag til randen, så der ikke er nogen plads til tanker om international bistand. Men for den største del af vor befolkning er de private økonomiske problemer af en hel anden art end hos u-landenes folkemasser. For dér drejer det sig ofte om, hvordan man skal få det daglige brød, hvordan man skal redde sin børneflok der lever på sultegrænsen, hvordan man skal få slukket sin brændende tørst, når der intet vand findes i miles omkreds, hvordan man skal få lægehjælp til sine syge og underernærede gamle. Hos os derimod drejer de "svære" økonomiske problemer sig om, hvordan vi skal få råd til at få telefon og farve-TV, hvordan vi skal få råd til at beholde bilen og sommerhuset eller tage vores årlige ferietur til de kanariske øer, få råd til at klæde os efter sidste mode etc.

Vist vil vi hjælpe "de stakkels underudviklede" – blot vi ikke behøver at skære ned på vor egen levestandard!

I vor verden foregår der en kamp mellem noget som kaldes "kapitalisme" og noget som kaldes "socialisme". Vi ved alle hvad repræsentanterne for begge disse ideologier står for. Det ville være helt forkert på nogen måde at bedømme den ene parts tilhængere som "gode" og den anden parts som "onde" eller omvendt.

I forbindelse med en international handelskammerkongres fik Stockholm for en tid siden besøg af en af verdens rigeste mænd, den amerikanske finansmand David Rockefeller, som naturligvis blev behørigt interviewet. Og nok fik man en ganske positiv opfattelse af denne "ærkekapitalist", når han udtalte sig taktfuldt om verdens vældige problemer med arbejdsløshed og u-landenes fattigdom. Han talte varmt for fri international handel, mod protektionisme, og for forskellige organisationers ivrige engagement i arbejdet med at komme til bunds i de enorme problemer...

Man kan i et leksikon læse om krøsusfamilien Rockefeller. Slægtens "grand old man" var den legendariske John D. Rockefeller (1839-1937). Det var på olien han tjente sin enorme formue. Han var ganske givet forretningsmand helt til fingerspidserne. Hans metoder var vel ikke altid så dadelfrie, men formodentlig hverken værre eller bedre end andre forretningsmænds på samme niveau. Med tiden blev han uden sammenligning verdens rigeste mand.

Imidlertid kan man i dette finansgenis psyke spore markante træk af idealisme. I hans personlige tilbagetrukne tilværelse var han renlivet "asket", blev der sagt. Han blev jo også 98 år gammel. De sidste 40 år af sit liv hengav han sig helt til filantropisk arbejde. Hans donationer løb op til 600 millioner dollars – en sum, som på hans tid var endnu mere enorm end i dag!

De penge som Rockefeller samlede sig, har således udløst en masse "godt", og det ville vel være uretfærdigt at påstå, at denne rige mand har "levet højt på andres bekostning". På den anden side kan man ikke komme udenom, at det er de mange tusinde flittige arbejdere – ofte i et slidsomt og dårligt betalt job – som har gjort det muligt for ham at skabe sit bjerg af guld. Og den olie som var årsag til formuen, – den tilhører jo "kosmisk set" ingen privatperson, men er jordens befolknings fælles eje.

Men hvad siger Martinus? Han siger bl.a.: "Men når dette at blive kapitalist således er det almengældende mål, eller et mål, til hvilket ethvert jordmenneske bliver opdraget, kan der jo ikke bebrejdes dem noget, som allerede har nået dette mål, i særdeleshed fordi det som regel absolut kun skyldes tvungne omstændigheder og ikke frivillig given afkald på værdierne, at de væsener, der i dag er kapitalisternes modstandere, ikke befinder sig som kapitalister. Hvis de nævnte væsener havde haft de samme betingelser som kapitalisterne, ville de i lige så høj grad som disse nu havde fremtrådt som formuebesiddere." (Livets Bog I:78)

Ord der virkelig giver noget at tænke på! Det er nok yderst få af os, der er kommet så langt i åndelig udvikling, at vi ikke "ønsker at vi var rige", selv om lignelsen om kamelen og nåleøjet er velkendt! Og hvis et sådant ønske eventuelt gik i opfyldelse: hvor villige er vi så til gavmildt at dele vor rigdom med andre? Man taler vidt og bredt om økonomisk lighed, om det uretfærdige i at nogle er rige og andre er fattige, at de rige ikke har ret til deres rigdom, men burde dele med andre. Men så kommer man selv ud for at arve en formue, eller vinde den store gevinst i lotteriet, eller man får en kæmpestor tipsgevinst. Pludselig taler man ikke mere om lighed og fordeling. Pludselig er man selv "kapitalist" og for "de riges" talent.

Hvor meget af vor snak om "retfærdighed" er idealisme, og hvor meget er kun misundelse?

Selvfølgelig er det nødvendigt idag at anlægge en økonomisk tænkning også i sit private liv. Man kan ikke leve "som vinden blæser", uden at planlægge og tænke over sin økonomiske situation, ikke leve over evne, ikke bortsløse det man har, for senere at skulle ligge andre til byrde....

Men derfra er der langt til gerrigt og i "bedste kapitalistiske ånd" at komme i en slags afhængighedsforhold til guden Mammon. Er der da risiko for, at man kommer det i dag? Ja, der er faktisk stor risiko for, at menneskenes interesse for det pengemæssige tager sådan overhånd i den daglige tænkning, at der bliver alt for lidt plads tilovers til vigtigere ting. Og "hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med". Eller for at vende det hele om: "Det munden løber over med, det er hjertet fuldt af". Hvis vi hele tiden taler om penge, så røber vi dermed, hvad der foregår i vort indre. Og er vort sind fuldt af begær efter at eje penge – flere, flere, flere – så kan det ikke samtidig være fuldt af det Martinus kalder "gavekultur".

I Norden er det blevet meget populært med såkaldte "aktiesparere". Mennesker, som aldrig før har skænket "aktiemarkedet" en tanke, gør nu aktiekøb. De køber, sælger, bytter og følger nøje med i alt hvad der sker på børsen. Man diskuterer sagkyndigt dagskurserne og slår om sig med fagudtryk som en veritabel børsmagnat, gør af og til fordelagtige "indsatser" og øger værdien af sin aktiebeholdning, sin "portefølje". Hvis man er dygtig og er "heldig", så kan man med tiden blive formuende...

Det er da sikkert en god ting, at "ejendomsretten spredes", som det hedder, så de store industriforetagender og bankerne ikke kun ejes af nogle få af landets finansmænd, men at de ved et mere alment udbredt aktieeje – i hvert fald i højere grad end tidligere – bliver hele folkets ejendom. Men det er jo ikke så heldigt, hvis vi alle dermed bliver børshajer. Er der ikke noget utiltalende i, at folk i almindelighed i så høj grad giver sig af med en sådan form for økonomisk tænkning? Alle de, der arbejder med deres aktier og har hjernen fuld af "kurser", "renter", "noteringer", "fonde", "præferenceaktier" osv, – handler de af idealistiske motiver, med tanke på at få en "større spredning af kapitalen", eller har guden Mammon også her en finger med i spillet? Det gælder jo for alle og enhver at kapre sig mest muligt. "Alle tænker på sig – det er bare jeg som tænker på mig".