Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Foredrag af Martinus den 17. Juli 1942
Bearbejdet efter stenografisk Referat af
Inge Nørgaard og Lisbeth Dam

(fortsat)

Disse Tilstande kan ikke fjernes fra det enkelte Menneske. De repræsenterer en Udviklingstilstand og fortæller os i Virkeligheden om en stor Proces, der fuldbyrdes lige for vore Øjne, nemlig Guds Skabelse af det rigtige Menneske. Ægteskabet mellem Mennesker er altsaa ikke længere alene en Formeringsforanstaltning, baseret paa en dyrisk Parringsdrift. Det indgaaes ikke længere alene for blot at formere Slægten. Det udtrykker nu en guddommelig Forening af to Mennesker med et højere Formaal end blot det at sikre Artens Bestaaen. Dette højere Formaal er altsaa Skabelsen af det rigtige Menneske. Foreningen udtrykker her det "Ler", som Guddommen former i. Naar der skal "hugges" noget bort fra denne Form, gør det ondt. Det er disse Smerter, det jordiske Menneske oplever, naar det - efter at have passeret "Hvedbrødsdagene" - pludselig opdager, at alt ikke er helt, som det havde tænkt eller drømt. For de fleste Mennesker opstaar der Gnidninger i Samlivet med det Menneske, de har knyttet sig til. Disse Gnidninger har en Hensigt. Liv efter Liv bevirker de hos det enkelte Menneske en Mættelse af Ægteskabshungeren i dets Bevidsthed. Resultatet af denne Mættelse bliver synlig igennem den Kendsgerning, at et stadigt voksende Antal Mennesker har udlevet Ægteskabet i en saadan Grad, at de ikke længere gifter sig.

Denne Tilstand er imidlertid ikke Udtryk for, at disse Mennesker er blevet egoistiske og søger at unddrage sig de Forpligtelser, den Gifte paatager sig. Tværtimod, i Kraft af tidligere Livs smertefyldte Oplevelser har disse Mennesker faaet den modsatte Pol i deres Væsen udviklet til en saadan Grad af Fuldkommenhed, at hele deres Bevidsthed er blevet indstillet paa udelukkende at tjene hele Menneskeheden. I min egen Bevidsthed er der Harmoni imellem den maskuline og den feminine Pol. Denne Harmoni ligger til Grund for min egen indre Ligevægt, og gør det muligt for mig at føle det samme for alle Mennesker.

Betragter De Dem selv, vil De se, at De alle har et Felt, som er Ægteskabet uvedkommende. De har i Dem en stadigt voksende Evne til at kunne beundre kunstneriske Frembringelser, ja den kunstneriske Trang i Dem er maaske allerede saa stor, at den behersker et stort Omraade af Deres Følelsesliv. Disse Følelser ligner Forelskelsen, men er ikke Forelskelse, fordi de ikke afføder dette at ville eje. Derimod afføder de en Længsel efter at kunne skabe det samme, som det man beundrer. Beundrer man et genialt Væsen, vil man gribe sig selv i at længes efter at være ligesaadan. Vi kan se, at dette at skabe et Kunstværk er noget, der har Betydning udover en selv, det skaber Glæde og Inspiration for andre. Den største Glæde ved Livet er saaledes ikke dette at eje et andet Væsen, den absolut største Glæde er Glæden over sine Evners Frembringelser. Denne Evne er latent i Dyrets Bevidsthed. Dyret maa eje for at føle sig lykkelige deraf de haarde Kampe i Parringstiden. Ogsaa det primitive Menneske maa eje Tingene for at føle sig lykkelig. Men det udviklede Menneske er anderledes. Det føler sig lykkeligere ved at give end ved at tage. Hidtil har dette Princip ikke haft nogen Indflydelse paa Ægteskabet. Her har det jordiske Menneske længst opretholdt Illusionen om Ejendomsretten. Men Livet underminerer denne Illusion, og Menneskene befinder sig nu indenfor et Udviklingsafsnit, hvor de i højere og højere Grad vil komme til at opleve, at Begreberne "Lykke" og "Frihed er meget nøje forbundne.

I Deres Ægteskab maa Da lære at indstille Dem paa, at Deres Ægtefælle ikke er en Kopi af Dem selv. De maa lære at forstaa, at fordi man gifter sig med et Menneske, har man ingen Ret til at forlange, at dette Menneske kun skal interessere sig for det, der optager en selv. Vil De vinde Deres Ægtefælles fulde Kærlighed, maa De bestræbe Dem paa at udløse størst mulig Forstaaelse for hans eller hendes Egenart. De opnaar ingen Lykke ved de modsatte Væremaade. I længst forsvundne Tider var en Mand et andet Væsen end det, har er i Dag. I Dag er der kommet noget Nyt ind i hans Væsen, dette Nye er altsaa det vordende rigtige Menneske. Dette nye rigtige Menneske er ikke altid i Kontakt med det almindelige Ægteskabsbegreb. Det samme gør sig naturligvis gældende for Kvindens Vedkommende. En Mand kan udmærket godt i en Periode være en glimrende Elsker, for saa pludselig tilsyneladende at skifte Sind. Her er det, at en Kvinde bør være klog og vide, at det hun oplever ikke behøver at være ensbetydende med, at Mandens Følelser for hende er kølnet, men at han derimod midlertidig er under Indflydelse af Kræfter i sit eget Indre, som han ingen Magt har over. Ved en Kvinde det og i Stedet for at blive jaloux, bestræber sig paa at forstaa og bære over, ja da vil hun atter og atter opleve, hvorledes Fællesskabet mellem begge Parter er i Vækst. Vælger hun den modsatte Vej, vil hun meget let komme til at opleve, hvorledes Adskillelsen tiltager. Naturligvis kan der være Forhold Menneskene imellem, der gør fortsat Samliv umuligt, men mange Konflikter kan undgaas, naar man kender de Realiteter, jeg her har nævnt.

De maa altsaa lære at indstille Dem paa, at jo mere De ønsker at eje Deres Ægtefælle, jo mere dyrker De den Side af Dem selv, som tilhører Dyreriget. Med en saadan Indstilling i Deres Sind, er Deres Ægteskab paa Forhaand dømt til at skulle blive ulykkeligt, thi Deres Følelser vil da for Modparten mere blive et Baand end en Inspiration. Dybest set udtrykker dette Ejendomskrav en Art "Fosterdrab" paa det nye Menneske, som fødes i Deres eget Indre. De ved, at Ejendomsret og Skinsyge er trofaste Følgesvende, men De bør ogsaa vide, at Skinsyge udtrykker mentale Energier, som er næsten direkte dræbende for det i Deres Væsen, som skulde repræsentere det rigtige Menneske. Mere end en Formeringsforanstaltning er Ægteskabet nu en Skole, indenfor hvis specielle Omraade Menneskene til Overflod faar Lov til at nyde af "Kundskabens Træ". I "Paradisets Have", det direkte Dyrerige, eksisterede denne Nydelse ikke. I den Zone hersker der ingen Konflikter mellem "Ægtefæller", der følger Livet rent automatisk de Love, der betinger Zonens Lykketilstand. Men udenfor denne Lykkezone findes en anden Zone, og det er den, det jordiske Menneske nu oplever. I denne Zone oplever det levende Væsen ikke Harmoni. Tværtimod, kan man næsten sige, thi Livet her repræsenterer i Virkeligheden Tilværelsens eneste realistiske "Helvede". Hverken rigtigt "Dyr" eller rigtigt "Menneske" lever det jordiske Menneske her i en indre Konflikttilstand, som kun kan ophæves ved en fortsat Nydelse af "Kundskabens Træ", hvilket i Virkeligheden vil sige en fortsat Oplevelse af Smerte, indtil den Dag Livslovene er blevet erkendte og det egoistiske dermed fjernet fra Tankelivet. At blive sat udenfor "Paradiset" er saaledes det samme som at begynde at faa Forstand. Hertil bidrager Ægteskabet i meget stor Udstrækning. Indenfor dets Omraade lærer det jordiske Menneske igennem absolut Selvoplevelse det Sande i det kosmiske Bud: "Saligere er det at give end at tage!" Ægteskabets store Kredsløb udtrykker en Kurve fra Egoisme til Uselviskhed. Denne Uselviskhed er Spiren til et nyt Paradis, nemlig det rigtige Menneskeriges. Dette at føle sig besjælet af Ønsket om hellere at give end at tage fører det jordiske Menneske til en Form for Livsoplevelse, hvor de guddommelige Kærlighedskræfter fylder dets Bevidsthed. I Lyset af denne guddommelige Kærlighed fyldes Deres Sind med Ønsket om at gøre, hvad De formaar for, at det menneskelige Element i Deres Ægtefælles Sind faar de bedste Betingelser for Vækst.

De maa altsaa lære at indstille Dem paa, at De Smerter, som det jordiske Menneske oplever i Ægteskabet, har en guddommelig Hensigt. De repræsenterer et Mættelsesprincip, som igen danner Forudsætningen for en ny "Sult". Denne Sult er Længslen efter en Verden, hvor det største ikke er dette at kunne eje og beslaglægge et andet levende Væsen, men derimod at kunne give det Frihed og at kunne glæde sig over dets aandelige Vækst. Adgangen til denne Verden staar aaben for enhver, der virkelig vil studere Livet. Dette Studium vil uundgaaeligt føre til en langt højere Forstaaelse af sin Ægtefælle end før. Denne Forstaaelse er den største Dæmper paa Vrede og Jalousi, der findes. Jo mere af Livet man forstaar, desto mindre er der at vredes over. Vrede og Raseri er under alle Former kun Udtryk for Uvidenhed,

Naar jeg i Aften har talt til Dem om disse Problemer, er det, fordi det er min Opgave at skabe en fuldstændig Oversigt over denne Udviklingssfære, saa De kan faa Besked og komme til at se den Vej, De skal følge og faa Styrke dertil. De har lært, at man skal vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre. Dette Princip er rigtigt, men vanskeligt at opfylde for den, der saa at sige ingen Orientering har faaet, om de Veje Udviklingen gaar. En Orientering paa disse Omraader gør det muligt for Menneskene at lade Deres Ægteskaber tone ud i glimrende Kammeratskaber. Man maa ikke binde hinanden paa Hænder og Fødder. Den Dag De er ude over dette primitive Stadium, vil De komme til at leve i guddommelig Harmoni med den, De har knyttet Dem til. Da har De mødt Straalerne fra en ny Paradisets Have forude, da fornemmer De Søluften fra det nærliggende guddommelige Kærlighedshav.

Det efterfølgende Foredrag bliver det som Martinus holdt første Pinsedag i Aar i Kosmos Feriekoloni. Foredraget, som er betitlet "Aand", handler om det levende Væsens Forhold til dette Begreb, hvorledes det bliver til og paa hvilke Omraader det afviger fra det tilsyneladende modsatte Begreb "Materie".