Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med hensyn til menneskenes sympatiske anlæg, deres ægteskabstilstand og seksuelle opfattelse hersker der stor forvirring i vor nuværende tidsalder. Den udfoldes i en tilstand, der skaber overordentlig megen sorg, bekymring, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed og ligefrem mord og drab. Troskabsløfter og vielsesattester ignoreres i stor udstrækning. Hertil kommer så de seksuelle afsporinger, perversiteter, sadisme, kleptomani, pyromani og lignende. Noget der også skaber stor forvirring hos menneskene, er dette, at der er væsener, der føler intim sympati for sig eget køn. Menneskene vandrer her i tåge. De bare hører og ser, men de forstår intet af det, de ser eller er vidne til. Hvad er forklaringen på alt dette? – – –

Hvad er det, vi i virkeligheden er vidne til? – Vi er vidne til menneskenes nydelse af "kundskabens træ". Hvad er kundskabens træ? Kundskabens træ er alt det, der lever, røres og er omkring os, mennesker, dyr og planter, helt ned i mikrokosmos, og ligeledes med hensyn til planeter, sole, stjerner og mælkeveje eller kort sagt, alt hvad vi overhovedet kan komme i berøring med af selve naturen eller af det os omgivende verdensalt. Dette er kundskabens træ på godt og ondt. Al vor livsoplevelse er jo en nydelse af detaljer fra dette verdensalts umådelige struktur. Denne nydelse er det samme som en reaktion af vor berøring med dette verdensalt. Hvad skulle ellers være kundskabens træ? Og hvad skulle ellers være nydelsen af dette træ? – Og hvor får vi kundskaber og viden fra? – Er det ikke netop igennem berøringen med de omgivende væsener og ting eller den øvrige naturs manifestationer og fremtræden. Hvordan skulle vi leve og få kundskaber og viden uden dette forhold? – Det er rigtigt, at Bibelen udtrykker kundskabens træ på en lidt anden måde. Eva siger til slangen: "Vi må frit spise af alle havens træer, men kundskabens træ på godt og ondt det må vi ikke røre. Hvis vi spiser af dette træ, skal vi dø" (1. Mos. 3.2-3). Men hertil svarer slangen: "Nej I skal ikke dø døden, men hvis I spiser af kundskabens træ får I evne til at kende forskel på godt og ondt ligesom Gud selv" (1. Mos. 3.4-5). Men det var jo det, de skulle. Hvordan skulle de ellers blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? – Et menneske, der ikke kender forskel på godt og ondt, kan da ikke være et fuldkomment eller færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Et menneske i Guds billede kan ikke være et menneske, der er bevidstløst. Det ser ud til, at det bibelske citat tilhører en forudgående sekt eller religiøs opfattelse, hvor det betragtedes som syndigt at beskæftige sig med det rent materielle. Man har betragtet det materielle som kundskabens træ og set dets krige, morderiske manifestationer, sorger og lidelser og har derfor regnet med, at man ikke skulle dyrke denne tilværelsesform, men kun holde sig til dyrkelse af det åndelige, dyrkelse af guderne. Citatet var således allerede forældet, da det kom ind i Bibelen. Menneskene skulle altså nyde af kundskabens træ. Slangen forførte således ikke Eva, men vejledede hende. Slangen bliver derfor her synlig som det første åbenbarede udtryk for Kristus- eller Verdensgenløsningsprincippet.

Hvordan skabte Gud mennesket? – Guds skabelse af mennesket var ikke noget, der kunne gøres på en dag. Guds skabelse af mennesket er en millionårig proces, der er begyndt helt nede i mineralriget og nu er ført igennem planteriget og frem til det begyndende menneske i dyreriget. Det er endnu ikke blevet fuldkomment eller færdigt i Guds billede efter hans lignelse.

Væsenets fysiske legeme er tids- og rumdimensionelt. Dette vil igen sige, at det er forgængeligt. Alt hvad der har en begyndelse, må lige så absolut have en afslutning eller et ophør. Og derfor er begrebet "døden" kommet ind i verden. Det ufærdige menneske tror, at de levende væsener er dødelige. De forstår ikke, at det, de kalder døden, kun er en udskillelse eller en frigørelse af deres jeg og overbevidsthed fra deres fysiske legeme, og at de efter denne frigørelse stadigt lever. Men den manifestation og oplevelse, de havde ved hjælp af det fysiske legeme, kan de jo ikke have efter frigørelsen fra dette. De kan ikke mere fysisk tale med de fysiske væsener, sine venner og bekendte. Men samtidig med udviklingen af dets fysiske legeme, udviklede der sig også et åndeligt legeme bag væsenets fysiske legeme. Og dette legeme lever væsenet stadigt i efter døden. Men med dette legeme kan det ikke korrespondere på normal måde med de fysiske væsener. Dets fysiske pårørende, venner og bekendte sørger derfor over væsenet, som de mere eller mindre tror er totalt ophørt med at eksistere. Men venner, der er bundet til hverandre i stor sympati, vil atter møde hverandre i et nyt fysisk liv. Det samme gælder også fjender, der ikke har sluttet fred, inden de dør, de vil ligeledes møde hverandre for at få udlevet fjendskabet og få det erstattet med fred. Ingen som helst krig eller intet som helst ondt kan ophøre uden i kraft af fred.

Når det hedder, at Gud skaber mennesket i sit billede, er det som nævnt ikke et levende væsen, Gud skaber, men en særlig manifestations- og oplevelsesform, en særlig væremåde over for omgivelserne. "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse" er således en særlig væremåde og den heraf følgende livsoplevelsestilstand for et levende væsen og ikke skabelsen af det levende væsen selv.

For at blive behersker af den væremåde, der er Guds billede efter hans lignelse, må de evige jeg'er gennemgå en mængde forskellige livsoplevelser og væremåder. Ved at blive knyttet til mineralmaterie opstår minerallivsformen, dernæst må der gennemgås mange liv i plantelivsformen, derefter igennem dyrelivsformen for her at blive omdannet til menneskelivsformen eller det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse og således blive et totalt åndeligt væsen.

Men for at kunne opleve, der er det samme som at sanse, må oplevelsesobjektet være en kombination af kontraster, hvilket jo også alle skabte ting netop er. For at kunne blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og være i stand til at opleve og manifestere livets allerhøjeste lys, må det have gennemlevet kontrasten til dette lys, hvilket altså vil sige mørket. Lyset her er manifestationer i kulminerende kærlighed, og mørket er manifestationer i kulminerende had. Den der ikke har oplevet mørket, kan ikke opleve lyset. Derfor må alle jeg'er for at få evne til at manifestere væremåden "kulminerende kærlighed" have gennemlevet væremåden "kulminerende had". Disse manifestationer skaber lidelse. Lidelse skaber alkærligshedsevnen eller den evne, der bevirker, at man efterhånden ikke kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd. Væsenernes oplevelse af mørket er således en livsbetingelse for at kunne få evne til at opleve og manifestere lyset, hvilket jo er den væremåde, der gør jeg'et til mennesket eller væsenet i Guds billede efter hans lignelse.

Alle levende væsener må altså gennemleve kulminationen af mørket for at få evne til at opleve kulminationen af lyset. Hvad er da dette mørke? Mørket udgør det dræbende princip, der igen er det samme som ødelæggelse af alt liv. Det skaber lemlæstelse, død og undergang. Dette opleves igen som kulminationen af lidelse, ubehag og smerte. Og dette mørke er altså gjort til en livsbetingelse på den måde, at væsenernes organismer efterstræbes som føde for andre væsener. Væsenerne må således efterstræbe andre væseners organismer som føde, ligesom deres egen organisme bliver efterstræbt som føde for andre væsener. Og her i dette mørke forekommer der absolut ikke noget som helst i retning af alkærlighed. At en sådan tilværelse i sig selv må være et kulminerende onde for væsenerne er selvfølgeligt. Dette mørke er, altså set i Guds store skabelsesproces af mennesket, nok et onde, nok en lidelse og et mørke, men det er en uundgåelig indvielse, der efterhånden gør væsenet til et menneske i Guds billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige: til et gudemenneske. Mørket kan altså udtrykkes som et ubehageligt gode.

Men hvordan kan væsenerne holde ud at leve i dette mørke, dette alkærlighedsløse livsplan? – Nej, væsenerne ville umuligt kunne leve her, hvis ikke der var banet vej for Guds ånds lys i denne mørkets verden. Men der er sørget for, at væsenerne kan modtage og gennemstrømmes af Guds ånds evige lys og derved få stimulans og opmuntring til at leve i selve helvede eller mørkets verden.

Begrebet Adam symboliserer ikke ét væsen, men en hel serie af væsener. Det var væsener, der skulle gøres til mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Adamsvæsenerne var altså åndelige væsener, der var modne for at inkarnere i fysisk materie. De befandt sig i det kosmiske kredsløbs sjette rige, som i LIVETS BOG er udtrykt som "salighedsriget". De havde nu gennemlevet dette kredsløbs totale fuldkommenhed og kærlighedskulmination indtil total mættelse. Derfor var deres i dette kredsløb tilegnede højeste visdom og kærlighedsbegavelse nu degenereret. De havde for længst ophørt med at kunne manifestere sig i den ydre verden, hvilket her vil sige: den åndelige verden. Deres vågne dagsbevidsthed bestod kun af oplevelse af erindringerne fra det nu udlevede og tilbagelagte spiralkredsløbs højeste zoner, riger eller sfærer. De var således uden nogen som helst bevidsthed ud over deres evne til at kunne erindre eller huske. Derfor måtte disse adamsvæsener nu til at gennemgå en fysisk proces, i hvilken de atter kunne udvikle sig fysisk og derigennem få en ny åndelig bevidsthed. Adamsvæsenerne var således jeg'er med deres evige overbevidsthed og deres hukommelseslegeme. Deres andre manifestationslegemer var degenererede. Her var kun disses talentkerner tilbage. Og det er disse talentkerner, der nu skulle til at udvikles i den fysiske verden.

Men adamsvæsenet var ikke noget hankønsvæsen eller hunkønsvæsen. Det var dobbeltpolet, hvad alle væsener er i de åndelige verdener. I de åndelige verdener tager man ikke til ægte. Som vi skal se, hører denne foreteelse kun hjemme i den fysiske verden. Men denne Adam, hvilket vil sige: de for inkarnation i fysisk materie modne væsener, udviklede sig ud af salighedsriget og blev til plantevæsen. Men igennem planteorganismen kunne væsenet kun "ane". De andre fysiske sanser var endnu ikke fremme. Planten kunne altså ane behag og ubehag. Den kunne begynde at åbne sig for solens varme og lukke sig for nattens kulde. Den var således fysisk set endnu kun et sovende væsen. Den var kun virkelig vågen dagsbevidst i sin indre erindringsverden, som den oplevede i en kulminerende behagsfølelse som salighed. Plantevæsenet var altså denne "sovende Adam", som Gud udtog et ribben af (1. Mos. 2. 21-22).

Når Bibelen udtrykker, at Gud udtog et ribben af Adam, skal det kun udtrykke, at Gud foretog en indvendig proces i Adams organisme eller legeme. Den var ikke hverken bloddryppende eller befordret ved kniv eller saks. Men den forvandlede ikke desto mindre Adam, hvilket altså vil sige: adamsvæsenerne til en helt anden væsenstilstand. De blev nemlig til "evavæsener". Forvandlingen skete ganske mildt og umærkeligt for væsenerne selv.

At Adam ikke var en mand, fremgår jo tydeligt af den omstændighed, at så måtte der samtidigt med ham have eksisteret kvinder. Til hvad nytte at et væsen er skabt som et hankønsvæsen i en verden, hvor der ikke er hunkønsvæsener? – Vi ser her, at der ikke blot var tale om at skabe en kvinde, men at der i lige så høj grad også var tale om at skabe en mand. Det kunne jo ikke nytte noget at skabe en kvinde, når der ikke eksisterede nogen mand. Adamsvæsenerne blev således omskabt til evavæsener, hvilke altså udgør enpolede væsener i form af hankønsvæsener og hunkønsvæsener. Og hermed var væsenerne prædestinerede til at kunne leve i mørket eller det såkaldte "onde". Idet væsenerne således var skabt til hankøns- og hunkønsvæsener, var de dermed blevet til organer for udløsning af Guds ånds livgivende og stimulerende kraft i deres organismer. Denne kraft udløses, når et væsen af hankøn og hunkøn med hinanden befordrede den såkaldte parringsakt. Igennem denne akts udløsning affødte den en kulmination af en behags- eller vellystfornemmelse, der var den allerhøjeste oplevelse, et væsen kunne opleve. Og det var i virkeligheden ikke så mærkeligt, eftersom denne behagsfornemmelse var selve fornemmelsen af Guds ånds vibrationer i deres legemer.

Da et hankønsvæsen og et hunkønsvæsen således kunne udløse denne guddommelige altoverstrålende og livgivende behagsfornemmelse med hinanden, blev hunkønsvæsenet jo en livsbetingelse for hankønsvæsenet, ligesom hankønsvæsenet blev en livsbetingelse for hunkønsvæsenet. Den guddommelige oplevelse i parringsakten blev det absolut bærende livsfundament for de to væsener. Den gav dem opmuntring og lysten til at leve. Og det var i allerhøjeste grad nødvendigt. For væsenerne skulle jo igennem mange, mange liv nu leve i livets mørke. De skulle således leve imellem væsener, der var dræbende og totalt blottet for alkærlighed. De havde i bedste tilfælde kun sympati for et væsen af modsat køn, som de altså kunne gå i parring med, og med dette væsen opleve den guddommelige højeste behagsfornemmelse. Overfor andre væsener havde det kun sympati for eller dragning imod i sådanne tilfælde, hvor det var nødvendigt for det at være i flok med andre væsener for at redde livet. Væsenerne her måtte dræbe andre væsener for at nyde disses organismer som føde. Og selv lå de i krig med fjendtlige og krigeriske væsener som dem selv, hvilket jo ikke kunne undgås for menneskenes vedkommende, eftersom dette var væsenernes religiøse natur og gudsdyrkelse. Som virkeligt lys i dette helvede var der således kun væsenets parring med et væsen af modsat køn. Mellem disse to væsener var der altså en sympati, der også gjaldt de to væseners afkom. De to væseners parringstilstand, der hos det ufærdige menneske hedder "ægteskab", var således for disse væsener en helligdom, et lille fredens hjemsted, en lille lysets oase midt i ragnarok eller helvede. Her kunne væsenerne opleve selve Guds ånd, selvom de var ganske uvidende om, hvad det var, de i virkeligheden oplevede igennem deres parringsakt med et væsen af modsat køn. De havde endnu ikke hverken intelligens og følelsesmæssig eller intuitionsmæssig begavelse til at kunne opleve Guddommen rent mentalt og dagsbevidsthedsmæssigt. Tænk hvor guddommeligt, at parringsakten er en vej for Guds ånds passage lige ind i væsenernes natsorte sjæleverden og her totalt anonymt stimulerer og opretholder disse væseners førelse gennem mørkets kulmination og frem til den lysets verden, hvor Guds ånd stiger ud af anonymitetens mørke som en solopgang over væsenernes mørke mentale tankebjerge og tågedis og skaber en livets højeste solskinsverden for mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

Parringsdriften og ægteskabet er således en guddommelig struktur, igennem hvilken Guds ånd kan lede og styre væsenernes udvikling, bevidsthedsskabelse og væremåde i retning af at blive til væsener i Guds væremåde, der altså er det samme som væsener i Guds billede efter hans lignelse. Denne væremåde kendes på, at den er til glæde og velsignelse for sit ophavs omgivelser, det være sig såvel dyr som mennesker, ligesom man også må være med til at skabe materien om til at være til logisk nytte og behagelighed. Men en sådan tilværelse er det, at Guddommen opdrager menneskene til ved at lade dem handle frit efter deres eget skøn. De vokser til denne guddommelige tilværelse på grund af, at der hvor de ingen viden har, der handler de forkert. Forkert handlemåde giver sit ophav lidelse. Der hvor de har virkelig viden, der handler væsenerne rigtigt. Og der, hvor væsenerne handler virkeligt rigtigt, der oplever de en tilsvarende lykkelig skæbne. Og med denne nydelse af kundskabens træ i forbindelse med de lidelser, den forkerte handlemåde afstedkom, kan væsenet ikke undgå at få talent for erkendelsen af, hvad der er ondt, og hvad der er godt. Med denne udvikling af forstand og følelse opstår der netop en ny evne i væsenet. Det er den evne, der bevirker i væsenet, alt eftersom den udvikles, at det ikke kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd. Det er den begyndende næstekærlighedsevne.

Men for at denne evne kan blive fuldkommen og komme til udløsning, må væsenet forvandles. Det må ud af evatilstanden eller den ægteskabelige parringstilstand; enpolede væsener er ikke skabt til alkærlighedstilstanden. De er kun skabt til at have intim sympati for væsener af det modsatte køn. Manden og kvinden skal jo holde sammen og være ét kød. Hvis hver af de to parter elsker et væsen udenfor ægteskabet, som de elsker sig selv, bedriver de hor og overtræder parrings- eller ægteskabsloven. De skaber dermed ulykke og lidelse. Ligesom adamsvæsenet måtte skabes om til evavæsen for at kunne opleve Guds ånd i mørket, således må evavæsenet nu skabes om til menneske for at kunne opleve Guds ånd i lyset. Denne omskabelse eller forvandling af evavæsenet er det samme som den seksuelle polforvandling. Når evavæsenet er nået frem til det højest udviklede abestadium, og dets organisme nu kan begynde at udvikles til menneskekrop, sker der det, at dets stagnerede pol begynder at udvikle sig. Hos manden er det altså den feminine pol, der tager til at udvikles, ligesom det er den maskuline pol hos kvinden, der begynder at udvikle sig. Væsenet bliver dermed dobbeltpolet. Det vokser fra at være hankønsvæsen og hunkønsvæsen. Det ophører efterhånden med at være mand og kvinde, og dermed ophører naturligvis også ægteskabet og den énpolede parringsakt. Og væsenet bliver med denne polforvandling til det begyndende menneske. Og med den modsatte pols vækst i væsenet og dets oplevelse af dets mørke karma, får det efterhånden menneskelig begavelse og væremåde, ligesom det også efterhånden får evne til at elske sin næste, som det elsker sig selv. Og her er væsener af eget køn ingen undtagelse.

Dobbeltpoletheden og lidelserne eller mørk karma fører således til alkærligheden og dermed også til at elske væsener af eget køn. Men dette sker først, når ægteskabet og enpoletheden begynder at blive udlevet i væsenet og dermed bliver degenererende. Ægteskabet er jo, som tidligere nævnt, udelukkende baseret på en sympati mellem væsener af modsat køn. Væsenerne kan derfor i denne polstruktur umuligt blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Dette væsen må kunne opfylde den virkelige og store livslov, der påbyder, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv. (Matt. 22.37-39). Så længe væsenet ikke kan det, er det ikke alkærligt og ikke et færdigt menneske i Guds billede. Dets hjemsted i udviklingen eller i Guds skabelse af mennesket er midlertidigt i udgangen af dyreriget, hvor alkærligheden kun lige er i sin allerførste spæde begyndelse. Her er den almene mentale atmosfære mellem væsenerne udenfor ægtemagen og afkommet hovedsageligt kølig eller endog ukærlig eller krigsladet. Her er ægteskabet med parringsakten endnu til en vis grad en livsbetingelse som livslykke, stimulans og opmuntring for væsenets livslyst. Guds ånd i parringsaktens kulmination af den højeste eksisterende behags- eller vellystfornemmelse er endnu det ufærdige menneskes mere eller mindre fremtrædende lyskilde og ubevidste møde med varmen fra Gud.

Men det var ikke livets mening, at væsenerne skulle blive ved med at leve i en alkærlighedsløs verden og kun få en så relativt lille og begrænset oplevelse af den almægtige Gud. Det skulle ikke blive ved med kun at kunne opleve Gud igennem ægteskab og parringsakt. Det skulle ikke blive ved med kun at opleve Gud igennem en ægtefælle og således kun igennem ét væsen. Det skal blive frit og opleve Gud realistisk i alle andre mennesker i dets omgivelser, det måtte komme i kontakt med. Hvorfor skulle det ellers udvikle sig til at elske sin næste, som det elsker sig selv? – Det er således Guds plan, at det færdige menneske skal komme til at opleve Guds ånd i form af "den højeste ild" og dermed livets største eller kulminerende behags- eller velværefornemmelse, lys og varme hos et hvilket som helst færdigt menneske, det måtte komme i kontakt med og uden noget som helst bindende ægteskab og afkomstbefordring og ligeledes uden betingende hankøns- og hunkønstilstand. Et rige bestående af sådanne væsener kan jo kun være et kærlighedens rige. Og er det ikke netop et sådant guddommeligt rige, der igennem årtusinder har været bebudet menneskeheden under begrebet "himmeriges rige"? Dette rige er altså en verden, hvor menneskene netop lever i alkærligheden, hvilket altså vil sige: elsker hverandre.

Det er ikke vanskeligt at se, at denne kærlighedens verden er under udvikling. Der findes allerede mange mennesker, der er færdige med at føre krig, myrde og dræbe, ja ikke engang dyr kan de dræbe, fordi de absolut ikke nænner at gøre levende væsener fortræd. Vi ser da også, hvorledes staterne arbejder sig hen til at skabe forsorg for syge og invaliderede mennesker, samt yder folkepension til mennesker, der er nået frem til den begyndende alderdom. Vi ser også, at der er mange mennesker, der ønsker at være med til at skabe hjælp for de endnu underudviklede landes hungrende og lidende befolkninger og ligeledes til de ulykkelige i flygtningelejre. Vi ser også, at der er stor velvillighed til at hjælpe mennesker i områder, der er ramt af naturkatastrofer, jordskælv, cykloner og oversvømmelser. På en mængde områder er der sympati for at hjælpe lidende og nødstedte mennesker. Hvad er det for en sympati? – Det er ikke en forelskelses- eller parringssympati. Det er ikke en ægteskabelig interesse, der befordrer denne sympati. Men ikke desto mindre så eksisterer den som en levende, urokkelig kendsgerning. Vi bedømmer menneskene efter denne symnpati. De mennesker, der har meget af denne sympati, udtrykker vi som højt udviklede. Og de mennesker, hvor denne sympati kun i meget ringe grad er til stede, udtrykker vi som primitive eller mindre udviklede og i værste tilfælde som brutale eller ukærlige og krigslystne. At det er behageligere og langt sundere og skønnere at eksistere i en zone eller sfære, der er befolket med de førstnævnte væsener end i en sfære eller zone, der er befolket med de sidstnævnte væsener, turde være en selvfølge. Og denne ny sympati er intet mindre end næstekærligheden eller alkærligheden, der er under udvikling.

Man kan således begynde at se, at en sådan kærlighedens sfære allerede er nået et vist stykke vej fremad i sin udvikling. Og den vil blive ved med at fortsætte fremad til sin kulmination i menneskets væremåde. Den får mennesket til at elske sin næste, som det elsker sig selv. Men når alle mennesker således udvikler sig til at udstråle en så guddommelig kærlighed til alt og alle, får denne uundgåeligt familiekærligheden, broderkærligheden og kærligheden til ægtefællen til at blegne. Når hvert menneske udstråler en kærlighed og varme til sin næste, der er større og absolut uegoistisk, bliver ægteskaberne og familiekærligheden jo dermed overtrumfet af alkærligheden. Men når der således opstår imellem menneskene en kærlighed, der til sidst langt overstråler familie- og ægteskabskærligheden, bliver denne sidstnævnte form for kærlighed totalt overflødig. Ægteskabsprincippet eller parringsdriften eksisterer som før nævnt kun som en midlertidig organisk struktur, igennem hvilken Guds ånd eller den allerhøjeste livskraft kunne tilflyde væsenerne i mørket, væsener der endnu var totalt uden alkærlighed eller næstekærlighed. Igennem væsenernes organiske struktur som hankøns- og hunkønsvæsener kunne sådanne to væsener af modsat køn udløse med hinanden "parringsakten". Igennem denne akts kulmination oplevede de to væsener en kulmination af en behagsfornemmelse, der ikke kan overtrumfes af nogen som helst anden fornemmelse. Denne fornemmelse var intet mindre end livets allerhøjeste livskraft, der gennemstrømmede de pågældende væsener. Denne kraft var intet mindre end Guds ånd. I kraft af denne guddommelige ånd blev væsenerne stimuleret og opmuntret til at leve i mørket. De kunne – jo endnu ikke opleve denne guddommelige kraft, dette guddommelige lys som realistisk oplevelse på nogen som helst anden måde end igennem parringsakten med et væsen af modsat køn. Det var den eneste måde, på hvilken de kunne opleve livets allerhøjeste behagsfornemmelse eller oplevelsen af den for dem endnu ukendte guddommelige ånd. De levede jo i mørkets verden. Alle væsener var endnu ganske blottet for alkærlighed. Den eneste vej til lyset var altså udelukkende igennem parringsvæsenet af modsat køn, og det afkom denne akt også affødte. Alle andre væsener var, som tidligere nævnt, mere eller mindre fjendtligt indstillet. Her måtte væsenerne kæmpe eller leve i krig for at kunne opretholde livet. I modsat fald ventede dem kun døden. En verden af væsener uden noget som helst kærlighedstalent kan kun være et ukærlighedens rige og dermed en mørkets eller lidelsernes verden. Men med alkærlighedens vækst vil den efterhånden træde i stedet for ægteskabskærligheden og menneskeheden bliver i Guds billede efter hans lignelse.

Men vi har allerede berørt, at adamsvæsenerne blev omdannet til evavæsener for dermed at blive prædestinerede til at kunne opleve og manifestere mørket og dermed blive udviklet til at leve i lyset. Da de ikke havde spor af alkærlighed, måtte de absolut komme til at skabe og leve i mørket. Men uden Guds ånd igennem parringsakten ville de umuligt kunne leve i mørket. Men der er det guddommelige ved mørket eller lidelserne, at de skaber i mennesket netop kærlighedsevnen. Med denne evnes udvikling vil væsenerne komme til at opleve Gud, ikke bare igennem et væsen af modsat køn, men igennem alle væsener uden nogen kønsbetingelse. Som nævnt er væsenerne under forvandling fra enpolethed til dobbeltpolethed. Dette betyder, at væsenerne dermed efterhånden ophører med at være hankønsvæsener og hunkønsvæsener. De bliver totalt dobbeltpolede og er dermed hverken mand eller kvinde.

Når to verdensepoker overskygger hinanden, den ene som degenererende og i forfald og den anden som en begyndende ny tiltagende livsopfattelse og væremåde, er det ikke så mærkeligt, at der hersker stor forvirring blandt menneskene. Menneskene forstår ikke, hvad det er, de er vidne til. De ser, at moralske opfattelser, der før betragtedes som urokkelige livsfundamenter, fundamenter for kultur og retmæssig leve- eller væremåde, nu opfattes som ligegyldige og ignoreres. Disse moralske opfattelser eller religiøse idealer passede engang for den endnu meget ringe begavelse og kulturevne, menneskene i længst forsvunden tid kun var i besiddelse af. Var den moralske forkyndelse givet i en højere form, var den absolut ikke blevet forstået. Men menneskene bliver ikke ved med at stå på det samme trin. De udvikler sig netop fra primitivitet til intellektualitet, fra inhumanisme til humanisme, fra brutalitet til kærlighed. Da menneskene var på det inhumane og brutale stadium og ikke havde talent for andet, kunne det ikke nytte noget at give dem kærlighedsidealer. Det var ikke det, de var modne for eller hungrede efter. Alt eftersom udviklingen skrider frem, bliver menneskene mere og mere modtagelige for højere kultur, humanisme og moral. Og menneskeheden bliver da videreført ved de nye moralforskrifter. Og nu er menneskeheden netop inde i den første spæde begyndelse til en sådan ny verdenskultur med dens åndsvidenskabelige syn på Guddommen og det evige verdensbillede.

Det er "Evas død", der i særlig grad gør sig gældende. Evas død er det samme som evavæsenernes eller de enpolede væseners forvandling til dobbeltpolede væsener. Dette vil igen sige mandens og kvindens forvandling fra "dyr" til "menneske". Vi ser, hvorledes det feminine område vokser i manden, og det maskuline område vokser i kvinden. Med denne forvandling begyndte allerede menneskelige tendenser at udvikle sig i det fremskredne abevæsen. Men den menneskelige begavelse, som denne polforvandling afføder i væsener, har hidtil kun i særlig grad affødt menneskelige evner såsom intelligens og uintellektuel følelse. Det er denne situation, der har bevirket menneskenes meget fremtrædende udvikling på det materialistiske, videnskabelige område. Polforvandlingen har hidtil ikke i ret høj grad berørt ægteskabs- eller parringsprincippet hos menneskene. Men således er det ikke mere. Alt eftersom lidelserne afføder alkærlighedsevnen i mennesket, begynder denne evne også at gøre sig gældende i menneskets mentalitet og daglige væremåde. Og vi har altså her den virkelige og absolutte alkærlighed, der er analog med Guds kærlighed. Den er absolut uselvisk. Den søger ikke sit eget. Ved den giver væsenet gerne sit liv for at redde andres liv. At den er det store mål for Guds skabelse af mennesket, kommer til syne i livslovens udtryk: Du skal elske Gud over alle ting og din næste som dig selv. (Mt. 22:37) Denne lov eller dette påbud ville jo være ganske ligegyldigt, hvis ikke der i mennesket udviklede sig netop denne guddommelige evne. Den viser også, at menneskene skal udvikle sig til en anden livsepoke end ægteksabsepoken, en epoke i hvilken man ikke tager til ægte. Lyder der ikke netop et helt andet påbud til mennesker i ægteskabsepoken? – Hedder det ikke netop her: Derfor skal en mand forlade fader og moder og holde sig til sin hustru, og de skulle være et kød? Og hedder det ikke til kvinden, at manden er "kvindens hoved". Betyder det ikke netop, at hun er eller skal være ét med ham? – Hvis hun udenfor ægteskabet elsker en anden mand, som hun elsker sig selv, bedriver hun hor og er dermed en utro kvinde. Er det ikke ligeså med manden? – Hvis han udenfor ægteskabet elsker en anden mand eller kvinde, ligesom han elsker sig selv, bedriver han også hor og er utro mod den, med hvem han skulle være ét kød. Vi ser således her, at Bibelen udtrykker en vejledning til to livsepoker. I den ene er det ægteskabskærligheden, der er det højeste påbud. I den anden er det alkærligheden, der er det højeste påbud. Og det er netop udtrykt som den kærlighed, der gør væsenet til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Menneskene befinder sig således nu imellem to store verdensepoker, en døende, og en der er ved at fødes.

I nogle mennesker er den gamle verdensepokes idealer og forskrifter endnu meget stærke og livskraftige. Det er altså mennesker, der er stærkt enpolede. For dem er ægteskabet endnu en urørlig helligdom og det højeste lys. Men det kniber for sådan indstillede væsener at finde en partner med samme endnu uudlevede ægteskabsindstilling. For der er allerede mange væsener, i hvem ægteskabet ikke mere er det eneste saliggørende. Men de kan godt blive forelskede. Og under en sådan forelskelse ser de absolut ikke hinandens virkelige sjælelige standard. Da er de begge to så seksuelt opladet, at de kun ser og oplever hinanden under parringsakten som gensidige rene, ufejlbarlige engle. At de her næsten ikke hurtigt nok kan blive gift og få samliv er ganske naturligt. Men når de så i nogen tid har haft hinanden seksuelt, og en vis mættelse gør sig gældende, og det seksuelle lys blegner, og de dermed får hinanden virkeligt at se, som de er, da bliver dette syn i mange tilfælde en meget stor skuffelse. Det viser sig undertiden, at den ene part i det indgåede ægteskab er meget, meget ægteskabeligt indstillet, medens den anden part har udlevet ægteskabet næsten til lede. Da er ægteskabet ulykkeligt og ender som regel med skilsmisse. Og de prøver igen og igen at indgå nye ægteskaber, men med samme resultat. Vi ser så mange genvordigheder i ægteskaberne, så mange skilsmisser og så megen ægteskabelig utroskab, at vi har kaldt denne sfære for "De ulykkelige ægteskabers zone". Det er meget svært for en virkeligt ægteskabeligt indstillet person at få en ægtemage, der ægteskabeligt set er på den samme bølgelængde som denne, når forelskelsen er forbi. Væsenet, der er vokset fra ægteskabet, har også svært ved at tage ægteskabsmoralen og de hermed følgende forpligtelser højtideligt, hvis det trods sin tilstand gifter sig. Mange ægtefæller svigter deres ægtefælle og eventuelle børn.

Men selvom menneskeheden lever i kulturopløsning og kaos, myrderi og krig, så er der dog bag denne store kulturomvæltning en solopgang i menneskenes hjerter. Denne solopgang er næstekærlighedstalentets vækst og udfoldelse. Der er jo for længst begyndt at komme til syne i det daglige liv en sympati eller kærlighed, der ikke har noget som helst med forelskelse eller ægteskabskærlighed at gøre. Vi har allerede før nævnt, at der var væsener, der kunne føle intim sympati for væsener af deres eget køn, og at dette også var med til at forvirre menneskenes livsopfattelse under den nuværende kulturændring. Dette nye talents tilsynekomst i den menneskelige mentalitet har været uforståelig for den store del af menneskeheden, i hvilken dette talent i sin udvikling endnu ikke er nået så langt frem, at det har givet sig udslag ud over en mere eller mindre almindelig sympati følelse og hjælpsomhed for mennesker, der er i nød og trang, og som vi allerede har berørt tidligere under afsnittet: Alkærligheden og himmeriges rige (KOSMOS nr. 23, side 275, første linje). Men alkærligheden er ikke et lune eller en midlertidig hjælpehobby, ligesom mange andre hobbyer, mennesker kan have. Den er en absolut voksende, varig virkelighed. Den udgør det begyndende urokkelige fundament for den kommende absolutte menneskelige bevidsthed, befriet fra al dyrisk og djævlemenneskelig natur. Det vil igen sige: den bevidsthed, der gør det levende væsen til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.

Hvordan skulle noget væsen blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse uden dette højeste bevidsthedstalent? Kan mennesket i Guds billede eksistere med en stærkt begrænset kærlighedsudfoldelse, en kærlighed der er syndig, når den udfoldes til et væsen, der ikke er ens ægtemage? – Kan mennesket i Guds billede være et væsen, der må være skinsyg og dermed hadefuld? – Hvis en ægtemage ikke er det, er han allerede påvirket af den alkærlighed, der spirer i hans mentalitet og engang skal gøre ham til mennesket i Guds billede. Er det ikke netop alkærlighedens natur "hellere at give end at tage", ligesom det er ægteskabskærlighedens eller forelskelsens natur "hellere at tage end at give"? Alkærligheden er uselvisk, derfor er den absolut betingelsesløs, medens ægteskabskærligheden er egoistisk. Den fordrer genelskelse af sit objekt. I modsat fald udløser den skinsyge eller had mod nævnte objekt. Og fra dette had stammer alt det onde i verden. Man forstår her godt Kristus, der hvor han taler om væsener, der ikke tager til ægte (Luk. 20: 34-35-36).

Mange mennesker er allerede så langt fremme i udvikling, at alkærligheden ikke blot giver sig udslag i almindelig manuel godhed og hjælpsomhed, den begynder at give sig udslag fra et højere plan. Den begynder at skabe trang i væsenet til udløsning af mere eller mindre intime kærtegn. Den søger udløsning for en sådan varmende kontakt med andre væsener, altså igennem dette at kærtegne. Da det ikke er en ægteskabskærlighed, væsenet søger udløsning for, er den ikke stilet imod noget modsat køn. Det vil altså sige, at dens objekt er ikke noget hankøn eller hunkøn. Det er ikke selve "manden" eller "kvinden", der er det animerende kærtegnsobjekt for det udviklede menneske. Det er i realiteten væsenet bag det kvindelige eller det mandlige legeme, der animerer kærtegnslysten. Men hvordan er betingelsen for en sådan kærtegnsudløsning midt iblandt mennesker, hvor den overordentlige store part netop er hankøns- og hunkønsvæsener? – Her er ikke rigtig plads for en alkærlighedens intime kærtegn. Det har da også hidtil ført til et forfærdeligt mørke for de væsener, der begyndte at få dette alkærlighedstalent i sin natur. Denne kærtegnstrangs objekt er ikke forbeholdt et væsen af modsat køn. Ja den gælder endog i sine begynderstadier særligt væsener af samme køn. Og det er netop dette, der har vakt forfærdelse, hån og spot, bagtalelse og forfølgelse og ligefrem fængsling og straf for sådanne begyndende fra flokken afvigende væsener.

Hvoraf kommer denne forfærdelige uvilje, der hos visse væsener ligefrem grænser til had og forfølgelse? – Denne væsenets antipati imod den intime sympati for sit eget køn har rod i naturens egen opretholdelsesstruktur. Dyrene har i nogen grad tendens til at dræbe væsener af deres egen art, der er abnorme og mere eller mindre afvigende fra det normale og ude af stand til at kunne klare de for arten gældende livsbetingelser. Og det er denne tendens, vi kan se, der går igen helt op i det endnu meget stærkt enpolede menneske, som endnu er aldeles blottet for trang til intimt at kærtegne væsener af sit eget køn. Ja, det ligefrem kan hade og forfølge et sådant væsen. Men efterhånden som poludviklingen skrider frem og kommer til syne i flere og flere mennesker, og det ligeledes er blevet synligt, at denne forvandling fra enpolethed til dobbeltpolethed er en naturlig proces, der er en livsbetingelse for væsenets forvandling fra dyr til menneske, vil man stille sig helt anderledes forstående og sympatisk overfor væsenerne på dette stadium i udviklingen, end man tidligere har været i stand til.

Nævnte forvandling vil komme ind under en, for den forvandlede tilstand passende moralbasis. Og man vil komme til at erkende, at dette at være "homoseksuel", der er det samme som at være dobbeltpolet, ikke behøver at betyde, at man er en paria, at man er en afsporet, man er pervers, man er en seksualforbryder, man ligger under for en fejlagtig vane, man er en særling, man er abnorm eller er befængt med nogle af de andre mentale særheder, menneskene synes at koble til den homoseksuelles eller det dobbeltpolede menneskes mentalitet og psyke. Så længe det homoseksuelle eller dobbeltpolede væsen ikke er et færdigt menneske, kan det naturligvis være behæftet med laster og afsporinger lige såvel som de enpolede væsener. Men at betragte laster og afsporinger eller andre ufærdige sider ved mennesket som særligt hørende det dobbeltpolede menneske til er absolut forkert og er i sig selv en afsporet opfattelse. Homoseksualitet i renkultur er således ikke nogen last eller afsporing. Den er organisk forankret i dobbeltpoletheden og næstekærligheden og er det livets fundament, uden hvilket en virkelig lysets verden i total renkultur ville være en absolut umulighed.

Men hvordan ville verden komme til at se ud, hvis ikke alkærligheden blev et talent i mennesket? – Den ville blive ved med at være hjemstedet for en dyrisk, dræbende verden, ja, den ville endog blive en djævleverden i renkultur. Hvis ikke virkningerne af de lidelser, mennesket påfører andre væsener, vendte tilbage til sit ophav og blev dettes skæbne, ville samme ophav blive et permanent kulminerende djævlevæsen. Al djævlebevidsthed, al krig, had og forfølgelse, skinsyge, misundelse, intolerance og lignende skyldes udelukkende manglende alkærlighed. Men da al lidelse netop på grund af karmaen afføder i væsenet næstekærligheds- eller alkærlighedstalentet, kan intet væsen og dermed heller ingen som helst menneskehed blive ved med at leve i mørkets, krigens eller ragnaroks epoke. Den voksende alkærlighed i menneskeheden vil således føre den frem til at udgøre et virkeligt kærlighedens rige på jorden, hvor "alle elsker alle" som en modsætning til livet på jorden i dag, hvor "alle er i krig med alle". I dette kommende verdensrige vil alle nationer og stater være forenede til en stat eller ét rige. Dette rige vil have en for alle eksisterende nationer fælles regering. I denne verdensstat vil alt være så fuldkomment organiseret og styret, at penge er afskaffet. Den eneste betalingsværdi vil da være menneskets arbejdsevne. Ingen kan betale med noget som helst andet. Jeg skal ikke komme nærmere ind på dette kommende rige, men henvise til første binds fjerde kapitel i mit hovedværk LIVETS BOG, hvor dette rige er udførligt beskrevet. Jeg skal blot her nævne, at alt manuelt arbejde udføres helautomatisk med maskiner. Intet menneske skal her udføre noget som helst groft og opslidende arbejde. Da mennesket her kun skal yde et tilsvarende antal arbejdstimer, som dets eget livs behov kræver, bliver arbejdstiden noget ganske andet, end man i dag er vant til. Den vil næppe overstige to timer om ugen. Og dette giver adgang til en levestandard, der dækker et meget højt kulturstadiums moderne behov. Men uden alkærlighed ville menneskene gå fuldstændigt til grunde i en djævleverdens mørkeste kaos, ragnarok eller helvede. Det er derfor ikke godt at forfølge alkærlighedens begyndende vækst i menneskene.

I kraft af Moses og Kristus er det ikke vanskeligt at se, at de to store væsener var Guds redskaber for menneskehedens førelse igennem to fra hinanden afvigende store livsepoker. Moses var ægteskabsepokens store profet, men Kristus var den nu begyndende alkærlighedsepokes totale repræsentant og dermed en verdensfrelsende Gudesøn. Moses var lovens og straffens enpolede ekspert, men Kristus er mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Han er modellen for Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse. Som han er, skal alle blive. Uden at være et Kristusvæsen kan man umuligt være et færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse.

Når menneskene er i færd med at udvikle sig til dobbeltpolethed, og hankønstilstanden og hunkønstilstanden ophører, og hvorved den enpolede parringsakt og ægteskab også ophører, hvad skal da afløse denne menneskenes fysiske tilværelsesform? – Menneskenes voksende dobbeltpolethed er en begyndende forvandling af mennesket til at blive et åndeligt væsen. Og åndelige væsener har ikke brug for fysiske organismer, da den åndelige verdens materie automatisk former sig efter væsenets tanke. Alene med tænkeevnen og dets vilje kan væsenet på det åndelige plan sætte materien i form fuldstændigt totalt efter ønske. Det skaber altså her med sin blotte tænkeevne uden hjælp af noget som helst materielt legeme. Efterhånden som mennesket når så langt frem i udvikling, at det ikke mere kan fødes af kvinder, men alligevel endnu ikke er helt færdigt med det fysiske plan, da har det imidlertid fået sin tænkeevne trænet så meget op på det åndelige plan, at det ikke blot i den åndelige materie kan skabe en kopi af sit tidligere fysiske legeme, men det kan også med sin tanke- og viljekraft lade dette tankematerialiserede legeme fortsætte og iklæde sig egnede fysiske materier, så der ligefrem i lyntempo opstår et fysisk legeme. Og væsenet kan da midlertidigt opleve og manifestere sig på det fysiske plan. Lige så hurtigt kan det bringe dette interimistiske fysiske legeme til at opløses og dermed forsvinde.

I menneskenes sidste epoke som fysisk væsen i dets færdigudviklede tilstand kan det altså ved sin tanke og viljekraft efter behag skiftevis være et fysisk væsen og et åndeligt væsen. Det kan yderligere, så længe det er i sin fysiske materialisation, materialisere og dematerialisere fysiske ting og genstande. Det har i denne sin høje åndelige, færdige tilstand som mennesket i Guds billede efter hans lignelse adgang til et væld af kosmiske eller okkulte kræfter. Det er i stand til med disse kræfter at manifestere foreteelser, der ikke kan frembringes ved det ufærdige menneskes almindelige skabemetoder. Det er disse foreteelser, der derfor bliver udtrykt som "mirakler". Sådanne færdige mennesker kan også materialisere sig fysisk på andre kloder og dér med deres overjordiske viden og kunnen hjælpe endnu primitive mennesker fremad i ånd og kulturskabelse. At sådanne materialiserede overjordiske mennesker af de befolkninger, som de har materialiseret sig for og har hjulpet, bliver betragtet som guder og engle, er ganske naturligt. Hvordan skulle de ellers kunne opfatte disse væsener? Bibelen peger da også i flere tilfælde på sådanne overjordiske væsener, der har materialiseret sig her for jordiske mennesker.

Hvad var det for tre mænd, der besøgte Abraham i Mamre Lund, og som blev opfattet som Gud og to engle? (1. Mos. 18:2). – Og bagefter gik englene til Sodoma og Gomorra, som stod foran en stor mørk karmaudløsning og skulle ødelægges. Lot bød dem indenfor i sit hus, men de ville helst blive på gaden. Da nødte ham dem meget, og de gik ind i hans hus, og han gjorde dem et gæstebud. Men før de lagde sig, omringede mændene af staden, mændene af Sodoma, folk alle steder fra, huset. Da gik Lot ud til dem og bad dem ikke at gøre mændene noget ondt. Men da trængte mændene ind på Lot og ville sprænge døren. Da udstrakte englene deres hænder og toge Lot ind til sig i huset og lukkede døren. Og mændene, som vare udenfor husets dør, blev slået af englene med blindhed. Derefter reddede englene Lot og hans døtre, før de ødelagde staden og dens omegn, som de netop var kommet for at ødelægge (1. Mos. 19:1-2, 24).

Det er disse væsener, der er Guds organer og redskaber for hans skabelse, ledelse og styrelse af menneskeheden. Det er disse væsener, der danner den guddommelige organiske enhed eller sammensmeltning af de væsener, der udgør verdensgenløsningen. De udgør Guds oplevelsesorgan af menneskene og er på samme måde hans manifestationsorgan for menneskene og for øvrigt for alle væsener i mellemkosmos. Det er denne enhed af væsener, hvortil alle de levende væseners bønner til Gud går og bliver hørt. Det er disse væsener, der, som vi før har berørt fra Bibelen, kan åbenbare sig for menneskene og være enten materialiseret eller umaterialiseret til stede til hjælp i menneskenes vanskelige situationer. De er bag ved menneskeheden og leder hele dens situation og skæbne, så den kommer til at opfylde Guds skabelsesplan, hvilket vil sige, at den til sidst bliver til menneskeheden i Guds billede efter hans lignelse. Disse væsener udgør altså den del af Guds bevidsthed og sanseredskaber, med hvilke Gud oplever menneskenes manifestationer, ligesom han også ved dem som nævnt styrer og leder menneskeheden. De samme væsener udgør altså det område af Gud, der er tilgængeligt for menneskelig sansning og henvendelse til ham igennem bønnen. De er åndelige væsener og derfor umanifesterede på det fysiske plan. De er personligt anonyme, men kan i givne situationer materialisere eller åbenbare sig for mennesker, som fx. væsenet der talte til Moses igennem tornebuskens ild, og ligeledes de tre væsener, der som Gud og to engle besøgte Abraham i Mamre Lund, samt de mange andre åbenbaringer og visioner, der udtrykkes som Gud og engle i Bibelens beretninger. Væsenerne i de allerhøjeste af disse åbenbaringer er alle væsener, der igennem deres alkærligheds udvikling på det fysiske plan er nået frem til at blive færdige mennesker i Guds billede efter hans lignelse. De er således nået at blive ét med Gud. De er Guds ansigt. Derfor udtrykkes de også i de situationer, hvor de materialiserer eller åbenbarer sig for mennesker, som identiske med Gud. Det er derfor, det hedder i de bibelske beretninger, at "Gud" talte til den eller den. "Gud" besøgte Abraham, "Gud" talte til Abraham, "Gud" talte til Moses osv. Andre i alkærlighed mere eller mindre udviklede væsener udtrykkes i åbenbarings beretningerne som "engle". Og er det ikke netop disse engle, Bibelen hentyder til i følgende: "Ere de ikke alle tjenende ånder, som udsendes til hjælp for deres skyld, der skulle arve frelse?" – (Hebr. brevet 1:14).

Vi har hermed fået et lille indblik i den guddommelige livsproces, der udtrykkes som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse". Vi har set, at ægteskabet og parringsakten kun var noget midlertidigt, noget sekundært i forhold til det virkelige, primære liv, som det er en forberedelse til. For at blive udviklet til at kunne opleve livet i de allerhøjeste lysets verdener hinsides al fysisk tilværelse må menneskene først gennemleve livet i det dybeste mørke, et mørke hvor der overhovedet ikke eksisterer alkærlighed, et mørke der derfor er hjemstedet for hadets og fjendskabets kulmination, en sfære eller zone, hvor livsbetingelsen er at dræbe for at leve. Men vi har her set, at Gud har skabt betingelser for, at væsenet ikke skal gå alene eller ensom igennem dette mørke. Han sagde ifølge Bibelen: det er ikke godt, at mennesket er ene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham (1. Mos. 2:18). Og med "Evas skabelse", hvilket vil sige væsenernes forvandling til enpolethed, kunne to væsener af modsat køn igennem parring og parringsakten gensidigt gennem hinanden modtage Guds lysende og varmende ånd som en kulminerende altoverstrålende højeste behagsfornemmelse. Midt i en kulminerende mørkets verden, hvor alkærligheden ikke eksisterer, og livsbetingelsen er at dræbe for at leve, oplever de således en stråle fra Guds ånds evige lysregion hinsides al jordisk gråd og tænders gnidsel, en lysstråle fra en verden, hvor der hverken er dødsjammer, skrig eller pine. Midt i dyreriget og djævlesfærens domæne, midt i en verden af fjendtlige væsener blev "den højeste ild" i deres kønslige samhørighed til et lysets tempel, hvor de fik livslyst, styrke og kraft til at fortsætte livsvandringen på den dræbende, tornefyldte vej fra dyreriget til menneskeriget, fra djævle væsen til gudemenneske i Guds billede efter hans lignelse. Det var således godt, at væsenet ikke var ene på sin vej igennem dette mørke. Hvordan skulle det være kommet igennem dette uden den højeste ild: Guds ånd i parringsakten?

Men denne sympati gjaldt jo kun parringspartneren, væsenet af modsat køn og afkommet. Men denne sympati var jo ikke alkærlighed. Ved den kunne væsenet ikke blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Her krævedes der virkelig kærlighed, en kærlighed der var totalt uselvisk, en kærlighed med hvilken man kunne elske sin næste, hvilket vil sige alle væsener, man kommer i berøring med. Men da den kærlighed kun kan blive til talent i væsenet i kraft af virkningerne af de lidelser, det har påført andre væsener, var det således en urokkelig betingelse, at det måtte igennem livets kulminerende mørkezone for at få udviklet alkærlighedsevnen. Men for at komme igennem dette mørke var, som vi har berørt, Guds lysende og livsbefordrende ånd ligeledes en urokkelig betingelse. Og denne betingelse opfyldtes altså igennem væsenernes parring og parringsakt. Men efterhånden som næstekærligheden udviklede sig, ville parringssympatien blive mere og mere overflødig. Alkærligheden ville med tiden blive den altoverstrålende eller altbeherskende. Det blev derfor nødvendigt, at væsenerne blev befriet fra deres enpolethed, så de også kunne elske væsener af deres eget køn. Og væsenerne blev efterhånden, som alkærligheden udviklede sig i væsenet, mere og mere dobbeltpolede. Og med dobbeltpoletheden begyndte den menneskelige begavelse mere og mere at gøre sig gældende. Denne begavelse voksede stærkere end alkærligheden. Væsenet kom derved til at opleve en epoke, i hvilken det havde menneskelig begavelse, men var endnu et mere eller mindre ukærligt væsen, det fik djævlebevidsthed. Det fik derved lejlighed til at udfolde et lidelsesområde, der var langt større end dyrenes. Derfor kunne det også få en mørk karma, der var tilsvarende mere mørk end dyrenes. Det er i denne tilstand, at det ufærdige menneske udtrykkes som "djævlemenneske".

Og igennem denne mørke karma vokser væsenets alkærlighed til kulmination, og væsenet bliver dermed til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Det er dobbeltpolet i renkultur og kan elske sin næste, som det elsker sig selv, og dermed opfylde livsloven totalt. Fra at være et væsen, der levede i mørket og kun kunne opretholde sin passage igennem denne dræbende verden i kraft af Guds ånd i form af den højeste ild i parringsakten med et væsen af modsat køn, men ellers var i krig og fjendskab med alle, er det nu i sin færdige tilstand som mennesket i Guds billede efter hans lignelse et væsen, befriet fra reinkarnationens fødsel og død. Det kan frivilligt igennem materialisation og dematerialisation alt efter behag åbenbare sig på det fysiske plan i situationer, hvor det er Guds taleorgan til væsener i nød. Det kan tale igennem tornebuskens ild, og det kan tale igennem lyset på vejen til Damaskus. Det kan være Guds redskab som verdensgenløser for en klodes menneskehed, ligesom det kan have andre store kosmiske missioner som ét med den store organstruktur, der udgør Guds primære bevidsthed, der er Guds hovedorgan for alle levende væsener i mellemkosmos. Det er selve Guds organ for hele menneskehedens styrelse og ledelse i dens vandring igennem mørket til Guds evige lysvæld i de højeste kosmiske eller åndelige verdener. Her funkler og stråler alkærligheden som Guds evige lys i form af "den højeste ild" fra væsen til væsen som et møde med Gud og gør enhver berøring med sin næste til en kulminerende eller højeste fornemmelse af behag, velvære og salighed. Og Guds skabelse af mennesket i sit billede er hermed sket fyldest. Vi er i det rige, som igennem alle tider er bebudet det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse. Vi er i Himmeriges Rige.