Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1985/5 side 104
Æbletræer med 5 sorter på
af Helmer Fogedgaard
 
I pressen har været omtalt, at man nu kan købe miniature-æbletræer med ikke blot en enkelt sort, men op til fem. På Hørsholm Planteskole har man i nogle år eksperimenteret med at indpode op til 6-7 forskellige æblesorter på en udvalgt stamme. Allerede to år efter podningen er der frugt, og da træerne står i spande, spiller det ikke nogen større rolle med udplantningstidspunktet.
Et fænomen som podning og stiklinger er i sig selv meget interessant, og hos den mere tænksomme kan det også give anledning til dybe overvejelser. Hvad er det i virkeligheden, der sker? Kan kosmologien give svar her? Har Martinus beskæftiget sig med dette emne?
Ja, det har han. Vi ved fra Martinus, at f.eks. et træ er et fælleslegeme for en masse mindre jeg'er. Kan man finde en stump kvist, hvori der er inkarneret et eller flere jeg'er, kan denne bruges som en stikling, der er i stand til at slå rødder. Og på samme måde kan man pode forskellige æblesorter ind på et træ, når man bruger kviste med inkarneret liv. Og det bemærkelsesværdige er, at individualiteten bevares. Hver podekvist leverer æbler af den sort, hvorfra de oprindelig stammer.
Man ser her, at der sker en styring indefra. Det er ikke kvisten i sig selv, der bestemmer æblesortens art. Det er det inkarnerede jeg, der står bag den karakteristiske individualitet. Og sådan er det med alle ting. Det ydre fysiske er kun et redskab, mens den indre åndelige funktion er identisk med selve skabelsesprocessen.