Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ægteskabet er en livets skole. Mange flygter fra lidelsen og forsøger et nyt ægteskab. Måske lykkes det, fordi der er gjort nogle erfaringer. Men alt for ofte viser det sig, at "nissen" flytter med. Den egentlige årsag er jo det eget Ego, som man ikke kan flygte fra. Derfor er den eneste vej for udvikling og modning at søge sandheden, også den sværeste af dem alle, sandheden om en selv.

"Søg sandheden, og den skal frigøre jer", blev der sagt, og mennesker farter verden rundt efter sandheder, de søger i filosofi og religion, og det har givet videnskaben mange gode resultater, men SANDHEDEN er de gået udenom, nemlig den: sandheden er i dig selv.

Der blev også sagt: "Vorder fuldkomne". "Elsk din næste som dig selv". "Elsk dem, som hader og forfølger jer".

Ja alt dette har man prædiket om i 2000 år, og så er man knap nok nået til at kunne elske sin ægtefælle: Hvordan skal man så tro, at nogen kan nå til at elske sine fjender?

Kun den, der forstår, kan virkelig tilgive og elske. Den som forstår, at ethvert menneske kun kan handle efter de erfaringer, som det har opnået, ja at alle mærkelige og endog onde handlinger kun skyldes, at den pågældende endnu ikke har opnået bedre erfaringer eller lidt nok, kun han eller hun kan tilgive og få lyst til at hjælpe.

Men da opdager man en anden livslov: "Man kan kun hjælpe den, som selv vil hjælpes". Først må lidelsen blive så stor, at den enkelte selv søger hjælp, og da vil han få den.

Hvis vi således vil søge de dybereliggende årsager til kampen mellem de to køn og til de konflikter, som dette medfører, så kan vi også begynde at se de betingelser, som må opfyldes for at nå et harmonisk ægteskab, og det er det samme, som må til, for at vi kan skabe en harmonisk og fredelig verden.

Betingelserne er blandt andet, at vi igennem forståelse af egne fejl og årsagerne til disse kan nå til forståelse af andre.

Al lidelse og smerte - det såkaldte onde - er kun midler til at lære os, at vi har overtrådt livets love. Af modgangen får vi de største og bedste erfaringer.

Den som ikke tror på sig selv, kan heller ikke vinde andres tillid. En falsk selvtillid, som blot er camoufleret selvhævdelse, vil også medføre lidelse og modgang.

Kun den, som kan acceptere sig selv, kan acceptere andre.

Kun i samme grad som et menneske elsker sig selv, kan det elske andre.

Den som i erkendelse af egne fejl og forudsætninger har lært, at ethvert menneske må handle ud fra de forudsætninger og erfaringer, som det har, og at alle mærkelige og onde handlinger er forårsaget af manglende eller misfortolket erfaring, kan begynde at tilgive sin næste. Han vil som kvækerne få den opfattelse, at der er noget af Gud i ethvert menneske, og at netop dette er vejen til at kunne virkeliggøre det gamle ord om "at elske dem, der hader og forfølger jer", osv.

En sådan udvikling vil føre til Egoets opløsning. Men dette Ego vil kæmpe imod af alle kræfter til det sidste. Derfor er der så meget intolerance i verden. Man forstår ikke, at under Egoet ligger det virkelige Jeg, som efter Egoets opløsning frit kan udfolde sig i leg, arbejde og kærlighed.

Så længe kampen mellem Egoet og Jeget består, vil en stor del af menneskets kraft gå til spilde her eller overføres til kamp på ydre områder, hvor der spildes uhyre kræfter og værdier i alle former for kamp og forsvarsberedskab, eller det vil hos de fineste mennesker forvolde sygdomme.

Jo længere et ægtepar når mod denne modning, desto rigere vil deres kærlighed kunne udfolde sig, ikke alene indbyrdes, men også mod andre. Thi "den der elsker, elsker ikke blot én, men ser i alle sine brødre".

Det er jo dette, som menes med ordene: "Den som ofrer livet, skal vinde det, men den som søger at bevare det, skal miste det". Det liv, som skal ofres, er Egoet. Det Ego, som opstod, da mennesket forlod paradisets have for at lære, at der er en verden på godt og ondt; det samme må ethvert lille barn igennem. Dette Ego må ofres i forståelse af, at alt det onde kun var midler til at hjælpe os på vej mod en større og bevidst erkendelse af det egentlige Jeg i os, som repræsenterer det guddommelige.

I dyrets verden driver instinktet dyrene til at tjene livet i et uhyre indviklet sammenspil. Dybest i mennesket ligger trangen til at glemme selvet i tjeneste for noget højere. Men alt for ofte går mennesket i tjeneste hos afguder som fx. nationalisme.

I kampen for dette eller hint føler mange mennesker en vis tilfredsstillelse, men denne vil ophøre, om de når det mål, de kæmper for, fordi de ikke har fundet det egentlige. Så længe de kæmper mod dette eller hint, er deres kamp blot en camouflage for deres indre splittelse.

Først når den indre kamp er ophørt, vil den virkelige kærlighed virke som en udstrålende kraft, der som solen stråler på alle. Og når den elskende ikke opnår den genkærlighed, som han eller hun venter på, så skyldes det, at det var mere forelskelse end kærlighed.

Dog findes der jo mennesker med et så stærkt Ego, at de som planten på sandbund ikke kan tåle at udsættes for solens stråler.

Forelskelse gør blind, og derfor hænder det ret ofte, at unge forelskede vælger i blinde og en dag vågner op og opdager, at den de har valgt slet ikke svarer til det, som de drømte om, eller at de udvikles i forskellige retninger. Det kan jo også hænde, at den intellektuelle, der kun så efter et par kønne ben eller et flot mandfolk, en dag opdager, at ægtefællen er en dum gås.

I valg af ægtefælle, eller skal vi sige ved forelskelse, spiller Egoets ubevidste erfaringer ofte ind, og det gør den sjælelige tilstand, som individet er i på det pågældende tidspunkt, også. Dette er fx. så udmærket skildret i Adam Homo, hvis man lægger mærke til de forskellige kvinder, som han tiltrækkes af og hans egen tilstand på samme tid.

 

 

Det hænder jo ikke så sjældent, at en skilsmisse er den bedste løsning, når to ægtefællers Egoer er så stærkt afvigende, at følelsen af fællesskab ikke længere kan overvinde det.

Da viser den enkeltes modenhed sig. Mens den umodne vil kæmpe for sin ret, sin ejendom og sine børn, vil den modne kunne sige tak og ønske modparten bedre lykke næste gang.

Mens modpartens utroskab for den umodne vil føles som en krænkelse af dennes ejendomsret, vil den modne lettere kunne tilgive et sådant brud. Ja den modne vil måske endda kunne acceptere, at et sådant kan føre til et endnu bedre indbyrdes forhold. Kun den, der på et eller andet punkt har gjort fejltrin eller følt sig fristet dertil, og har accepteret sine fejltrin som led i en udvikling, vil virkelig kunne tilgive andre.

Derimod har den fejlfrie - eller rettere den, som tror sig fejlfri - vanskeligt ved at tilgive andre.

Den modne er i stand til at elske den, som han eller hun vil elske. Men dette vil naturligvis ikke sige, at han vil kunne elske i flæng, for med modenhed følger også større ansvarsbevidsthed.

Med forståelsen og modenheden bliver det naturligt at "gøre mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig".

Dette vil sige, at den, som er bundet af en, ikke kan vække en ny kærlighed hos en anden. For i det øjeblik et menneske giver sin tro og sin kærlighed til et andet menneske, må det nødvendigvis tro på, at forholdet skal vare evigt. For det ærlige menneske må det derfor blive et enten eller, for ellers vil det svigte sig selv.

 

 

Den ægte kærlighed kan kun give, og derfor kan den ikke bindes af noget bånd, men den kræver ærlighed, og den bliver først fuldkommen, når jeg og du er opløst til fordel for et højere Vi.

Menneskets sjælelige udstyr består af instinkt, følelse og tanke, og dette er i livet her uløseligt forbundet med en krop.

Instinktet er det dybeste i os. Det er enfoldigt og kræver blot udløsning og livsoplevelse.

Følelsen er tofoldig, den siger ja eller nej, den viser sympati eller antipati, forelskelse eller had. Men tanken er mangfoldig, ikke to mennesker tænker ens, for ikke to mennesker har de samme erfaringer, derfor vil de heller aldrig opleve det samme, selv om de står i samme situation.

Dette må man acceptere i et modent ægteskab. I følelsen, i kærligheden kan man ophæve ensomheden, men på det intellektuelle område må enhver gå sine veje og udvikle sine interesser. Dermed kan man opnå både frihed og samhørighed.

Kan man opnå at glemme sin selviskhed for et højere vi i ægteskabet, så har man også mulighed for at blive et tjenende "vi" i samfundet og vil da være med til at skabe større harmoni og fred i verden.