Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med hensyn til menneskenes sympatiske anlæg, deres ægteskabsstilstand og seksuelle opfattelse hersker der stor forvirring i vor nuværende tidsalder. Den udfoldes i en tilstand, der skaber overordentlig megen sorg, bekymring, skinsyge, jalousi, ulykkelig kærlighed og ligefrem mord og drab. Troskabsløfter og vielsesattester ignoreres i stor udstrækning. Hertil kommer så de seksuelle afsporinger, perversiteter, sadisme, kleptomani, pyromani og lignende. Noget der også skaber stor forvirring hos menneskene, er dette, at der er væsener, der føler intim sympati for sit eget køn. Menneskene vandrer her i tåge. De bare hører og ser, men de forstår intet af det, de ser eller er vidne til. Hvad er forklaringen på alt dette? ---

Hvad er det, vi i virkeligheden er vidne til? - Vi er vidne til menneskenes nydelse af "kundskabens træ". Hvad er kundskabens træ? Kundskabens træ er alt det, der lever, røres og er omkring os, mennesker, dyr og planter, helt ned i mikrokosmos, og ligeledes med hensyn til planeter, sole, stjerner og mælkeveje eller kort sagt, alt hvad vi overhovedet kan komme i berøring med af selve naturen eller af det os omgivende verdensalt. Dette er kundskabens træ på godt og ondt. Al vor livsoplevelse er jo en nydelse af detaljer fra dette verdensalts umådelige struktur. Denne nydelse er det samme som en reaktion af vor berøring med dette verdensalt. Hvad skulle ellers være kundskabens træ? Og hvad skulle ellers være nydelsen af dette træ? - Og hvor får vi kundskaber og viden fra? - Er det ikke netop igennem berøringen med de omgivende væsener og ting eller den øvrige naturs manifestationer og fremtræden. Hvordan skulle vi leve og få kundskaber og viden uden dette forhold? - Det er rigtigt, at Bibelen udtrykker kundskabens træ på en lidt anden måde. Eva siger til slangen: "Vi må frit spise af alle havens træer, men kundskabens træ på godt og ondt det må vi ikke røre. Hvis vi spiser af dette træ, skal vi dø" (1. Mos. 3.2-3). Men hertil svarer slangen: "Nej I skal ikke dø døden, men hvis I spiser af kundskabens træ får I evne til at kende forskel på godt og ondt ligesom Gud selv" (1. Mos. 3.4-5). Men det var jo det, de skulle. Hvordan skulle de ellers blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? - Et menneske, der ikke kender forskel på godt og ondt, kan da ikke være et fuldkomment eller færdigt menneske i Guds billede efter hans lignelse. Et menneske i Guds billede kan ikke være et menneske, der er bevidstløst. Det ser ud til, at det bibelske citat tilhører en forudgående sekt eller religiøs opfattelse, hvor det betragtedes som syndigt at beskæftige sig med det rent materielle. Man har betragtet det materielle som kundskabens træ og set dets krige, morderiske manifestationer, sorger og lidelser og har derfor regnet med, at man ikke skulle dyrke denne tilværelsesform, men kun holde sig til dyrkelse af det åndelige, dyrkelse af guderne. Citatet var således allerede forældet, da det kom ind i Bibelen. Menneskene skulle altså nyde af kundskabens træ. Slangen forførte således ikke Eva, men vejledede hende. Slangen bliver derfor her synlig som det første åbenbarede udtryk for Kristus eller Verdensgenløsningsprincippet.

Hvordan skabte Gud mennesket? - Guds skabelse af mennesket var ikke noget, der kunne gøres på en dag. Guds skabelse af mennesket er en millionårig proces, der er begyndt helt nede i mineralriget og nu er ført igennem planteriget og frem til det begyndende menneske i dyreriget. Det er endnu ikke blevet fuldkomment eller færdigt i Guds billede efter hans lignelse.

Væsenets fysiske legeme er tids- og rumdimensionelt. Dette vil igen sige, at det er forgængeligt. Alt hvad der har en begyndelse, må lige så absolut have en afslutning eller et ophør. Og derfor er begrebet "døden" kommet ind i verden. Det ufærdige menneske tror, at de levende væsener er dødelige. De forstår ikke, at det, de kalder døden, kun er en udskillelse eller en frigørelse af deres jeg og overbevidsthed fra deres fysiske legeme, og at de efter denne frigørelse stadigt lever. Men den manifestation og oplevelse, de havde ved hjælp af det fysiske legeme, kan de jo ikke have efter frigørelsen fra dette. De kan ikke mere fysisk tale med de fysiske væsener, sine venner og bekendte. Men samtidig med udviklingen af dets fysiske legeme, udviklede der sig også et åndeligt legeme bag væsenets fysiske legeme. Og dette legeme lever væsenet stadigt i efter døden. Men med dette legeme kan det ikke korrespondere på normal måde med de fysiske væsener. Dets fysiske pårørende, venner og bekendte sørger derfor over væsenet, som de mere eller mindre tror er totalt ophørt med at eksistere. Men venner, der er bundet til hverandre i stor sympati, vil atter møde hverandre i et nyt fysisk liv. Det samme gælder også fjender, der ikke har sluttet fred, inden de dør, de vil ligeledes møde hverandre for at få udlevet fjendskabet og få det erstattet med fred. Ingen som helst krig eller intet som helst ondt kan ophøre uden i kraft af fred.

Når det hedder, at Gud skaber mennesket i sit billede, er det som nævnt ikke et levende væsen, Gud skaber, men en særlig manifestations- og oplevelsesform, en særlig væremåde over for omgivelserne. "Mennesket i Guds billede efter hans lignelse" er således en særlig væremåde og den heraf følgende livsoplevelsestilstand for et levende væsen og ikke skabelsen af det levende væsen selv.

For at blive behersker af den væremåde, der er Guds billede efter hans lignelse, må de evige jeg'er gennemgå en mængde forskellige livsoplevelser og væremåder. Ved at blive knyttet til mineralmaterie opstår minerallivsformen, dernæst må der gennemgås mange liv i plantelivsformen, derefter igennem dyrelivsformen for her at blive omdannet til menneskelivsformen eller det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse og således blive et totalt åndelige væsen.

Men for at kunne opleve, der er det samme som at sanse, må oplevelsesobjektet være en kombination af kontraster, hvilket jo også alle skabte ting netop er. For at kunne blive til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og være i stand til at opleve og manifestere livets allerhøjeste lys, må det have gennemlevet kontrasten til dette lys, hvilket altså vil sige mørket. Lyset her er manifestationer i kulminerende kærlighed, og mørket er manifestationer i kulminerende had. Den der ikke har oplevet mørket, kan ikke opleve lyset. Derfor må alle jeg'er for at få evne til at manifestere væremåden "kulminerende kærlighed" have gennemlevet væremåden "kulminerende had". Disse manifestationer skaber lidelse. Lidelse skaber alkærlighedsevnen eller den evne, der bevirker, at man efterhånden ikke kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd. Væsenernes oplevelse af mørket er således en livsbetingelse for at kunne få evne til at opleve og manifestere lyset, hvilket jo er den væremåde, der gør jeget til mennesket eller væsenet i Guds billede efter hans lignelse.

Alle levende væsener må altså gennemleve kulminationen af mørket for at få evne til at opleve kulminationen af lyset. Hvad er da dette mørke? Mørket udgør det dræbende princip, der igen er det samme som ødelæggelse af alt liv. Det skaber lemlæstelse, død og undergang. Dette opleves igen som kulminationen af lidelse, ubehag og smerte. Og dette mørke er altså gjort til en livsbetingelse på den måde, at væsenernes organismer efterstræbes som føde for andre væsener. Væsenerne må således efterstræbe andre væseners organismer som føde, ligesom deres egen organisme bliver efterstræbt som føde for andre væsener. Og her i dette mørke forekommer der absolut ikke noget som helst i retning af alkærlighed. At en sådan tilværelse i sig selv må være et kulminerende onde for væsenerne er selvfølgeligt. Dette mørke er, altså set i Guds store skabelsesproces af mennesket, nok et onde, nok en lidelse og et mørke, men det er en uundgåelig indvielse, der efterhånden gør væsenet til et menneske i Guds billede efter hans lignelse, hvilket igen vil sige: til et gudemenneske. Mørket kan altså udtrykkes som et ubehageligt gode.

Men hvordan kan væsenerne holde ud at leve i dette mørke, dette alkærlighedsløse livsplan? - Nej, væsenerne ville umuligt kunne leve her, hvis ikke der var banet vej for Guds ånds lys i denne mørkets verden. Men der er sørget for, at væsenerne kan modtage og gennemstrømmes af Guds ånds evige lys og derved få stimulans og opmuntring til at leve i selve helvede eller mørkets verden.

Begrebet Adam symboliserer ikke ét væsen, men en hel serie af væsener. Det var væsener, der skulle gøres til mennesker i Guds billede efter hans lignelse. Adamsvæsenerne var altså åndelige væsener, der var modne for at inkarnere i fysisk materie. De befandt sig i det kosmiske kredsløbs sjette rige, som i Livets Bog er udtrykt som "salighedsriget". De havde nu gennemlevet dette kredsløbs totale fuldkommenhed og kærlighedskulmination indtil total mættelse. Derfor var deres i dette kredsløb tilegnede højeste visdom og kærlighedsbegavelse nu degenereret. De havde for længst ophørt med at kunne manifestere sig i den ydre verden, hvilket her vil sige: den åndelige verden. Deres vågne dagsbevidsthed bestod kun af oplevelse af erindringerne fra det nu udlevede og tilbagelagte spiralkredsløbs højeste zoner, riger eller sfærer. De var således uden nogen som helst bevidsthed ud over deres evne til at kunne erindre eller huske. Derfor måtte disse adamsvæsener nu til at gennemgå en fysisk proces, i hvilken de atter kunne udvikle sig fysisk og derigennem få en ny åndelig bevidsthed. Adamsvæsenerne var således jeg'er med deres evige overbevidsthed og deres hukommelseslegeme. Deres andre manifestationslegemer var degenererede. Her var kun disses talentkerner tilbage. Og det er disse talentkerner, der nu skulle til at udvikles i den fysiske verden.

Men adamsvæsenet var ikke noget hankønsvæsen eller hunkønsvæsen. Det var dobbeltpolet, hvad alle væsener er i de åndelige verdener. I de åndelige verdener tager man ikke til ægte. Som vi skal se, hører denne foreteelse kun hjemme i den fysiske verden. Men denne Adam, hvilket vil sige: de for inkarnation i fysisk materie modne væsener, udviklede sig ud af salighedsriget og blev til plantevæsen. Men igennem planteorganismen kunne væsenet kun "ane". De andre fysiske sanser var endnu ikke fremme. Planten kunne altså ane behag og ubehag. Den kunne begynde at åbne sig for solens varme og lukke sig for nattens kulde. Den var således fysisk set endnu kun et sovende væsen. Den var kun virkelig vågen dagsbevidst i sin indre erindringsverden, som den oplevede i en kulminerende behagsfølelse som salighed. Plantevæsenet var altså denne "sovende Adam", som Gud udtog et ribben af (1. Mos. 2. 21-22).

Når Bibelen udtrykker, at Gud udtog et ribben af Adam, skal det kun udtrykke, at Gud foretog en indvendig proces i Adams organisme eller legeme. Den var ikke hverken bloddryppende eller befordret ved kniv eller saks. Men den forvandlede ikke desto mindre Adam, hvilket altså vil sige: adamsvæsenerne til en helt anden væsenstilstand. De blev nemlig til "evavæsener". Forvandlingen skete ganske mildt og umærkeligt for væsenerne selv.