Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efter analysen af samvittigheds- og pligtbegrebet (se KOSMOS for oktober) føres vi naturligt over i en undersøgelse af æresbegrebet, idet disse begreber har meget tilfælles. Begreberne pligt og ære er således i almindelighed begge knyttet til forestillingskredse, der vedrører forholdet mellem individet og samfundet, og da de tit benyttes i flæng, hvilket bl. a. kommer til syne ved, at udtrykkene at føle det som sin pligt og at sætte en ære i har omtrent samme betydning i den almindelige sprogbrug, ses det, at de forestillinger, der er knyttet til hvert af begreberne, i mange tilfælde er sammenfaldende. Derfor vil der tilsvarende pligtbegrebet også være tilfælde, hvor æresbegrebet er knyttet til forestillinger, samvittighedsbegrebet også er afhængigt af.

Der er dog en meget væsentlig principiel forskel mellem æresbegrebet på den ene side og pligt- og samvittighedsbegrebet på den anden side. Medens samvittighed og pligtfølelse på en vis måde er upersonlige, idet de er knyttet til forestillinger, der nok kan påvirkes udefra, men som er ganske uafhængige af, hvad omgivelserne tænker og mener om selve det enkelte individ, er æresfølelsen personlig derved, at den i sin almindelige form er knyttet til forestillinger om, hvad der er i stand til at kaste glans over det enkelte individ, og hvad der bevirker det modsatte. Medens et individ ud fra sin samvittighed og pligtfølelse godt kan tænkes at foretage en handling, der kun er i stand til at vække modvillie og forargelse i hele dets omverden, kan det samme ikke tænkes at finde sted ud fra individets æresfølelse, idet en for individet ærefuld handling kun kan bringe det ære, såfremt der i dets omgivelser findes nogen, der på grund af denne handling kan ære og se op til individet.

At æresbegrebet således er personligt ses også direkte af følgende begreber: æresfornærmelse eller æreskrænkelse, der jo i almindelighed fremkommer ved, at der udspredes rygter og bagvaskelser eller fremsættes påstande og injurier, der er egnet til at nedsætte en person i medborgernes agtelse. Æresoprejsning er en officiel anerkendelse af, at individet nu genoptages i det offentlige samfund som ligestillet med dets øvrige borgere, hvilket i almindelighed finder sted en vis tid efter, at individet har mistet sine borgerlige rettigheder ved, at han har gjort sig skyldig i en for individet i den offentlige mening vanærende handling. Æresbevisninger kan som bekendt forekomme i et kolossalt antal kombinationer, men det principielle er altid, at der tildeles det individ, der ved en eller anden speciel handling eller indsats, eller ved et livs tro tjeneste eller lignende har gjort sig særlig fortjent, et tegn eller bevis på, at individet som løn for den pågældende ydelse æres specielt af giveren. Giveren kan være fædrelandet, samfundet eller en del af dette, en forening, et selskab o. s. v. – Æresbevisninger kan være ordner som f. eks. æreslegionen, æreskors etc. med tilhørende titler, eller ærestitler som f. eks. æresborger, æresmedlem, æresdoktor, æreskunstner o. s. v. eller også helt andre ting som f. eks. æresport, æreskrans, æresprocession, æreshverv o. s. v. ja, næsten en hvilken som helst lille handling kan udføres til ære for en person, f. eks. blot dette at drikke en skål. Man synger jo ofte: Og dette skal være ... til ære o. s. v., inden man drikker. Naturligvis bliver æresbevisningen ikke stor ved den slags små dagligdags handlinger, men det forandrer jo ikke princippet.

Da æresbevisninger forekommer i næsten alle grene af samfundet, vil det altså sige, at en mængde individer attrår den slags ting og vil føle behag ved at modtage dem. Men at føle behag er det samme som at få et begær tilfredsstillet. Hvad er det da for et begær i et menneske, der tilfredsstilles, når det føler behag ved at modtage en æresbevisning, d. v. s. føler behag ved at æres eller hædres af omgivelserne, ved at se sig selv som midtpunkt for en mængde menneskers beundrende og måske også misundelige blikke. Dette begær eller denne trang er jo netop, hvad man i almindelighed forstår ved forfængelighed. Det vil altså sige, at individets æresfølelse er noget, der direkte er knyttet til individets forfængelighedsfølelse. Forfængeligheden kommer jo også tydeligt til syne hos de individer, der er meget ærgerrige og ærekære, disse egenskaber anerkendes jo i almindelighed netop som udslag af stærk forfængelighedsfølelse.

Imod den ovenstående analyse kan nu rettes forskellige indvendinger, som vi i det følgende nærmere vil undersøge.

Hvorledes kan æresbegrebet altid være personligt, når det dog tit sættes i forbindelse med upersonlige ting såsom fædrelandet, foreninger etc. Dertil kan siges, at disse begreber i virkeligheden er personlige derved, at de er udtryk for sammenslutninger af individer, som altså blot æres samtidigt. Udtryk som æresord og æresgæld er ligeledes personlige, idet et individ hermed sætter sin ære i pant som sikkerhed for den forpligtelse, det har indgået. Som allerede tidligere påpeget, henfører en ærefuld eller æreløs handling også til individet, idet en handling eller en ting selvfølgelig i sig selv ikke kan have noget med ære at gøre.

At æresbegrebet altid har noget med forfængelighed at gøre, vil mange sikkert protestere imod, idet de vil hævde, at medens forfængelighed må regnes for en mindre god egenskab, må æresfølelse dog i almindelighed anses for en værdifuld egenskab. Æren er det fejreste træ i skoven, hedder et gammelt ordsprog. Du skal ære din far og din mor, lyder et af de ti bud. Ærbarhed og selvagtelse regnes dog også i almindelighed for dyder. Det er naturligvis rigtigt, at det er en overordentlig god egenskab at kunne ære og se op til andre mennesker og at kunne beundre alt, hvad der er smukt og værdifuldt i livet, men det har blot ikke noget med æresfølelse at gøre, idet et individs æresfølelse ikke har med andres ære, men kun med dets egen ære at gøre. Ærbarhed har heller ikke noget med æresfølelse at gøre, idet det jo blot er udtryk for, at den person, der er ærbar, ejer egenskaber, man bør ære og sætte pris på. Selvagtelse er en følelse, der er knyttet til en selv, og det må indrømmes, at den er værdifuld, sålænge den ikke overdrives og kommer til syne i form af selvglæde, men når den ikke gør det, har den heller ikke meget med den typiske æresfølelse at gøre, men må nærmest betragtes som en almindelig følelse af god samvittighed. Da overgangen mellem den milde form for selvagtelse, der som sagt blot er udtryk for god samvittighed, og den stærkere form for selvagtelse, der danner grundlaget for forfængelighedsfølelse, er ganske jævn, kan det ikke forundre, at æresbegrebet som også tidligere nævnt i visse tilfælde kan anvendes i stedet for pligt- eller samvittighedsbegrebet. Det gælder således i udtrykkene: at sætte sin ære i f. eks. at overholde sine forpligtelser, ikke at bryde med sine principper, at udføre sit arbejde bedst muligt o. s. v. I sådanne tilfælde kan æresbegrebet selvfølgelig ikke henregnes til forfængelighedsbegrebet, idet det jo nærmest hører ind under samvittigheds- og pligtbegrebet. Da det her nævnte kun drejer sig om overgangstilfældene, berører dette selvfølgelig ikke i mindste måde rigtigheden af de i det foregående opstillede analyser af det typiske æresbegreb.

Men der kan tænkes endnu en indvending mod at sammenstille ære og forfængelighed. Æresbevisninger behøver man dog kun at opfatte som anerkendelse af særlig vel udført arbejde, og en sådan anerkendelse skulle et menneske dog have lov til at tage imod og være glad for, uden at det derfor skulle behøve at få ord for at være forfængelig. Det er naturligvis rigtigt, at der findes mennesker, der ikke føler sig smigrede, men kun glade ved at modtage æresbevisninger, idet de blot opfatter disse som udtryk for taknemmelighed. Men den slags mennesker er heller ikke interesserede i at blive gjort til genstand for massernes opmærksomhed og beundring, tværtimod føler de sig snarere generte og ubehagelige til mode ved at blive trukket frem i rampebelysningen fra den ubemærkethed, i hvilken de helst ønsker at leve og virke. Ja, ubehaget kan ofte blive så stort, at de helst helt giver afkald på den slags former for anerkendelse, som æresbevisninger udgør. Af dette ses tydeligt nok, at formålet med æresbevisninger er noget mere end blot og bar anerkendelse, som jo kunne gives på en anderledes diskret måde, f. eks. i form af et personligt brev eller gave fra den instans eller sammenslutning, som ønsker at give et bevis på sin påskønnelse. Dette sker da også tit både i det offentlige og det private erhverv. Nej, det er ganske umuligt kun at forklare alt dette postyr, der mange gange laves i sammenhæng med særlige æresbevisninger, samt alle de ordner og titler, der benyttes af samfundet eller dele deraf for at hædre de enkelte, alene ved udtrykket anerkendelse. Ordnerne er dog til at bære, og titlerne til at benytte ved givne lejligheder, så at andre kan se, hvem der hører til de udmærkede. Men i det daglige liv kan man dog ikke undgå titler, er det da udtryk for det samme? Desværre må man kun alt for ofte være nødt til at bekræfte dette, men samtidig må det dog indrømmes, at de almindelige titler er en praktisk foranstaltning, der er nødvendig i forretningslivet. Det er dog rart at vide, hvem man skal henvende sig til, når man skal have udført et vist arbejde, og hvilken grad af sagkundskaben, man har med at gøre på det pågældende område. Ærestitlerne kan på ingen måde forklares ud fra den betragtningsmåde.

Idet forfængelighed ikke hører til de bedste egenskaber, men mange gange får individet til at begå handlinger i strid med dets samvittighed og sunde fornuft, kan det ikke forundre, at æresbegrebet er egnet til at suggerere menneskene. Dette begreb er således et meget farligt våben, der kan anvendes i det godes, men også i det ondes tjeneste. Da der i almindelighed ikke behøves midler af suggestiv virkning for at få individerne til at gøre ting, der er i sand overensstemmelse med deres samvittighed, bør man være på vagt, hver gang æresbegrebet benyttes som suggestionsmiddel f. eks. i propagandaøjemed. I sådanne tilfælde har det enorm betydning for hver enkelt, at vedkommende er ganske klar over, at æresbegrebet er et forfængelighedsbegreb, der ikke kan benyttes som indikator for, hvad der er godt, og hvad der er ondt, samt at vedkommende er i stand til klart at analysere de virkelige motiver, der ligger til grund for anvendelsen af dette begreb, og de virkelige konsekvenser af de handlinger, man prøver at suggerere vedkommende til at foretage.

I forbindelse med æresbegrebet skal her lige anføres nogle beslægtede begreber, der altså står i nær tilknytning til forfængelighedsbegrebet. Der er således stolthedsbegrebet samt heltebegrebet. At føle sig stolt, eller at føle sig som helt er jo ensbetydende med at være i besiddelse af udpræget selvfølelse, d. v. s. en stærk følelse af sit eget værd, hvilket jo netop danner basis for forfængelighedsfølelsen. Udtryk som heltemod og heltebedrifter anvendes da også meget ofte med direkte appel til individets forfængelighedsfølelse, og det samme gælder endog selve mandfolkebegrebet i udtryk som f. eks. at vise sig som et rigtigt mandfolk, d. v. s. et mandfolk i overensstemmelse med helteidealet. For alle disse begreber gælder noget tilsvarende som det, der lige før er sagt i tilknytning til æresbegrebet.

Til slut skal lige understreges, at opfattelsen af begreberne samvittighed, pligt og ære er vidt forskellige hos de forskellige mennesker, idet den afhænger af det pågældende menneskes specielle udviklingstrin. Man bør derfor se på andres opfattelse med absolut tolerance, og samtidig bør man ved hjælp af sin klare forstand søge at befri sin egen opfattelse fra alle primitive forestillinger og illusioner således, at man umuligt kan suggereres op til at foretage handlinger, hvis dybeste konsekvenser er imod ens virkelige natur.