Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I salighedsriget, der udgør afslutningen på det levende væsens oplevelse af en udviklingsspiral, genfinder vi således den før så aktivt strålende og funklende gudesøn. Her eksisterer endelig den hvilens verden, så mange drømmer om. Men er denne verden nu identisk med den absolutte inaktivitet? Slet ikke. Den er inaktiv i forhold til den verden, i hvilken oplevelserne skabtes, men det er også alt, thi i sig selv er den uhyre levende og pulserende. Men livet har her en ganske anden struktur end den sædvanlige, idet alt, hvad der her finder sted, kun er belivet af eet eneste Jeg, nemlig det, der oplever denne forunderlige verden. Her er gudesønnen selv den altbeherskende og altomfavnende guddom. Som Guddommen selv er det skabende og altbeherskende Noget eller Jeg i universet, og gudesønnen det altbeherskende, skabende Jeg i alle sin egen indre verdens detailler og skikkelser. Her forekommer absolut ikke noget som helst fremmed liv eller nogen fremmed skikkelse. Alt, hvad der forefindes i denne vidunderlige verden, er besjælet af gudesønnens eget Jeg, der her oplever sin egen "fortid" og "fremtid" inden for samme spiral med samme legende lethed. Denne verden består kun af oplevede detailler. Men disse detailler har hver især passeret deres eget kredsløb og udgør færdige foreteelser, hvad der igen medfører, at der ikke knytter sig noget som helst mørke, noget som helst pinefuldt til dem. De udgør jo erindringer om noget, som dengang hændte i yderverdenen og der afstedkom både angst, dødsfrygt eller anden smertebringende fornemmelse, men som nu, i kraft af at de udgør detailler i et færdigt billede, helt er udrenset for disse egenskaber. En begivenhed er kun smerte så længe, dens inderste, kosmiske hensigt ikke er oplevet af det levende væsen. Men væsnet i salighedsriget har forlængst oplevet den inderste hensigt med enhver smerteoplevelse, med enhver angstbølge, ethvert rædselsskrig. Det ser nu kun de færdige resultater og gennemstrømmes uafladeligt af lysende og inspirerende salighedsimpulser. Den tid, hvor det levede med "bind for øjnene", er forlængst forbi. Det kender nu på forhånd enhver frygtindgydende lidelses endelige resultat og ser, at selv de forfærdeligste begivenheder, der i yderverdenen tyngede dets sjæl til jorden, i virkeligheden var nødvendige led i den strålende plan, af hvilken dets liv nu er et produkt. Enhver erindring fra det fysiske plans tætteste mørke bliver således lysende, når dette mørkes sande natur bliver erkendt af det levende væsen som camoufleret lys. Det er denne kendsgerning, der ligger til grund for det af Martinus anvendte udtryk "guldkopier". Disse guldkopier er vor indre verdens uforgængelige, "ædle metal".

I salighedsriget lever gudesønnen således i sin egen tid og i sit eget rum totalt isoleret fra den ydre verdens tids- og rumbegreber. Han lever udelukkende i den spirals tids- og rumbegreb, som han nu genoplever. Intet, som ikke tidligere har eksisteret i en ydre verden, kan komme til syne i denne verden, der således helt består af kopier. Det samme gælder de levende væsener, der har været gudesønnens medvæsener i hele den oplevede udviklingsspiral. Deres tilsynekomst i salighedsriget er en erindringstilsynekomst. Gudesønnen oplever således ikke nogen som helst form for nye sammenkomster med kendte eller ukendte væsener, men absolut og alene kun genoplevelser i guldkopier af det allerede oplevede. Hans verden er således en fantomverden, der kun får liv igennem hans eget Jeg's vilje og ønske. Han lever her i et helt univers med himmel, stjerner og sole, Han lever selv på en klode med oceaner og kontinenter, mennesker, dyr og planter, med mentale mørke- og lysregioner, skiftende dage og nætter, somre og vintre, ja alt, hvad han nogen sinde har oplevet igennem et spiralkredsløb, genfindes her, men udelukkende belivet af hans eget erindringstalent, der nu kulminerer i genial udfoldelse.

Vi har hermed fået et koncentreret overblik over grundenergiernes indbyrdes organisation og set, hvorledes de her skildrede kombinationer danner udviklingsspiralens forskellige tilværelsesplaner eller livszoner. Afsnit for afsnit har vi været vidne til, hvorledes det levende væsens evige tilværelse former sig som en mod kulmination stigende oplevelse af skabemæssig fuldkommenhed. Ydermere har vi set, hvorledes denne kulmination i sig selv danner den mæthed af livet i den ydre verden, der udgør betingelsen for et kulminerende liv i en for al smerte udrenset erindrings- eller "indre verden", hvor det levende væsen endnu en gang har lejlighed til på en helt ny måde at genopleve sin lange vandring gennem spiralens skønne verdener.