Kontaktbrev 1953/38 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
nogensinde helt er forsvundet fra vor sansehorisont. Stærkest giver denne drøm sig udtryk i den form for skabelse, vi har givet navnet "kunst". Alle udviklede mennesker drømmer om at blive kunstnere, ganske simpelt fordi de erkender, at en kunstner er et menneske, der i langt højere grad, end tilfældet ellers er, formår at give udtryk for alt det, der lever i hans sjæl. Da drøm og længsel imidlertid ikke er et intet, men derimod i allerhøjeste grad et noget, idet det er skabelse i tankematerie, så undgår denne tankeskabelse ikke at få konsekvenser. I vor åndelige udvikling er vi nu så langt fremme, at utallige faktisk lever et regulært dobbeltliv: et fysisk og et psykisk. Med vore hænder udfører vi ofte netop det, der giver os, ikke alene brødet, men også vor åndelige frihed. Tro ikke, at han, der står ved en maskine og ustandseligt må foretage de samme bevægelser med sine hænder, absolut behøver at være hundrede procents nærværende. Loven er her den ganske enkle, at en stadig gentaget, ensartet handling skaber sin egen vane eller sin egen talentkerne, der i sig selv er en lille "bevidsthed" under kontrol af overjeget. Takket være denne kosmiske foranstaltning, kan et sådant menneske udmærket både være "nærværende" og "fraværende" – og ofte være mest levende i det sidstnævnte!
"Mest levende"? Ja. Intet menneske bør længere være i tvivl om, at vi, som åndsvæsener betragtet allerede er meget udviklet. Men hvorledes skulle denne udvikling kunne finde sted, om ikke den for det første stræbte imod et allerede i forvejen eksisterende mål og for det andet kunne modtage impulser fra dette mål? Den lille plantespire "ved", at lyset eksisterer og retter straks ved spiringen sin kurs direkte imod dette lys. På samme måde "ved" det udviklede menneske, at der eksisterer et højere lys end det, den fysiske sol sender ned over os, – og retter sig ind imod dette lys.
Vi har tidligere i dette kursus hævdet, at alle levende væsener er målsøgende. Intet sted træder dette forhold tydeligere frem end i den kendsgerning, at alle virkeligt udviklede mennesker mere lever et indre end et ydre liv. Ja, for alle disse mennesker er forholdet faktisk det, at deres udvikling har medført en sådan grad af mæthed af fysisk materie, en sådan lede ved at besidde fysiske ting, at de ganske af sig selv begynder at forenkle deres liv. De lever spartansk, klæder sig smagfuldt, men absolut ikke opsigtsvækkende og skyer den form for selskabelighed, der endnu virker så tiltrækkende på den mindre udviklede. Og hvorfor? Fordi de i kraft af deres åndelige vækst nu er nået dertil, at deres bevidsthed er begyndt at åbne sig for det tanke- og idemateriale, der stråler ned imod os fra de høje åndelige verdener. Midt i en fysisk verdens larm og tummel higer deres ånd imod tilstande, som endnu ikke er "af denne verden", men som igennem dem er ifærd med at blive det. For dem er åndelige ideer ikke blot spændende samtalestof. Det er realiteter, som de fuldt bevidst søger at realisere i deres daglige liv. Derved bliver deres væremåde, deres fremtræden anderledes end dusinmenneskets. De diskuterer ikke, hvorvidt det er sundere at leve vegetarisk end animalsk osv. De lever vegetarisk, fordi det simpelthen er dem en umulighed at ernære sig af medskabninger, som de forlængst har gennemskuet som evige medvæsener. Netop i kraft af at disse mennesker både fysisk og psykisk repræsenterer et meget høj moralsk og etisk stadium, har de meget let ved at kontakte de høje åndelige verdener, hvis lysende idemateriale strømmer ind i deres bevidsthed og befrugter dem på en sådan måde, at de bliver vor jordiske tilværelses sande humanister. De elsker menneskene, fordi de ser, at hovedårsagen til de ulykkelige forhold på jorden helt igennem er et resultat af det jordiske menneskes åndelige position i det store kosmiske kredsløb.
Vender vi os nu direkte imod det levende væsens tilværelse i visdomsriget, vil vi her se, at det nu forlængst har passeret enhver form for reinkarnation, hvilket vil sige, at det nu lever i en tilværelse, hvor det med samme lethed skuer såvel tilbage som frem i tiden. Alt er i denne verden ånd. Hele dets livs- eller sanseoplevelse spærres ikke af nogen materiel hindring. Det befinder sig nu på den ydre livsoplevelses absolutte tinde. Det byder – og tingene står der. På dets blotte viljes bud dannes de for dets oplevelser nødvendige organismer. "Slid" og "ælde", eller grunden til det vi har givet navnet "alder", eksisterer ikke her. Det lever i en fornemmelse af evig ungdom, og dets sjæl er gennemglødet af en aldrig trættet skabertrang.
Visdomsriget er alle tankeformers, alle handlingers og dermed al skabelses sande hjemstavn.
Man kan uden overdrivelse kalde visdomsriget for "Guddommens værksted", idet det er i denne verden, på dette tilværelsesplan, at de første modeller til alle eksisterende livsformer, både de såkaldt levende og de såkaldt "døde" bliver til. I denne verden, hvor materien eksisterer som mentale kræfter eller vibrationer, der lystrer selve koncentrationsevnen uden de mellemliggende tekniske apparater, der er nødvendige i vor verden, ser det levende væsen øjeblikkelig virkningen af sin tankekoncentration, sin ide. Alle omgivelser, alle detailler, på dette tilværelsesplan er det levende væsens egne tanker. Igennem de underliggende tilværelsesplaner og deres væsener bliver disse tankeskabelser eller tankemodeller transformeret ned til det fysiske plan og kommer her mere eller mindre fuldkommen til syne, alt efter som den, der udgør mediet eller modtageren for disse tankeformer, har fået kontakt med dem. For det almindelige dyrs vedkommende ser vi, at det f.eks. endnu kun formår at udløse drømmen om et "hjem" i form af en lun jordhule eller en ofte primitiv rede, medens det jordiske menneske her er nået endog meget langt frem. Men for begge gælder det, at de bag skabelsen eksisterende tankeformer har deres hjemsted i spiralens fjerde tilværelsesplan og der eksisterer synlig for enhver af dette plans beboere. Alt, hvad der kan tænkes, viser sig her som levende manifestationer, men naturligvis kun belivet af tænkerens Jeg. Skikkelserne eller formerne er i sig selv fantomer og har intet selvstændigt liv. Når vi i en biograf iagttager en mere eller mindre fuldkommen tegnefilm, har vi i den et lille glimt af princippet af livet på dette høje tilværelsesplan. Foreløbig viser disse film os jo kun jordiske sfærer og ting, således som de former sig i kunstnerens fantasi, senere vil denne form for film komme til at vise langt mere af livet på de åndelige planer. Eet har den imidlertid allerede afsløret, og det er, at alt er muligt i tankeverdenen, både det logiske og det ulogiske. Visdomsrigets sande beboere er væsener, der i kraft af deres overlegne kosmiske bevidsthedstilstand repræsenterer den højeste form for logik, hvorfor al deres skabelse eksisterer i tilknytning til tilværelsens universelle love. Som allerede berørt består disse skabende geniers eget liv i udformningen af nye organismer, nye strukturer til kommende verdenssamfund, kort sagt i en åndelig nyskabelse, der kan lignes ved en evigt flammende lyskilde, hvis vibrationer gennem deres transformation til lavereliggende uoplyste tilværelsesplaner der udgør den inderste kraft eller inspiration i enhver form for oplysning, enhver form for skabelse, der ændrer dette lavere tilværelsesplans liv således, at det kommer i en stadigt dybere overensstemmelse med højere verdeners liv og lykke. Uden dette høje plans fuldkomne tankekoncentrationer og dermed strålende skabemodeller, ville vi aldrig nogen sinde formå at fri os ud af en primitiv og åndeligt lammende junglementalitets brutale favntag. Fra denne verden stammer de mentale vibrationer, der i vore endnu primitive hjerner omformes og tildannes således, at de århundrede efter århundrede fjerner os fra det rå og åndeligt sovende dyrerige. At vi nu er nået dertil, at vi indtil genialitet formår at beherske de rent ydre, materielle kræfter, udgør kun et bevis på, at afstanden mellem os og det egentlige dyrerige nu er så stor, at vor bevidsthed nærmer sig det trin, hvor det bliver selvfølgeligt for os at indstille os på at modtage de mentale vibrationer, de ideer, som i bearbejdet form vil fuldstændiggøre vor forvandling fra dyr til menneske.
Den guddommelige verden udgør spiralkredsløbets "høstzone".
Imidlertid udgør visdomsriget ikke spiralens sande kulmination, selv om man vel vil være tilbøjelig til at mene, at en så guddommelig frigjorthed som den, vi netop har skildret, i sig selv må være tilværelsens blomst. Det er den ikke. Over selve ideens udformning eksisterer ideen selv og ideens ophav. Imellem de højere åndelige riger eller tilværelsesplaner eksisterer der imidlertid ikke samme tilværelses- og oplevelsesforskel, som tilfældet er for de lavere planers beboere. Den forskel, der f.eks. eksisterer mellem dyrets og det fremskredne jordiske menneskes livsoplevelse, findes ikke i de verdener, hvor materien lystrer viljen og hvor organismen danner sig på det levende væsens bud. Visdomsriget og den overliggende livszone: den guddommelige verden, står således hinanden meget nær.
(fortsættes)
Tilbage til artikelregister
Forrige