Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mange mennesker lever på den forestilling, at helvede er noget, man kan komme til at opleve efter døden. M en denne sandhed er kun en begrænset sandhed. Det er sandt, at der findes en periode umiddelbart efter den fysiske døds indtræden, hvor det jordiske menneske kan komme ud for ubehagelige tilstande og oplevelser, men dels er denne periode meget ofte gennemlevet i selve dødsstunden, og dels er den, som allerede antydet, kun af meget begrænset varighed efter døden. Nej, det, vi kalder "helvede", er ganske simpelt her. Thi her skaber det jordiske menneske mere i overensstemmelse med sine egne primitive begær, hvad der uundgåeligt fører til den "alles kamp imod alle", vi dagligt er vidne til. Når så dertil kommer, at det mere fremskredne menneske, i kraft af sin stadig voksende fornemmelse af sin egen absolutte udødelighed, selv bevidst berøver sig evnen til at "bide fra sig", idet det erkender denne evnes tilhørsforhold til dyreriget, som det nu ønsker at befri sig af, har man her årsagen til, at så mange højtudviklede mennesker må gennemlide tunge skæbner på det fysiske plan. Det er jo ikke ualmindeligt at møde den opfattelse, at der ingen Gud kan være til, når dette eller hint menneske, som vitterligt er ualmindelig god og kærlig, skal lide så meget, medens andre (og her underforstået: rene slubberter) skal gå fri. En sådan opfattelse er imidlertid en typisk kosmisk-kemisk tankeblanding uden kosmisk perspektiv. Vedkommende, som udslynger den, er ganske simpelt blottet for kosmisk tænkeevne og vurderer alting ud fra sansemæssigt meget primitive synsvinkler. Fintfølende mennesker har vanskelige kår i vor verden. På alle områder stilles de overfor problemer, der i sig selv rummer alle muligheder for indre konflikter. Intet under, at disse mennesker ofte får nervesammenbrud, neuroser osv. Men på den anden side rummer disse idelige konflikter også noget positivt, nemlig det, at deres bevidsthed uafladeligt afprøves og udvides. Da tyngdeenergien imidlertid spiller en så dominerende rolle, som tilfældet er, må det åndeligt udviklede menneske fornemme sig selv "nøgen og frysende" i vor verden. Det er virkelig, som Martinus udtrykker det, "en såret flygtning mellem to verdener". Det er ikke længere dyr nok til at klare sig overfor "albuemenneskene" og ikke menneske nok til i alle livets forhold at manifestere den overbærenhed og tolerance, som alene kan bære dem frelst over alle skær. For det udviklede menneske er livet på vor klode blevet et liv i angst og frygt, i skuffelse og modgang både på den ydre og den indre front. Det er blevet et liv i "helvede"!

Men selv når det jordiske menneske har afkastet sin dyreham og er opstået som rigtigt menneske, er det endnu ikke født ind i tilværelsens kosmiske sommerzone. Al mental fuldkommenhed til trods udgør det rigtige menneskerige kun afslutningen på tilværelsens kosmiske vinterzone. Årsagen til dette forhold finder vi i den kendsgerning, at det levende væsen i denne høje verden endnu er bundet til fysiske legemer, selvom disse i forhold til det jordiske menneskelegeme, er uendeligt forfinede. Som mange gange tidligere berørt, går udviklingen ikke i spring. Alt udvikler sig gradvist fra allerede bestående tilstande. Evigheden har ingen hast, og Forsynet tillader ingen gudesøn at jage fra livssfære til livssfære. Tyngdeenergien spiller således stadig en stor rolle i det rigtige menneskerige, men den er her kommet under total kontrol af tilværelsens højintellektuelle kræfter: følelse, intelligens og intuition. Af disse kræfter er det især den af en højtudviklet intelligens kontrolleret følelse, der nu binder tyngdeenergien i nye og for omgivelserne helt ufarlige kombinationer. Den primitive egoisme har her udspillet sin rolle, idet der ikke i denne og de overliggende højere verdener findes den kønsadskillelse, som i vor verden udgør det såkaldte "onde"s egentlige grundkilde. I det rigtige menneskerige tages der ikke til ægte, men for at forstå dette forhold, må vi henvise til den kommende analyse af det sexuelle mysterium, der helt afdækker de indre kosmiske årsager til vor nuværende åndelige struktur. På samme måde som den jordmenneskelige sfære således udgør et mentalt overgangsområde i hvilket dyret, igennem sin opvågnen som jordmenneske, begynder sin forvandling til et rigtigt menneske, udgør det rigtige menneskerige et overgangsområde fra en materiel til en rent åndelig tilstand. Billedlig udtrykt kan man sige, at den materielle verden i det rigtige menneskerige undergår en fortyndingsproces, der sluttelig vil medføre at det levende væsen, friet ud af de materielle energikombinationer tildels snævre fængsel, kommer tilsyne som rene åndsvæsener eller væsener, der har en sådan magt over tilværelsens kosmiske kræfter, at de kan binde og opløse dem efter forgodtbefindende. Først når dette stadium er nået, er det nået frem til de egentlige åndelige verdener eller tilværelsens sande sommerzone.

Når man ad tankens vej skal søge at danne sig et billede af livet i ren strålematerie, er der visse problemer, man først må have fuld klarhed over. Et af disse problemer er, som før nævnt, de sexuelle kræfters kosmiske natur og hensigt. Dette problem alene kræver imidlertid for sin fulde afsløring et helt afsnit, hvorfor vi indtil videre må lade det ligge. Et andet problem er hele vor udvikling fra kulminerende selviskhed til denne tilstands absolutte modsætning: den kulminerende uselviskhed. I forbindelse med denne udviklingsproces er der især eet problem, som optager mange mennesker, og det er den økonomiske forvandling, der må finde sted, om ikke livet skal blive endnu mere barbarisk, end tilfældet allerede er. I sin vurdering af det økonomiske liv verden over, står det kosmisk uvidende menneske i en for sig selv meget farlig situation. I sin kortsynethed ser det kun alle de negative sider ved dette problem. Iagttager man derimod det samme problem fra en kosmisk synsvinkel skifter billedet helt karakter. Da ser man, at det, man har givet navnet "økonomi", i meget høj grad befordrer udviklingen, både for den enkelte og for samfundene. Det er sandt, at penge ofte er årsag til megen modbydelighed, rent mentalt set, men det er også sandt, at de er et af Forsynets bedste "slibningsmidler". Begæret efter magt – og det vil i vor tid sige penge – har medført, at de i en længst forsvunden fortid eksisterende talløse stammer eller mikrojordmenneskesamfund sukcessive smeltede sammen til det, vi idag kalder "nationer". Hidindtil har disse nationer, som repræsenterer kollektiv egoisme, stået stejlt overfor hinanden, men udviklingen har også her medført en gradvis sammensmeltning i større grupper. Denne sammensmeltningsproces har ført til skabelsen af den internationale tanke, og idag kan enhver se, at vi, rent samfundsmæssigt set, er på vej mod "verdens forenede stater.