Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For helt at kunne forstå den proces, der ligger bag plantevæsenets tilsynekomst på det fysiske plan, er det nødvendigt at standse en kort stund og betragte hele vor universelle livsplan, som den tager sig ud, sanset eller oplevet igennem kosmisk bevidsthed. Som allerede gentagne gange bemærket er enhver livsoplevelse betinget af tilværelsens kontrastprincip, der udløser sig i form af en ustandselig oplevelse af hunger og mættelse. Medens hungeren udløser sig som en stadig koncentreret dragning imod det begærede, udløser mættelsen sig som en voksende frastødning af det tidligere så voldsomt begærede. Denne proces er kendt af enhver. Men kun de færreste ved, at denne af alle oplevede kendsgerning også gør sig gældende i det store kosmiske spiralkredsløb, hvor den betinger, at ethvert levende væsen kommer til at opleve den totale opfyldelse af sit begær efter lys, hvilket vil sige fuldkommen livsoplevelse, – og den totale oplevelse af denne tilstands modsætning. Første gang almindelige mennesker møder denne urokkelige kosmiske sandhed, reagerer de fleste voldsomt imod den. Flertallet af udviklede mennesker er nu så mætte af mentalt mørke, af sorg, modgang og lidelse, at de synes, at dersom der virkelig findes en tilstand af lys og skønhed, så skal intet, absolut intet, nogensinde få dem til frivilligt at forlade den. Selvom man nok forstår denne indstilling, er den dog uden rod i den logik, på hvilken verdensaltet beror. Thi konsekvensen af den ville uundgåeligt blive en ligevægtstilstand, eller en tilstand af død, og sådan er livet ikke. Liv vil altid være identisk med bevægelse, og evigt liv vil derfor også være det samme som evig bevægelse. Og bevægelsesretningen vil altid være angivet af det foran nævnte kontrast- eller hunger- og mættelsesprincip. Den ting eller tilstand, man er mæt af eller har udlevet, har ophørt med at udløse dragning på ens sind, og det ligegyldigt om det er en fysisk livret eller en åndelig paradistilstand. Hvert eneste paradisområde i livet har således en lys- og skyggeside, en tiltræknings- og frastødningsside. Og når vi retter vor bevidsthed imod salighedsvæsenet, der nu lever helt indesluttet i sit eget lys, sine egne, for enhver smerte udrensede erindringer, som det på sin egen bevidste viljes bud formår at materialisere eller "give liv", er det forståeligt, at der må komme et tidspunkt, hvor denne specielle form for livsoplevelse begynder at tabe magten over bevidstheden. Der er ikke her tale om et tidsbegreb, men derimod udelukkende om et mættelsesbegreb. Livet i denne zone er, som allerede berørt, totalt inaktivt, hvilket vil sige, at der ingen nyoplevelse finder sted. Alt er i denne zone eller livssfære genoplevelse! At denne genoplevelse i sin natur er vidunderlig er i denne forbindelse en sag for sig. Det, vi her er interesseret i, er, at den salighedsfornemmelse, der i denne verden gennemstrømmer den oplevendes bevidsthed, er af en så overvældende art, at den ustandselig bringer salighedsvæsenet i ekstase. Da ekstase er en tilstand, der afviger fra den almindelige glæde- eller lykkeoplevelse ved at frembringe et overskud af energi, har vi her nøglen til vor forståelse af plantevæsenets skabelse. Thi dette energioverskud har ingen anden anvendelsesmulighed end den, at bygge bro mellem salighedsrigets totalt indvendige tilstand og den udenfor beliggende "ydre verden". Da salighedsvæsenet komm er fra tilværelsens højeste ydre lysregion, intuitionens verden eller, som Martinus kalder den "Den guddommelige verden", som det selv fuldt bevidst har trukket sig tilbage fra, er det let at se, at dets kurs nu går imod disse vældige lysoplevelsers modsætning. Men den "uddrivelse", der her er tale om, har intet med grum dramatik at gøre. Intet levende væsen tvinges i disse zoner bort fra et lys, de af hele deres sjæl begærer. Den guddommelige verden er den hundrede procents frie viljes domæne, og man må derfor forstå, at når salighedsvæsenet, som jo blot udgør den sidste udklang af det levende væsens oplevelse af det kulminerende lys, nu dybt i sin underbevidsthed begynder at drages imod modsætningen til dette kulminerende lys, så er det dette begær, der er den inderste drivende kraft i ekstase- eller længselsenergiernes retning imod det fysiske plan. Da ingen energi kan udløses uden at være formdannende, og da salighedsvæsenet endnu er så nær knyttet til intuitionsenergien, som tilfældet er, er det givet, at dets tankeformer endnu stadig er under de højintellektuelle zoners kontrol. Ufuldkommen tænkning er endnu disse væsener så fjernt, at en hvilken som helst tanke- eller åndsfunktion fra dem bærer de fuldkomne verdeners stempel, også selvom den kun er anelse, i modsætning til f.eks. det jordiske menneskes anelsesfunktioner, der meget ofte er præget af de uintellektuelle kræfters indslag.