Kontaktbrev 1952/13 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
tid finder en vis dyrkelse af denne mentale energi sted. Udtrykket: "Hvor er han (eller hun) dog intelligent!" er i sig selv kun en betinget kompliment, thi er denne intelligens ikke parret med en udviklet følelse og dermed fremskreden næstekærlighedsevne, udgør udtrykket i virkeligheden mere en advarsel end en kompliment. Intelligente mennesker er ofte "kolde" mennesker med en udpræget egoistisk betonet Jegfølelse. Dette bør man erindre sig, når man føler trang til altfor voldsom beundring for den verden, man i det daglige betegner som den intellektuelle, og som netop har fostret alle de strålende begavelser, der afskaffede Guddommen som "håbløs forældet" og erstattede ham med det materialistiske, verdensbilledes tomme og sjælsødelæggende fraser. Som instinkt-, tyngde- og følelsesenergien har hver sin zone eller livssfære, de behersker, har intelligensenergien også sin, i hvilken den udgør den bærende faktor i al sanseoplevelse. Denne livssfære har Martinus givet navnet "Visdomsriget", fordi tilværelsen her helt hviler på en af fuldkommen følelse og intelligens gennemtrængt harmoni.
Tilværelsens femte kosmiske grundenergi: Intuitionsenergien.
I modsætning til intelligensenergien, der kan udvikles igennem træning, hvilket vil sige skoleundervisning, universitetsuddannelse osv., udløser intuitionsenergien sig kun igennem et af næstekærlighed og høj moral behersket sind. Da denne energi i virkeligheden udgør tilværelsens højeste og fornemste grundkraft og i sin natur ligger til grund for de mest sublime sanseoplevelser, er den endnu ret ukendt for det almindelige jordiske menneske, i hvis bevidsthedsliv den er så godt som latent. Men i det samlede jordmenneskesamfunds liv tegner denne energi sine lysende spor, idet det er den, der er alle høje ideers og tankers moder. Takket være denne vidunderlige kosmiske kraft har jordmenneskehedens ypperste skuet det himmelske lys og meddelt dette lys til alle de, der havde "øjne, og kunne se", "øren, og kunne høre". Som alle de øvrige kosmiske grundenergier har også intuitionsenergien en livssfære, den behersker. Denne Sfære eller livszone har Martinus givet navnet "Den guddommelige verden", og denne verden udgør i virkeligheden afslutningen på det levende væsens oplevelse af tilværelsens ydre side. Da hver af de i dette afsnit omtalte livssfærer får deres egen analyse senere, vil der her kun være grund til at gøre opmærksom på deres eksistens. Intuitionsenergien udgør således det levende væsens højeste "synsevne". Det er igennem denne kraft, at det jordiske menneske engang skal "se Gud" og dermed blive bevidst i sin evige tilværelse.
Tilværelsens sjette kosmiske grundenergi: Hukommelsesenergien.
Medens for eks. intelligensenergien indtager en høj position i det almindelige menneskes forestilling om en udviklet bevidsthed, så spiller hukommelsesenergien som regel en mere underordnet rolle i det samme mennekses opfattelse af vor indre, sjælelige struktur. Og så er sandheden dog den, at vi overhovedet ikke ville være i besiddelse af nogen vågen dagsbevidsthed, såfremt hukommelsesenergien ikke eksisterede. Takket være hukommelsesenergien er vi i stand til at erindre, hvilket vil sige genfremkalde de oplevelser, der i sig selv betinger vor evne til at tænke. Thi hvad er tænkning andet end vor evne til ved hjælp af de allerede berørte kosmiske grundenergier, at sammenstille erindringsbilleder? Eksisterede disse erindringsbillder ikke, ville vi blot være omvandrende mentalt døde mekanismer. Det er således takket være vor evne til at erindre, at vi er i færd med at vågne op fra den bundne kosmiske automatiks relativt døde verden og påny bevidst give udtryk for den os iboende trang til at skabe og dermed "kolorere" yderverdenen.
Da det er Jeg'ets evne til at jonglere med tilværelsens kosmiske grundenergier, der betinger hvilket udviklingstrin det befinder sig på, er det givet, at der i ethvert menneske lever en stærk drøm om et kunne give udtryk for sin ånd eller bevidsthed. Det er i dette spil at hukommelsesenergien indtager en ejendommelig rolle, idet den hos det jordiske menneske er meget stærkt for nedadgående. Det udviklede menneske husker dårligt. Det er ofte "glemsomt" indtil det katastrofale i modsætning til det primitive menneske og dyret, der husker fantastisk godt. Dette forhold har mange grublet over, fordi det tilsyneladende er en "fejl", at man ikke er dygtig til at huske. Men er det egentlig det?. Er det livets mening, at man skal kunne huske eller erindre sig enhver bagatel? Slet ikke! Thi undersøger man energiernes sammenspil, opdager man meget hurtigt, at evnen til at erindre bagateller, for eks. fornærmelser eller "stikpiller" etc. ofte helt spærrer en udsigten til langt skønnere livsoplevelser. Et fornærmet menneske kan udmærket gå rundt i dagevis og "ruge" over den fornærmelse, det har været ude for. Gang på gang "hører" det de sårende ord og "ser for sig" fornærmeren, som det nu ønsker at ramme på en mindst ligeså ydmygende måde, som det selv er blevet ramt. Men er det liv? Er det i virkeligheden ikke langt mere fængsel? Det er det! Et fornærmet, vredt eller hadefuldt menneske er i virkeligheden et menneske, der, ikraft af en fremragende evne til at kunne erindre sig dagliglivets detaljeoplevelser, anvender disse på en sådan måde, at det, i stedet for at lytte til den dybere mening med disse oplevelser, bruger dem til at bygge høje mure omkring sin sjæl, mure bag hvilke det tilsidst lever som i et fængsel. Hævneren og haderen er et menneske, der har "øjne", der kun ser uvirkeligheder, og "øren", der kun hører det samme. Det er et menneske, der endnu ikke ved, at den, der lader sig fornærme, ikke er det mindste bedre end fornærmeren selv. Det er et væsen, der endnu er blottet for evnen til bag alle sanseoplevelser at se den Guddom, med hvilken det i virkeligheden korresponderer. Denne analyse indeholder ingen kritik af de her berørte tilstande. Den udtrykker blot en kendsgerning, som enhver kan efterkontrollere. Det primitive menneske er jo netop primitivt derved, at det endnu ikke har gennemskuet den egentlige hensigt med det, det oplever. Det "tror", at livet er sådan og sådan, og må nødvendigvis handle efter denne tro. Men en trosopfattelse udgør kun en midlertidig virkelighed, og på det her berørte område afslører livet med al ønskelig tydelighed, at kun den, der ikke alene tilgiver fornærmeren, men også forstår det "budskab", hans fornærmelse indeholder, står stærkt. I dette menneskes sjælelige struktur spiller hukommelsesenergien en helt anden rolle end i det førstnævntes. Det kan også erindre, men da dets sjælelige koncentration hviler på helt andre områder end de, der afføder had og forfølgelse, ser vi, hvorledes de detaljer, der spiller så stor rolle i det primitive menneskes sind, her hurtigt udviskes og bliver dele af en langt større helhed. Det udviklede menneske slæber ikke den foregående dags mange småbryderier med over i en ny dag. Tværtimod. Det er ekspert i at gøre en svunden dags begivenheder til "fortid" for at stå helt åbent overfor det, den nye dag bringer. I kraft af sin sjælelige udviklethed er det ikke bundet til tilværelsens uintellektuelle kræfter. Dets bevidsthed gennemstrømmes i langt højere grad af de energier, der binder had og vrede end af de, der befordrer dem. Dette forhold medfører en vis degeneration i evnen til at erindre de små ting, som netop altid er dem, der udløser irritation.
På samme måde som tilværelsens øvrige kosmiske grundenergier udgør hukommelsesenergien også den bærende faktor i en livszone eller et tilværelsesplan. Dette plan har Martinus givet navnet "Salighedsriget, fordi det levende væsen her helt har trukket sig tilbage til den mindernes verden, der bliver det endelige resultat af dets kosmiske rejse gennem tilværelsens livszoner. På dette plan eller i dette rige, lever gudesønnen ikke længere et ydre liv. Hans tilværelse her består udelukkende i en for al smerte udrenset genoplevelse af alt det, han oplevede under sin lange vandring fra mørke til lys. Vi skal senere for alvor fordybe os i denne specielle måde at opleve livet på. Her kan vi kun give udtryk for, at ethvert gammelt jordisk menneske oplever et vist første møde med dette skønne plan, når det i sin høje alderdom bevidst begynder at trække sig tilbage fra det ydre aktive liv. Da oplever det helt, at de smerter, det som ungt menneske måtte gennemgå, nu har mistet deres bitre brod. Det ser, om det da er et udviklet menneske, at der bag enhver form for modgang og smerte, det har gennemlevet, var en dybere mening, og fornemmer derigennem for første gang sandheden i digterens skønne ord: "– ej skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi!"
Tilværelsens syvende kosmiske grundenergi: Moderenergien.
Som allerede antydet i indledningen til dette afsnit, hviler de nu beskrevne seks kosmiske grundenergier, der udgør Jeg'ets evige livskilder, i en syvende energi, som Martinus har givet navnet "moderenergien", fordi den ligesom omslutter de øvrige seks og betinger deres eksistens. Men selvom denne energi ikke danner noget selvstændigt plan eller rige, er vi i vort daglige liv i så dyb berøring med den, at ethvert udviklet menneske meget let erkender dens eksistens. Thi den er det, der betinger, at medens enhver form for skabelse i yderverdenen, altså enhver form for skabelse, der er fuldbyrdet i de allerede berørte energier, nedbrydes i yderverdenen, og det enten de er af fysisk eller psykisk natur, så kan alt det, der findes indenfor moderenergiens område kun nedbrydes af det levende væsen selv. Begrebet "tidens tand" har således ingen relation til det, vi kalder "vaner", enten de så er dårlige eller gode. En vane er suveræn, forsåvidt som kun den, der har frembragt den, kan destruere den. Tvang og dressur kan tvinge den i baggrunden i det levende væsens fremtræden, men evner ikke at opløse den. Grunden hertil er den enkle, at vanen er en talentkerne og har som følge deraf sit sæde i et for andre levende væsener aldeles utilgængeligt område, nemlig i det levende væsens overbevidsthedsområde, og dette kan hverken nås af prygl eller operationskniv. Dette bør enhver åndsforsker vide, thi dette er grunden til, at man ikke med magt kan lave noget menneske om. Man kan ved tvang underkue og tilsyneladende ændre et menneske, men det er akkurat ligeså tilsyneladende, som når man beskærer et træ og tror, at træet nu har skiftet natur. Blot en enkelt sommer uden beskæring vil kunne overbevise enhver om, at når træet igen er blevet "sig selv", følger dets vækst dets egne iboende love,
(fortsættes)
Tilbage til artikelregister
Forrige