Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

væsen, der endnu bundet af sine instinkter intet forstod af den verden, der omgav det, og det, der begyndte at give tingene navn og dermed afslørede, at det var blevet bevidst i "Jeg" og "Det", i sig selv og sit eget Jeg og i tingene udenfor dette Jeg.

Som allerede anført spiller tyngdeenergien en førende rolle i dannelsen af vor vågne dagsbevidsthed. For at forstå dette, må man erindre sig, at den udenfor kontrol er årsag til navnløs lidelse. Men da lidelsen uundgåeligt skaber længsel efter sin egen modsætning: lykken og harmonien, hvilket for det jordiske menneskes vedkommende kun kan ske igennem en stadigt voksende kontrol over de kræfter, der er dens årsag, ses det let, at tyngdeenergien på sin vis er forstandens moder. "Brændt barn skyer ilden", siger ordsproget og hentyder hermed til den kendsgerning, at enhver smerte på et givet tidspunkt får ophobet et så stort lidelseserfaringsmateriale i bevidstheden, at Jeg'et reagerer imod den og begynder at undersøge dens årsag. Det er denne trang til at kende alle smerters årsag, der har ført til dannelsen af vor nuværende viden om livet. Men når dette er sagt, skal det også siges, at selvom tyngdeenergien påfører det jordiske menneske frygtelige lidelser, så er den indenfor det område hvor den er den bestemmende faktor i bevidsthedslivet, nemlig det egentlige dyrerige, i sin natur ligeså lykkebringende som tilværelsens øvrige kosmiske kræfter. For ganske vist er dyreriget det dræbende princips hjemsted, men selv her, hvor alle dræber og alle dræbes, er livet ikke udelukkende mørke og hæslighed. Tværtimod. Guddommens "spor i sandet" ses her i form af strålende skønne og smidige legemer, af guddommelig parringsleg og af en trang til livsudfoldelse, der røber, at denne livssfære ikke er en ørken af had og ondskab, men derimod blot et led i den mentale forvandlingsproces, det levende væsen evigt er undergivet. Det er først i det øjeblik, at dyret bliver bevidst i "Jeg" og "Det" og dermed opstår som "jordmenneske", at tyngdeenergiens hæslige sider for alvor toner frem. Thi dyret hader ikke sit offer, bagtaler det ikke og dræber det ikke for lyst. Disse egenskaber er kun knyttet til det jordiske menneske, der nu i sin bevidsthed rummer to hinanden modsatte sind. Uvidende om sin egen form og fremtræden, blindt lystrende en indbygget kosmisk automatik, udgør det egentlige dyr blot en forlængelse af plantevæsenet. At denne forlængelse hos det jordiske menneske er blevet så fremskreden, at det mere eller mindre bevidst begynder at kontakte tilværelsens tredie kosmiske grundenergi: følelsesenergien, ændrer ikke den kendsgerning, at tyngdeenergien i sin egen zone er årsag til en livssfære, der, hvad skønhed angår, ikke giver nogen af de øvrige livszoner noget efter.

For langt de fleste mennesker er begrebet følelse identisk med "sjælelig varme". Dette ses f.eks. let af udtrykkene "brændende kærlighed" og "glødende had". Begge udtryk afslører imidlertid, hvor lidt menneskene faktisk ved om sig selv eller om de processer, der foregår i deres eget sjæleliv, thi begge fortæller de om tilstande, hvor ikke følelsesenergien, men derimod tyngdeenergien spiller den afgørende rolle. "Glødende kærlighed" har ikke meget med den kærlighed at gøre, der ikke søger sit eget. For imidlertid helt at kunne forstå følelsesenergiens forhold til vor daglige livsoplevelse er det nødvendigt med det samme at sige, at denne energi i sin dybeste natur ligger til grund for verdensaltets kulde og derved udgør den kraft, der evner at binde verdensaltets ild eller tyngdeenergi. I det store spil af kosmiske kræfter, der samlet danner betingelsen for det levende væsens oplevelse af livet, udgør tyngde- og følelsesenergien i forening de faktorer, der betinger det fysiske plans eksistens. Al fysisk materie udgør "bunden ild". Det "bånd", der binder denne ild, er kulde, og desto stærkere denne er, desto vanskeligere brydes båndene. Dette ses let ved en selv overfladisk iagttagelse af den fysiske materies natur. En tændstik til et såkaldt "letantændeligt materiale", og straks "frigør" de to energier sig fra hverandre. Er materialet derimod af en helt anden karakter, altså "bundet" i et modsat forhold, skal "tilførslen" af den energi, der er i "underskud" øges, indtil det bliver den, der får herredømmet. Følelsesenergien "fryser" således tyngdeenergien og gør den dermed "fast", hvilket vil sige: bringer den i en tilstand, hvor den kan anvendes af det levende væsen. Dette forhold gør sig gældende i alt på det fysiske plan, men det gør sig også gældende i vor sjælelige verden, hvor vi bliver vidne til nøjagtig den samme proces, Også her møder man "ild" og "kulde" og alle stadierne mellem disse to yderpunkter. Nogle "smelter" let, andre mindre let og atter andre så vanskeligt, at kun store sorger formår at opløse deres "hårde sind".

På samme måde som instinkt- og tyngdeenergien har hver sin livszone eller sfære, hvor de udgør den bærende faktor i det levende væsens oplevelse af livet, har også følelsesenergien sin zone, hvor den udgør den førende kraft i al sanseoplevelse. Denne zone har Martinus givet navnet: Det rigtige menneskerige i modsætning til det "menneskerige", vi tilhører. Det jordiske menneske er således ifølge Martinus ikke et færdigtudviklet menneske. Det er et overgangsvæsen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, og dette ses intet steds tydeligere end i dets anvendelse af følelsesenergien, som det ligeså godt anvender i hadets og ondskabens som i kærlighedens tjeneste. Som den kødædende plante udgør et overgangsvæsen mellem plante og dyr og i sig forbinder begge disse to væsensarters egenskaber, således forbinder det jordiske menneske også både dyrets og menneskets egenskaber i sit sind. På een og samme tid evner det at elske nogen og hade andre. En sådan sjælelig tilstand er ikke udtryk for harmoni, men derimod for disharmoni. Den er mørke og destruktion eller netop de sjælelige tilstande, v i er omgivet af på alle sider. Ukontrollerede instinkter med rod dybt ned i dyreriget kæm per side om side med drømme og længsler efter fred og skøn hed, lykke og sjælelig ligevægt. I denne kamp står det jordiske menneske svagt, fordi det endnu ikke har opnået en så høj grad af kontakt med tilværelsens højintellektuelle kosmiske kræfter: intelligens og intuition, at det formår at regulere de uintellektuelle, der netop repræsenteres af instinkt- tyngde og en endnu ret primitiv følelse. Men som allerede nævnt udgør denne tilstand kun en overgangstilstand. En ny kosmisk grundenergi, som, når den til et harmoniseret samarbejde med de øvrige energier, vil formå at ændre billedet totalt, er allerede under udvikling. Denne energi er intelligensenergien.