Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

snitsmennesket er i besiddelse af, og til disse erfaringer hører netop det her berørte problem. Ethvert normalt menneske ved, at "øvelse gør mester". Gennem denne erfaringsbekræftede sentens går vejen let til forståelsen af talentkerneprincippets kosmiske natur, og derigennem åbnes også vejen til forståelsen af det efterfølgende kosmiske problem: de kosmiske grundkræfter eller grundenergier.

 

Disse to områder er på en måde umiddelbart synlige, idet deres reelle eksistens er tilgængelig for vor direkte sanseevne. Enhver ved, at hans tilværelse beror på visse "instinkter"s eksistens og på, at han indenfor andre områder "kan bestemme selv". Dybt under disse to nu analyserede områder eksisterer der imidlertid et tredie. Men dette område er ikke tilgængelig for direkte sansning, idet dets funktioner udløser sig igennem de to andre. Dette område har sit sæde i X.II og er derfor kun tilgængelig for indirekte sansning, hvilket altså vil sige: kosmisk tænkning.

I dette område finder vi det levende væsens evige talentkerner, hvilket vil sige de urokkelige kosmiske kilder, der udgør selve grundkræfterne i samtlige vore tankeblandingsprocesser. I modsætning til de foran beskrevne talentkerner, hvis begyndelse, kulmination og afslutning kan iagttages indenfor begrænsede udviklingsafsnit, kan disse evige talentkerners A., B. og C.stadium kun iagttages henover en kosmisk "udviklingsspiral", en realitet vi skal stifte bekendtskab med i et kommende afsnit. For imidlertid med det samme at give en vis orientering i dette begrebs vældige betydning for vor oplevelse af livet kan vi her afsløre, at en udviklingsspiral udgør et kosmisk afsnit, indenfor hvilket samtlige aktive kosmiske grundkræfter kommer til fuld udfoldelse. Når vi her anvender udtrykket "aktive", er det, fordi tilværelsens syvende kosmiske grundkraft, som Martinus har givet navnet "moderenergien", ikke udgør et i sig selv afgrænset livsplan, men derimod en kraft, der forbinder og omslutter de øvrige seks, hvis natur vi nu skal lære at kende.

Instinktenergien er den første kosmiske grundkraft eller energi, vi er i stand til at iagttage direkte på det fysiske plan. Som foran beskrevet møder vi den i det jordiske menneskes evne til at ane, en evne vi alle er i besiddelse af, men som vi omgås med desto større varsomhed, jo mere vi ved om livet. Anderledes derimod med plantevæsenet og dyret. Disse væsener har ikke som vi, evne til at kontakte tilværelsens højere grundkræfter. De er endnu ikke bevidst i deres eget Jeg og har altså ikke nogen vågen, fysisk dagsbevidsthed. Hele deres daglige livsoplevelse hviler på en helt anden mental energikombination end den, der ligger til grund for vor oplevelse af livet. De er endnu, hvor mærkeligt dette end kan lyde, rene åndevæsener, idet deres livsoplevelse helt hviler på en kosmisk automatik, i hvilket instinktenergien spiller en dominerende rolle. At plantevæsenet virkelig er levende, – at der altså bag dets ydre form findes et levende "Noget", der reagerer overfor ydre påvirkning, ses let af den kendsgerning, at det reagerer overfor lys og mørke, kulde og varme. Planten aner forskel mellem disse ting. Den åbner sig for lyset og varmen og lukker sig for kulden og mørket. Disse for enhver tilgængelige livsytringer hos plantevæsenet, fortæller åndsforskeren, at han her står overfor et levende væsen. Men med de forannævnte reaktioner er plantevæsenets livsytringsmuligheder udtømte. Det kan ikke bevæge sig fra sted til sted, og det formår ikke lydmæssigt at give udtryk for indre, sjælelige tilstande. Plantevæsenet har således den mindste dagsbevidsthedsudfoldelse, der findes i vor verden, hvad der har ført til, at flertallet nægter at akceptere den som levende i samme forstand som dyret og det jordiske menneske. Dette er imidlertid en uhyre fejltagelse, thi i plantevæsenet findes alle de "spirer", som senere folder sig ud hos det jordiske menneske. Planten oplever sult og tørst, og planten kan lide smerte. At disse tilstande ikke ytrer sig på samme måde som hos mennesket, bør ikke forlede nogen til at tro, at de ikke eksisterer. Der ligger iøvrigt i et menneskes måde at omgås planter på, en glimrende mulighed for at vurdere det følelsesmæssige udviklingstrin, det repræsenterer. Mange afslører her en hensynsløshed, det udviklede menneske bør tage som en advarsel, der i en given situation kan blive det til stor nytte.

Planten er et rent instinktvæsen, hvilket vil sige, at instinktenergien er den bærende faktor i dets livsoplevelse. Det kan kun ane forskel mellem tilværelsens to grundfaktorer: behag og ubehag. At det er et bevidst levende væsen afsløresigennem den kendsgerning, at det er tiltrukket mod det behagelige (lys og varme) og frastødt af det ubehagelige (kulde og mørke). Igennem disse reaktioner bekræfter det sig selv som et bag formen eksisterende levende væsen, der nok udviklingsmæssigt er bag efter os, men i sin kosmiske natur vor ligestillede. Da dyret – og her tænkes især på det meget primitive dyr, kun udgør en "forlængelse" af plantevæsenets bevidsthed, finder vi også her instinktenergien som den førende kraft bag livsytringerne. Selvom dyret kan bevæge sig frit omkring og søge sin føde, formår det dog endnu ikke bevidst at skelne mellem "Jeg" og "Det". Det kan, med andre ord, endnu ikke tænke. Dets livsoplevelse hviler på rene instinktfunktioner, men disse er til gengæld uhyre sikre. Vi ser det i trækfuglenes flugt fra nord til syd og omvendt. Atter og atter vender det samme stære- og storkepar tilbage til den gamle kasse eller rede. Men også på andre områder møder vi instinktets fuldkommenhed hos dyret. Således f.eks. i dets valg af føde. Godvilligt spiser intet dyr en føde, dets instinkt advarer det imod. Og sådan kunne man nævne utallige ting, som afslører, at selvom instinktenergien kosmisk set har den mindste aktionsradius, er den, der hvor den udgør den førende kraft i bevidstheden, en guddommelig vejleder, der urokkeligt fører det levende væsen frem til en større og for det selv rigere livsoplevelse end den, der er plantevæsenet beskåret.

Medens vi hos plantevæsenet møder instinkttalentkernens C.stadium, afslører livet, at denne talentkerne allerede i dyrets bevidsthed er i aftagende til fordel for en ny kosmisk talentkernes fødsel og fremvækst. Dyret kan ikke alene ane, det kan også blive rasende og gå til blodigt angreb, tilstande som nok findes hos planten, men kun i latent form. Den kraft, som eksisterer bag disse nye sjælelige tilstande, har intet med instinkt at gøre, selvom denne kraft spiller en stor rolle i måden, de ytrer sig på. Her står vi overfor virkningen af en ny kosmisk grundkraft eller energi, nemlig tyngdeenergien eller den kraft, der ligger til grund for enhver form for rå magtudfoldelse, hævn, had og drab.

Er tyngdeenergien eller den kraft, der betinger enhver form for eksplosion, enten denne så kommer tilsyne i blod og nerver, i forbrændingsmotorer eller A. og B.bomber, da virkelig ond i sin natur? Absolut ikke! Ingen af tilværelsens kosmiske grundkræfter eller energier er onde eller gode! De er hundrede procents neutrale redskaber for det levende væsen og kan som følge heraf både bruges – og misbruges. Bruges de på den rigtige måde, skaber de lykke, glæde og fuldkommen skønhed, misbruges de, skaber de den mest drastiske kontrast til disse tilstande. Og tyngdeenergien er ingen undtagelse fra denne regel. Dette ved dyret og det vilde menneske ikke. Går livet dem imod, reagerer de ved at åbne deres sind for en ukontrolleret indstrømning af denne energi. Man kan formelig følge processen trin for trin. Læg f.eks. mærke til, når en hund begynder at blive vred. Til at begynde med ytrer vreden sig ved en tiltagende knurren, først svag, senere stærkere og stærkere. Dernæst begynder hårene langs rygraden at rejse sig, samtidigt med at overlæben krummes i vejret og blotter tænderne. Nået dertil er der kun tale om øjeblikke, før uvejret bryder løs! Følger man den samme proces hos primitive mennesker, (og her behøver man absolut ikke at rejse til Afrika for at studere) vil man se, at trinfølgen omtrent er den samme. Ubevidst krummer de fleste vrede mennesker deres overlæbe så meget, at man i glimt kan se tænderne lyne frem. Og selvom hårene måske ikke rejser sig langs rygraden, oplever de fleste, at hænderne knyttes, så knoerne bliver hvide. Tvivler man om menneskets åndelige tilhørsforhold, behøver man blot at betragte et hidsigt menneske. Kan man da ikke se det, vil ingen nok så intelligensmæssig analyse kunne overbevise en!

Udenfor kontrol er tyngdeenergien al lidelse og smertes moder. Under kontrol udgør den en af livets vidunderligste kræfter. Den har vi at takke for vor evne til at bevæge os, og den skyldes det, at vi kan jage gennem rummet med hundreder af kilometers fart i timen. Ved hjælp af den opretholder vi vor legemstemperatur, og takket være den kan vi i de kolde vintre opvarme vore boliger. Og sidst, men ikke mindst, takket være den kender vi kærligheden. Thi den er det, der tænder lyset i vore øjne og får vore hjerter til at banke. Uden den, var vi kolde og døde skabninger. Den er det, der giver os livet og får os til at være gode. Men tager den magten i vore sind, tænder den hadets blodige fakkel, og døden i alle dens former er da dens bitre frugt. Intet under at mennesket fra sin første spæde åndelige opvågnen i ilden så en åbenbaring af dunkle guddomme og følte, at solen, dette hav af ild og varme, måtte være andet og mere end et lysende himmellegeme.

I dannelsen af vor vågne dagsbevidsthed spiller tyngdeenergien en førende rolle. Ja, så stor en betydning har denne kraft, at det blev det levende væsens evne til bevidst at kunne bruge ilden i sin tjeneste, der trak grænsen mellem det egentlige dyr og mennesket, eller mellem det