Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af Erik Gerner Larsson

(fortsat)

Men samtlige de her nævnte områder kan dog overses. Anderledes derimod når det drejer sig om tilegnelsen af en talentkerne af ren åndelig karakter f.eks. evnen til at kunne resignere fuldkomment eller evnen til at udløse fuldkommen tolerance for ikke at nævne fuldkommen moral. Her må begrebet "tid" lades ude af betragtning, idet disse evners tilegnelse betyder så store indgreb i de allerede eksisterende talentkerner, at man forstår, at viljen eller begæret her nok spiller en stor rolle, men ikke stor nok til at man med sandhed kan angive tidslængden for talentets erhvervelse. Men – stort eller lille – en dag indtræder det tidspunkt, hvor øvelsestiden er afsluttet. Denne "dag" ytrer sig ved, at det i en måske nu fjern fortid fødte begær eller ønske langt om længe har sat frugt i form af en automatisk virkende talentkerne, der, underlagt Jeg'ets bevidste kontrol, adlyder dets mindste ønske om manifestation. Dette stadium er talentkernedannelsens C.stadium. Her er "eleven" blevet "mester" og hans mentale rum en organfunktion rigere.

Medens det foran skrevne angår de geniale skabelser, der er livspositive, hvilket vil sige: tager sigte på at glæde og højne, findes der også i vor verden geniale skabelser af modsat karakter. Også her toner det evige liv frem, men da totalt forbundet med det dyrerige, af hvilken vor bevidsthed i så overvældende grad endnu er en frugt. Hver eneste gang vi ser et moderne "krigsvåben", der formår at "udslette" så og så mange liv i sekundet, står vi overfor en genial skabelse, der også er frugten af mange livs begær. Men medens de førstnævnte geniale skabelser er livsbekræftende, er de sidstnævnte livsnedbrydende eller destruktive, Man skal vide dette, fordi man skal vide, at de stoffer, hvoraf vore begær og ønsker dannes og tager form, er absolut neutrale. Det jordiske menneske kan inden for et givet område gøre nøjagtig, som det ønsker. Ønsker det at udvikle sig i kunsten at dræbe, øve vold og myrde, står det det frit for. Resultatet vil da uundgåeligt blive fødslen af et menneske, som i sig rummer alle de anlæg eller talenter, der betinger en moderne "diktator" eller en væsenstype, for hvilken "målet helliger midlet". Typen er jo ikke ukendt i vor tid, dens skæbne heller ikke. Thi vi står her overfor den kendsgerning, at nok kan vi blande vore tanker, som vi ønsker det og derigennem tilegne os yderst grusomme og for vore omgivelser farlige talenter, men vi kan ikke ophæve den lov, der så enkelt er udtrykt i ordene: "Som du sår, skal du og høste!" Ombringer vi ved sværd, vil vi selv skabe den dolk, der en dag gennemborer vort eget hjerte, det er loven, – og det er takket være den, at vor åndelige vækst er sikret.

For det åndeligt indstillede menneske er det imidlertid ikke det dræbende genistadium, der er målet, men derimod dets modsætning: det moralske genistadium. Og som det dræbende genistadium gennem århundrerne har haft sine "modeller" vandrende lyslevende rundt iblandt menneskene, har også det sidstnævnte stadium haft sine. Hver af disse to former for genier har haft deres store betydning for vor udvikling, så dybest set er de lige guddommelige. Ingen af dem har kunnet undværes i det store spil af kræfter, der former vor mentalitet, derfor er det uværdigt for det virkeligt tænkende menneske at opkaste sig til dommer over de første og gøre sig til ydmyg tilbeder af de sidste. Bag dem begge eksisterer vor sjælelige livsplans guddommelige ophav, og i HANS planlægning er begge typer lige nødvendige og dermed lige guddommelige.

Thi lad det jordiske menneske være nok så plumpt og nok så åndelig uudviklet, dybt i dets sind lever dog en længsel efter at være som de moralske genier, der ved deres totale sejr på den indre front blev vore fødte lærere i kunsten at elske Gud over alle ting og vor næste som os selv. At vi her i vesten sætter Jesus af Nazareth højest blandt alle dem, der blev menneskehedens lærere, er forståeligt, fordi vi næsten kun er blevet undervist i hans fortolkning af de evige sandheder. Men som åndsforskere må vi hæve os over denne snæversynethed og lære at indse, at det alene skyldes den lange række af strålende åndelige lærere, vor historie beretter os om, at den samlede menneskehed har modtaget en undervisning, der nu gør den modtagelig for en ny åbenbaring af de evige sandheder. Som det forholdt sig med det dræbende princips geniale repræsentanter, der formede vor ydre historie så blodigt, som tilfældet er, forholder det sig også med det humane princips genier: ingen, absolut ingen af dem kan undværes i det store spil, der forvandler jordens utalte millioner fra at være bundne i dyriske tankearters dybe mørke til at opstå som lysomstrålede gudesønner, fuldt bevidste i deres evige, kosmiske liv.

Det moralske geni er ikke et jordmenneske, men derimod et rigtigt menneske, hvilket vil sige et væsen, for hvem det er lige så naturligt at give, som det er for os at tage. For hvem dette at dø for sin overbevisning er en selvfølgelighed, om det kræves, og som i alt formår at "vende den højre kind til, når han bliver slået på den venstre". Bag hans handle- og væremåde stråler og funkler livets højeste talentkerne, den "at kunne give sit liv for andre". Dybt inde i os selv ved vi, at denne væremåde er den rigtige, og vi længes efter at kunne handle i overensstemmelse med denne viden. Men vi formår det ikke, og deri ligger måske kilden til vor dybeste smerte. Thi overalt hvor vi handler i modstrid med denne viden, "sår vi en sæd", hvis "høst" ængster os, fordi vi ved, at den betyder nye smerter, nye tårer, ny elendighed for os. Men "ingen kan lægge en alen til sin vækst". Trin for trin må vi vandre den vej, der fører opover. At de vise kalder denne vej "stenet", forstår det menneske, der erkender sin egen afmagt overfor de krav, det moralske liv stiller. På den anden side bør intet menneske glemme, at Guddommen aldrig forlanger det umulige af os. "Den sten, du ikke kan løfte, bør du lade ligge", siger et gammelt ord, og det har gyldighed for hver den, der kræver det umulige af sig selv. Eet kan vi imidlertid alle gøre, det, at vi i stedet for krampagtigt at ville være mere, end vi er, opøver os i at være det udviklingstrin , vi befinder os på, bekendt. Derigennem opstår sund åndelig ærlighed, – og denne tilstand vil altid være den første virkelige forudsætning for en sand morals tilb livelse og vækst. Det skønne ved det moralske geni er den selvfølgelighed, hvormed det er det. Det er simpelthen dets "natur". At vor "natur" endnu ikke kan stå mål med hin, er ikke i sig selv noget uværdigt eller forkert, derfor bør vi i alt stræbe efter at besidde den indre ro og ligevægt, der kendetegner det moralske geni, også selv om vi meget klart ved, at vi på mange områder endnu er meget ufuldkomne. Man møder ofte hos det religiøst søgende menneske denne ligevægts forfærdende modsætning: den flammende fanatisme. At bekæmpe den hos andre er omtrent håbløst, men åndsforskeren bør ihvert fald aldrig give netop den tilstand rum i sin egen sjæl. Gør han det, er han ikke længere forsker, da er han en "troende" på godt og ondt.