Kontaktbrev 1952/4 side 3
ÅNDSVIDENSKAB FOR HVERMAND
Af Erik Gerner Larsson
(fortsat)
ved hvilken det giver sig tilkende. At hævde det modsatte vil være ensbetydende med at påstå, at det skabte kan opleve sig selv, at et bilhjul f.eks. vil kunne opleve et andet bilhjul, – og det, ved enhver, er en urimelig påstand.
Erkendelsen af Jeg'ets eksistens som al åndsforsknings urokkelige grundvold.
Intet sted står den fysiske og den åndelige videnskab skarpere overfor hinanden end i spørgsmålet om Jeg'ets eksistens eller ikke-eksistens. Den fysiske videnskab må ifølge sin natur fastholde, at "noget", der hverken kan vejes, måles eller på anden fysisk vis registreres, ikke eksisterer. Situationen er paradoksal derved, at både videnskabsmanden og åndsforskeren er nødt til at bruge ordet "jeg" i deres angreb såvel som i deres forsvar af Jeg'ets væren eller ikke-væren. Videnskabsmanden må sige: "Jeg hævder, at Jeg'et ikke eksisterer som en i sig selv selvstændig realitet, der er hævet over død og forkrænkelighed!", medens åndsforskeren altså må sige: "Jeg hævder det modsatte!"
Det vil være ørkesløst at fortsætte en sådan strid. Thi vi er her inden for et område, hvor det jordiske menneske endnu i lang tid fremover vil være delt i to skarpt adskilte lejre, som hver med lige stor voldsomhed vil hævde deres standpunkts berettigelse. For det åndeligt modne menneske, der mindre er interesseret i diskussioner end i at få sine egne iagttagelser bekræftet, betyder denne strid intet. For det er Jeg'et som selvstændigt eksisterende realitet, en kendsgerning det oplever, fra det vågner om morgenen, til det falder i søvn om aftenen. Det ved, det har denne centrumsfornemmelse i sig, og det ved, at det er takket være den, at det er i stand til at fastholde samtlige sine indtryk og uddrage erfaringer eller viden af dem.
Da hensigten med dette brevkursus imidlertid er den, at give den studerende et virkeligt billede af hans egen kosmiske struktur, et billede han skulle kunne se bekræftet hvor som helst, han end vender sit blik, er det nødvendigt, at vi ikke forlader det her berørte problem, før denne opgave er løst. Den bedste måde, vi kan gribe denne sag an på, er ved at anvende Martinus symbolik, idet den netop er skabt med henblik på at kunne fastholde de realiteter, der knytter sig til denne specielle analyse på en sådan måde, at man sluttelig har et urokkeligt overblik over dem.
Da Jeg'et er hævet over enhver form for energi, er det navnløst i sin natur. Det eneste, man kan sige om det, er, at det er "et Noget, som er". Man kan naturligvis benægte dette, men det fører, som allerede påvist, ud i den rene meningsløshed. Men noget, som ikke har form eller farve, og som er hævet over tid og rum, kan ikke udtrykkes ved andet end et tegn, der tilkendegiver, at man akcepterer dets eksistens. Martinus har her valgt betegnelsen X.I. Dette tegn udtrykker overalt i hans verdensbillede Jeg'et i det levende væsen.
Den her fremførte analyse er i sin natur udtryk for ren indirekte sansning, idet den helt er et resultat af tænkning. At det må være sådan for det jordiske menneske er indlysende, men vender vi os mod de mennesker, man inden for åndsvidenskaben kalder for "indviede", er forholdet et andet. Disse mennesker har oplevet Jeg'et i det levende væsen og oplevet, at dette Jeg dybest set var forbundet med alle eksisterende Jeg'er i tilværelsen. Igennem denne oplevelse følte disse mennesker sig eet med universets ophav. Vi vil senere få lejlighed til helt at fordybe os i denne oplevelses specielle karakter. Når den nævnes her, er det for at understrege, at medens vor erkendelse af Jeg'ets eksistens må ske på en rent teoretisk basis, altså ved hjælp af tænkning, så findes der en højere form, under hvilken mennesket direkte oplever dette Jeg's evige væren. Det er denne oplevelse alle såkaldte "mystikere" har betegnet som deres "møde med Guddommen".
Når man så skarpt kan sige, at Jeg'et er hævet over energi, kraft eller bevægelse, – alle tre udtryk dækker samme realitet, – så beror det på, at livet overalt, hvor vi kan sanse klarest, afslører for os, at det er Jeg'et, der er energiens ophav og iscenesætter, – og det, der oplever dens konsekvens. Usynligt er det alligevel allesteds nærværende. Det er den årsagsløse årsag bagved alt. Det er i virkeligheden tilværelsens eneste og absolutte suverænitet. Alt vil det levende væsen kunne gøre, blot aldrig ophæve sin egen eksistens. Når denne tanke og den bag den eksisterende viden engang får gennemtrængt det jordiske menneske, vil den fjerne det vældige tryk, som dens egen modsætning idag lægger på de flestes skuldre. Thi hvem oplever ikke i givne stunder, når modgang og træthed overvælder bevidstheden, at ønske at "man aldrig vågnede mere", "at man aldrig var født" eller "at det hele snart var forbi". Alle oplever vi disse negative stunder, der stjæler kræfterne og modet fra os og lader os blive et vildført og let bytte for vor egen uvidenhed. Og desværre bliver det for altfor manges vedkommende ikke ved de mørke tanker alene. Døgn efter døgn hører vi om mennesker i dette land og i alle andre lande, der har berøvet sig "livet" i tro på, at de dermed har gjort en ende på deres vanskeligheder, for så en kort stund efter at opleve, at alt kunne de gøre, – blot ikke ophæve deres egen eksistens.
Erkendelsen af Jeg'ets eksistens som en over alt fysisk stof hævet udødelig realitet, – også selvom denne erkendelse kun kan være af teoretisk natur, – udgør selve grundlaget for vor videre forskning, der i sig selv intet større formål har end at bevise denne erkendelses urokkelige sandhed. Men den studerende må hele tiden holde sig klart for øje, at begrebet "bevis" inden for åndsvidenskaben har en anden betydning end inden for den fysiske videnskab, hvor dets stilling altid vil være klart udformet i relation til mål og vægt eller andre former for fysisk kontrollerbare realiteter. Det åndsvidenskabelige bevis må ifølge hele sin natur nøjes med at støtte sig til den studerendes egne, selvoplevede erfaringer, altså rent åndelige og ofte ukontrollerbare realiteter. Et fysisk bevis vil således altid være et bevis for alle, i modsætning til det åndelige bevis, der i givne situationer kun kan være et absolut bevis for et forsvindende fåtal. At vide dette er dybest set ensbetydende med at vide, hvorfor Kristus lærte sine disciple, at deres svar skulle være: "Ja, ja og nej, nej!"
Det levende væsens skabeevne eller X.II.
Da Jeg'et er utilgængeligt for sansning, kan det være nærliggende at spørge om, hvorledes vi da kan lære det at kende, Svaret herpå må være, at vi aldrig ville få lejlighed til at "opdage det, hvis det ikke var tilknyttet to andre og i deres natur lige så evige realiteter som X.I. Den første af disse realiteter er det levende væsens skabeevne, hvis eksistens livet tvinger os til at akceptere på samme måde, som det tvang os til at akceptere eksistensen af X.I. Udtrykket, "jeg skaber", siger her alt. Da der ikke kan have været noget tidspunkt, hvor Jeg'et ikke har været i besiddelse af sin skabeevne, og da også den i sin natur må være hævet over tid og rum og derfor evig i sin natur, har Martinus givet den betegnelsen X.II.
Det levende væsens højpsykiske område.
Som den studerende vil forstå, er både X.I. og X.II. kun tilgængelig for indirekte sansning. Intet levende væsen har nogen sinde "set" Jeg'et eller dets skabeevne, og ingen vil nogen sinde få dem at "se". De kan kun erkendes som værende til, idet deres eksistens fremgår af de virkninger, de er årsag til. Af denne grund har Martinus betegnet deres natur som "højpsykisk", idet de er hævet over alt. De udgør det centrale ved vor fremtræden som "levende", og sammenspillet mellem dem frembringer derved en selvstændig funktion, som Martinus betegner som "overbevidsthedsområdet", fordi man, som vi senere vil få at se, inden for dette område finder en række faktorer, som også kun kan opleves indirekte, men som ikke derfor er mindre virkelige.
Det skabte, formernes verden eller X.III.
Med virkningen af sammenspillet mellem X.I. eller Jeg'et og X.II. – dets skabeevne, – træder vi ind i den verden, som på sin vis er een stor nøgle til vor erkendelse af de to første princippers eksistens. Da Jeg'et og skabeevnen evigt har været, vil der også evigt have eksisteret et resultat af deres samvirke, nemlig "det skabte" eller X.III.
Da "det skabte" er energiernes eller de kosmiske kræfters verden, og da disse kræfter evigt har været tilknyttet Guddommens Jeg, vil man in tet sted kunne påvise dem som "løsrevet" fra dette Jeg. De vil, med andre ord, altid eksistere i en eller anden speciel kombination, som enten er nyskabt, kulminerende eller under opløsning. Kræfterne vil således altid i deres yderste analyse være "under kontrol". Det kunne synes overflødigt at nævne dette, men betragter man den verden, vi har omkring os, vil man se, at der idag lever mange mennesker, som frygter, at de nye videnskabelige opdagelser inden for atomenergiens område skal føre til eksperimenter, hvor kræfterne pludselig tager magten fra mennesket og destruerer hele vor tilværelse. Dette kan ikke finde sted. Årsagen til denne midlertidige påstand skal vi senere vende tilbage til. Her må vi nøjes med at give udtryk for, at selv om det i visse situationer ser ud, som om de kosmiske kræfter "går på egen hånd", så er dette aldrig tilfældet. Hvor mærkeligt det, end i denne forbindelse kan lyde, så havde Jesus virkelig ret i bogstaveligste forstand, da han formulerede ordenes "Sælges ikke to spurve for en penning? "Og ikke een af dem falder til jorden uden eders Faders vilje!" (Matthæus 10 kap. v. 29).
"Det skabte" er således "formernes verden". Da disse formers mangfoldighed er af en sådan art, at det jordiske menneske på grund af manglende åndelig indsigt ustandselig "går vild" i dem, vil vi prøve at foretage en elementær opdeling af dem, således at vi også her får "fast bund under fødderne". Rent primært har vi vort eget legeme, som måske er den "form", vi er mest fortrolig med, idet den i alt er det mest fundamentale produkt af sammenspillet mellem vort eget Jeg og vor skabeevne. Imidlertid opfatter kun de færreste mennesker deres eget legeme som hørende til "formernes verden". De mener, at legemet er "dem selv". Derved fremkommer der i virkeligheden to grupper af former, af hvilke den ene kan betegnes som "levende", idet den omfatter alle de former for levende væsener, vi kender, i modsætning til den anden gruppe, hvis former alle er virkninger af det levende væsen, hvorfor vi her må betegne dem som "døde". Det er det her skildrede område, vi på symbol nr. 1 genkender som det belyste felt. Inden for dette felt ser livet ud som her beskrevet. Der skelner man nemlig skarpt imellem mennesket selv og det, som det frembringer, eller mellem skaberen og det skabte.
Går vi udenfor symbolets lyskegle, altså enten ned i mikrokosmos eller op i makrokosmos, ser vi, hvorledes det jordiske menneskes "logiske sans" totalt svigter. Her tror det nemlig i langt de fleste tilfælde, at det, det ser, er "døde ting". Kloderne er blot "døde foreteelser", som ganske vist nok er "lovbundne", men heller ikke mere. Skuer et sådant menneske ud i universet en mørk aften og ser den millionfoldige hærskare af funklende himmellegemer, tror det kun at se døden på samme måde, som det i iagttagelsen af mikrokosmos kun tror at se "stoffets livløse verden". Ja så vidt går dets opfattelse af de døde formers realitet, at det normalt som noget ganske selvfølgeligt også frakender både plante- og dyreriget blot den mindste antydning af "sjæl".
Resultatet af denne indstilling er på en måde højst besynderlig. Thi da livets oplevelse består i en vekselvirkning mellem de fra det levende væsen – i dette tilfælde det jordiske menneske – udstrålende energiers møde med omgivelsernes energier, en vekselvirkning der giver erfaringer og dermed udvikling, bliver resultatet uundgåeligt, at det jordiske menneskes åndelige vækst hovedsageligt foregår ved hjælp af en "død læremester"! Jo mere det fravrister denne "døde læremester" af viden, desto mere levende bliver det selv! Det er dette forhold, der for-
(fortsættes)
Tilbage til artikelregister
Forrige