Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Hvem var Martinus' første elev? – Det spørgsmål besvares andet steds i dette blad, idet eleven fortæller om sit første møde med Martinus, et møde, der foregik på et tidspunkt, hvor Martinus endnu ikke havde oplevet sin kosmiske fødsel. Dette at få kosmisk bevidsthed er naturligvis en skelsættende begivenhed i et menneskes liv, men det gør ikke uden videre et sådant menneske til verdensgenløser i det tyvende århundrede. Der skal meget mere til. Det er nemlig ikke nok at bære vidnesbyrd om en åndelig verden og fortælle, hvordan den er indrettet. Man må også kunne underbygge sit vidnesbyrd med logisk sammenhængende tankerækker, der forbinder det ukendte med det alment kendte på en sådan måde, at selv den mest skeptiske kritiker må bøje sig. Og en sådan skeptiker mødte Martinus netop i sin første elev, og for at overbevise ham, måtte Martinus opøve evnen til i sine "analyser", systematisk at forudse og tage højde for enhver indvending, der kunne rettes imod dem.

Og hvad var det så for en verden, Martinus kunne berette om? Det var en åndelig verden, eller rettere sagt: den åndelige verden, idet denne "verden" i Martinus' udlægning viste sig at være lige så realistisk og almengyldig som den fysiske verden. Og denne åndelige verden kunne Martinus efter sin kosmiske fødsel komme i kontakt med og undersøge, når det passede ham, hvilket gjorde det nemt for ham at gennemskue ethvert årsagsforhold af åndelig karakter og dermed også, som det viste sig, hele baggrunden for den fysiske verden.

Takket være Martinus' evne til på en videnskabelig måde at sammenholde den åndelige verden med den fysiske, blev det nu muligt for ham at redegøre for sin "kosmologi" på en sådan måde, at ethvert menneske med tilstrækkeligt udviklet intelligens vil være i stand til at forstå den. Det er altså efter nutidens normer ikke usædvanlige evner, der kræves for at sætte sig ind i dette verdensbillede, men – og her kommer vi nok til den afgørende pointe: der skal efter vor tids målestok usædvanlige evner til, før man føler sig motiveret til at gøre det! For overhovedet at fatte interesse for Martinus' kosmologi viser det sig, at man må have gennemgået et større kvantum lidelsesvoldende oplevelser (gennem flere liv), end det indtil nu er normalt eller alment gældende. Det er nemlig disse pinagtige oplevelser, der gradvist skænker et menneske evnen til i sin egen sjæl og krop at fornemme andres lidelser. Og disse ubehagelige fornemmelser undgår man ikke at påføre sig selv, hver gang man retter sig lidt for kraftigt efter sin gamle, indlevede overlevelsesrefleks: "enhver er sig selv nærmest". Hermed er grunden lagt til den forvirring og sjælekval, der før eller senere vil få ethvert menneske på denne klode til at stille lige netop de spørgsmål, som kun en Martinus indtil nu har været i stand til at besvare på en måde, så selv den mest rasende skeptiker må bøje sig for sandheden i hans ord.

Denne sammenhæng mellem ånd og materie, psyke og fysik, sjæl og legeme ... det er temaet for dette nummer af KOSMOS.