Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Fra Bibelen kender vi begrebet "Guds ånd over vandene". Ligeledes kender vi en udtalelse af Kristus, hvor han om natten har en samtale med Nikodemus og siger: "Uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". Vi kender også beretningen om "den hellige ånd", som kom over apostlene; og Kristus omtaler "Talsmanden, den hellige ånd" eller "Sandhedens ånd", som skal forkynde om de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Hvad menes der med dette, at "Guds ånd svævede over vandene", og med udtrykket "at blive født af vand og ånd"? Vand og ånd er udtryk for to evige realiteter, uden hvilke jorden og alt liv på den aldrig nogen sinde ville være fremkommet. Disse to realiteter kender vi under andre udtryk. "Vandet" i den bibelske beretning er et symbolsk ydtryk for det, vi kalder stof eller materie. Der måtte være noget, af hvilket Gud kunne skabe jorden. Uden materie eller stof ville der ikke være nogen skabelse. Noget kan ikke komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet. "Ånd" betyder bevidsthed, der er det samme som det mentale område omkring et Jeg, der bevirker, at dette fremtræder som et levende væsen. Bevidsthed er det levende væsens område af evner og anlæg, hvorigennem dets begær, vilje, tanker og viden udfoldes.

Gennem vor bevidsthed oplever vi glæder og sorger, behag og ubehag, kort sagt alt det, vi kalder vor skæbne. Fra bevidstheden dirigerer vi også vor fysiske organismes bevægelser og de handlinger og former for skabelse, der manifesteres gennem den. Vi har evner og talenter, vi kan udvikle nye evner, og andre evner er under degeneration. Det står alt sammen i forbindelse med livets oplevelse og de forandringer i vore ønsker og begær, som livsoplevelsen medfører. Hele denne livsforvandling, som er en kæde af årsager og virkninger, der skaber nye årsager, som igen medfører nye virkninger osv., foregår naturligvis ikke kaotisk eller gennem noget "ingenting", men skyldes et særligt kosmisk organisk apparatur, som jeg kalder det levende væsens "overbevidsthed". Ud fra denne overbevidsthed vedligeholder væsenet sin "underbevidsthed", der igen består af to realiteter: "Dags- og natbevidsthed", ligesom det også er ud fra overbevidstheden, at det skaber sit fysiske legeme. Overbevidstheden er således sædet for det levende væsens evige livsstruktur. I dette område findes væsenets begavelse og anlæg koncentreret i talentkerner, som overlever det fysiske legemes død og eksisterer bag dets livsudfoldelse og oplevelse efter døden. Fra overbevidstheden udstråler ligeledes de kræfter, som opbygger fostret i moders liv i en ny inkarnation og arbejder videre efter fødslen med legemets vækst og udvikling.

Vort fysiske legeme består af materier eller stoffer, der er underkastet forvandlingsprocesser fra det er et foster til det eventuelt bliver en gammel mands eller kvindes legeme. Fra den fysiske videnskab får vi at vide, at dette fysiske legeme hovedsagelig består af vand, og i religiøst symbolsprog er udtrykket "vand" ligefrem symbol for materien. Men dette "vand", dette materielle eller fysiske legeme, er under forvandling, dvs. det er i bevægelse. Thi forvandling er en form for bevægelse. Og det gælder for alt stof eller materie, at det er udtryk for bevægelse. Selv de meget faste stoffer består af partikler, der bevæger sig i tomrum, som er mange gange større end partiklerne. Det er samme princip, vi møder, hvad enten vi studerer himmelrummet med dets kloder, sole og mælkeveje, eller vi studerer materien med dens celler, molekyler og atomer. Studerer vi de levende væseners organismer, opdager vi, at de også udgør mange former for bevægelser, både i deres indre organiske struktur og i det ydre rum. Men hvad er det, der skaber bevægelsen i alt stof? Og hvad skaber bevægelserne i verdensrummet?

Stoffet i sig selv kan umuligt bevæge sig. Den bevægelse, som alt stof befinder sig i, udløses af noget helt andet end stoffet selv. Dette bliver til kendsgerning derigennem, at stoffet bygges planmæssigt op. Det bringes til at udløse logiske processer. De levende væseners organismer, som udgør livets allerhøjeste og mest fuldkomne materiekombinationer, er jo bygget op som geniale redskaber til brug for skabelsesprocesser. Er det ikke en kendsgerning, at stoffet i særlige tilfælde er formet som sanseredskaber for syn, hørelse, lugt, smag og følelse? Hvorfor er materien formet som hænder og fødder, der også er geniale redskaber? Og som hjerte, lunger, nyrer, skelet og muskulatur? Er det ikke netop for at opfylde bestemte formål? Men for hvem skal de opfylde disse formål? Hvis kun materien eksisterede, kunne den ikke blive formet på sådan en hensigtsmæssig måde. Der må være "noget", hvis hensigt og formål opfyldes gennem denne forvandling. Dette "noget" kan ikke være organismen selv, der blot er et redskab, der dirigeres. Dette "noget" er organismens ophav, som ikke er materie, og som derfor ikke er tilgængeligt for direkte sansning. Det er usynligt, men gennem dets påvirkning af og skabelse i materien kan dets tilstedeværelse konstateres.

Uden dette "noget"s eksistens ville der umuligt kunne eksistere bevægelse i materien. Såvel de gigantiske bevægelser i universets stjerneverden som de for os usynlige bevægelser i mikrokosmos eller materiens verden ville være en umulighed. Og der ville ikke kunne eksistere levende væsener. Dette noget besidder en egenskab, i kraft af hvilken det er et levende væsen, nemlig ånd eller bevidsthed. Det er dette levende væsen, vi kalder Gud, og det er i dette levende væsen, vi "lever, røres og er til", som det også siges i Bibelen. Om mennesket siges det i samme bog, at det er "skabt i Guds billede efter hans lignelse". Ja, men er vi ikke også et levende "noget", der dels oplever livet, dels giver os til kende gennem "vandene" eller materien, således som den er kombineret i organer og sanseapparater, der tilsammen udgør en organisme? Dette "noget" kender vi under begrebet "jeg'et". Hvert eneste menneske er et levende væsen i kraft af sit Jeg, sin overbevidsthed, sin underbevidsthed og bevidsthedens manifestationsorganer. Men uden overbevidsthed ville vi hverken have underbevidsthed, dags- og natbevidsthed eller fysisk legeme. Jeg'et ville eksistere, men det ville kun udgøre "noget, som er" uden skabelse og oplevelse. Det ville være stilhed eller livløshed. Jeg'et må, som Kristus sagde, "fødes af vand og ånd", det må opleve sig selv i forhold til bevægelsen. Og det er ikke nok med "vand", med stof eller materie; ånden, eller den formende kraft må til for at bevæge materien.

Ånd udgør den kraft, der i alle situationer bevæger al materie såvel i mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos. Denne kraft er kun synlig eller tilgængelig for sansning gennem de reaktioner eller bevægelser, den fremkalder i materien. Alle former for materiekombinationer, hvad enten de er fysiske eller psykiske, er blevet til i kraft af ånd. Da ånd er en bevidsthedskraft, kommer den til syne som vilje, og bag det, vi kalder vilje, eksisterer der et begær, en hunger. En åndelig hunger eller sult kan kun forvandles til mættelse ved at blive tilfredsstillet. Men hvordan opstår et sådant begær eller en sådan hunger?

Men når alle levende væsener er evige væsener, og sult- og mættelsesprincippet er et evigt fornyelses- og udviklingsprincip i universet, må væsenerne engang blive mætte af lystilstanden og længes efter dens modsætning, som da vil være lys for dem. Det vil sige, at vi fra den nuværende udviklingsspirals "salighedsrige" engang vil begynde at udsende sådanne bevidsthedskræfter, hvis virkninger danner "mineralrige" i en højere udviklingsspiral, hvilket er begyndelsen til en ny "indvikling i materien". Det er naturligvis svært for nutidens mennesker, der er ved at være mætte af alle former for mørkemanifestationer, at fatte, dels at de engang har længtes mod sådanne former for livsoplevelse og manifestation lige så stærkt, som de nu længes bort fra dem, og dels at de engang i fremtiden, selv om det er om så lang tid, at de ikke kan opfatte det med cifrer, igen vil længes imod noget lignende. Det er selvfølgelig ikke lidelserne, man vil længes imod, men magten, selvhævdelsen og egoismen efter umindelige tiders udfoldelse af næstekærlighed, hengivenhed og altruisme. Og som man sår, må man høste, dvs. opleve virkningerne af sin magtudfoldelse, og dermed kommer forvandlingen eller fornyelsen af bevidstheden. Livet er en evig fornyelsesproces af Guddommen og af gudesønnerne eller de levende væsener. Blot med den forskel, at Guddommen i al evighed er på sit højdepunkt i sin primære bevidsthed, hvor de væsener, der i udviklingsspiralerne gennemløber de højeste verdener, er Guds skabe- og oplevelsesredskaber, medens de væsener, der repræsenterer spiralernes plante-, dyre- og menneskestadier, udgør Guddommens sekundære bevidsthed, hvor på én gang disse væseners bevidsthedsfornyelse og Guds bevidsthedsfornyelse finder sted, samtidig med at alle disse myriader af levende væsener udgør stoffer og universer for hverandre.

Væsenernes begær udløses således af et evigt princip, i kraft af hvilket de drages mod nye sfærer og tilstande, som aldrig bliver en gentagelse i detaljerne, selv om lovmæssigheden gentager sig. Nævnte princip har jeg kaldt "urbegæret", hvilket ikke er det samme som vilje. Urbegæret er det evige livsbegær eller hungeren efter livsfornyelse, og det i sig selv er en garanti for, at det, vi kalder "døden", kun er en illusion. Dette begær har sæde i individets overbevidsthed, hvor samme individs talentkerner også befinder sig, koncentreret i "spiralcentre", dvs. permanente skabelsescentre for underbevidsthedens legemer: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet. Disse legemer danner individets underbevidsthed, og gennem dem kan det sanse, opleve og udfolde sin skabeevne.