Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Udgangspunktet for denne artikel er en udtalelse af Martinus i et foredrag for et par år siden: »Åndsvidenskaben er kristendommens tredie epoke«. Artiklen skulle være et forsøg på at påvise, i hvilken udstrækning, der indenfor kristendommen vil være holdepunkter for denne tanke, der i første omgang sikkert virker overraskende på nogle, men nærliggende og naturlig for andre.

Lad det først være fastslået, at man fra kristen side under normale forhold (og vi lever i øjeblikket i en af kristendommens mest unormale perioder) er sig bevidst, at kristendommens form ikke er en fast, uforanderlig størrelse, men netop fordi den peger hen til større mål, selv må være underkastet forandring og gennemløbe epoker med forskellige udtryksformer. Også i vores tid føler mange i kirken, at dens former måske om blot een generation kan være betydeligt forandrede, fordi velfærdsstaten betyder så gennemgribende forandringer i menneskers livsform i det hele taget.

Lad os belyse dette perspektiv med et par eksempler.

Vi kan til en begyndelse tænke på en af de mest storslåede profetier, der findes i det gamle testamente: »Se, dage skal komme, lyder det fra Herren ...: I hine dage skal man ikke mere sige: fædre åd sure druer, og børnenes tænder blev ømme. Nej, enhver skal dø for sin egen brøde, enhver, der æder sure druer, får selv ømme tænder«. (Jeremias, kapitel 31).

Det ligger fristende nær at sammenligne med den brydningstid, vi selv oplever, hvor arvelighedslov og karmalov jo bliver sat ganske stærkt op imod hinanden!

Men videre siger Jeremias: »Dette er den pagt (=det løfte), jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven, eller broder sin broder og sige: Kend Herren! Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største«. (Ordet »kende« kan ligesåvel oversættes ved »erkende«).

Her peges direkte på en tid, hvor gudsforholdet ikke bygger på autoritet, men på personlig oplevelse. Guds og livets love skal ikke mere påtvinges mennesker udefra, men vil ligge i dem som fuldbyrdet erfaring.

Det ligger i tråd med en sådan profeti – fremsat omkring år 600 f. Kr. – når Jesus siger til den samaritanske kvinde: »Den tid kommer, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede faderen ... den tid kommer, ja er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede faderen i ånd og sandhed, thi det er sådanne tilbedere, faderen søger. Gud er ånd, og de, der tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed«.

Omkring år 1100 finder vi i Italien en abbed Joachim (a Fiore), der på grundlag af visioner, han har haft, taler om tre epoker i kristendommens historie: Faderens epoke (svarende til det gamle testamentes tid), der er præget af autoritet og lydighed mod loven, Sønnens epoke, der vil være bestemt af præsteskab og skrift-studium, og Åndens epoke, der vil blive præget af bøn, lovsang og personlig livserfaring.

Nu er udtalelser som disse gennem hele kirkens historie blevet misbrugt kraftigt, så mennesker indvarslede »de sidste tider« og enten med eller uden våbenmagt prøvede at omstyrte den forhåndenværende samfundsorden for at få indført den fuldstændige åndelige frihed. Sådanne forsøg på at fremskynde en udvikling kan man jo kun betragte som vildspor, der ikke kan virke frugtbringende. Den »nye tid« kommer ikke, fordi vi, der længes efter den, overtager den verdslige magt og gennemtvinger vore egne ideer. Det ligger jo i udviklingens lov, at alt gammelt først må leve sin tid ud, så det nye kan gro udelukkende af sin egen indre kraft.

En forsigtig tænker finder vi i sidste århundrede i Richard Rothe, der omkring 1850 var teologisk professor i Heidelberg. Han taler lige ud om, at det kun så længe er kirkens opgave at forvalte kristendommen, til staten er blevet moden til at overtage den opgave. Hele verdenshistorien skildrer, hvordan religionen føres ud fra institutionerne til det almindelige samfundsliv. Vores egen velfærdsstat, hvor folketinget er kirkens øverste myndighed, er et interessant eksempel på overgangen til en sådan tilstand! I nøje samklang med Rothe taler den ansete russiske tænker Nikolaj Berdjajef om, at det religiøse lidt efter lidt vil gennemtrænge samfundsordenen, så den forvandles indefra og udaf selve udviklingens nødvendighed.

At kristendommen vil forløbe gennem forskellige epoker er altså ikke uventet. Den organiserede kirkes fornemste opgave må være at aflive sig selv derved, at dens mål gennemføres: at Gud bliver alt i alle.

Prøver vi nu at sammenholde åndsvidenskabens analyser med nogle hovedtanker i kristendommen, vil vi finde nogle betydningsfulde berøringspunkter.

I kristendommens skildring af skabelse og syndefald ligger jo tanken om en indvikling i den materielle verden. Der fortælles i billeder, men den røde tråd, der skal skildres, ligger ganske klar: mennesket levede i en salig verden, men blev træt af den. Et vendepunkt indtraf, da vi ønskede at lære at skelne godt og ondt og derfor spiste af træet, der kunne hjælpe os til dette. Det var en naturlig konsekvens heraf, at forsynet måtte vise mennesket ud af den salige tilstand. Det er dog altfor stærkt blevet skildret, som om bortvisningen var en straf og et »fald« – den var en enkel konsekvens af noget, der i og for sig allerede lurede under selve paradistilstanden.

Det gale i vor tids kristendom er nu, at man standser ved syndefaldet og taler for lidt om resten af udviklingen. Vi burde jo se også resten af den under samme synspunkt: skabelse, fortsat tilblivelse. Der tales om Kristus, der bringer et vendepunkt efter syndefaldet og bryder den hårde ring, det havde lukket os inde i. Men derefter undlader man næsten helt at tale om de dogmer, der skildrer afslutningen: »Kristi genkomst«, »verdens undergang«, det skabtes »opstandelse« – alt det, der med teologisk sprog hedder det eskatologiske, læren om de sidste ting.

Tankerne om, hvordan Gud fuldfører den skabelse, der blev indledet i paradiset, er kommet i baggrunden i vor tids kristendom. Hele kredsløbet finder vi ganske enkelt fortalt i billedform i lignelsen om den fortabte søn.

Hvis vi nu vender os til vor egen tids tænkemåde, møder vi to tanker om udvikling, der må tage et opgør med hinanden. På den ene side har vi resterne af Darwins gamle udviklingstanke, hvorefter udviklingen kun kan gå fremefter og opad, og hvor al modgang er af det onde. Den stærkeste vil overleve og føre udviklingen videre fremad. Jagten på sukces, som vi oplever i det moderne samfund, er en udløber af denne udviklingstanke. På den anden side begynder der at vise sig en ny forståelse af, at modgang er et uundværligt tilbehør i enhver udvikling. Det ligger ganske klart fremme i Martinus' analyser, at udvikling kun bliver til gennem personlig erfaring af det mørke i tilværelsen. Her svarer Martinus' analyser i princippet ganske til kristendommens: gennem død til liv, gennem »korsfæstelse« til »opstandelse«, gennem syndefald til erkendelse.

Hvis ikke mennesket selv oplever det onde, kan det aldrig opnå evnen til at skelne godt og ondt fra hinanden. Og uden at den evne til at skelne er højt udviklet, kan mennesket ikke blive medarbejder i Guds univers. Vi vil uundgåeligt blive ved at gøre vore medvæsener ondt, indtil vi selv fuldt ud er blevet trætte af at opleve det onde.

Modgangen bliver altså en nødvendighed for at komme videre (stik modsat af, hvad Darwin sagde)! Modgang betyder, at der af vort sind fjernes, hvad der står i vejen for vor udvikling. Men for at se modgangen i øjnene, var det nødvendigt, at menneskene fik mod til at bære den. Det var derfor Jesu død på korset kom til at stå som den stærkeste tale til menneskeheden gennem nogle tusinde år. Korsfæstelsen taler i den yderste konsekvens om tilværelsens kontrastprincip: Hvedekornet må dø ved at falde i jorden – ellers kan det ikke komme til at bære frugt.

Martinus' analyser taler klart i samme retning. Der er ingen mulighed for at knibe udenom i udvikling ved at betragte sig selv som højt udviklet eller ved at pudse sin facade af, så man ser ud, som om man er det. Analyserne påviser, hvordan udviklingen afgøres af talentkerner dybt i vort sind, og før disse dybere lag er blevet påvirket og har taget ved lære, sker der ingen virkelige fremskridt, ligegyldigt hvor retfærdige vi selv synes vi er. Vi kan ligeså godt frivilligt give os ind under udviklingens lov: så længe der er modgang på vores vej, skal vi møde den med tryghed og sindsro, fordi vi ved, at det er vores genvej til den fuldkommenhed, vi længes efter med hele vores sind.

Der har i de sidste 80 år været megen diskussion om, hvad Jesus selv har sagt af det, der står i det ny testamente, og hvad der er kommet med fra menighedens side i de ca. 40 år, der gik, før de bibelske fortællinger blev skrevet ned i den form, vi kender dem i. Noget af det, man kan være mest sikker på som ægte Jesus-ord, er lignelserne, fordi de er så fast sluttede helheder, at fremmed stof næppe kan være trængt ind, uden at vi kunne opdage det.

Nu er det ejendommeligt, at en hel række af Jesu lignelser netop taler om karmaloven: Brudejomfruerne, der ikke kan komme ind, fordi deres lamper er i uorden – den rige mand og Lazarus – dommedagsscenen, hvor man dømmes efter, hvad man gjorde mod de små – lignelsen om de betroede talenter (den, der bruger sine talenter, skal få udbytte, den der graver dem ned, går i virkeligheden tilbage i udvikling). Vi kan hertil føje et væld af enkelte udtalelser af Jesus: kort sagt taler han ofte om, at vi dømmer os selv, idet vi handler. Dom er ikke en straf, men en naturlig følge af vor levemåde. Og så finder vi den fuldkomne skildring af karmaloven i lignelsen om den gældbundne tjener:

En tjener lever som vi andre på grænsen mellem fortid og fremtid. Hans fortid lægger sin faste hånd over ham derved, at han har et regnskab med sin herre. Herren eftergiver ham det regnskab (den karma), hvilket fører til, at tjeneren går ud og fortsat vil kræve ind, hvad han selv har til gode hos andre (kræver deres karma sonet). Det vækker sådant postyr, at herren kommer igen og tager sin eftergivelse i sig: tjeneren må fuldt ud afbetale sin egen gæld, fordi han ikke forstod at eftergive andre deres. Han lod selv fortidens love være gældende, hvor han færdedes (nemlig den hårde skæbnelov) og kunne derfor ikke selv nyde godt af fremtidens lov (kærligheden, barmhjertigheden).

Her har vi igen en tanke, der har været vældig væsentlig for kristendommen at holde fast ved overfor alle andre retninger, nemlig princippet om »syndernes forladelse«: tanken om, at noget udefra kan bryde ind i vor verdens hårde love og ændre deres forløb. Vores verden er ikke et lovbundet maskineri (så ville karmaloven jo rent logisk set aldrig kunne medføre forandringer, fordi hårdt altid ville blive gengældt med hårdt!). Der er højere kræfter, der kan bryde ind og bremse vore maskinmæssige love.

Det er sjældent, man i vore dage møder denne tanke så klart, som tilfældet er i Martinus' analyse af karmaloven: hvis morderen angrer, imedens hans karmabølge er på vej tilbage til ham, vil hans anger give en højere energi indpas i hans tilværelse, der afbøder en del af karmaens maskinmæssige virkning. Hvis evnen til medfølelse vokser, vil den i sig selv kunne ophæve gamle regnskaber. Det var den sammenhæng, tjeneren i lignelsen ikke kunne indse!

Også i større rækkevidde tager Martinus i betragtning, at kræfter, impulser udefra, er medvirkende til at udarbejde verdens skæbne. Vi er ikke bundet i en heksering, hvorfra vi kun kan trække os selv op som salig Münchhausen trak sig op af vandhullet ved at trække i sin egen hårpisk. Der er en kilde i verdensrummet, der sender stadige impulser ud, der fremskynder udviklingen.

Alt dette er, hvad tanken om »syndernes forladelse« rummer i sin kerne: vi er aldrig alene. Vi tror på et forsyn, der er aktivt og med kærlighed arbejder på at løfte fortidens byrde fra vore skuldre – både i den enkeltes liv (giver os chance for at afbøde karmaen) og i menneskehedens liv (verdensgenløsningen).

Her står vi ved kilden til den barmhjertighed og tilgivelse, der aldrig lader et menneske ligge ved vejkanten med en bemærkning om: Nå, er det din karma at ligge der! – Tilgivelsen bøjer sig altid ned og løfter mennesket op, selv om det måske ikke fortjente det. Noget andet er så, at det menneske selv må afgøre, om det vil tage imod og udnytte denne mulighed for at få de gamle regnskaber slettet.

Kristendommen byder ikke blot på barmhjertighed, men også på enfoldig tillid til det himmelske forsyn.

Vi møder jo desværre af og til mennesker, der mener, at hele universet nu har åbnet sig for deres tanke, og at de så også kan leve med deres tanke alene. Her vil kristendommen være nødt til at sige imod, for at ikke Guds forsyn skal blive noget overflødigt for os.

Det er en gave til os, der har lært Martinus personligt at kende, at vi har fået at se, at for ham selv er analyserne ikke alt. Der er også noget, der hedder at leve i en barnlig, enfoldig taknemlighed til det guddommelige forsyn. Det er en umiddelbarhed, der ikke kan komme af tanker alene, men udspringer af bønnens umiddelbare og levende forbindelse med Gud. Åndsvidenskaben må aldrig blive et intellektuelt maskineri, der sluger alt. Vi lever ikke i et univers, der er en maskine, men i en levende organisme, hvor alt – småt og stort – er båret af samme kærlige forsyn.

Til afslutning kunne jeg ønske at påpege en væsentlig forskel i de opgaver, der ligger foran åndsvidenskab og kristendom i dag. Skal man stille tingene helt skarpt ved siden af hinanden, kunne man sige det sådan: kirkens opgave er at forkynde evangelium, dvs. forkynde Guds kærlighed til mennesker ligegyldigt, hvor de befinder sig på deres udviklings vej. Åndsvidenskabens og højskolens opgave er at vise et verdensbillede, at undervise i universets love. De to opgaver er ikke hinanden uvedkommende og kan gribe ind over hinanden. Men de er på den anden side heller ikke ens, og skal derfor ikke uden videre blandes sammen.

Åndsvidenskabens forhold til kristendommen afgøres ikke af, om den på mange felter siger langt mere om universet, end kristendommen gør – det bliver et naturvidenskabeligt anliggende – men af, om dens grundliggende principper er de samme som dem, kristendommen bygger på. Og det er dette sidste spørgsmål, vi her har prøvet at få en lille smule lys over.

Fælles for begge må i hvert fald være ydmygheden over at se ind i Guds uendelige værksted.