Jordmenneskene af i dag har ganske vist en vis psyke eller sjælelig side ved deres bevidsthed, som hos enkelte personer kan give sig udslag i form af mediumisme, clairvoyance, telepati eller lignende, men disse foreteelser kan ikke udtrykkes som "kosmiske" eller "højpsykiske", idet de er ligeså rum- og tidsdimensionelle som de rent fysiske sanseformer. De giver ikke "evighedsfacitter", hvilket vil sige facitter af "noget", der ikke er tid og rum, "noget", der ikke er mål og vægt. De nævnte facitter vil derfor altid være "tids-" og "rumfacitter", der igen er det samme som "mål-" og "vægtfacitter". At verdenskrigene eller menneskehedens skæbne ikke er et "mål- eller vægtspørgsmål", men et "psykespørgsmål" turde vel være indlysende. Med "mål- og vægtfacitter" klarer man ikke sjælelige problemer. Nævnte facitter udtrykker således kun begrænsninger, og begrænsninger er igen det samme som adskillelse fra helheden. Men noget, der er adskilt fra helheden, kan jo kun udgøre en lokalitet, og et facit, der kun udgør en analyse af en sådan lokalitet, kan umuligt være det fuldkomne udtryk for den helhed, under hvilken nævnte lokalitet henhører. Der bliver derved to slags grundfacitter, når der er tale om verdensaltet eller kosmos, nemlig "lokalfacitterne" og "helhedsfacitterne". Da man med almindelig fysisk sansning og de i tilknytning hertil forekommende førnævnte psykiske sanser udelukkende kun kan sanse lokalfacitter, hvilket vil sige begrænsninger, mål og vægt eller tids- og rumdimensioner, vil nævnte sanseform være at udtrykke som "lavpsykisk". Denne sanseform giver altså ingen som helst afsløring eller analyse af selve det "noget", der måler og vejer og dermed oplever eller skaber tiden og rummet eller fremtræder som det viljeførende "noget" eller jeget i de levende væsener. Dette "noget" udgør altså "skaberen" bag "det skabte". Da "skaberen" adskiller sig fra "det skabte" ved ikke som dette at være "tilblivelse" og "ophør" underkastet, kan samme "skaber" ikke opleves eller sanses igennem den tids- og rumdimensionelle eller "lavpsykiske" sanseform, idet tilgængeligheden for denne sanseform jo betinges af, at sanseobjektet netop er underkastet "tilblivelse" og "ophør".
      At der findes en sådan udenfor rum og tid eksisterende "skaber" eller et "noget", der ikke er rum eller tid og derfor ikke har mål og vægt, bliver blandt andet til kendsgerning igennem den omstændighed, at livet eller det levende væsen i sig selv er "mystik" og bliver endnu mere mystisk, jo mere man med tekniske og kemiske hjælpemidler har været i stand til at lægge vældige rum- og tidspanoramaer bag sig som mål- og vægtfacitter. Men da mystikken om livet eller det levende væsen vokser i samme grad, som den materielle videnskab tager til, bliver det her åbenlyst, at der er noget ved de levende væsener, den umuligt kan klare samtidig med, at Bibelens bebudelse af dette, at "dø døden" som en følge af "nydelsen af kundskabens træ" her bliver til en uomstødelig kendsgerning. "Nydelsen af kundskabens træ" er jo det samme som dyrkelsen af den materialistiske erfaringszone. Da denne dyrkelse forhøjer mystikken om livet eller det levende væsen samtidig med, at den gør dette til ét med materien, til ét med tiden og rummet og dermed til ét med "tilfældigheden", der igen er det samme som "det planløse" og dermed "det livløse", har vi her for os den proces, der opfylder det guddommelige bud: at "dø døden".
      Men når der således eksisterer en proces, der fører imod "døden", må der også være en proces, der fører imod "livet", og Bibelen har da også hentydet til en sådan proces med betegnelsen "livets træ". Ved sin "nydelse af kundskabens træ" blev "Adam" og "Eva" jo ført bort fra "livets træ". At "nyde af livets træ" må altså være en sanse- eller oplevelsesform, der er ganske anderledes end den "lavpsykiske". Denne sanseform må være en evne til at opleve og afsløre den side ved det levende væsen eller livet, som den "lavpsykiske" sanseform gør til mystik. Men for at kunne fjerne mystikken ved det levende væsen må den være en evne til at sanse udenfor tiden og rummet. Det må være en evne til at sanse selve den kombination af uendeligheden i tid og rum, vi kalder "evigheden". Da denne sanseform således er en diametral modsætning til den "lavpsykiske" sansning, vil vi her udtrykke den som "højpsykisk".
      Forskellen på den "lavpsykiske" og "højpsykiske" sanseform vil altså bestå i, at medens man igennem "lavpsykisk" sansning umuligt kan sanse en ting før dens begyndelse og efter dens ophør, kan man igennem "højpsykisk" sansning sanse objektet både før dets begyndelse og efter dets afslutning. Derved kommer enhver ting til at have to facitter, nemlig et "lavpsykisk" og et "højpsykisk". En tings "lavpsykiske" facit vil altså sige: dens fremtræden i tidsrummet indenfor dens tilblivelse og ophør. En tings "højpsykiske" facit vil derimod sige: tingens fremtræden inden dens tilblivelse og efter dens ophør. Nu vil man muligvis her indvende, at en ting dog ikke kan være til før dens tilblivelse og efter dens ophør. Og det må naturligvis her indrømmes, at for "lavpsykisk" eller tids- og rumdimensionel sansning eksisterer tingen selvfølgelig ikke udenfor det rum og den tid, der strækker sig fra dens tilblivelse til dens ophør, men for "højpsykisk" eller evighedsdimensionel sansning eksisterer tingen evindelig. Det er rigtigt, at den ikke eksisterer som rum og tid og kan derfor ingen mål- og vægtanalyse have, men dette betinger jo ikke, at det "noget", der var tingen, nu skulle være blevet til et totalt "intet". "Noget" kan nemlig lige så lidt blive til "intet", som "noget" kan komme af "intet". Enhver fysisk ting, hvilket vil sige: enhver "skabt" ting har således en "højpsykisk" eller "kosmisk" "fortid" og vil få en tilsvarende "højpsykisk" eller "kosmisk" "eftertid". Da tingen i denne "fortid" og "eftertid" ikke er rum- og tidsdimensionel og derfor ikke har mål og vægt, kan den ingen analyse have ud over at være "noget, som er". Da dette "noget" var, før det blev til en fysisk ting og fortsætter med at være, efter at det har været en fysisk ting, har det jo også eksisteret, medens det var en fysisk ting. Det er derfor her i sin "højpsykiske" tilstand synligt som identisk med "evigheden".