Mellem to verdensepoker
7. KAPITEL
Menneskenes tids- og rumdimensionelle opfattelse af krigsansvaret
Ja, menneskene mener jo allerede at have fundet de ansvarlige for krigen og dermed den sande krigsårsag.
Har man ikke efter det store verdensdrama oprettet mangfoldige særdomstole, hvis opgave det er at undersøge alle de såkaldte "krigsforbryderes" forhold og tildele dem straf og med frakendelse af almen tillid udstøde dem af samfundet eller gøre dem fredløse i sådanne tilfælde, hvor man ikke ligefrem henretter dem? –
Dette viser altså, at den herskende offentlighed mener at kunne komme ondet til livs eller oprykke krigens rod ved at straffe eller henrette en serie mennesker, der har været særlig aktive krigsophidsere.
Man tror således, at denne klike af mennesker bærer hele ansvaret for det store verdensdrama, hvis virkninger nationerne eller samfundene kloden over i dag sukker og stønner under.
Hvis denne klikes krigsophidsende diktatorer, førere og håndlangere ikke var født, ville alt have været idel fryd og gammen.
At det overlevende samfund måtte reagere på denne måde er selvfølgeligt, så længe dets medlemmer sansemæssigt er rum- og tidsdimensionelt bundet.
Nævnte medlemmer kan ikke vågen dagsbevidst se ud over det rum eller den tid, de til enhver tid måtte befinde sig i og er derfor ganske afskåret fra at se, at intet menneske eller nogen klike kan have ansvaret for menneskehedens skæbne, og at dette ansvar derfor ligger på et helt andet plan.
For at kunne sanse på dette plan må det levende væsen have en "højpsykisk" sanseevne, der igen er det samme som "kosmisk bevidsthed" eller den sjælelige tilstand, der i Bibelen gang på gang udtrykkes som "den hellige ånd".
Det var i kraft af denne sjælelige tilstand, at Jesus og de største af menneskehedens spirituelle førere og profeter sansede eller oplevede livet.