Ifølge denne analyse bliver det i allerhøjeste grad forståeligt og dermed tilgiveligt, at den gejstlige myndigheds repræsentanter eller præsterne har måttet forvalte og fortolke den igennem verdensgenløseren åbenbarede, virkelige kristne væremåde på den ufærdige måde, som tilfældet er. De er jo endnu ikke forsynede med den høje sansemæssige kunnen og væremåde, som verdensgenløseren manifesterede. Så længe en stats gejstlige og fysiske myndigheder såvel som almenheden repræsenteres af væsener, der endnu er afskåret fra at opleve verdensaltets psyke og derfor absolut nødvendigvis må repræsentere udviklingstrin af langt mindre fuldkommenhed i humanitet og næstekærlighed end den, verdensgenløseren udtrykte i sin væremåde, må hundrede procents kristendom endnu være en umulighed indenfor den samme stats funktioner. Man kan ikke indenfor retsvæsenet lade alle "forbryderne" løbe med den motivering, at man tilgiver dem, fordi de ikke ved, hvad de gør. Måtte ikke det daglige liv da blive en livsfarlig jungle for andre mennesker? – Man kan heller ikke indenfor staten opgive alt militærvæsen med den motivering, at den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd, så længe der også her findes røveriske eller forbryderiske tendenser, man må forsøge at beskytte samfundet imod. Man kan heller ikke forlange, at den gejstlige myndighed skal være hundrede procents i nazaræerens ånd, så længe den består af almindelige, ufærdige mennesker. Foranstående analyser angående samfundets forhold til kristendommens højeste idealer skal da heller ikke på nogen som helst måde, hverken overfor præster, jurister eller militærpersoner, være nogen bebrejdelse. Det er kun en analyse af de kristne staters forhold til kristendommens højeste idealer. Da det ikke kan bestrides, at disse idealer er selve det centrale i al humanitets- eller kulturskabelse, rent bortset fra, at deres praktiske opfyldelse er en absolut uundgåelig betingelse for oplevelse af løsningen på sit eget jegs mysterium og den heraf følgende kosmiske bevidsthed eller kontakt med verdenssjælen eller Guddommen, som verdensgenløseren repræsenterede, og som derfor er målet for alle eksisterende individer, kan det kun være gavnligt at gøre situationen op. Og situationen er jo lige akkurat, som den netop skal og må være i øjeblikket. Vi har set nogle af de felter, i hvilke væsenerne endnu på grund af manglende udvikling ikke kan opfylde de kristne idealer. Da disse idealers opfyldelse er den uundgåelige betingelse for harmoni eller fred, måtte vi vente at finde disharmoni eller krig der, hvor de ikke opfyldes. Hvis ikke det var således, ville det jo have afsløret Kristus og alle verdens indviede væsener eller menneskehedens største førere som bedragere. Vi har set, at de kristne samfund endnu må bruge sværd, kanoner og sprængstoffer for deres beståen grundet på deres endnu indbyrdes dræbende, egoistiske psyke, ukærlighed eller ligegyldighed overfor næstens beståen. Hvad finder vi da i denne psykes fodspor? – "Dommedag", "ragnarok", lemlæstelse, dødsrallen, gråd og tænders gnidsel, en verdenskultur i ruinhobe, mentalt såvel som fysisk. Hvem har ansvaret for dette? – Hvem kan man laste for denne store misere? –