Et væsen kan kun være omgivet af to ting i sin daglige tilværelse. Disse to ting er "materie" og "liv". "Materien" er det døde, det overfladiske, det timelige, det flygtige, medens "livet" er de levende væsener, der igen alle uden undtagelse er det samme som "næsten". Ved at gøre vold på næsten, gør man vold på livet. Livet er igen verdensaltets bevidsthed, sjæl eller psyke. At denne sjæl eller psyke ligesom alle andre former for sjæl eller psyke kun lukker sig op for kærlighed og ikke for had, vold og forfølgelse turde vel være indlysende. Det er ikke så mærkeligt, at "indvielse", hvilket vil sige: at blive "ét med verdenssjælen" og dermed "ét med verdensjeget", der er det samme som Guddommen eller Faderen, kun kan opnås af de væsener, der har nået kulminationen i humanitet, uselviskhed eller næstekærlighed. Alle de væsener, der som ideal kun kan se hævdelse af sig selv på andres bekostning, på ofring af andres liv og førlighed og derfor er farlige sabotører af det dem omgivende liv, må verdensjeget eller Guddommen jo lukke ude fra selve verdenspsyken eller universets bevidsthed og spærre inde i dertil egnede lokale, psykiske rum eller sfærer, hvor de af ligesindede væsener kan modtage gengældelsen af deres egen idealismes dødbringende væremåde og derved opdage deres farlige og fra verdensbevidstheden eller verdenssjælen afvigende psyke. Et sådant fra verdensbevidstheden adskilt lokalt psykisk rum finder vi i den jordiske menneskeheds mentale sfære eller psyke. Denne psyke adskiller sig fra verdenspsyken derved, at den ikke har denne sidstnævnte psykes sansemæssige, dimensionelle kunnen. Den kan kun opleve eller sanse i tids- og rumdimensioner, medens verdenspsyken udtrykker sansemæssig kunnen, der ligger ganske udenfor tid og rum, en kunnen, der med samme lethed sanser eller jonglerer i uendeligheder eller ubegrænsetheder, som den jordmenneskelige psyke sanser eller jonglerer i begrænsninger. Forskellen imellem jordmenneskets psyke og universets psyke vil altså være den, at jordmenneskets nuværende psyke kun tillader sansning i "timeligheden", medens universets psyke eller verdensaltets bevidsthed sanser i "evigheden". Jordmennesket kan kun sanse "lokaliteter", medens verdenspsyken sanser i "helheden". Som følge heraf har det almene eller det i kosmos endnu uindviede jordiske menneske ingen adgang til sansning udenfor tiden og rummet. Det kan derfor ikke opleve synet af sin egen udødelighed eller identitet med evigheden. Det kan ikke beherske den gennemskuen af verdensaltets illusioner, i hvilken man oplever sit "eget faste punkt" i Guddommens jeg. Her har vi forskellen mellem det uindviede jordmenneske og det i kosmos indviede væsen eller verdensgenløseren, der er nået frem til at sanse i kontakt med verdensaltet og derfor fornemmer sig "ét med Faderen" og oplever sig selv som "vejen, sandheden og livet".