Vi bliver således her vidne til, at de såkaldte "kristne stater" endnu langt fra er blevet "kristne" for så vidt som "kristendom" er praktiseringen af Kristi væremåde. Hvad er hele den bestående militarisme, hær og flåde andet end et felt af menneskehedens psyke eller sjæl, der endnu ikke er blevet "kristnet", endnu ikke er blevet færdigt, endnu ikke er udlevet? – Det er fortiden, det er menneskehedens dyriske urtilstand, det endnu uovervundne "hedenskab". Det er denne primitive del af menneskehedens psyke, der er dens mørke skæbne, dens ulykke, dens fornedrelse og lidelse. At gå i ledtog med denne skæbne, at udvikle krigsmaskineriet og på højtidelig måde velsigne og hædre drabsmetoderne og sværge til dødsstraffe og gengældelsesprocesser, er at spærre sig selv ude fra det virkelige kosmiske liv, universets fællesbevidsthed eller den psyke, der betinger, at solen skinner lige så godt på "den uretfærdige" som på "den retfærdige", og at regnen falder på den "ondes" ligesåvel som på den "godes" marker. Universets fællesånd eller verdensaltets psyke, hvilket vil sige, "den kosmiske bevidsthed", der stråler ud fra alle "indviede" eller menneskehedens allerstørste førere, kender intet til favorisering eller forfølgelse. Kun det uindviede eller ufærdige menneske er endnu så indmuret i sin egen bevidstheds timelige, lokale forestillingskreds, at det tror at kunne hævde sig ved at undertrykke, sabotere eller udslette livet omkring sig. Det aner ikke, at det er verdenssjælen, det udøver attentat imod, når det gør vold på sin næste.