Da vi ved, at der i kredsløbet kun eksisterer fire årstider, må vi sammenligne de to årstider, vi her har for os i jordmenneskehedens skæbne, med disse fire for at finde ud af, hvor i det store kosmiske kredsløb nævnte menneskehed befinder sig. Vi ved, at den årstid, der hedder "vinteren", er den, der udtrykker døden eller er den mest livløse, den i hvilken alle skønne blomster, det grønne løv og alle de mange skønne dufte, frugter og livsinspirerende kilder er lukkede. Overalt, hvor vinteren kulminerer, dækkes alt af den hvide sne, den hvide livløshed, den fysiske verdens ligklæde. Vinteren er altså dødens sfære. Men når jordmenneskehedens psyke kulminerer i at befordre døden, nedsable alt liv eller kulminerer i overtrædelsen af de love, der betinger livets fuldkomne oplevelse, må menneskehedens nuværende kosmiske situation således være det kosmiske kredsløbs "vinter" og dermed "dødens" zone i samme kredsløb.
      Over jordmenneskehedens ydre fysiske fremtræden, dens nattekulde eller dødbringende frost, hvilket vil sige dens egoisme og ukærlighed, ligger således også den "kosmiske vinters" hvide snetæppe i form af nævnte menneskeheds kosmiske bevidstløsheds totale stilhed. Samme menneskehed befinder sig altså i et mentalt eller kosmisk gigantkredsløbs første "årstid": "vinteren", "kulden" eller de livsfjendtlige kræfters domæne. Individerne står som kosmisk uvidende og golde væsener. De er denne "vinters" bladløse træer. De kan hverken høre, se eller på anden måde sanse deres evige liv. De fornægter, forfølger og latterliggør endog troen på eller opfattelsen af denne deres egen evige virkelighed. Mere "død" kan det levende væsen ikke blive. "Døden" er kun en indskrænkning af viden om væsenernes, hinsides fysiske tilstande eksisterende, virkelige evige væsen, ligesom den fysiske vinter kun er en indskrænkning af sommerens strålende liv, dens prangende løv, dens enges blomstervæld og strålende farveorgier, dens lyse nætters koglerier og elskovsdrømme.