Så længe væsenerne endnu i en meget høj grad er selviske, bliver de i tilsvarende grad partiske. De favoriserer stærkt de foreteelser, der er dem behagelige og forfølger de foreteelser, der ikke er dem behagelige eller passer dem. De kan derved kun optræde som "forsvarere" og "angribere", hvilket igen betinger, at de er "krigere". Så længe samfundene består af væsener, der er "angribere" og "forsvarere", eller væsener, der endnu hovedsageligt kun besidder "krigerens" psyke, eksisterer "krigen" på en eller anden måde, mand og mand imellem såvel som imellem staterne indbyrdes. Så længe der er "krig", vil der være brug for væsener, der kan skabe fred, mildne eller forsone parternes sindelag og være til trøst og vejledning for den på sine gerninger faldne eller slagne part. Hvis ikke et samfund i sig har en institution baseret på sådanne upartiske, fredselskende væsener, gennem hvilken dets psykiske liv kan stabiliseres, vil det være at ligne ved et individ, der selv befinder sig i en psykisk forvirring.
      Er det ikke netop en sådan psykisk forvirring, der præger alle de kristne stater i verden? – De er blevet de største erobrere og undertrykkere af andre folk. De er blevet de mest geniale befordrere af det dræbende princip. De er de største fremstillere og forbrugere af mordvåben, lige fra den ganske almindelige dolk til den mest raffinerede og altudslettende atombombe foruden de bakteriologiske og kemiske krigsvåben, der endog menes at overtrumfe atombomben i drabs- eller udslettelseskapacitet. Samtidig med dette vældige opbud af krigerisk eller dræbende kunnen opretholder og autoriserer de en gejstlig myndighed, en stab af uddannede præster, der fra tusinder af prædikestole forkynder kristendommens kerneprincipper eller næstekærligheden i form af de førnævnte Jesu advarsler med hensyn til sværdets brug og påbud med hensyn til tilgivelse af sine fjender. Igennem den samme gejstlige myndighed eller institution giver de nævnte kristne stater ethvert barn, der fødes indenfor deres område, adgang til en højtidelig indlemmelse i det kristne verdenssamfund i form af den autoriserede dåb og konfirmation.
      De kristne stater har således i form af kirken eller den gejstlige myndighed en slags fredsinstitution, der skulle være deres psykiske eller sjælelige "faste punkt". Men som vi har set, er dette "faste punkt" kommet i skred og har mistet sin stabilitet, idet dets fysiske struktur igennem den gejstlige myndighed, hvilket vil sige præsterne, blev partisk. Præsterne kunne ikke overvinde deres medfødte tendens til stærke sympatier eller antipatier og gled derfor med ud i "angribernes" og "forsvarernes" rækker og var dermed "krigere" i stedet for "præster" og befordrede i tilsvarende grad ufreden i stedet for freden. Den gejstlige myndighed har da heller ikke kunnet forhindre, at den i børnene igennem dåb, konfirmation og undervisning indpodede kristendom af staten i nogen grad saboteredes i form af den lovbefalede "værnepligt". Når en dreng er så voksen, at han kan betjene et mordvåben, påtvinges han pligt til som soldat at lade sig uddanne og dygtiggøre i særlige metoder til at myrde og ødelægge sin næste og dennes ejendom.