Det jordiske menneske er altså som nævnt kulminerende i en mørketilværelse. Ser vi tilbage eller nedad i udviklingen, bliver vi vidne til de såkaldte "naturmennesker". Dernæst kommer vi til "dyrene" og så til "planterne" og efter dem igen til de "mineralske" former for liv. Her fra mineral til det moderne, almen krigsindstillede jordmenneske er der i det store og hele en stærkt stigende tendens hen imod dygtiggørelsen i at udløse det dræbende princip, der igen er det samme som kærlighedslovens overtrædelse, kulminationen af mentalt mørke eller en fejlagtig livsoplevelse. Ja, ser vi ikke her, hvorledes det ene væsens død er det andets brød? – Ser vi ikke, at der ud af denne udvikling er kommet et tilværelses- eller livsoplevelsesplan, i hvilket det ligefrem er en livsbetingelse, at væsenerne må leve af hinandens kroppe eller kød og blod, rent bortset fra de blodbad, de udløser for at komme i besiddelse af hinandens ejendomme, goder og rettigheder. Kan livet vise en større ufuldkommenhed, et større mørke, en større manifestation af sansenedbrydelse? – Er flygtningelejrene med deres millioner af hjemløse eller fædrelandsløse mennesker, hvis livsinspiration er knuget og lammet af en spændetrøje af restriktioner, pigtråd og en madtildeling, ved hvilken de lige akkurat kan opretholde så megen livskraft, at de kan balancere på randen af sultedød og selvmord, ikke en urokkelig dokumentation af mørkets domæne? – Er ruinhobene af visse verdensdeles forhen så stolte kulturcentrer, deres kilometervide soldaterkirkegårde, afbrændte skove og ødelagte marker etc. ikke en yderligere fundamental understregning af, at jordmennesket passerer mørkets domæne? –