Fra denne kosmisk "døde" eller "bevidstløse" tilstand foregår der i væsenernes fremtræden en tilbagevenden til en højere viden. Denne tilbagevenden imod en højere viden kender vi i det daglige liv under begrebet "udvikling". Samme "udvikling" viser os en lang skala af tiltagende højere og højere bevidsthedstrin. De mest "døde" trin er altså dem, der repræsenterer den største kosmiske uvidenhed. På det fysiske plan er det let at se den kosmiske "død". De mest kosmisk "døde" væsener er dem, der kulminerer i at sabotere deres egen livslykke. For at kunne sabotere sin egen livslykke må man altså være uvidende, hvilket som nævnt er det samme som at være kosmisk "bevidstløs". Det vidende menneske saboterer ikke sig selv. Til disse væsener, der saboterer deres egen livslykke, hører det almene jordiske menneske. Det myrder og lemlæster, det skænder og plyndrer sin næste eller de omgivende levende væsener. Det er tydeligt, at det ikke erfaringsmæssigt kender loven, der siger: "Den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Det kender intet til, at man skal elske sin næste som sig selv. Det ved i bedste tilfælde kun, at det står skrevet i den eller den hellige bog eller er udtalt af det eller det væsen engang i en længst forsvunden tid. Men nogen virkelig kosmisk viden om den absolutte sandhed heri har det ikke. Det er som nævnt på dette felt "bevidstløs". Det har derimod stor viden på det rent fysiske område, og jo dygtigere væsenet er her uden at have "kosmisk bevidsthed", desto mere lemlæstende og dræbende vil det da være. Dets egoisme kender ingen grænser.
      Hovedparten af jordens mennesker er således "kosmisk døde" eller "bevidstløse" væsener, der ikke kender deres evige fortid og evige fremtid, men kun sanser det flygtige nu i denne deres gigantiske evige væren der udgør et jordliv. At de derfor heller ikke tager hensyn til nævnte ukendte evige væren, men kun til det lille kendte "nu", der er deres nuværende jordliv, er selvfølgeligt. Men at besidde en gigantisk evig væren og kun tage hensyn til en lille forsvindende del af denne tilværelse må jo betinge, at væsenet umuligt kan få den fulde glæde og udnyttelse af nævnte tilværelse eller evige væren. At det derfor i denne sin tilstand bliver et ufuldkommenhedens og dermed et sorgens og lidelsens væsen, der er i konflikt med alle livslove i det store ukendte terræn eller område i dets virkelige evige væren, bliver her til kendsgerning.