Nu vil man måske her fremhæve, at et hus dog kan blive forældet og forgå og således helt ophøre med at eksistere, selv om de stoffer eller materialer, det bestod af, bliver ved med at leve videre i andre former. Ligeledes forgår alle de andre synlige ting i verden, selv om stofferne stadig kan leve videre i andre former eller ting. Tingene kan derfor forgå. Ja, det er ganske rigtigt, men denne forgængelighed har ikke noget med "liv" at gøre. Huset har aldrig nogen sinde været "levende", og alle de andre synlige ting, som var blevet til, bygget op af naturen eller af de levende væsener, har i sig selv heller ikke noget absolut "liv". De udgør jo kun materiekombinationer i den eller den form. Det er således i virkeligheden kun "formen" eller "kombinationen", der er forgængelig. Men selve "formen" har jo aldrig været "levende". At en samling materie udgør en kvadrat eller en kugle betyder jo ikke, at kvadraten eller kuglen er "levende". Nævnte to foreteelser er blot synlige, så længe materien holdes bundet i disse to særlige former. Men enten materien ligger hen som kaos eller som organiseret i særlige bestemte bunker eller former, betyder jo ikke, at formen har "liv". Om en marmorblok fremtræder i en af en genial kunstner fremstillet kvindeskikkelse, eller den stadig ligger hen som en stenmasse i jorden, forandrer ikke noget som helst i selve marmoret i retning af virkeligt liv, hvilket vil sige: i retning af at give marmoret sanse- og tænkeevne. At man på en kunstudstilling siger om den udførte marmorskikkelse, at "den har meget liv", betyder jo ikke, at denne udtalelse skal opfattes bogstaveligt. Thi i så fald måtte marmorskikkelsen kunne træde ned af sin sokkel og spadsere rundt og hilse på sine beundrere. Marmoret i skikkelsen er ligeså dødt i form af den kunstneriske figur, som det var i sin uforarbejdede tilstand i jordens skød, og selve den figur, som marmoret var materiale til at udtrykke, er også noget, der aldrig i absolut forstand har haft "liv". Nævnte figur er kun en tanke fra kunstnerens tankeverden, åbenbaret udadtil for omgivelserne ved hjælp af marmoret. Dette er blevet en slags blæk, hvormed kunstneren har udtrykt sin mening. Det samme er jo tilfældet med enhver anden form for skabelse. Den repræsenterer altid noget andet og mere end det, den er. Alle skabelser eller frembringelser er således i sig selv ikke noget "liv", men udtrykker blot deres ophavs tanker og vilje og er dermed disses tilkendegivelsesmidler for "liv".