Men hvem skal lære menneskene kristendom eller Jesu sindelag og dermed virkelig kultur, når de, der har fået statens autorisation som kristendommens repræsentanter og myndighed, sværger til hedenskabet eller moralen udenfor kristendommen eller før Jesu tid? – Er gejstligheden eller den religiøse myndighed ikke repræsentanter for statens åndelige liv, hvilket vil sige dens psyke eller sjæl? – Men når statens psyke eller sjæl ikke er kristendom, hvordan skal dens fysiske liv, dens kultur og fremtræden da være kristendom? – Hedder det ikke yderligere i kristendommen: "Kommer hid til mig, alle, som arbejde og ere besværede, og jeg vil give eder hvile"? – De, der er besværede eller bekymrede skulle altså i dag kunne gå til Jesu autoriserede repræsentanter (præsterne) og der få hvile, hvilket vil sige: trøst og fred i sjælen.
      Men når Jesu autoriserede stedfortrædere i dag selv er "krigere", hvilket vil sige: at de enten er "angribere" eller "forsvarere", hvordan kan de da give fred og mental hvile til nogen? – Hvordan skal en ulykkelig sabotør eller sjælelig nedbrudt frihedskæmper kunne få den for ham passende trøst og fred hos en præst, der samtidig er "hipomand"? – Og hvordan skal en ulykkelig og på sine gerninger falden terrorist, stikker eller morder finde trøst, fred og hvile i sin ulykke hos en præst, der er sabotør eller frihedskæmper eller på anden måde er hans bitreste modstander eller dødsfjende? – Er det ikke her let at se, at præsten ikke kan tilhøre noget parti. Hans mission eller gerning må være højt hævet over partiskhed. En præst, der er "angriber" eller "forsvarer", er som før nævnt "kriger" og ikke "præst". Præsternes, kirkens og gejstlighedens mission er ikke dette at være en "krigsinstitution", men en "fredsinstitution". Det kan ikke være i kontakt med verdensgenløserens sindelag, at den skal velsigne mordvåben og inspirere soldater til kamp, mord og drab. Dens sande opgave er derimod dette, evigt at være i ro, være i harmoni og fred og således være det absolut "faste punkt" i staten, som de, der er blevet ulykkelige, de, der har mistet deres mentale fundament, kan vende tilbage til og igen få mentalt fodfæste i livet.