Efter oplevelsen af disse to kredsløbs mange gentagelser når vi frem til et endnu større kredsløb, ja, det er så stort, at et levende væsen i heldigste tilfælde kun oplever ét eneste af disse med sin nuværende fysiske livsoplevelsesevne eller fysiske organisme. Men til gengæld er oplevelsen af dette kredsløb ikke, som oplevelsen af de andre kredsløb, en "ydre" foreteelse. Den udgøres af individets eller det levende væsens eget indre liv. Dette kredsløb er selve det levende væsens væren ét med kredsløbet. Det er kredsløbsprincippets egen inddeling eller udformning af det levende væsens livsoplevelsesstruktur. Her er det ikke planterne, skovene, sollyset eller klimaet udenfor organismen, der er underkastet kredsløbets udformning, men her er det selve individets egen viljeføring og tankegang eller selve dets livsoplevelsesevne, der bliver præget af kredsløbets principper.
      Et sådant kredsløb begynder med at udforme det levende væsens bevidsthed som "barn". Dernæst kommer "ungdommen", så "manddommen" og "alderdommen", hvilke fire tilstande henholdsvis er at iagttage som analog med vinteren, foråret, sommeren og efteråret eller midnatten, morgenen, middagen og aftenen i de andre kredsløb. Ligesom naturen udenfor det levende væsen har disse fire kredsløbsstadier at gennemgå, således har det levende væsens mentalitet eller livsoplevelse også sin gennemgang og sin væren ét med de samme principper. Når det lille barn kommer til verden, repræsenterer det således "vinterens" princip. Det har i sig et indre liv, men har ikke nogen særlig vågen, bevidst mentalitet udadtil. Det er analog med vinterens bladløse træ i skoven. Men efterhånden vælder dets egen iboende forårskraft frem, og det gennemlever sit eget kredsløbs forår: "ungdommen". Dernæst kommer det samme kredsløbs sommer: "manddommen", og efter denne igen begynder væsenet at blegne og visne i sit eget livskredsløbs efterår: "alderdommen". Dette det levende væsens eget livskredsløb udgør altså det, vi kalder "et jordliv".