Mellem to verdensepoker
17. KAPITEL
"Døgnet" og "året" som ydre kredsløb
For at kunne forstå dette er det nødvendigt, at man gør sig begribeligt, at livet er en uendelig serie af gentagelser af ét og samme princip. Dette princip ytrer sig som "kredsløb". Disse kredsløb begynder at blive synlige for os i mikrokosmos og tabes af syne i makrokosmos. Selv udgør vi et kredsløb midt imellem disse to yderpoler. Dette vort eget kredsløb hedder i mit hovedværk "Livets Bog": "mellemkosmos".
      Da livet således er en uendelig kæde af større og større kredsløb, bliver der nogle kredsløb, der er mindre, og nogle der er større end vort eget kredsløb. Disse mindre kredsløb kan vi derfor helt fysisk overskue, medens vi derimod ikke fysisk kan overskue de kredsløb, der er større end vort eget, og jo større disse er, desto mindre kan vi se af dem og kan derfor til sidst slet ikke fatte, at det lidet, vi kan se af disse, er dele af kredsløb.
      Til de kredsløb, vi let kan overskue, hører "døgnet". Et menneske, der er 70 år, har altså oplevet at se døgnets kredsløb gentage sig ca. 25.550 gange. At et sådant menneske bliver temmelig fortrolig med dette kredsløb, dets fire forskellige afsnit: midnat, morgen, middag og aften og ved, at disse uundgåeligt følger efter hverandre, turde vel være selvfølgeligt. Overfor et sådant kredsløbs fysiske natur rummer mennesket faktisk så megen erfaring, at denne ligefrem kan udtrykkes som "klarsyn". Dernæst kommer et større kredsløb, nemlig "årskredsløbet". Det oplever jordmennesket kun én gang for hvert 365 gange, det har oplevet "døgnkredsløbet", og når derfor indenfor et jordliv på 70 år kun at opleve et sådant kredsløb 70 gange. Men disse 70 gange turde vel også være tilstrækkelige til, at vedkommende menneske også får et temmeligt indgående overblik over dette kredsløb og ved, at det urokkeligt gentager sig, og at det ligesom "døgnkredsløbet" har sine fire afsnit, nemlig: vinter, forår, sommer og efterår, der igen henholdsvis er analog med "døgnkredsløbets" midnat, morgen, middag og aften.