Ved at gøre sig foranstående realiteter til forsknings- og træningsobjekter for tænkningen vil man herigennem få evne til at se, hvorledes mystikken omkring det levende væsen efterhånden begynder at forsvinde som dug for solen, og det store verdensdrama med sine bloddryppende hændelser, gråd og tænders gnidsel indgår i en guddommelig verdensplans store helhedsfacit og der er en medvirkende betingelse for opretholdelsen af livets evige grundfacit, dette, at "alt er såre godt". Uden denne forskningsindstilling vil man aldrig nogen sinde kunne løse livets mystik. Uden evne til at opleve "højpsykisk" må man stadig forblive i mørke og kaos og dermed i lemlæstelse, lidelse og død og kan kun øjne livets grundfacit som døde kræfters blinde tilfældighed. I sandhed, et såre ulykkeligt syn. Det levende væsen har tabt forbindelsen med det virkelige liv eller verdenspsyken. "Den fortabte søn" er borte fra sin Fader. "Adam" og "Eva" er i mørkets zone. Dødens epoke går hen over jorden. Den døende gudesøn råber imod himlen: "min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" – Dette råb er grænsepælen mellem de to store verdensepoker: mørket og lyset, der igen er det samme som døden og livet.